Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 6 – du kan finde del 5 her.

Snedker- og tømrermester Søren Kristensen havde omkring den tid en ret stor forretning. Han havde flere svende samt en lærling. Der var på hans første tid stor byggeaktivitet. Han blev som helt ung slået ud af alvorlig sygdom. 

Skomager Jens Peter Nielsen startede skomagerforretning midt i 1880’erne. Han lavede håndsyede sko og støvler samt reparationer og havde også butik. Sadelmageren der kom til byen lige efter århundredeskiftet hed Søren Sørensen. Han var en dygtig sadelmager og lavede møbler efter bestilling. Det var solide og fine ting, men han blev i en ung alder ramt af en uhelbredelig sygdom. 

Der var marked i Uldum to gange om året – Forår og efterår. Det var årets store begivenhed. Særligt børnene og ungdommen glædede sig til dagen. Markedspladsen lå bag ved kroen. Allerede dagen før kom folk kørende med telte som blev stillet op på pladsen. Der var kagetelte, beværtningstelte, kraftprøver, karuseller og flere telte, hvor der var optræden af forskellig art f.eks. fremvisning af damen uden underkrop, fremvisning af bjørne og professor Labri med telt, hvor han stod og råbte og skreg. Han var en stor gøgler, der rigtig kunne tage publikum så folk lå flade af grin. På selve dagen begyndte folk allerede om morgenen at strømme til, trækkende med køer, geder, får og heste. Der var nogen som kom langvejs fra. Husmændene trak selv deres dyr hvorimod gårdmændene kom kørende i hestevogn og lod deres karl eller dreng trække deres dyr. Der var altid mødt mange opkøbere og slagtere og nogle gik udenfor byen for at se om der var nogen de kunne komme til at handle med før de kom ind på markedet. Det var interessant at overvære når det rigtig gik løs med handlen. Der blev budt og klappet i hænderne, råbt op, gået fra hinanden og kom sammen igen for til sidst at få handlet. Landmændene handlede også indbyrdes. Når der så var handlet skulle der drikkes lidkøb og for nogles vedkommende blev det til mange. Hen på eftermiddagen var der en vældig leben i drikketeltene. Folk råbte op, slog i bordene og sommetider rigtigt slagsmål. 

Højskolen i Uldum blev startet i 1849 af Rasmus Sørensen. Den begyndte i en stue hos gårdejer Enevold Lund. Rasmus Sørensen holdt kun skole en vinter. Derefter kom Rotwitt. 1851-1852 blev der bygget hus på bakken til skolen. 1872 overtog Kristen Kristensen Utoft skolen. 1875 døde Utoft – derefter ledede Jesper Madsen skolen for Utofts enke. 1877 overtog Stensballe skolen og havde den til 1886. Derefter overtog Videbæk skolen og havde den til år 1900. Han ledede skolen til 1898, hvorefter han forpagtede den ud til Anders Rendbæk. Rendsbæk blev kun 2 år i Uldum. 1899 var der stor fest i 2 dage i Uldum Forsamlingshus i anledning af 50 års dagen for højskolens begyndelse. År 1900 købte Caroline og Knud Andersen skolen af Videbæk (Videbæk døde 1903). Knud Andersen drev skolen som pigeskole, men det gik ikke så godt. Han solgte skolen i 1911 til Svenning Petersen. Svenning Petersen døde få dage før jul i 1935.

Posthuset havde lokaler på Stationen. Postmesteren hed Jensen. Han var en mand der interesserede sig for byen og dens udvikling. Han fik bygget posthus ved siden af stationen – en ret stor bygning. Han fik samlet ældre mænd til gymnastik (den ældste var over 60 år – det var murer Anders Hansen). Han ledede også de unge karle. Han var også den som stod i spidsen for at få bygget elektricitetsværk så tidligt som 1906. 

(læs først del 1 og del 2)
For ikke at glemme det, så var der altså service på vestbanen. En morgen jeg skulle hjem til jul, og havde sovet lidt for længe, nåede jeg lige om hjørnet af Stationsbygningen, og så lige bagenden af toget. Heldigvis var Benfeldt på vej op på sidste vogn, han så mig lige. Han fandt hurtigt den udvendige nødbremse. Jeg kom med. Med besked om at stå noget før op.

Der var fart over feltet, når brødrene Tønnesen om morgenen ville se, hvem der kom først til Vejle efter fisk. DKWerne knaldede bare derudaf for fulde sejl.

Tobakken blev det også galt med. Jeg havde en god ven, som var kommis ved I. P. Hansen. Han hed Holger Sørensen og han var fra Solskov, og merkantil uddannet, som han sagde. Det er det samme som kommis. Vi lånte et stykke jord af Mathias Bundgård for nu ville vi til at dyrke tobak.

Vi fik plantet en hel del. Besværet kom så til efteråret for da skulle alle bladene trækkes på en snor og hænges op og tørre. Det gjorde vi oppe på Christian Hansens øverste lager. En dag solgte Holger det hele til en fabrik, han fik en ny shagpibe. Vi dyrkede ikke mere tobak. Det var der for meget arbejde med, og for lille udbytte.

En søndag morgen var købmandens hvide facade overmalet med sorte hagekors og æg (den gamle Valeur). Som skyldtes at der af og til om aftenen efter normal lukketid holdt en tysk lastbil for at proviantere. Der har været nogle, der ville sige deres mening om det. Købmanden gik meget af søndagen og bankede puds ned. Ingen af delene så godt ud. Jeg har aldrig hørt hvem, der var malere. Mig var det ikke.

Enkelte aftener fik vi os en L’hombre med Skomager Nielsen og Isenkræmmer Juhl. Man kunne også gå ned til skrædder Petersen, som var vært på Afholdshotellet og få sig et spil whist. Her kunne man møde gl. Anders Vejmand. Det fik han hans aften til at gå. Jeg kan godt se nu, man skal have noget at gå efter, særlig her i senioralderen. Og ikke bare grave sig ned. Aftenkaffen med brød kostede 25 øre.

Der var en aften, vi sad 3-4 stykker nede ved Chr. Nyborg. Gudmund var ene hjemme, vi har sikkert spillet kort. Så mente Gudmund godt vi kunne tage noget af den vin, der stod og gærede nede i kælderen og det skulle suges op ved hjælp af en hævert. Det var så mig, der skulle suge, men der kom gær med op. Kort efter fik jeg set, hvad jeg indeholdt. Kors, hvor blev jeg dårlig.

En ulempe på kroen var den store kakkelovn i salen. Den var i vejen, når der spilledes Badminton. En anden ulempe på kroen var, at man kun kunne få 1 øl, når man bestilte smørrebrød, og vi var garanteret nogle, der gerne ville have haft et par stykker mere. Vi var ikke rigtig til sodavand, men det kunne bruges med snaps i.

Niels Albert og Tage komponerede en slags hurtig jordforbindelse, der bestod af 2 Solbærrom, 2 Pebermyntelikør, 2 Snapse i et glas. Med sådan et par stykker af dem fik man nok et lidt andet syn på tilværelsen.

Vi skulle have ansat en ny dame i forretningen, så vi havde en annonce i avisen, hvor vi bad om ansøgning og billede. Der kom 4-5 stykker. Så spurgte Ejnar mig om, hvem jeg syntes det skulle være. Jeg foretrak en på billedet pæn pige fra Skanderborg. Men han mente nu nok, han hellere ville have hende mejeribestyrer-datteren Herdis Løkke fra Brædstrup. Og det blev det så. Heldigt for mig. Hende blev jeg gift med, og det holdt i 44½ år. Så holdt hun desværre ikke længere.

Vi havde også en Taxa i byen, nemlig Anders Bech, hvis datter præsterede at føde firlingerne Anders, Karen, Jens og Peter. Det var en meget omtalt præstation den gang.

En oplevelse som jeg også har haft var, når fru Andresen kom gående nede fra kærene med sin kurv på armen. Hun havde en søn, som hed Knud. Han læste teolog ved Biskop Dons Christensen i Ribe. Jeg var blevet valgt til formand for valgmenigheden i Aulum. Vi stod og manglede en ny præst. Vi blev kontaktet af Biskoppen, der mente han havde en mand, vi måske kunne bruge. Men han var jo ikke teolog, han var det vi kalder lægpræst. Vi mente, vi kunne bruge ham. Og fik ham præsteviet i Viborg Domkirke. Han var ansat hos os i nogle år, hvorefter han blev sognepræst længere sydpå. Jeg kan fortælle, at Knud gav sin ene nyre til sin datter, men hun levede ikke så længe med den. Knud blev en god præst.

En søndag hvor Orla Jørgensen og undertegnede gik og ikke foretog os noget fornuftigt, blev vi enige om at vi til en forandring ville gå i kirke om aftenen. Efter kirketid, hvor vi var på vej hjem, kom Herdis farende, hun ville tale med os ganske diskret.

Hun skulle spørge fra hendes far om vi ville cykle over i Mattrupskovene, og hjælpe ham og 4 andre ved en engelsk våbennedkastning. Vi tog hurtigt afsted. Vi nåede hjem ved 5-6 tiden om morgenen. Vi fik kort efter besked om 1 kasse våben, som vi skulle have skjult. Så gode råd var dyre. Vi besluttede os for at gå ned til Pastor Fredsted og spørge om der var mulighed for at benytte kirkens loft. Men Fredsted mente, at disse steder var for godt kendte af Gestapo. Fru Fredsted havde siddet og lyttet, og sagde så “jeg vil også være med, jeg kan gå med blade”.

Vi havde fået lærer Slotsbo med. Så vi fire fik kassen med våbnene bakset ud ved en mergelgrav, hvor vi gravede dem ned.

Men ellers gik livet under krigen i Uldum stille og roligt, følte jeg. Nogle var måske for Nazisterne, men mange gange flere imod. Man levede med forholdene. Efter krigens afslutning maj 1945 hvori jeg havde 2 efterskolekammerater, som faldt. Niels Fiil fra Hvidsten Kro, som blev henrettet i Ryvangen. Og lærersønnen fra Trige som faldt ved Middelgrundsfortet, da de sænkede flåden.

I maj 1945 mødte Tage Nyborg og jeg ved militæret i Fredericia. Vi kom begge til at ligge ved 2. Battalion på Ryes Kaserne. Jeg blev hjemsendt marts 1947 og vendte tilbage til Uldum for så at se mig om efter en forretning, for nu ville pigen giftes.

Ejnar havde fået tip om en forretning i Aulum, så der tog vi op for at se på forholdene. Ejnar ville ind og se butikken, så han gik ind og købte et lommetørklæde. Han ville se hvad det var vi var i færd med. Vi talte med en mælkemand på gaden, som Ejnar havde fået anvist af en mand fra Hedensted, og han mente nok, der var muligheder. Vi tog hjem, og bestemte os for at købe.

Den 18.april 1947 startede jeg så i Aulum. Laurids Christensen, havde godt nok advaret mig, for som han sagde, de er meget missionske på de kanter. Og det passede Men vi kommer begge 2 fra Grundtvigske hjem og det har vi holdt fast ved hele tiden. Vi fik en god tid og en god forretning sammen i Aulum. Vi solgte forretningen til afståelse 14. januar 1991. Vi var blevet gift i 1947 og fik lige godt 441/2 år sammen. Vi fik 2 børn. Det mærkelige var, at Herdis døde nøjagtig samme dag, som forretningen skulle afstås. Det var mærkeligt, at Herdis og firma. sluttede på een og samme dag.

Jeg har nu boet i Aulum i næsten 56 år. Jeg har et lille hus på 90 kvadratmeter og er stadig på arbejdsmarkedet. Jeg sidder på kontoret i et supermarked, og ordner pengesagerne til banken. Jeg kommer nogle timer hver dag. Og til forundring for de unge mennesker også om lørdagen. Det har jeg jo altid været vant til. Lørdagsjobbet er ikke sagen for unge mennesker, der skal ske andre ting lørdag aften.

Vores firma navn var Hjelmager, som er mit mellemnavn, og som vi kaldtes og stadig gør.

Til slut; Ægteskabet er den eneste krig, hvor man sover sammen med fjenden.

(Læs del 1 her)
For den almindelig ro og orden i byen stod den altid piberygende Sabro meget gerne for, han var jo sognefoged. Der var mange der gik op på 1. sal på kroen og fik nogle råd om, hvad man eventuelt kunne gøre i forskellige sager. Sabro kunne godt lide at være en slags autoritet.

Til hjælp havde han Kontrollen nede fra plejehjemmet. Han stod meget af sin tid på hjørnet ved tømrer Søndergård og Niels mekaniker. Han var altid på gaden, hvor der skete noget men i hans eget tempo.

Til ro og orden på kroen, når der var fest var der Lisbeths Laurids. Lisbeth brugte altid stok og den kaldte hun sit løbehjul. Hun haltede meget.

En dag brændte Bakkegården. Jeg mener Ejnar var brandfoged på det tidspunkt, al halmen på loftet og i laden skulle ud og sprøjtes igennem, det var meget svært at få slukket. Og så skulle vi gå brandvagt hele natten.

Jeg husker også, da Annelenesminde brændte. Jeg mener, der var to døtre på gården. Jeg kendte bedst den ene Jeg kan ikke huske, om det var hende, jeg luftede ud af banen til Enggården og retur, når det var mørkt.

Jeg ved godt kvinder påstår, de har mere rygrad end mændene, men det passer ikke. De viser bare mere af den.

Vi nåede frem til d. 9.april 1940 med den tyske invasion. Jeg husker de store mørke tyske flyvere, der kom op gennem Jylland, enkelte kom tidlig morgen over Uldum. Jeg skulle samme dag på handelsskole i Vejle pr. cykel. Jeg syntes godt nok, det var en masse krigsmateriel, tyskerne kom slæbende med på de kæmpestore lastbiler, som de havde besvær med at få om hjørnet ved Lyon i Vejle. Det var en stor kontrast til det danske hestetrukne artilleri, som en sen aften under en øvelse holdt hvil i Uldum. Bager Christensen fik lys i butikken, og fik solgt noget brød. Jeg er ikke sikker på, om ikke ham og Thorvald, der boede lige ved siden af nåede at få bagt noget mere brød. Soldaterne var der i flere timer. Og jeg kom for sent i seng.

En dag var vi et par stykker oppe på Lyon, og der var mange tyskere i restauranten. Da vi gik derfra, hængte der i garderoben en del tyske bælter med pistoler vi ville godt have haft et par stykker med hjem. Vi var nede for at se, hvordan vi hurtigt kunne komme af vejen med dem, men der var for mange tyskere der nede. Så det blev en forbier.

Snart begyndte besværlighederne. Første ordre lød på mørklægning, så alle skulle tætne alle deres Vinduer og døre. Der måtte ikke kunne komme det mindste lys ud for englænderne måtte ikke have for nemt ved at finde deres bombemål. Senere måtte der ikke være sammenstimling på gaden af mange personer, der måtte højest være 4 der stod og talte sammen. Senere igen kom der forbud mod at gå ud mellem 22 og 6 morgen.

Efterhånden som de danske lagre af udenlandske varer slap op, begyndte man at udstede rationeringsmærker på smør, sukker, kaffe, brød med mere. Man fik tekstilmærker. Det kunne i få tilfælde lade sig gøre, at få en indkøbstilladelse til et par stykker arbejdstøj, ved at henvende sig til kommunen. Her fik man også tilladelse til køb af noget babytøj: 6 Trøjer uden ærmer, 6 med ærmer, 6 bleer og 3 navlebind. Der var lidt mere, som jeg ikke husker. Kvaliteten var ikke af de bedste,men man var nødt til at tage hvad man kunne få.

En anden smule natlig sikkerhed var, da vagtværnet blev oprettet, som blev ledet af Carl Rasmussen. Carl fordelte vagterne og stod for det økonomiske. Man blev udstyret med en knippel og der var en lygte til rådighed. Vi var 6 mand på hvert hold. Vi gik 2 og 2 i 2 timer natten igennem, frivagten spillede kort. Jeg var på hold med Frederik Hansen, barber Grønbæk, Jens Svendsen, Carl Daugård og Mads Jensen. Vi havde det hyggeligt.

En søndag hvor vi var 4, som hver havde fået lavet en madpakke. Ville vi til Ulbækhus for at bade. Så ned til Falkenberg, der fik Bilen frem. Vi fik en kasse øl på bagagebæreren, og kom til vandet, hvor Tage hen på dagen optrådte med bar overkrop og slips. Jeg tror, vi endte på Sevilla den aften i Vejle, hvor en havde sagt “hold mund” til Manden med mikrofonen. Han svarede kort og kontant “man kan godt høre vi er kommet i hundedagene, hvalpene de gøer”.

Der var altid mange elever på Højskolen. Piger om sommeren og Karle om vinteren. Vi mærkede mest til dem i deres middagspause, hvor de var nede i byen for at handle. Om søndagen vandrede de alle til kirke ved Pastor Fredsted. Vi var nogle stykker, som gerne ville op i svømmehallen for at bade, men det tillodes ikke.

Med tiden blev det mindre med de tyske flyvere, man så flere af de engelske bombemaskiner og Spitfire-jagere på vej hjem, efter at have været nede i Tyskland og bombe. Jeg mener, at huske vi enkelte aftener kunne se lysglimtene på himlen, når de bombede Kiel. Jeg husker også de store spærreballoner, som havde revet sig løs nede i Tyskland, de kom drivende op gennem Jylland.

Der var egentlig mange muligheder for at blive aktiveret, hvis man ville. Der var Ungdomsforeningen, hvor lærer Morsø var formand. Der var Gymnastikforeningen, som foruden gymnastik også holdt bal i forsamlingshuset. Der var fodbold. A.I.K. holdt deres baller på kroen.

Niels Albert var formand for klubben, og ville have Elmo Petersen fra Vejle til at spille, for han gav gerne nogle af de her “In The Mood” – “Alexander’s Ragtime Band” – “When The Saints Go Marching In”. Det skulle være noget med noget go i.

Der var en nyanlagt Tennisbane, som jeg mener Ladevig på fabrikken havde været medstarter af. Når Christian og Peter Hansen var på banen, var én af Christian Hansens kommentarer tit, “Nå Løjtnant Hansen, så er det din tur”. Peter var vist hjemsendt Løjtnant. Christian var lun – han trak godt på det ene ben, men han klarede sig fint på banen. Vi fortsatte så længe der var luv på boldene, men det slap også op.
Der var danseskole ved frk. Engholm fra Horsens. Det var dengang det begyndte med swing. Hun blev senere gift med en lampeskærme-fabrikant. Og kom til at bo i Skjerk ved Aulum.

Der blev spillet dilettant i byen. Jeg havde gerne fornøjelsen af at være førsteelsker, der var nok ikke andre, der blev tildelt rollen. Den sørgede Morssø for jeg fik.

En søndag eftermiddag, blev der holdt alsang i anlægget ved Forsamlingshuset, det gjorde man mange steder den gang, med at synge mange fædrelandssange, for at trodse tyskerne. Jeg tror, det var Laursen Vig og eller Høltzermann, der var initiativtager.

Laursen Vig var ny forstander på højskolen. Han havde lige afløst Svenning Petersen, som var flyttet til Hornstrup, da vi kom til byen. Laursen Vig blev senere gift med én af sine gamle elever. Jeg mener de fik 2 sønner hvoraf den ene er engageret i Landbrugsorganisationerne.

Det er Knud og Aksel, der har provokeret mig til at fortælle om mine oplevelser i tiden 1938-1947 hvor jeg boede i Uldum. Jeg fatter ikke at det skulle være særligt interessant – jeg er jo ikke hverken gammel politiker eller opfinder. Bare gammel. Man er ældre, når man er færdig med at vokse i begge ender. Og vokser på midten.

Datoer og rækkefølger kan godt svinge noget, det er trods alt ca. 60 år siden og udtalelserne kan måske falde lidt over hinanden, hvis jeg bliver for ivrig. Måske kan jeg komme til at forveksle bynavnene Uldum og Aulum. Vi prøver, så I må leve med det, jeg husker. Det er tilladt at gå.

Ejnar Nielsen og jeg, vi er halvbrødre med en aldersforskel på 18 år. Ejnar havde købt forretningen af A. B. Gran nede på hjørnet i Uldum til overtagelse i okt. 1938. Det har altid været hans snak derhjemme, at når han en dag købte en forretning, skulle jeg tage med. Ca. 25. september 1938 kom vi med Horsens vestbane til Uldum.

Da vi steg ud af toget på perron 1, fandt Ejnar en mønt, hvorpå han sagde “det betyder lykke”. Han fik jo også mange gode år i Uldum. Han gemte mønten, “har du den Aksel?”

Vi kom i god tid, for vi skulle hjælpe Gran med opmåling og optælling af lageret. Der var godt nok mange gamle varer. Jeg husker gamle moireskjørter, hvide stive og sorte satin kravebryster til mænd stive enkeltflipper og meget mere.

Jeg kan fortælle, at foran disken, der stod lige indenfor døren, var 2 store bremsespor fra en hest, som var løbet løbsk ned af højskolebakken, og ikke havde kunnet nå at svinge om hjørnet om til bagvejen, men var fortsat op ad de tre trin og lige ind i butikken, hvor den blev mødt af disken. Jeg spurgte Gran hvad han gjorde. “Jeg sagde stop Lotte”.

I dagene under optællingen fulgte vi spændt med i radioen. Det var i disse dage, den engelske Premierminister Chamberlain var i Mûnchen for at få en ikke-angrebspagt lavet med tyskerne. For tyskerne var gået ind i Sudeterland, Østrig og nu sidst i Tjekkoslovakiet. Han fik en sådan underskrevet og tog hjem og meddelte ”at nu var der fred”. 1 år efter gik tyskerne ind i Polen. Så erklærede englænder tyskerne krig ~ for nu var pagten brudt. Nåh. Men det var ikke verdens historie jeg skulle fortælle.

Ejnars kone Asta og fire årige datter Kirsten nåede også frem til Uldum. Vi to mænd duede heller ikke til det huslige, eller rettere sagt vi var mere interesseret i at få butikken i orden, og gjort klar til et overtagelses-udsalg. Så det var rart med huslig assistance.

Til udsalget fik vi hjælp af et par af Ejnars gamle kolleger fra Nordjylland. Det blev et godt udsalg. Vi solgte mange varer, skønt det var i trediverne, da var der jo ikke så mange penge mellem folk. Men det var begyndt at lysne for den danske økonomi. Jeg kan huske vi solgte nogle ældre Habitter for 19 kr.

Tiden skred stille og roligt fremad, og vi kæmpede for at skaffe varer. Både i Herning og København. Så nåede vi hen til sidst i februar 1940.

Ejnar kom op på mit værelse en meget tidlig morgen, vækkede mig og sagde, at det sikkert blev i dag, hvor Asta skulle føde. Jeg sprang ud af sengen. Hvorpå Ejnar sagde. “Tag den med ro, det er jo ikke dig, der skal klare det”. Men det blev altså til Aksel, som jeg masser af gange har kørt i barnevogn op og ned af gaden, og syntes det var sjovt.

Når jeg skulle ud med varer eller telegrammer i byen eller på landet, havde jeg gerne Kirsten med i en cykel-stol. Hun var glad for alle de småkager eller chokolade, vi fik.

I anledning af Marie og Svenning Pedersens sølvbryllup, 30. Okt. 1932, skrev Peter Alsted denne sang til dem og Uldum. Marie og Svenning Pedersen var forstanderpar på Uldum Højskole.

Mel.: Som en rejselysten Flaade.

Paa det jævne ligger Uldum
i sit Skjul af Elm og Hyld,
og paa Frastand syner Byen
som en gammeldags Idyl.
Men, kom blot lidt mere nær:
Væk er Byens Gadekær,
ok — for længe siden!
Vandværk har vi og Asfalt,
Fremskridt ser man over alt,
jo! Vi er med Tiden!

Paa det jævne ligger Uldum,
her er aabent, fladt og frit,
og fra Skoletaarnets Tinde
kan man se saa milevidt.
Brede Strøg af Guld og grønt
toner hen saa blødt og kønt
mod de fjerne Banker.
Rødt og hvidt der blinker frem,
hist og her et nybygt Hjem,
lyst af Fremskridts-Tanker.

Blandt de første i den Fremgang,
der i By og Egn fandt Sted,
Svenning Pedersen skal nævnes
og hans gode Hustru med.
Fra de kom til Uldum By,
blev den jo som ganske ny,
saa man knap den kender,
og i Egnen fjern og nær
er det Ild fra Hjemmet her,
som paa Arnen brænder.

Det kan siges, der var mere
Fred og Ro i gammel Tid,
og at med de nye Fremskridt
følger al Slags Kiv og Splid.
Freden bli’r det smaat nok med,
dog: »Det bedste er ej Fred,«
(som alt Bjørnson siger),
og det er jo Livets Lov,
at engang den gamle Skov
for den nye viger.

Om vi kives lidt imellem,
det er ej saa grumme slemt;
for de mange smaa Skærmydsler
bliver gerne hurtigt glemt.
Eet kan vi dog enes i:
»Dem paa Skolen« hylder vi
nu paa Højtidsdagen,
siger Tak for hvert et Slag,
de paa Skolen Dag for Dag
slog for Fremskridts-Sagen.

Peter Alsted.

Vi har i arkivet lavet nogle forsøg med at få ChatGPT til at oversætte dansk som det så ud fra ~550 år siden til nutidsdansk. Det viser sig at den faktisk er ganske god til det givet et par hints fra menneskelig hånd. 

Vi forsøgte først med dette uddrag fra bogen “Gamle jydske Tingsvidner” af O. Nielsen (1882). Det er en samling af dokumenter om hvad vi i dag ville kalde retsager… Der er ikke meget materiale fra Uldum, men mænd fra Uldum og omegn blev kaldt til at høre sagerne.

Her er f.eks. en sag fra 1460. Hvis du kan læse den fra den originale skrift, så er det meget imponerende.

Nogen har måske læst historien om da de centrale gårde i Uldum brændte i juni 1897, men det er først for nyligt at vi er faldet over at der faktisk knytter sig en myte til gårdbranden i Uldum.

Der stod i Vejle Amts Folkeblad 18 juni 1897 – et par uger efter Uldum stod i flammer.

“Forvarsel.

For halvtredsindstyve år siden, og vel også endnu længere tilbage i tiden, vidste de gamle i Uldum at fortælle om, at der var set forvarsel for, at en del af byen, nemlig de såkaldte Østergårde, skulle brænde, og man troede fuldt og fast på, at varslet nok engang skulle gå i opfyldelse, så at branden nok skulle komme; men den dalevende ældre slægt var tryg; thi den vidste og var overbevist om, at branden ikke kom i dens tid. Man fortalte nemlig – og man troede det fuldt og fast -, at den, der så slige varsler, havde det i sin magt at sætte begivenheden hen i en fjern fremtid. Han behøvede blot at gribe sig i håret, og lige så mange hår, som han da fik i hånden, lige så mange år skulle det vare, inden varslet gik i opfyldelse, og man vidste at manden havde grebet en ordentlig håndfuld.

Nu er der imidlertid kommen en ildebrand i Uldum. Ganske vist gik det ikke ud over Østergårdene, men over midtbyen, så det er ikke godt at vide, om det er denne brand, den gamle havde set forvarsel for, eller om der – i en fjern fremtid – forestår nok en ildebrand i Uldum.

Forhåbentlig har den gamle set fejl.”

Sådan så folderen ud, da den blev delt ud i Uldum før generalforsamlingen i oktober 2023.

Uddrag fra Klara Rosendahls erindringer som redigeret og sammensat af Edith Nielsen (født Rosendal) og udgivet i et mindehæfte på Klaras (1908-2000) 100 års fødselsdag i 2008.

På Uldum Kirkegård er der endnu en lille Rest tilbage af de gamle Gravkorsminder, som var meget brugt i det 18. Århundrede, ikke blot i Danmark. Her står 7 Kors på Elias Rosendahls store Familie Gravsted, som har plads til 8 Grave.

Giver man sig Tid til at læse, hvad der står på de forskellige Kors, kan man følge Slægten tilbage til året 1795, hvor det ældste Kors bærer Navnet C. N. Rosendahl. Han var født i Jernvedlund ved Ribe og kom kørende her til Uldum som Kniplingskræmmer og gjorde Ophold på Uldum Kro, som netop da var til Salg. Han havde Pengekisten med på Vognen og købte på stående Fod Uldum Kro. I et Par gamle Skøder spøger Årstallene 1835 og senere 1866, men mere kan jeg ikke tyde. Sælgeren var Folketingsmand (Kanseliråd Jens Jørgen Jørgensen?), Oldefar til Knud Jensen, hans Mindesten står foran Nedergården i Uldum. Hans Valgsprog i Folketinget var flg. “Nu skal I høre godt efter, for nu snakker Jens Jørgensen jydsk!”.

På det første Kors står følgende:
Her hviler Støvet af Christen Nielsen Rosendahl
født d. 4. Januar 1795 i Jernvedlund
død i Uldum 7. Oktbr. 1870
Velsignet være Dit Minde.

Denne Mand var Farfar til Johannes Rosendahl, f. 28. Decbr. 1870, død 16. Marts 1932. Hans Hustru Johanne Rosendahl, f. Christensen, var fra Stevns, f. 14. Maj 1873 og død 19 Juli 1922. Christen Nielsen Rosendahl var gift 2 Gange med to Søstre.

Det andet Kors fortæller:

Her hviler støvet af en agtværdig Kone
Kiersten Eliasdatter
født i Hjernved 7. Novbr. 1799
død 8. Marts 1856.

Hun blev gift 12. April 1828 med Kromand Chr. N. Rosendahl i Uldum og blev moder til 6 Børn, hvoraf 3 modtage hende hisset og de 3 efterladte med mig dybt savne den ømme Moder og kjærlige Hustru.

Lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre (1. Moseb. 24.56)

Det tredje større Kors er hustru nr. 2:

Her under hviler Støvet af Johanne Maren Rosendahl
født i Brokjerret i Hjortlund Sogn den 10. Februar 1791
død i Uldum den 13 Juli 1861.

Holder mig ikke op thi Herren haver givet Lykke, og jeg vil vandre til min Herre, og nu lader vi hende fare i Fred. (1. Mose Bog 24 Cap. 56 Vers)
Dette Gravminde er rejst af C. N. Rosendahl.

Den store Mindesten:

Elias Rosendahls Familiegravsten.

Han må åbenbart være en af de tre overlevende Børn fra Ægteskabet med Kiersten Eliasdatter. Han blev gift med Karen Olesen (Clemmensen) fra Nim. Hendes navn savnes på Stenen. Hun blev født 26. Marts 1832 og døde 10. April 1923 i Uldum. De fik 11 Børn, hvoraf de fire døde som Børn og Unge.

De mindre Kors beretter følgende:
Nr. 1:

Her under hviler Støvet af Maren Christensen Rosendahl
født i Uldum d. 27. Februar 1860
død samme Steds d. 18. Octbr. 1864.
Hvil i fred

Nr. 2:

Her hviler Johannes Elias Christensen Rosendahl
født i Uldum 21. Febr. 1863
død samme Steds 4. Sept. 1869
Elsket og savnet

Nr. 3:

Niels Rosendahl
Født i Uldum den 24. Marts 1867
Død samme Sted d. 4. Juni 1891

(han led af slemt Ungdomssløvsind)

Nr. 4:

Her hviler Støvet af Ungkarl Peter Rosendahl
født i Uldum 3. Marts 1874
død sammesteds 31 August 1900
Fred med dit Støv.

(død af T. B.)

Mange vil måske undre sig over så stort et Gravsted, beregnet til 8 Grave, men når man så tænker på de Familier med så store Børneflokke og den høje Dødelighed blandt Børn og Unge, var det måske naturligt, at de fik tildelt en stor Gravplads på den Tid.


I dag ser gravstedet sådan ud: