De gamle Gravkors fortæller

Uddrag fra Klara Rosendahls erindringer som redigeret og sammensat af Edith Nielsen (født Rosendal) og udgivet i et mindehæfte på Klaras (1908-2000) 100 års fødselsdag i 2008.

På Uldum Kirkegård er der endnu en lille Rest tilbage af de gamle Gravkorsminder, som var meget brugt i det 18. Århundrede, ikke blot i Danmark. Her står 7 Kors på Elias Rosendahls store Familie Gravsted, som har plads til 8 Grave.

Giver man sig Tid til at læse, hvad der står på de forskellige Kors, kan man følge Slægten tilbage til året 1795, hvor det ældste Kors bærer Navnet C. N. Rosendahl. Han var født i Jernvedlund ved Ribe og kom kørende her til Uldum som Kniplingskræmmer og gjorde Ophold på Uldum Kro, som netop da var til Salg. Han havde Pengekisten med på Vognen og købte på stående Fod Uldum Kro. I et Par gamle Skøder spøger Årstallene 1835 og senere 1866, men mere kan jeg ikke tyde. Sælgeren var Folketingsmand (Kanseliråd Jens Jørgen Jørgensen?), Oldefar til Knud Jensen, hans Mindesten står foran Nedergården i Uldum. Hans Valgsprog i Folketinget var flg. “Nu skal I høre godt efter, for nu snakker Jens Jørgensen jydsk!”.

På det første Kors står følgende:
Her hviler Støvet af Christen Nielsen Rosendahl
født d. 4. Januar 1795 i Jernvedlund
død i Uldum 7. Oktbr. 1870
Velsignet være Dit Minde.

Denne Mand var Farfar til Johannes Rosendahl, f. 28. Decbr. 1870, død 16. Marts 1932. Hans Hustru Johanne Rosendahl, f. Christensen, var fra Stevns, f. 14. Maj 1873 og død 19 Juli 1922. Christen Nielsen Rosendahl var gift 2 Gange med to Søstre.

Det andet Kors fortæller:

Her hviler støvet af en agtværdig Kone
Kiersten Eliasdatter
født i Hjernved 7. Novbr. 1799
død 8. Marts 1856.

Hun blev gift 12. April 1828 med Kromand Chr. N. Rosendahl i Uldum og blev moder til 6 Børn, hvoraf 3 modtage hende hisset og de 3 efterladte med mig dybt savne den ømme Moder og kjærlige Hustru.

Lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre (1. Moseb. 24.56)

Det tredje større Kors er hustru nr. 2:


Her under hviler Støvet af Johanne Maren Rosendahl
født i Brokjerret i Hjortlund Sogn den 10. Februar 1791
død i Uldum den 13 Juli 1861.

Holder mig ikke op thi Herren haver givet Lykke, og jeg vil vandre til min Herre, og nu lader vi hende fare i Fred. (1. Mose Bog 24 Cap. 56 Vers)
Dette Gravminde er rejst af C. N. Rosendahl.

 

Den store Mindesten:


Elias Rosendahls Familiegravsten.

Han må åbenbart være en af de tre overlevende Børn fra Ægteskabet med Kiersten Eliasdatter. Han blev gift med Karen Olesen (Clemmensen) fra Nim. Hendes navn savnes på Stenen. Hun blev født 26. Marts 1832 og døde 10. April 1923 i Uldum. De fik 11 Børn, hvoraf de fire døde som Børn og Unge.

De mindre Kors beretter følgende:
Nr. 1:


Her under hviler Støvet af Maren Christensen Rosendahl
født i Uldum d. 27. Februar 1860
død samme Steds d. 18. Octbr. 1864.
Hvil i fred

Nr. 2:


Her hviler Johannes Elias Christensen Rosendahl
født i Uldum 21. Febr. 1863
død samme Steds 4. Sept. 1869
Elsket og savnet

Nr. 3:


Niels Rosendahl
Født i Uldum den 24. Marts 1867
Død samme Sted d. 4. Juni 1891

(han led af slemt Ungdomssløvsind)

Nr. 4:




Her hviler Støvet af Ungkarl Peter Rosendahl
født i Uldum 3. Marts 1874
død sammesteds 31 August 1900
Fred med dit Støv.

(død af T. B.)

Mange vil måske undre sig over så stort et Gravsted, beregnet til 8 Grave, men når man så tænker på de Familier med så store Børneflokke og den høje Dødelighed blandt Børn og Unge, var det måske naturligt, at de fik tildelt en stor Gravplads på den Tid.


I dag ser gravstedet sådan ud:

Erindringer fra P.M. Iversen – del 5

Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 5 – du kan finde del 4 her.


Der var også forskellige håndværksmestre, der bør have et ord med på vejen. Nogle har jeg nævnt, smedemester M. S. Petersen kom til Uldum midt i firserne (1880erne). Han byggede hus og værksted på bakken oven for broderen Malermester Petersen og drev forretning der i nogle år. Så flyttede de ned på Kærvejen i nærheden af stationen. Han drev i nogle år stor forretning med at lave nye vogne. Han havde karetmager-værksted. Omkring 1900 gik han mere over til at lave og forhandle maskiner. Han var den første i lang omkreds, der begyndte at handle med høst og slåmaskiner (fra Brdr. Bendix). 


Der var tømrer og snedkermester N. Pedersen. Han var udlært karatmager, men gik
over til snedker og tømrer-arbejdet. Han boede først på Kærvejen, men flyttede senere om på Kirkegade. han beskæftigede både svende og lærlinge. Han havde mange maskiner til træforarbejdning. Dem stillede han selv op. Han var en meget praktisk mand, når han havde været ude og set noget nyt snedkerarbejde, kunne han gå hjem og lave magen til efter hukommensen. Lige efter århundredeskiftet kom der en ung sadelmager til byen (der var godt nok to sadelmagere, men den ene, Mikkelsen, fik telefoncentralen og den anden Petersen fik en landejendom). Han hed Søren Sørensen og han var en meget dygtig sadelmager. Han lavede møbler efter bestilling og det var solide og fine ting, men han blev i en ung alder ramt af en uhelbredelig sygdom. 


Snedker og tømrermester Søren Kristensen havde lige efter århundredeskiftet en ret stor forretning. Han havde flere svende samt lærlinge. Der byggedes meget på den tid. Han blev ret ung slået ud af alvorlig sygdom. 


Skomager Jens Peter Nielsen startede skomagerforretning midt i firserne (1880erne). Han lavede håndsyede sko og støvler samt reparationer og havde også butik. 


 Der var Ole Peter Mortensen, der boede nabo til kroen. Han var udlært karetmager, men på den tid der her omtales var han, hvad man kaldte hjuler. Han kunne sætte nye eger og fælge på vognhjul og hvad der ellers var af reparationer på gamle vogne. Han lavede også store firkantede kasser, som blev tørvebåde. De blev sat ned i tørvegravene og deri æltede man tørvene. Han havde også kohold. Han havde et stykke jord nede i Goderum. Det var en mark som lå ved begge sider af banen mellem den lille Kærvej og lilleåen. Det blev kaldt sådan fordi det var delt i flere små stykker. Foruden Ole Peter var der skolelodden. Kroen havde også et stykke og en mand som hed Jakob Jensen havde også jord der.


Stationsmesteren på Uldum station hed Dalin. Driftsbestyren for Horsens-Tørring jernbane hed Stensballe. Det mærkelige ved toget var at lokomotivet altid løb baglæns. Toget havde nok at køre med, men det var jo før bilernes tid. Der var altid meget gods med og også kreaturer blev transporteret med toget. Grisene til slagteriet i Horsens kom også den vej. 
Vognmand Ravn boede lige før stationsvejen på modsatte side af vejen. Han drev vognmandsforretning både med godstransport og med finere vogne til person-kørsel. Han forsøgte også med dagvognskørsel til Horsens, men det kunne ikke gå. Der var jo banen. Senere købte han jord og drev landbrug sammen med vognmandsforretningen. 

Erindringer fra P.M. Iversen – del 4

Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 4 – du kan finde del 3 her.

Der var nogle mænd man kunne kalde originaler. Der boede en mand lige overfor forsamlingshuset som hed Laust Thomsen. Han blev aldrig kaldt andet end Laust Væver, så om han havde været væver ved jeg ikke. Han havde den særhed at han altid kun kom sammen med konerne til fødselsdag og når der ellers var komsammen til kaffegilde. Det var kun gårdmandskoner og forretningsfolks koner han kom sammen med, og dem havde han så til gengæld hjemme hos sig til kaffegilde og han bagte selv. 

Så var der slagter Ib. Han boede i et gammelt hus om efter kirken. Han stod og slagtede i et primitivt slagtehus. Han gik ud og solgte kødet fra et trug som slagterne dengang gik med på skuldrene. Han lejede også sommetider hest og vogn og kørte ud og solgte kødet fra vognen. Der var det mærkelige ved ham at når han havde solgt for så mange penge som han havde givet for koen eller grisen, så sagde han “nu har jeg mine udlagte penge, så nu kan I få resten for hvad I vil give for det”. 

Ved den tid blev der oprettet afholdsforening i Uldum og den kom til at gøre megen gavn. Der var mange som var forfalden til drikkeri særligt brændevin. Når to mænd mødtes på vejen, skulle de lige ind på kroen for at få en kaffepuns og det blev gerne til mange. Det var særligt småfolk som meldte sig – gårdmændene og håndværksmestrene var der ikke mange af i foreningen.

Der var en mand som hed Jens Nielsen. Han var særlig slem til at drikke. Han var ellers en dygtig arbejder. Han kløvede kampesten til husbyggeri, men blev tit fuld. Han meldte sig ind med det samme og drak ikke spiritus siden. Hans valgsprog var at han ejede det ene fag af kroen. Afholdsforeningen havde stor fremgang. En af de bedste agitatorer var vel nok Jens Gulddahl. Han havde en ejendom, som lå ved vejen efter Hesselballe. Han var ellers murer og havde bygget kirken i 1883. Der var også vognmand Ravn. Han agiterede ikke så meget, men blev særligt respekteret, fordi han havde været gendarm. Så var der også snedker og tømrermester Søren Kristensen. Han var meget ivrig afholdsmand. Han boede på hjørnet ved Stationsvejen.

Kommuneskolen lå på hjørnet af Højskolebakken og Hesselballevej. Læreren hed Mortensen. Højskolen var ikke ret stor dengang. Der var kun en bygning som lå ud til vejen. Højskoleforstanderen hed Videbæk. I 1870’erne og fremover var der mange fremsynede mænd i Uldum. Nu var Uldum så heldig at der blev oprettet højskole så tidligt som 1849, hvorfra der flød oplysning og det var jo hele egnen der nød godt af det.

Der kom læge til byen i 1869 – en ung dynamisk mand født i København 1841 og som blev her til sin død i 1901. Lægen hed Tesch. På hans initiativ blev der oprettet sparekasse 1871. I 1870 blev der oprettet et apotek i Givskud og i 1873 sørgede Tesch for at der blev oprettet en filial af Givskud apotek i Uldum, som senere i 1874 blev selvstændig. Tesch fik oprettet sygekasse, gymnastikforening, og var en tid sognerådsformand. Her er et eksempel på hvordan han forstod at få folk til at samles om en sag. Det var i provisorietiden og de politiske bølger gik ofte højt. Der var tale om at bygge et forsamlingshus. Det så en tid ud som om der skulle være både en bygning til tilhængere af partiet Højre og en til tilhængere af partiet Venstre, men det lykkedes Tesch at samle kræfterne om et samlet forsamlingshus. 

Der var forskellige læger i byen siden 1869; Læge Tesch til sin død i 1901, derefter overtog Borager (gift med Teschs datter) og Borager var læge til sin død i 1908. Derefter kom læge Bekker til 1947 og så læge Vogensen. Disse læger boede i den bolig som læge Tesch byggede. Der var i en del år to læger i byen. Læge Kristensen boede i det hus, hvor Gregersen nu bor. Lægerne Norgård, forhåndværende amtslæge Olrik og to yngre læger boede der hvor købmand Christian Hansen bor. (Skolegade 4)

De forskellige apotekere i Uldum siden Eggers. Eggers byggede apoteket i 1874 og blev til 1903. Siden da hed de forskellige apotekere Cheving, Dhalmann Møller, Frydendahl, Kalunddahl, Frk. Ada Andersen, Smidt og Lund, hvor især Dhalmann Møller blev i Uldum i mange år.   


Lillekongen af Uldum – Jørgen Jensen

I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en “Lillekonge” ifølge Amtmanden i Vejle.

“Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraad og dannebrogsmand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det.

Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.

Jørgen havde kun en ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden og give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.

Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed.

Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans, violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.

Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”.

Alle Lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 slægtninge samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, tidligere leder af dansk folkeparti.

En anden arv efter Lillekongen og Karen, som stadig findes i Uldum i dag, er deres gård, Karensdal opkaldt efter Karen. Musikken fylder en del på gården i dag med diverse kultur-tilbud. Helt i Lillekongens ånd – men sjovt nok ikke Karens. Hun ville nok sætte mere pris på at der også er “Bed and Breakfast” i gården – at give husly til fremmede var mere i hendes ånd.

Erindringer fra P.M. Iversen – del 3

Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 3 – du kan finde del 2 her.

Efter kroen boede karetmager Ole Peter Mortensen. I det næste hus boede en murer som hed Rasmussen. Derefter kom et bageri. Bageren hed Kresten Petersen. Dernæst manufakturforretning, hvor indehaveren hed Petersen. Så kom en slagter forretning. Slagteren hed Niels Hansen. Det sidste hus på denne side lå på hjørnet om efter kirken. Der boede landpost Mads Kirkeby. På modsat side med facade mod Dortheasminde lå et stort hus med en lejlighed i hver ende af huset og to små lejligheder ovenpå. Forneden boede skrædder Karl Rasmussen i den ene lejlighed og salmager Petersen i den anden. Ovenpå boede en franskvasker, hvis mand blev kaldt Niels Peter Bredmås. Han var så glad for brændevin. Grunden huset var bygget på var byjord. Det var der bymændene i gamle dage samledes, når de holdt råd om fælles anliggender, såsom når der skulle sås korn og når der skulle høstes. Der var nogle sten i en rundkreds. Hver mand havde sin sten at sidde på. Oldermanden i midten. Det er blevet mig fortalt af en gammel mand som hed Rasmus Jensen. Han var så god til at fortælle (han havde været med i krigen 1864).

Lige ved kirkestien lå sprøjtehuset. På den anden side af kirkestien op efter byen boede en læge, som hed Broager. Han var gift med en datter af læge Tesch. Derefter kom telefoncentralen. Den var installeret hos salmager Anders Mikkelsen, der boede i den ene ende af et langt gammelt hus, som havde været skole. Den anden ende af huset blev beboet af skomager Jens Peter Nielsen. På det tidspunkt var der ikke flere huse på den side af gaden, men i løbet af få år var der fuldt udbygget.

På hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen boede købmand Arne Nyborg. På modsat hjørne boede blikkenslager Bertelsen. Bag ved ham boede træskomand Niels Juul. Et lille stykke henne på Kærvejen ved samme side som købmanden var der tømrer og snedkerforretning. Snedkeren hed Niels Petersen. På modsat side af vejen var en vognfabrik og maskinværksted. Fabrikanten hed M. S. Petersen. På samme side som maskinværkstedet boede der en fotograf som hed Rasmussen. Gårdene i byen lå således: lidt vest for byen boede Johannes Jensen som var sognefoged. Sognefogeden var på den tid en betydelig mand i de små landbysamfund. Johannes J Jensen var respekteret for sin noble måde at være på. Han var, hvad man kaldte en stovt bonde.

I byen, som kaldtes Vesterbyen, broede gårdejer Jens Therkelsen. Ved siden af maskinværkstedet lå en ny gård, hvis jord var udstykket fra præstegården. Denne gård var opført af en gårdejer Niels Hansen fra Boring og forpagtet ud. Forpagteren hed Jensen. Poul Nyborgs gård lå på hjørnet af Kirkegade. Poul Nyborg var en ældre mand, men der var to voksne sønner. Den ene Arne købte købmandsforretning på hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen. Den anden søn Christen blev bestyrer for sin moder efter faderens død i 1905.

Om efter kirken lidt nord for vejen lå to gårde. Den ene ejedes af Poul Hansen, som var en meget konservativ og selvbevidst mand, som ikke gerne tålte modsigelser. Den anden gård ejedes af en enkekone, som hed Ane METTE Hansen. Hun havde to sønner som på den tid der her omtales begge gik i skole. Så hun havde en ældre mand som bestyrer. Sønnerne Hans og Knud døde begge to af den spanske syge i 1918.

Nord for kirken lå præstegården. Forpagteren hed Anders Therkelsen. Han var med til at oprette elektricitetsværket i 1906 og blev den første formand.

I Østerbyen lå tre gårde. På den største gård boede Mathias Bundgård. Han var en ældre mand, men der var en voksen søn hjemme. Han hed Niels og overtog senere gården. I den gård hvis lade støttede sig til Bundgårds lade, boede gamle Hvillum samt en ældre søn, der hed Kristen. Der var en gammel husbestyrerinde som hed Sine. Hun blev aldrig kaldte andet end Sine Hvillum. Det var vist også hende som stod for det hele. Det sidste gård i Østerbyen ejedes af Kresten Klausen, der blev sagt om ham at ingen kunne køre så store læs tørv fra Uldum Kær som ham.

Så var der Bakkegården som ligger lige overfor højskolen. Manden hed Kristian Frandsen. Han var samtidig vognmand. Han kørte dagvogn til Vejle. Det var en lukket vogn, hvor der var plads til otte personer, men hvor der ofte var så mange med at de sad ovenpå hinanden. Det var samtidig postvogn med post fra Uldum til Vejle og fra Vejle til Uldum. Postkontoret var på stationen. Banen fra Horsens til Tørring var bygget 1891. Postmesteren hed Jensen. Der gik tre landposter ud fra posthuset. Landposterne hed Mads Kirkeby, Jens PETER Jensen og Niels Friborg samt en kone som delte posten ud i byen. Konen blev kaldt Madam Rettrup.

Lidt sydvest for byen boede gårdejer Johannes Rosendahl. Han var en respekteret mand og blev senere sognefoged og sognerådsformand. På den tid var det gårdmændene, der dominerede i sognene og i sognerådene. Det var først i 1902 da vi fik en udstykningslov at husmændene begyndte at komme med.

Jeg husker at de politiske bølger gik højt dengang. Når der var politiske møder mødte folk op og de kunne blive så ivrige at de stod op og råbte i munden på hinanden. Når der var rigsdagsvalg skulle folk til Give for at kunne stemme. Uldum lå i Give valgkreds. Det var ikke let for småfolk at komme til at komme til at afgive deres stemme for bønderne som var kørende tog ikke gerne folk op at køre, hvis de ikke var helt sikre på at de ville stemme på den samme kandidat som de selv. Det var lige efter provisorietiden, så folk var ivrige efter at høre noget fra rigsdagen. Kandidaterne talte og diskuterede hele valgdagen i forsamlingshuset i Give. Folk var i det hele taget meget flittige til at gå til møder og generalforsamlinger dengang som nu.

Erindringer fra P.M. Iversen – del 2

Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 2 – du kan finde del 1 her.

Her skal nævnes de forskellige gårdejere, håndværkere og forretningsfolk, som boede i Uldum omkring år 1900. Begynder man helt oppe på Højskolebakken ligger der først et gammelt stråtækket hus, hvor der boede en gammel kone. Derefter boede malermester M. Petersen, som var talsmand for håndværkerne i Uldum. Han havde lært malerfaget i Vejle. Efter læretiden tog han på valsen sydpå som skik var på den tid. Formålet for svendene, som rejste ud, var at dygtiggøre sig inden for faget og se nye forhold.

Lige neden for Højskolen boede Laust Thomsen også kaldet Laust Væver. Lige overfor på den anden side af gaden boede Mikkel Bang. Han handlede med huder og ben. Han samlede også æg som han kørte til Horsens med. Han tog bud med fra folk som skulle have et eller andet ordnet i Horsens. Efter Laust Thomsen boede gartner N. J. Daugård i et gammelt hus som lå lidt tilbage fra vejen. Daugårds offentlige arbejder lå indenfor sygekassen. Han var med til at oprette sygekassen og var formand, på nær få år, lige fra dens begyndelse og til han døde i 1942. Han gjorde et stort arbejde for kassen. Ikke alene fik han i mange år intet for arbejdet, i de første år var der næsten altid underskud. Så fik han lavet tombola, hvis overskud gik til sygekassen.

På hjørnet af Hesselballevej og Højskolebakken lå kommuneskolen. Skolelæreren hed Mortensen. Han var lærer i Uldum fra 1871 til november 1900. Han var en meget dygtig og respekteret mand. Hans arbejde udenfor skolen blev lagt indenfor sparekassen, hvor han var kasserer i 35 år.

Apoteket lå på hjørnet af Hesselballevej og hjørnet ned efter byen. Apotekeren hed Eggers. Han var apoteker i Uldum fra 1874 til 1903. Da flyttede han til Odense og derfra til apotek i Vejle, hvor han døde i 1912. Han er begravet på Uldum Kirkegård. Han gjorde et stort arbejde i Uldum f.eks. indenfor sparekassen, hvor han var formand i 15 år. Hans største interesser var plantningssagen. På hans initiativ blev der plantet nåletræer på begge siden af vejen foran kæret, hvor der før var gold hede.

På den anden side af gaden lige overfor apoteket boede urmager Laust Jensen i et gammelt hus. Han var urmager i Uldum i 49 år. En særlig godgørende mand. Han var ugift. Der var samlingssted for såvel unge som ældre, der havde lyst til at drøfte tidens spørgsmål. Han var idealist, så der kunne blive nok at drøfte. Han var så afholdt, så beboerne satte en mindesten på hans grav på Uldum Kirkegård, hvorpå man skrev.

“Nu idealets stjerner for ham tindre.
Her nede lever der en god mand mindre”

Efter urmageren på hjørnet om efter Bundgård lå en gammel smedie. Smeden hed Jens Jørgensen. En rigtig gammel smedie med lergulv. Smeden lignede smedien.

På den modsatte side af Bundgårds vej lå kroen. Kromanden hed Jespersen. Han flyttede til Tørring kort efter århundredeskiftet. I kroen var der købmandsbutik. Købmanden hed I. C. Madsen. Han byggede senere ny butik, der hvor den gamle smedie lå. Ovre på den anden side af gaden lå den gamle kro, som blev beboet af den gamle kromand Elias Rosendahl.

Erindringer fra P. M. Iversen – del 1

Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. 

Lidt om de mænd, der boede i Uldum omkring året 1900
I 1897 brændte der tre gårde i Uldum By. Det var Johannes Rosedahls, Søren Kristensens og Søren Jørgensens gårde.

Da gårdene blev flyttet ud på markerne skete der stor forandring i byen. Efter at Købmand J. P. Hansen som boede bag apoteket ved Hesseballe vej  havde anlagt vejen fra Hesselballe vej ned til Kærvejen og lavet en vej fra denne vej om til hovedgaden, kom der gang i byggeriet. Der blev bygget på de hjørner af vejen som mundede ud i hovedgaden. På det hjørne mod syd blev der bygget et to-etagers-hus med to butikker. Den ene med isenkramsforretning, den anden med bagerforretning. Der var lejligheder på førstesal. På det andet hjørne mod nord, blev der bygget i et enplanshus med butik i hjørnet, hvor der blev manufakturhandel.

Murermester Peter Nielsen boede ud til hovedgaden. Han drev også afholdsrestauration. Manufakturhandleren boede i facaden ud til den nye vej, som kom fra J. P. Hansens vej. Efter lejligheden kom der en port. Fra porten der en lang bygning langs med den nye vej. Fra porten var der indgang til en mindre sal som blev brugt til møder og sammenkomster. Derefter kom en hestestald. På førstesal var der en temmelig stor sal, som blev brugt til store møder og baller.

Den ret ny-startede afholdsforening afholdt mange møder med fremmede talere som agiterede for afholdssagen. Også politiske møder blev afholdt. Man må huske på at det var lige efter provisororie-tiden (sluttede 1894), da de politiske bølger gik ret højt. Til salen var der opgang ad en trappe fra porten. Der var keglebane i gården. Efter nogle få års forløb blev hestestalden lavet om til smedie og den lille sal til lejlighed til smeden. 

Disse to komplekser blev bygget af Købmand J. P. Hansen og murermester Peter Nielsen. Murermesteren beskæftigede flere svende. Han var i nogle år eneste murermester i byen, og der byggedes en del på den tid. J.P. Hansen drev både kolonial, foderstof og trælastforretning. Han var i det hele taget en mand der interesserede sig for byens udvikling. Han deltog også i det kommunale arbejde.

Mindeord for Købmand J. P. Hansen (I. P. Hansen)

I “Uldum Elevers Aarsskrift – udgivet af elevforeningen 1930” udgives i anledning af Købmand I. P. Hansens begravelse de mindeord som hans gode ven Højskoleleder Svenning Petersen, hans svigersøn Peter Liengaard og Præsten Riisgaard udtalte over kisten på dagen.

Købmand J. P. Hansen kaldet I. P. Hansen


I Hjemmet

En af de Sange, jeg hyppigst har været med til at synge her i dette Hjem, er den gamle Pilgrimssang “Dejlig er Jorden”. Digteren lader os her ligesom i et Syn se ud over Alverden. Der færdes et stort, ja uendeligt stort Tog af Mennesker, der gennem Jorderigs favre Riger gaar paa den Vej, der fører til Guds Paradis. Dette store Slægtstog indsamler efterhaanden, som det drager frem, flere og flere. I Skaren findes derfor Folk af alle Alderstrin og Livstyper. – Her mødes Kongen og Stodderen – den rige med den fattige – den gamle med den unge – Oldingen og Barnet. De kommer hver fra sin Side og med sit. Eet forener dem: Tonen fra Himlen. Den er Samlingstonen, der hidkalder dem alle, den revser de overmodige og opmuntrer de spagfærdige, den vejleder dem, der har svært ved at finde Vej, og opdrager dem, der undervejs er genstridige – ja, den forener dem alle og gør dem lyttende og lydige, mens de vandrer fremad og hjemad mod Guds Stad. En herlig Vandring, en lysende Skare paa Vej mod Paradiset.

Men er det nu alligevel ikke Poesi-Digtning. Jo, det er Sangen ogsaa, men den er tillige noget uendeligt større og rigere. Det er den fromme Sangers trossikre Vidnesbyrd om, at her paa Jord er ikke vort blivende Sted, hvor skønne end end Rigerne her kan være, – det findes i Faderhuset med de mange Boliger. – Her er vi i Udlændighedslandet; men vi kan finde Vej til de evige Boliger, blot vi lader os vejlede til Tonen fra Himlen, den, der vidner om baade for den enkelte og Slægterne mange, at en Frelser er os født.

En anden Sang har jeg også ret ofte været med til at synge i Købmand Hansens Hjem, nemlig Dagen gaar med raske Fjed. Dog tror jeg, at det her var en enkelt Linie, der særlig var Hovedsagen for vores afdøde Ven. – Strofen “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. Disse Ord er jo Udtryk for en Livsstatus, at Livet maa leves saadan, at det kan afsluttes med den Guds Fred, der overgaar al Forstand. –

Man kan aflægge sin Livsbekendelse paa mange Maader. Hansen, der var saa glad for at synge, kunde vist bedst aflægge den gennem Sang, og i de to Sange, jeg har nævnet, tror jeg, han fandt Udtryk for sit Livsmaal, det at kunne dø med Fred, fordi han havde lyttet til og fulgt Tonen fra Himlen.

Vi, der staar her tilbage, spørger saa til vor egen Trøst og Opmuntring: “Naaede den afdøde så dette sit Livsmaal?” Ja, meget lykkedes for ham f.Eks. i hans Gerning. Han fik udrettet meget mere end de fleste. Offentligt set var han en betroet Mand, men Baggrunden herfor var naturligvis hans Dygtighed i egen Bedrift. Han var en meget dygtig Foretningsmand med stor Evne til at omgaas Mennesker. Han var ogsaa i Evner til at lægge Planer og udføre dem i større Format end de fleste, og vi vil sikkert paa mange Maader komme til at savne ham i Uldum. Han har som faa været med til at præge vor By. Hvad han selv mente om dette sit Arbejde som Forretningsmand, udtrykte han engang saadan: En Købmand skal være med til at skabe Værdier, der kan staa efter ham.

Jeg synes, vi maa sige, at hans praktiske Livsgerning bar Frugt.

I sit personlige Liv havde Hansen ofte svære Prøvelser. Han var vel forsøgt baade med Modgang og Sygdom. Men jeg synes, at han især bar sin Sygdom godt og taalmodigt. Heri fandt han jo ogsaa en ganske ualmindelig Støtte hos sin trofaste og dygtige Hustru, der i sjælden Grad har haft Evne til at hjælpe ham med at gøre deres smukke Hjem lyst og venligt, saa Gæster følte, at her var godt at være. Men til Tak for alt det, hans Hustru og Børn var for ham gennem baade lyse og mørke Tider, lønnede han dem med den inderligste Kærlighed. Derom er de jo ogsaa alle saa fuldelig forvisset. Men hans Hjælpsomhed og Venlighed naaede ogsaa uden for hans egne Grænser. Mange har faaet gode Raad og praktisk Støtte hos ham. Selv har jeg Erfaring derom. Men især kan vi paa Højskolen tale med om, at der i Aarenes Løb blev vist os og vores Elever en storstilet Gæstfrihed. Mindst 2500 Højskoleelever har været Gæster her og taget gode Minder med herfra. Jeg er fuldt ud berettiget til at sige hjertelig Tak, derfor paa denne Dag.

Jo, vi har vist Lov til at sige, at menneskeligt set lykkedes meget for Købmand Hansen. –

Men holdt han sin Plads i den store Pilgrimstog, saa Sjælen fandt Fred, da hans Livsaften kom. Jeg tror det, og jeg trøster mig til at sige, at hans Slutningsstatus viste det. – Han fik et langt Sygeleje, men et kort Dødsleje. Det er kun kort Tid siden, at jeg blev klar over, til hvilken Side det vilde gaa. Derfor var det vel saa, at hans Vækst kristelig talt foregik særligt hurtigt de sidste Dage.
Tredie sidste Gang jeg var hos ham, talte vi om at faa Frikvarter for alt det, der hører denne Verden til. Da sagde han: “Jeg kan ikke rigtig naa dertil, hvor jeg svarede: “Det vil Vorherre nok hjælpe dig med, Hansen”. – Næste Gang vi havde en Samtale, sagde han: “Jeg ved, at Freden skal gives mig ovenfra, den kan jeg ikke selv erhverve mig”. Nu var han meget nær det rigtige Livsresultat.

Men Gud ske Lov! Det helt rigtige blev naaet. Da vi den sidste Morgen, han levede, holdt Andagt ved hans Leje sammen med hans Hustru og Børn, og Ordene om Syndernes Forladelse og evigt Liv blev fremsagt, da lyste hans Ansigt af Fred og Mildhed, idet han nikkede svagt som Besegling af Ordene. Nu var det naaet, det han saa ofte havde sunget. “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. – Saa Søndag Eftermiddag, mens Folk gik fra Kirke, drog han det sidste Suk. Paa Søndagen, Købmandens Fridag gik han ind til den store Helligdag. Fred over hans Baare og Fred over hans Minde!

~ Svenning Pedersen.
—-

Der skal ogsaa i Dag lyde en Tak fra Svigerbørnenes Række. Og nu bliver det saa fra den af os, der først blev optaget i Familien, og som først kom til at staa i Taknemlighedsgæld til Hansen og Hjemmet her. Jeg taler jo kun paa mine egne Vegne. Men jeg er overbevist om, at det er gaaet de andre, som det er gaaet mig. Vi blev med Tiden knyttet fastere til dette Hjem.

Vi saa, at det var et godt Hjem, der hvor Købmand Hansen var Husfar. Det havde vi, der saadan paa Afstand kendte det i Forvejen, vel nok altid vidst, men vi mærkede det mere, nu vi kom paa nærmere Hold. Vi mærkede, hvordan det var Købmand Hansen en Hjertesag, at alt gik pænt og godt i den Kreds, hvor han nu var Høvdingen. Han fulgte Hjemmets Medlemmer med Interesse, naturligvis først og fremmest Børnene, og det mærkedes maaske mest nu, de begyndte at drage ud og faa selvstændig Virksomhed. For Astrid blev det jo derude paa Langager. Han kom jævnligt og saa, hvordan det gik. Han havde jo paa Forhaand nogen Interesse for Landbrug. Og det var ikke til at tage fejl af, hvor det glædede ham at følge Gangen i det hele ude hos os. Vi vil ogsaa paa den Maade savne ham til at interessere sig for vore Sager.
Jeg husker ikke, hvornaar jeg første Gang saa Købmand Hansen, og hvordan jeg først fik lært ham at kende. Men jeg husker et Sted, hvor man tit kunde se ham, og det var om Søndagen i Uldum Kirke. Han var gerne en af de sidste, der kom, og det var maaske noget af den Grund, man lagde Mærke til ham. De sidste Aar har ikke føjet sig saadan for ham, at han til Stadighed har kunnet følge Gudstjenesten i Kirken, men de, der kendte det, ved, at han ikke forsømte en stille Stund hjemme hos sig selv.

Ja, de sidste Aar har været svære for Købmand Hansen, for saa vidt som det har været en lang, legemlig Lidelse. Og mange vil sige, det var godt, han nu endelig fik Fred. Ja, det var sikkert godt. Det tror jeg ogsaa, hans nærmeste vil sige, samtidig med at de takker for de mange Aar, de har haft deres Mand og Far. Men det er alligevel saa svært at gøre sig fortrolig med, at han, som betød saa meget i dette Hjem og i Familiekredsen, nu ikke mere er iblandt os.

Eet er der imidlertid i Behold, og det er de om, mange gode Minder. Ja, og saa Forvisningen at han nu er gaaet derhen, hvor Synd og Smerte ikke kan naa ham. Ære være hans Minde.

~ Peter Liengaard.

—-
I Kirken.

“Jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider mod mit Sinds Lov og taget mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer”.

Saadan lyder Apostelbekendelsen og Apostelklagen i Romerbrevet Kap, 7,22.

Man aner, ja, ser ganske tydeligt Dobbeltheden, Spaltningen i Sindet, som kan udtrykkes i Ordene: Gud – Synden; et opad – et nedad; den evige Verden – den nærværende Verden.

Naar en Apostel kendte det og maatte sukke derunder, kan vi andre ikke forbavses over, at vi kender dette og mange Gange sukker og lider under denne Spaltning i Sindet, noget der drager mod Gud, og noget, der trækker nedad og udad mod denne Verden.
Jo mere et Menneske gennem sin Stilling og sit Arbejde nødes til at have med denne Verden at gøre, desto stærkere vil han ogsaa komme til at føle Spaltningen i Sindet.

Købmand J. P. Hansen var Forretningsmand af ret stort Format. Han havde med Flid og Dygtighed oparbejdet sin Forretning, han havde baade Mod og Lyst og vidt Syn. Men en saadan Forretning kræver meget af sin Mand, hans Tid og Kræfter og Tanker.

En Mand af den Støbning vil blive meget brugt, og ogsaa J. P. Hansen blev der lagt stærkt Beslag paa.

Sparekasseformand, Sogneraadsmedlem, Menighedsraadsmedlem o.s.v., hvor han med sit klare Hoved og sin hurtige Opfattelsesevne gjorde udmærket Arbejde, som det dog ikke her er Stedet at bedømme.

Købmand Hansen havde af Natur et følsomt Sind og et fromt Gemyt. Havde man set ham med hele sit Hjerte synge, enten det var i Kirke eller Hjem, forstod man, at det var noget af det inderste, han der gav Udtryk for.

Højskolen og dens Møder optog ham stærkt, en trofast Kirkegænger var han gennem mange Aar.

Er det mærkelig, om han har følt Spaltningen: jeg har Lyst til Gud efter mit indvortes Menneske, men… Verden o Verden, hvi frister Du mig?

Hvem skal fri mig, udraaber Paulus. Og han svarer: Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre.

Det synes mig at være baade et af de smukkeste og et af de stærkeste Vidnesbyrd om Kristendommens Kraft, at den kan hjælpe et Menneske til at bryde de Baand, som binder til denne Verden og give sig Gud helt i Vold.

Det gaar ikke smertefrit, thi “det skærer og det skrammer vort skrøbelige Kød”, men det gaar.

Dertil sigter vel alle Guds Førelser, de lette og de svære. Købmand Hansen havde oplevet svære Dage. Han talte selv om de tre Katastrofer i sit Liv. Han mistede sin højre Arm, han fik et Nervesammenbrud, og den sidste Operation, der endte med Døden.

For os, der havde Lejlighed til at følge ham i den sidste Tid, var det opbyggeligt og smukt at se, hvorledes han blev i Stand til lidt efter lidt at bryde de Baand, hvormed han var knyttet til denne Verden.

Først Forretningen og alle de andre Gøremaal, saa Hjem og Børn. Den, som han vanskeligst kunde slippe var hans Hustru. Hver Gang hans Blik faldt paa hende, kom han til at græde, og det forstaar vi saa godt. Hun har vist en mageløs opofrelse og Selvforglemmelse i disse svære Tider og givet os et smukt Exempel.

Nu steder vi ham saa til Jorden, med den Tro og det Haab, at Gud vandt Sejr i ham.

Vi takker ham for, hvad godt han har øvet i vor By og vort Sogn, og ønsker Guds Fred over ham og hans Hustru og Børn. Ære være hans Minde. Amen!

~ Præst C. Riisgaard.

Generalforsamling 2018 – Lillekongen af Uldum og historiske kilder om Uldum

Mandag d. 29 oktober afholdt vi en velbesøgt generalforsamling i lokalarkivet.

Vores fastsatte taler Finn Esborg måtte desværre melde afbud, så bestyrelsen stod for fortællingen om de historiske personer bag persongalleriet i bogen “Karen”, som foregår på gården Karensdal i Uldum. Bogen var oprindeligt skrevet på engelsk, men Finn Esborg har lavet et stort arbejde i at oversætte den til dansk. Du kan finde oversættelsen i arkivet sammen med originalen på engelsk.

Persongalleriets historiske personer kan du finde mere om i aftenens præsentation. Bogens forfatter Ingeborg Christensen er selv efterkommer af beboere på Karensdal i Uldum heriblandt den kendte “Lillekonge af Uldum”, Jørgen Jensen. Senere beboere på gården var i lang tid direkte efterkommere, heriblandt Søren Jørgensen, Karen Sørensen (bogens hovedperson), Johannes Jensen, Jørgine Beenfeldt (født Jensen) og Johannes Beenfeldt. Johannes var den sidste Karensdal-beboer, som også var efterkommer af Lillekongen. Se mere:
Præsentation om bogen “Karen”.

Efter den korte gennemgang af Karensdal-beboerne gav møller Jacob Hanquist Petersen en rundtur i de spændende online muligheder for at søge oplysninger om det historiske Uldum. Du kan finde henvisninger til de gode kilder i hans præsentation fra aftenen. Både luftarkæologi, historiske kort, museumssamlinger og gamle aviser:
Historiske kilder om Uldum

Bestyrelsen vil gerne sige tak for opbakningen. Du kan blive medlem af foreningen ved at henvende dig til et bestyrelsesmedlem og betale kontingent og oplyse navn og adresse eller betale via bank eller Mobilepay. Husk at skrive navn og adresse på overførslen.

Et medlemsskab koster 40 kr. for enlige og 70 kr. for par. Mobilepay: 65449 eller konto 0877 8775600564.

I dette års medlemsblad kan du også finde information om Lillekongen af Uldum.

Læs den også her:

Lillekongen af Uldum

I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en lillekonge ifølge Amtmanden i Vejle. “Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraads- og dannebrogs-mand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det. (Dennemand er et gammelt udtryk for dælme)

Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.

Jørgen havde kun én ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden. De måtte give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.

Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed. Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans. Violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.

Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende, at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”. Slægtsgården Karensdal i Uldum er opkaldt efter hende og Lillekongens ager er opkaldt efter Jørgen.

Alle lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 efterkommere samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, lederen af Dansk Folkeparti siden 2012.

Lillekongen af Uldum og Karen Mortensen