Forfatterarkiv: Therese

Generalforsamling 2018 – Lillekongen af Uldum og historiske kilder om Uldum

Mandag d. 29 oktober afholdt vi en velbesøgt generalforsamling i lokalarkivet.

Vores fastsatte taler Finn Esborg måtte desværre melde afbud, så bestyrelsen stod for fortællingen om de historiske personer bag persongalleriet i bogen “Karen”, som foregår på gården Karensdal i Uldum. Bogen var oprindeligt skrevet på engelsk, men Finn Esborg har lavet et stort arbejde i at oversætte den til dansk. Du kan finde oversættelsen i arkivet sammen med originalen på engelsk.

Persongalleriets historiske personer kan du finde mere om i aftenens præsentation. Bogens forfatter Ingeborg Christensen er selv efterkommer af beboere på Karensdal i Uldum heriblandt den kendte “Lillekonge af Uldum”, Jørgen Jensen. Senere beboere på gården var i lang tid direkte efterkommere, heriblandt Søren Jørgensen, Karen Sørensen (bogens hovedperson), Johannes Jensen, Jørgine Beenfeldt (født Jensen) og Johannes Beenfeldt. Johannes var den sidste Karensdal-beboer, som også var efterkommer af Lillekongen. Se mere:
Præsentation om bogen “Karen”.

Efter den korte gennemgang af Karensdal-beboerne gav møller Jacob Hanquist Petersen en rundtur i de spændende online muligheder for at søge oplysninger om det historiske Uldum. Du kan finde henvisninger til de gode kilder i hans præsentation fra aftenen. Både luftarkæologi, historiske kort, museumssamlinger og gamle aviser:
Historiske kilder om Uldum

Bestyrelsen vil gerne sige tak for opbakningen. Du kan blive medlem af foreningen ved at henvende dig til et bestyrelsesmedlem og betale kontingent og oplyse navn og adresse eller betale via bank eller Mobilepay. Husk at skrive navn og adresse på overførslen.

Et medlemsskab koster 40 kr. for enlige og 70 kr. for par. Mobilepay: 65449 eller konto 0877 8775600564.

I dette års medlemsblad kan du også finde information om Lillekongen af Uldum.

Læs den også her:

Lillekongen af Uldum

I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en lillekonge ifølge Amtmanden i Vejle. “Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraads- og dannebrogs-mand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det. (Dennemand er et gammelt udtryk for dælme)

Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.

Jørgen havde kun én ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden. De måtte give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.

Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed. Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans. Violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.

Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende, at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”. Slægtsgården Karensdal i Uldum er opkaldt efter hende og Lillekongens ager er opkaldt efter Jørgen.

Alle lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 efterkommere samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, lederen af Dansk Folkeparti siden 2012.

Lillekongen af Uldum og Karen Mortensen

Svømmebassin til svømmehal på Uldum Højskole

I april 1999 fejres i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad for medlemmer” de dengang 65 år siden i 1934 tilføjelsen af et bassin til Uldum Højskole. Der stod i denne anledning skrevet…

For 65 år siden – et lille jubilæum – var der lige neden for højskolens nye brusebade udgravet et kæmpehul. Den 5. marts havde vinterholdets karle og lærerne med hakker, skovle, trillebøre, arbejdsiver og godt humør begyndt at køre over 2000 børfulde jord væk. Dette frivillige arbejde var den meget billige start på svømmehallen. Maj måned gik med at støbe væggene, og 14. juni blev der åbnet for vandet, så man fik et friluftsbad.

Sommerpigerne i 1934 blev de eneste, der fik fornøjelse af friluftsbadet. Mens støbearbejdet var i gang, havde højskoleledelsen fundet udvej til at få bassinet overdækket, selv om det var en dyr fornøjelse. En hal var jo til glæde for alle, og samtidig var den også en af Danmarks første (nr. 3?).

Arbejdet gik i gang 1. sept. og skulle være færdigt til november; men først ved juletid var hal med maskinhus til pumper og filtre klar til brug, og bruserummene kunne efter ombygning fungere som omklædningsrum.

Forstanderparret Marie og Svenning Petersen har i årsskriftet 1934 udtrykt glæde over at have fået vandet, der sammen med solen og lyset er elementerne i sundhedens rigdomskilder. Samtidigt er vandet også et nyt undervisningsmiddel til stor glæde ikke bare for højskolen i det “tørre” Uldum.

Svømmehallen var et enkelt, praktiskt byggeri, men også en stor, dyr investering. Der er i tidens løb foretaget flere moderniseringer, selv om betonen fra -34 holder endnu. I dag er hallen moderne, lys og venlig, som bruges flittigt af skoler, foreninger og hold fra egnen. I sine 65 år har hallen lagt vand til undervisning, samvær, lystig leg og pudsige episoder, som da en dreng fik lov til at vise sine nye svømmefødder og maske med snorkel frem. Han blev under bruseren, og da han var alene, tog han hurtigt sit udstyr på og kom stolt klaskende ned af trappen, lige indtil en kammerat råbte: “Du har glemt at tage bukser på”.

Marie og Svenning Petersens ønsker fra 1934 om, at hallen skulle være med til at skabe renhed, sundhed, friskhed og livsglæde er til fulde gået i opfyldelse. Herfra sender vi et stort og varmt tillykke med højskolens jubilæum og ønsker, at båndene mellem højskolen og egnen altid vil være sunde og stærke.

Uldum Højskole Svømmebad. Fotograf A. Johansen.

Uldum Lokalarkivs facebookside er populær

I den seneste tid har der været imponerende tilslutning til arkivets facebook-side. Med 510 følgere og 483 likes i skrivende stund tøver vi ikke med at kalde opbakningen fantastisk. Det er især gamle billeder fra Uldum og omegn, der er populære på arkivet side. Disse kan også ses selv om man ikke er medlem af facebook.

Følg med her eller følg os på facebook:

Uldum-sangen af Landpost Ernst Pedersen, 1980

Uldum Sangen

Mel.: Der er et land.

En aftenstund, mens kirkeklokken ringer,
og solen sænkes ned bag mørken sky,
da tankens flugt på meget lette vinger
sig kredser rundt om gamle Uldum by.
Om denne by, om markerne og kæret
En mindets rune skal i sang bestå,
For selv om fortid ofte streng har været,
Her godt er nu, og fremtid god jeg spå.

Ved fantasiens hjælp jeg først må klare
den tid, da sten her var til daglig gavn,
flintøksens bid og fange vildt i snare
gav daglig kost til folk af ukendt navn.
Så kom en tid – årtusinder vi kalder -,
da bronzesmeden blev en velkendt mand.
Mon her i Uldum lurens toner gjalder?
– det kendes ej, men godt det tænkes kan.

For stedet her, hvor Uldum kirke ligger,
dengang blev brugt som hedensk offersted.
Den store sten her står som minde sikker
om “frugtbart råb” til Frej og Odin med.
-Nu tankens flugt skal meget fremad ile,
fra Horsens munke gik til Uldum Kær,
for selv om de sku’ vandre tvende mile,
her ejed’ jord og fiskeret med mer’.

Tre hundred år går frem til svenskekrigen,
da ødelagt blev Uldums bøgeskov.
Troværdig folk og gamle skrifters viden
beretter om, hvordan man bygged “brow”
henover Lilleåens eng og vande —,
hovbønders sled med skovens gode træ.
Den tid var mørk, det må vi alle sande,
mod krigerstorm fik Uldum siden læ.

Ja, sådan kunne skrives mange sange
om Uldum ved den lange kongevej.
Her gik en Peder Rytter mange gange,
og tidligt her højskolen rejste sig.
Som “postkontor” var Uldum samlingsstedet,
når dagens nyt fra Vejle kom hertil.
Og mange fremskridt blev i byen ledet
af læge Tesch, ham mindes nu vi vil.

Og nu i dag, hvor landet er i krise
af inflation, der synes hård og lang,
gid land og by ved sammenhold ku’ vise:
“Ej Danmarks synger på sin svanesang”.
Er Uldum kun en lille brik i spillet,
ved flittig færd, den dog betydning har.
For her var folk, der har det gode villet,
hver gang at mørke over landet var.

Kom her, min ven, og se, hvor solen skinner
på Uldum, børn der muntrer sig i leg.
Forretningsfolk her nye kunder vinder,
og arbejdsfolk i pligter svigter ej.
Her findes lægedom for krop og ånden
af læger to og stedets sognepræst.
Og blir du gammel og har gigt i hånden,
På Nedergården plejes du nu bedst.

Lad mig nu slutte med en tak for viden
om fortids liv, hvori der styrke er.
Ved denne aften og i dage siden
“de gamles guld” det er mit smykke kær.
Min egen slægt var fattigfolk på heden
– der nu fabrik er, så er livets gang.
Gid Uldums fremtid blomstre som et Eden,
Det er mit håb, som slut på denne sang.

Landpost Ernst Pedersen 1980

Sangen om Byen ved kæret

Sangen om Byen ved kæret

Mel. Der er et land

Se Uldum by har mange stolte minder,
og huse små man rundt om kirken ser,
I Kirkens bøger navnene man finder,
på dem der levede og virked her.
Og Møllen skuer stolt ud fra sin banke,
den er et vartegn fra en svunden tid.
På markerne det gyldne korn man sanked
og Møllen malede med evig flid.

Igennem kæret Gudenåen strømmer,
og nattergalen sine triller slår.
Ved tørvegraven fiskeren vel drømmer,
og ganske stille i naturen står.
Der er en egen fred og ro herude,
mens solnedgangen farver himlen rød.
Fra fjerne tårne aftenen bebudes,
og klokkeklangen lyder mild og blød.

At Uldum kendt er over hele landet
heri Højskolen har sin store part.
Her kommer ung og ældre til blandt andet,
med karl og piger fik den jo sin start
Lokalhistorie her bliver samlet,
hver gård, hvert hus bliver levende på ny.
Det er lidt svært, de ting er jo så gamle,
Men fortid hører med til vores by.

Stenaldermandens værktøj kan man finde,
en pilespids, en økse kommer frem.
I otte tusind år har mand og kvinde
i Uldum og omkring den haft sit hjem.
Til dette sted er vore rødder bundet,
og her vi føler, at vi hører til.
De tider som så sagte er henrundet,
er år som ingensinde glemmes vil.

Inger Nyhuus (1926-2003)

Uldum el-værk gennem 50 aar – avisartikel fra 1956/1957

Daværende postmester J. C. Jensen var den første og stærkeste drivkraft ved oprettelsen af elektricitetsværket i Uldum 1906. I samarbejde med højskoleforstander Andersen og malermester Petersen udførte han et stort forarbejde, saaledes at man 1. august kunne indbyde byens folk til et møde om sagen. Kun faa mødte, men der nedsattes et udvalg paa tre mand: købmand J. P. Hansen, malermester M. Petersen og maskinfabrikant M. S. Petersen. De delte byen imellem sig, gik fra dør til dør med lister til underskrifter og tegning af antal lamper til det nye værk. I første omgang tegnedes 450 lamper. Den 28 august holdtes konstituerende generalforsamling, hvor postmester Jensen valgtes til formand, og nu kom der gang i tingene. Værket opførtes, og 1. december 1906 tændtes lyset første gang. Det var beregnet til 600 lamper, og der var 27 andelshavere. I dag er der 165 andelshavere med ca. 50.000 lamper. I 1931 opførtes et nyt og større værk, to nye dieselmotorer, nye akkumolatorer og ny strømtavle blev købt.

Gennem 50 aar har man haft fem værkpassere: Tømrer Petersen, uddeler Peter Mathiesen, Niels Gregersen, Fr. Nielsen og P.M. Iversen, der nu har staaet for værket i 42 aar. Værkets nuværende formand er købmand Chr. Hansen.

Ved sidste generalforsamling valgte man at give 1000 kr. til Ungarn-hjælpen i stedet for at holde jubilæumsfest.

Uldum Elværk. Elværkbestyrer P. M. Iversen, 1956

Lokalpolitik i Uldum 1966

Følgende er en afskrift af en avisartikel fra 1966.

Sogneraadsmøde i Uldum
Paa Uldum sogneraads ekstraordinære møde mandag aften forelaa landbrugsministeriets godkendelse af kommunens jordkøb. Det vedtoges at lade landinspektør Bo udstykke 34 grunde a 700-800 kvadratmeter. Landinspektørens ansøgning om udstykning fra Kaj Rosendahls gaard enbefaledes. En henvendelse fra Vejle amt om udvidelse af jordemoderdistriktet tiltraadtes. Den ny jordemoder bor i Grejs. Østjysk Renovationscenters tilbud om kørsel til 53 kr. pr. spand pr. aar vil der senere blive taget stilling til. Der forelaa fra landbrugsministeriet godkendelse af møbelfabrikant Laursens udstykning. Det vedtoges at købe en af ingeniør Gudmund Hansen tilbudt byggegrund for 4500 kroner. Med hensyn til udbedring af I. P. Hansens vej vedtog sogne at saafremt beboerne langs vejen ikke blev enige om at afstaa jord til fortov, bliver sagen udsat et aar. Kommuneskatten for det kommende skatteaar stiger fra 14 til 15 pct. Kirkeskatten fra en til en og en halv procent.

40 år i arkivet – jubilæum for Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn

I Vejle Amts årbog fra 1983 side 100 kan man læse følgende stykke.

Lokalhistorisk Forening for Uldum sogn
Foreningen, der stiftedes i 1977, kunne i foråret 1982 rykke ind i et rummeligt kælderlokale i Uldum skole. Lokalet er vederlagsfrit stillet til rådighed af kommunen, i øvrigt det eneste kommunale bidrag til foreningen, der blev til på privat initiativ og tilstræber at klare sig ved egne midler. I de nye lokaliteter er indrettet arkiv, hvis daglige – ulønnede – leder er bibliotekar Jette Jørgensen. Her er gode opbevaringsmuligheder for arkivalier, spændende fra kopier af de ældste kirkebogsblade, matrikelkort, skøder og folketællingslister til de sidst indsamlede foreningsprotokoller.

Endvidere giver lokalet ypperlige arbejdsmuligheder, ikke mindst for forberedelserne til den årlige lokalhistoriske udstilling i Uldum Fritidscenter i forbindelse med byfesten. I 1982 var emnet for udstillingen Trafik og kommunikation gennem tiderne i Uldum sogn. De foregående år har udstillingerne omhandlet Håndværk og industri, Gårde og landbrug i Uldum sogn og Uldum sogns skoler. I tilknytning til emnerne er udarbejdet temahæfter, der kan købes for et symbolsk beløb. Disse udstillinger giver værdifulde brikker til den mosaik, som et sogns historie udgør, og samtidig skærper de interessen for lokalhistorien og gør folk mere indstillede på at medvirke positivt ved indsamling af materiale. Denne interesse viser sig også ved foreningens årlige sogneaften i foråret, hvor lokale folk eller indbudte udefra fortæller om hændelser og mennesker med tilknytning til Uldum sogn. Sidste gang muntrede man sig med en lokalhistorisk quiz.

Foreningen håber inden længe at runde de 100 medlemmer, og medlemsbidraget suppleres op gennem salget af en lokalhistorisk årsplatte hvert år ved juletid. Udover de Omtalte aktiviteter er foreningen gået aktivt ind i arbejdet for bevarelsen af gamle, bevaringsværdige bygninger i sognet – sidst i restaureringen af den gamle kornmølle i
Uldum, en af de få af den art i amtet.

~Børge Haugstrup

Den kvikke læser kan ud fra opstartsåret nemt regne ud at det i år er 40 år siden, arkivet blev stiftet. Siden stykket blev skrevet i 1983 er arkivet flyttet til de tidligere konfirmandstuer på loftet i sognegården i Uldum. Jette Jørgensen er stadig med i bestyrelsen og er således den eneste som har været med i alle 40 år – en imponerende bedrift.

Bestyrelsen har i alt haft 21 forskellige medlemmer: Jette Jørgensen, Børge Haugstrup, Henning Nicolaisen, Hans Poulsen, Knud Aagesen, Knud Stervbo, Jens Kr. D. Hansen, Svend Koch Pedersen, Ernst Nielsen, Stig Liengaard, Karen Nielsen, Niels Søndergaard Nielsen, Henry Jensen, Kjeld Olesen, Ole Næss-Schmidt, Knud Volkmann, Jørgen Laursen Vig, Henning Rasmussen, Henning Jensen, Karen Hansen og Therese Hansen.

Foreningens erklærede formål var fra starten “at udbrede kendskab til og vække interesse for Uldum Sogns historie i fortid og nutid samt at arbejde med indsamling og arkivering af materiale og data, der kan belyse sognets historie”. Siden er der blevet tilføjet en passage om formidlingsarbejdet i arkivet.

Gennem tiden er flere arkiver kommet til i den gamle Tørring-Uldum kommune og et samarbejde har blomstret. I Sindbjerg Lokalarkiv har de f.eks. i år netop holdt 25 års jubilæum. Arkiverne mødes jævnligt i en “kaffeklub”, hvor erfaringer og historier udveksles. Historierne og menneskene har ikke holdt sig indenfor sogne-grænserne gennem tiden, så et samarbejde falder helt naturligt.

Arkivet udvikler sig hele tiden. I de senere år har vi tilføjet en facebookside og en hjemmeside, hvor vi deler nogen af alle de gode historier man kan finde op arkivet om Uldum og omegn. Det er blevet ganske populært og det er ikke usædvanligt at vi har omkring 500 læsere, når vi udgiver en ny historie på hjemmesiden. I år rundede vi også 300 følgere på vores facebookside.

Den store opbakning til arkivet kan mærkes alle steder. Vores generalforsamlinger er et populært samlingspunkt og vi har en del entusiastiske besøgende på arkivet, som tilføjer til de gode historier, vi allerede har i vores samling her i Uldum.

Generalforsamling afholdes i år mandag d. 30 oktober kl. 19.30 i præsteboligens lokaler. Efter kaffe og smørrebrød vil Poul Grosbøl fortælle om familiens og forretningens historie i Uldum.

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 8

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her, femte del her, sjette del her og syvende del her. Ottende del handler om en særlig trist periode med den spanske syge.

Under den første verdenskrig – i 1915 – kørte jeg brød fra brødfabrikken. Der kørte 3 vogne, og vi kom helt ud til Kollemorten med brød. Om lørdagen havde vi den “store tur”. Jeg kan huske, jeg begyndte oppe ved Rosendahls og kørte så over Hesselballe, Ølholm, Ny Tørring, Gl. Tørring, Egholm Mølle, Vonge, Kollemorten, Tinnet, Ådal, Ildved mark og Hvolgård. Det var en ordentlig stroppetur for et par heste. (Brødfabrikken var der, hvor det nuværende bageri er – den var stor dengang. De bagte 44 tdr. rug om ugen, og der var mange folk derhenne. Det var den “gamle” bager Kristensen, der startede det – siden overtoges det var sønnen Theodor Kristensen).

Men ellers prægede den spanske syge tiden. Jeg var i 1918 hos Chr. Laursen, og jeg kan huske, at han blev syg, og hans kone blev syg. De var lige ved at dø begge to. Jeg kørte dagvognen hver dag til Vejle, men det eneste, jeg kørte med, var sengetøj! Sengetøjet, som de, der var døde, havde ligget i, skulle ud at renses p.g.a. smittefaren. Jeg smed sengetøjet af ved købmand Christiansens hjørne og kørte så her fra Nørretorv op på Kirketorvet og fik hestene sat ind dér. Så lånte jeg købmand Christiansens trækvogn og kørte ud på sygehuset med det.

Men jeg hentede Knud, den ene af Rasmus Hansens to sønner. Han var oppe på Stenagergård, og hans mor kom grædende om til Chr. Laursen – der var ingen, der turde hente ham, for folk var bange for smitten, – og så snakkede vi jo frem og tilbage om det. Men jeg skulle bare køre og måtte blive siddende ude. Vi lagde så noget halm i vognen og fik lavet en seng af sæder og sengetøj. Da vi kom op til Stenagergård, var der kun pigen, der var rask – manden gik i to overfrakker, resten lå i sengen af spansk syge. Der var en gammel mand med – Rasmus Jensen (Anders Jensens far) -, og han spurgte: Hvad skal vi gøre? Vil du, Viggo? Det måtte jeg jo så. Han lå oppe på et kvistværelse, og vi skulle have ham båret ned i lagnerne. Men han kastede op og besvimede, da vi tog ham. Vi fik ham ned i vognen og kørte ham hjem. Rasmus Jensen og jeg bar ham ind og lagde ham ved siden af hans bror Hans, der lå i en seng. Men da var han lige ved at dø. Så kom der en sygeplejerske med noget i en flaske, som vi skulle tage som en slags modgift efter den tur. Men Rasmus Jensen, der var sådan en gammel hård karl, sagde: Nej, det vil jeg pinedød ikke have noget af, det skidt! Vil du have noget, Viggo? Nej, jeg vil da ikke, svarede jeg. Og vi reddede os alligevel begge to. Så kom der siden bud oppe fra højskolen, hvor de også havde én, der havde fået spansk syge. Svenning Petersen kom ned og spurgte, om vi ikke kunne køre ham til Korning. Vi spurgte, om han kunne sidde op. Det kunne han vist godt. Vi kørte i en lille charabanc, og jeg fik ham stillet an oppe ved mig, og vi drog af sted. Men da vi kom til Kalhave skov, sprang han af vognen. Han var helt vild i hovedet – de havde jo så høj feber! Jeg fangede ham helt nede ved skoven og fik ham snakket til rette og sagde til ham: Det kan du ikke være bekendt – jeg får jo ikke noget for den køretur, når du ikke er med! Så fik jeg ham til Korning – det var en lille ejendom, og vi fik ham ind, og jeg fik en tår kaffe og kørte hjem igen. Men jeg var heldig. Jeg fik ikke sygdommen. Jeg var ikke glad ved de ture med smittepatienter. Men der var ikke andre, der ville, så det var der ikke noget at gøre ved. Engang, mens jeg kørte dagvognen, troede jeg, at jeg var ved at få det. Pludselig kunne jeg ikke se hestene – og det var ikke, fordi jeg havde fået spiritus, inden jeg kørte fra Vejle – det hele gik ud i ét for mig. Politibetjenten var tilfældigvis med den dag. Han sad inde i vognen, og jeg kaldte på ham: Kan du ikke komme ud og sidde ved siden af mig, ellers er jeg ikke sikker på, at jeg ikke dratter af vognen. Så sad han ved siden af mig til Lindved. Herr sagde han til krokonen: Kan du lave noget kaffe til Viggo – og det skal være kaffe, og ikke det pladder du plejer at komme med! Så fik jeg et par rigtig stærke kopper kaffe, og så var det, som om det lige pludselig forsvandt, da jeg fik den kaffe.

Chr. Laursen spurgte, om jeg kunne køre næste dag igen. Det kunne jeg sagtens, for der var aldrig nogen passagerer med. Der var ingen, der turde komme til Vejle. Jeg tror ikke, der var en dag, jeg kørte ned ad Horsensbakken, uden at jeg mødte ligvognen på vej til kirkegården. Man sagde, Vejle var en hel pestby, og der var ingen, der turde komme derud at handle. Folk døde som fluer, og de kunne ikke vel huse dem i kapellet. En af Kastor Jensens brødre døde på Vejle Sygehus af det. Hans mor – kaldet Marie Thy – var efter den tid en fattig kone. Hun var ved flere, men de ville ikke køre for hende, for de regnede ikke med, at hun havde penge at betale med, Så kom hun om – jeg kan huske, jeg kørte skærver til vejen -, og Chr. Laursens svigermor kom ud til mig og spurgte: Hvad skal vi gøre ved hende Marie Thy? Hun er kommet grædende, at der er ingen, den vil køre, og de har ringet fra sygehuset, at hvis hun vil se sin søn, skal hun stræbe efter at komme. Ja, så skal vi vel køre, men vi må hellere spørge “direktøren” (der var inde på et hotel i Vejle). Han sagde, at jeg skulle køre, og havde hun nogle penge, kunne jeg tage 15 kr. Og så kan du tage – han nævnte en af hestene, og så lægger du pisk til. Så skal du køre til! – var der nogle, der var syge, kunne der aldrig køres stærkt nok. Selv om han var en hård hund, var han altid så blød, når der var tale om kørsel til syge og barslende. Jeg tror aldrig, jeg har kørt så stærkt som den dag til Vejle – men vi kunne have sparet den tur, for vi kom alligevel for silde…

Vognmand Chr. Laursen med køretøj. Juli 1914

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 7

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her, femte del her og sjette del her. Syvende del handler om nogle af de vigtige ting i livet – sport og politik. Viggo nævner her et billede fra Uldum Gymnastikforening i 1907 – vi har fundet et lignende billede i arkivet, som måske er det der omtales. Se billedet nedenfor teksten.

Hvad angår foreningslivet i Uldum var der en stor gymnastikforening, hvor de dyrkede gymnastik og folkedans – det foregik i forsamlingshuset. Forsamlingshuset var også fra før min tid – det blev bygget i 1889 i provisorie-årene. Da kunne Højre og Venstre ikke forliges, og begge parter ville bygge et forsamlingshus. Men så indkaldte dr. Tesch dem til et fællesmøde, hvor de blev forligt, så de enedes om at bygge ét. De stod ellers skarpt over for hinanden dengang. Jeg kan huske, at min far som formand for venstrevælgerforeningen engang gik hen og foreslog dr. Tesch til et eller andet – dr. Tesch var meget konservativ – med det resultat, at min far blev sat af som formand. Men de var nu pjattede med det dengang. Engang højrefolkene holdt møde i forsamlingshuset, kom venstremændene for at spolere mødet, så det ikke kunne gennemføres. Men så havde højrefolkene fået bud til Molgjer Kro om at køre derover. På en eller anden måde havde venstremændene også fået det snuset op. Så gik de op til Kr. Frandsen (Bakkegården) – han var godt kørende – og lejede en charabanc og var i Molgjer, før de andre kom – så der blev heller intet møde dér. Så tovlige var de dengang! Jeg kan huske, at de rejste til Give, når der var folketingsvalg for at stemme derude. Men der var mange venstremænd, der ikke selv var kørende, og det var jo ikke altid, højremændene ville have dem med på vognen derud. Hjemad fra afstemningen kørte man aldrig forbi Vonge Kro – her holdt man ind, for det var gammel skik, at de skulle have en flæskepandekage her.

I min drengetid var der ikke noget, der hed fodbold. Vi spillede cricket – på en “idrætsplads”, der var ude i kæret, syd for Ejnar Laursens ejendom. Det var et stykke sandjord, som tilhørte Rosendahl. Der havde vi mange drabelige kampe! Jeg har også spillet cricket sammen med fhv. landbrugsminister Bording – ovre på Bøgballe hede. Både han og hans bror var ivrige sportsmænd. Men vi kom jo ikke så langt omkring, som de gør i dag.

Gymnastikbilledet fra 1907. Deltagerne ser ældre ud, end de nok er. Både klædedragt og skæg gjorde, at mænd så ældre ud dengang. Jeg kan kun huske min far som en “gammel” mand, der egentlig virkede yngre, da han selv virkelig blev gammel. På billedet er til venstre på forreste række er min far, Niels Juul, derefter Niels Eske, og så kommer postmester Jensen, der ledede gymnastikken. Ved siden af er Anders Hansen, der var murer (Bertha Grønnings far) – så er der Karl Rasmussen, kaldet Karl Skrædder (Dagny Rasmussens far). I næste række: Laust Madsen fra kæret (Helga Therkelsens bedstefar) — de to næste er jeg ikke klar over, hvem er –. Derefter kommer Søren Dam, der boede dér, hvor nu fra Månsson bor, – han arbejdede på mejeriet, og hans kone, Maren Dam, var kogekone. Så kommer Jens Pet er Nielsen (Jens Peter Skomager), Marinus Iversens svigerfar. — Personen efter J. P. N. er ikke identificeret. I bagerste række fra venstre: Niels Friborg og Niels Gregersen, derefter Søren Kristensen, kaldet Søren Snedker, og Vest Hansen, der var lærer i Uldum. Så kommer Jens Peter Hansen (Jens Peter Skrædder, også kaldet “Sætte”). Derefter Niels Kock og Anders Andersen, karetmager i Dortheasminde. — Så er der et par, jeg godt kender, men ikke kan huske navn på — Så kommer Kristian Olesen (Kristian Koudrup) og Jens Peter Jensen (Post). Sjovt at de har fået næsten alle håndværkere med. Postmester Jensen kunne få dem med!

Samme postmester Jensen satte sig i spidsen for at få et elektricitetsværk i Uldum. Men folk var jo sparsommelige dengang, og de var en lille smule rædde for, at det skulle blive for dyrt. De skulle have 2 lampesteder for at kunne komme med. Jeg kan huske, at blikkenslager Berthelsen kun havde ét – og altså ikke kunne komme med, men så tog han alligevel 2. Vi fik 2 hjemme, et i værkstedet og et i stuen. Det var de mindste pærer, vi kunne få – nogle “ståltrådshistorier”, der vist tog en masse strøm, men vi skulle også passe på at have dem slukket. Men så var de jo slemme til at rende med de her køkkenlamper – det var strengt forbudt, men det brugte de meget for at snyde lidt ved at slukke for strømmen og bruge køkkenlamperne. Man var sparsommelig!

Gymnastikhold i Uldum ca. 1907.