Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I marts 1997 fortalte Marie Pedersen (92 år) blandt andet om da hun som helt ung pige var til bal i Hornborgs gamle forsamlingshus.

Inden vi kom hjemmefra, skulle vi have vort festtøj på, for vi skulle jo se ordentlige ud. Damerne var klædt i strutkjoler med lige så mange lag skørter under som over, og vi havde hvide sko på. Det var først, når vi var sådan klædt på, at vi fik lov hjemmefra til at gå til bal. Vi skulle have penge med til entre, og dem puttede vi i vores lommeklud, så behøvede vi ikke at have taske med.

I forsamlingshuset var der jo mange, både piger og karle. Det var koldt i salen, men det varede ikke længe, før vi var varmet op. Vi mødte gerne klokken 8 eller deromkring, og så begyndte vi jo at danse.

Det gik lidt trægt til at begynde med. Karlene sad i en lang række ved den ene væg og pigerne på samme måde ved den anden. Men der kom da gang i det, når et par af de modigste karle gik over gulvet og bød deres piger op. Inden dansen kom i gang, skulle gulvet gøres glat ved, at der blev strøet stearin på det.

Vi dansede vals og kunne fylde den halve sal, når vi gjorde det. Så dansede vi jo også hopsa og mazurka, og en trekant skulle vi da også have. Og “Den toppede høne”. Vi havde en dans, der blev meget moderne – det var en, der hed Vuptigine. Den tog rigtig kegler – om så det var de gamle mænd, kunne de danse den.

Til høstgilde og juletræ havde vi et helt orkester til at spille. De var fra Østbirk, og til juletræsfesten kunne det sommetider knibe med at komme igennem på grund af megen sne. Men så gik de hele vejen fra Østbirk til Hornborg. Musik og dans skulle vi jo have! Til høstfesten kom musikerne gerne ved 5-6 tiden, og så skulle de jo have en bid brød og en dram, så de også kunne være glade. Det var altid formanden, der måtte punge ud med det. Når de så var færdige med at spille ud på aftenen, skulle de have en lignende beværtning, inden de drog til Østbirk.

Når dansen ved høstfesten gik i gang sprang herrerne over til damerne for at få den første dans, men det var tit, at de var optaget, men så kunne de få den næste eller den næste igen. Men når der skulle danses Lanciers, var det de lidt ældre, der førte an – den kunne de bedre end de helt unge. Det var jo tit nogen, der var par i forvejen. Og så gik det ellers med de mange og hurtige ture. Ih, hvor det gik! Dansen varede til kl. 1, men gik det rigtig godt, råbte de “overdans”, og så fik vi en halv eller hel time mere.

Vi fik jo kaffe ved høstfesten, men sommetider skete det, at der kom en herre og spurgte, om vi ikke ville have en sodavand, Joe tak, sagde vi – hvis vi måtte dele den med en veninde, for vi turde ikke drikke mere end en halv sodavand. Vi skulle passe på ikke at drikke for meget, for vi brød os ikke om at komme ud på det “das”, der var ved forsamlingshuset. Det var mørkt og koldt og uhyggeligt, så det gjaldt om at holde sig så længe som muligt.
Når det var tid til at slutte, sagde musikerne altid, at nu kom den sidste dans – og til allersidst sluttede de af med “Forgangen nat vor sultne kat”. Når vi kom hjem, fandt vi lidt fra spisekammeret – kager, dessert og sådan – og lidt at drikke til. Så hyggede vi os med det en times tid. Det var slet ikke som nu omstunder, hvor det kan trække ud til både 5 og 6 om morgenen.

Men jeg kan huske, hvordan mange var imod, da vi begyndte med “storkedans”, en moderne dans fra Amerika. I den dans bevægede man sig parvis rundt med langsomme og stive bevægelser – slet ikke noget med det fællesskab, de gamle danse gav. De ældre så ikke gerne, at vi. dansede den dans. Da jeg tjente som pige ovre i Aale og engang havde danset den vakte det voldsom forargelse – det kunne en pæn pige sandelig ikke!

Der var nu også andet end fester og dans i Homborg Forsamlingshus. Hvert år var der store gymnastikhold – der kunne godt være 30 piger og 25 karle Det var rigtig gymnastik, noget man ordentlig kunne få varmen af, så forsamlingshusets frosne ruder tøede op efter 10 minutter. Det var den såkaldte “primitive” gymnastik, som Niels Bukh på Ollerup havde indført.
Karleholdet havde dengang en meget dygtig leder i Magnus Pedersen fra Hornborg. Vi startede altid gymnastikken med at synge “Det er så godt at have ryggen ret”. I det hele taget sang vi meget dengang. I mange år var Anna Juul fra Honum leder af pigeholdene. Jeg var selv på Ollerup i 1924 og afløste senere Anna som leder. Gymnastikken kunne samle store hold dengang, for da havde de unge jo ikke så meget at rende efter som i dag. Om foråret var der store gymnastikopvisninger rundt omkring på egnen, hvor de viste, hvad de havde lært i vinterens løb.

Og så var der jo de store landsstævner, hvor det var en oplevelse at være med – der var også nogen med herfra. Jeg har haft mange småpigehold til gymnastik. Og jeg elskede de piger! Til vort bryllup i 1929 havde jeg små hvidklædte piger fra holdet som brudepiger.

Jo, i mit liv har jeg haft mange skønne oplevelser, og det er en dejlig tid for mig at tænke tilbage på.