I anledning af Marie og Svenning Pedersens sølvbryllup, 30. Okt. 1932, skrev Peter Alsted denne sang til dem og Uldum. Marie og Svenning Pedersen var forstanderpar på Uldum Højskole.
Mel.: Som en rejselysten Flaade.
Paa det jævne ligger Uldum i sit Skjul af Elm og Hyld, og paa Frastand syner Byen som en gammeldags Idyl. Men, kom blot lidt mere nær: Væk er Byens Gadekær, ok — for længe siden! Vandværk har vi og Asfalt, Fremskridt ser man over alt, jo! Vi er med Tiden!
Paa det jævne ligger Uldum, her er aabent, fladt og frit, og fra Skoletaarnets Tinde kan man se saa milevidt. Brede Strøg af Guld og grønt toner hen saa blødt og kønt mod de fjerne Banker. Rødt og hvidt der blinker frem, hist og her et nybygt Hjem, lyst af Fremskridts-Tanker.
Blandt de første i den Fremgang, der i By og Egn fandt Sted, Svenning Pedersen skal nævnes og hans gode Hustru med. Fra de kom til Uldum By, blev den jo som ganske ny, saa man knap den kender, og i Egnen fjern og nær er det Ild fra Hjemmet her, som paa Arnen brænder.
Det kan siges, der var mere Fred og Ro i gammel Tid, og at med de nye Fremskridt følger al Slags Kiv og Splid. Freden bli’r det smaat nok med, dog: »Det bedste er ej Fred,« (som alt Bjørnson siger), og det er jo Livets Lov, at engang den gamle Skov for den nye viger.
Om vi kives lidt imellem, det er ej saa grumme slemt; for de mange smaa Skærmydsler bliver gerne hurtigt glemt. Eet kan vi dog enes i: »Dem paa Skolen« hylder vi nu paa Højtidsdagen, siger Tak for hvert et Slag, de paa Skolen Dag for Dag slog for Fremskridts-Sagen.
Vi har i arkivet lavet nogle forsøg med at få ChatGPT til at oversætte dansk som det så ud fra ~550 år siden til nutidsdansk. Det viser sig at den faktisk er ganske god til det givet et par hints fra menneskelig hånd.
Vi forsøgte først med dette uddrag fra bogen “Gamle jydske Tingsvidner” af O. Nielsen (1882). Det er en samling af dokumenter om hvad vi i dag ville kalde retsager… Der er ikke meget materiale fra Uldum, men mænd fra Uldum og omegn blev kaldt til at høre sagerne. Her er f.eks. en sag fra 1460. Hvis du kan læse den fra den originale skrift, så er det meget imponerende.
“Vidnesbyrd om at Hygum blev opbygget af Nis Andersen af Låge.
Allæ men, som thettæ breff ce eller høre leses, helsæ wi bønder ok nieuygh almowæ, som byggæ ok boo j Jelingsysel, ewindelik meth Gwth ok kyngøre meth thettæ worth opnæ breff allæ them, som nw ære oc kommæ skwlæ, at aar elfter Gwtz byrth m°cd°lx then tisdagh næst elfter palmæ søndagh, tha war skikket for ossæ pa fornæfndæ thingh walbyrthigh man Hennik Nielson aff Logæ, hwilkæ som beddes, fek ok framleddæ tolff lagfast dandæ men, so som Asleff j Øy, Jes Olffson j Jelingh, Jep Wlk, Thorkil Jenson j Wollum, Bertel Person j Gywskoth lwnd, Nis Jepson i Jelingh, Olaff Matson j Toffthøgh, Jes Knwtson j Holtum, Olaff Matson j Smytstrvp, Anders Thomson j Windæleff, Sweningh j Othelholm ok Wil j Bøgbaly, hwilkæ fornæfndæ tolff dandæ men wnnæ pa theres tro ok sannæ, at thennum fol witterlikt war, at Nis Anderson aff Logæ, hwes siel Gwt haffæ, lood Høwm wp byggæ ok haffthæ then j synæ wære ok vpbar ther skath ok skyl aff so lengæ, som han liwthæ, olast ok okærth for allæ mens atalæ, ok elfter hannum frwæ Bendit hans hwsfrwæ, hwes siel Gwth haffæ, vpbar skath ok skyl aff fornæfndæ Høwm ok en garth j Koldrup, som Jes Kier j bothæ, sithen Jon j bothæ, ok Anders Jonson nw j boor, for hwar mans atalæ vlast ok vkarth, ok the enghen anen swarthæ æller gaffæ skath eller skyil forwden fornæfndæ Nis Andersson ok hans hwsfrwæ fru Bendit j theres tith. At the so wnnæ, som for stander skriwet, thet wnnæ wi meth worth sysel jngzellæ hengdæ nethen for thette breff. Giwet ok skriwet aar, dagh ok steth, som for stander skriwit.”
Så er det nemmere at læse hvad ChatGPT mener er oversættelsen. Der vil være fejl, men med lidt menneskelig fornuft tilsat, så kommer det til at give mening.
Jelling Syssel
8. april 1460 Vidnesbyrd om at Hygum blev opbygget af Nis Andersen af Låge
Til alle mænd, som ser eller hører dette brev læses, hilser vi bønder og ydmyge almue, som bor og bygger i Jelling Syssel, evigt med Guds og kongens fred, med dette åbne brev til alle dem, som nu er eller senere vil komme:
At år efter Guds fødsel 1460, tirsdagen efter palmesøndag, blev på det førnævnte ting på vores vegne sendt den hæderlige mand Hennik Nielsen af Låge, som på opfordring fremførte tolv lovkyndige og pålidelige mænd, nemlig:
Asleff i Øy
Jes Olufsen i Jelling
Jep Ulk
Thorkil Jensen i Uldum
Bertel Persen i Givskud Lund
Nis Jepsen i Jelling
Olaf Madsen i Tofthede
Jes Knudsen i Holtum
Olaf Madsen i Smedstrup
Anders Thomsen i Vindelev
Svend i Ødsted
Vilhelm i Bøgballe
Disse tolv nævnte mænd svor på deres ære og sandhed, at det var dem klart og vidnefast bekendt, at Nis Andersen af Låge, hvis sjæl Gud have, havde opbygget og boet i Hygum, og at han havde haft den i sin besiddelse og betalt skat og gæld for den så længe han levede. Der blev aldrig udtalt noget ondt eller fremført nogen indsigelser mod ham.
Efter hans død overtog hans hustru fru Bendit – hvis sjæl Gud også have – ansvaret for skat og gæld for nævnte Hygum, samt for en gård i Kollerup, som tidligere beboedes af Jes Kier, derefter af Jon, og nu af Anders Jensen.
For begge disse gårde var det almindeligt kendt og ubestridt, at ingen andre end førnævnte Nis Andersen og hans hustru fru Bendit bar ansvar for skat og gæld i deres levetid.
For at dette skal stå ved magt, som det her er skrevet, bevidner vi det med vores sysselsegl ophængt under dette brev.
Nogen har måske læst historien om da de centrale gårde i Uldum brændte i juni 1897, men det er først for nyligt at vi er faldet over at der faktisk knytter sig en myte til gårdbranden i Uldum.
Der stod i Vejle Amts Folkeblad 18 juni 1897 – et par uger efter Uldum stod i flammer.
“Forvarsel.
For halvtredsindstyve år siden, og vel også endnu længere tilbage i tiden, vidste de gamle i Uldum at fortælle om, at der var set forvarsel for, at en del af byen, nemlig de såkaldte Østergårde, skulle brænde, og man troede fuldt og fast på, at varslet nok engang skulle gå i opfyldelse, så at branden nok skulle komme; men den dalevende ældre slægt var tryg; thi den vidste og var overbevist om, at branden ikke kom i dens tid. Man fortalte nemlig – og man troede det fuldt og fast -, at den, der så slige varsler, havde det i sin magt at sætte begivenheden hen i en fjern fremtid. Han behøvede blot at gribe sig i håret, og lige så mange hår, som han da fik i hånden, lige så mange år skulle det vare, inden varslet gik i opfyldelse, og man vidste at manden havde grebet en ordentlig håndfuld.
Nu er der imidlertid kommen en ildebrand i Uldum. Ganske vist gik det ikke ud over Østergårdene, men over midtbyen, så det er ikke godt at vide, om det er denne brand, den gamle havde set forvarsel for, eller om der – i en fjern fremtid – forestår nok en ildebrand i Uldum.
Uddrag fra Klara Rosendahls erindringer som redigeret og sammensat af Edith Nielsen (født Rosendal) og udgivet i et mindehæfte på Klaras (1908-2000) 100 års fødselsdag i 2008.
På Uldum Kirkegård er der endnu en lille Rest tilbage af de gamle Gravkorsminder, som var meget brugt i det 18. Århundrede, ikke blot i Danmark. Her står 7 Kors på Elias Rosendahls store Familie Gravsted, som har plads til 8 Grave.
Giver man sig Tid til at læse, hvad der står på de forskellige Kors, kan man følge Slægten tilbage til året 1795, hvor det ældste Kors bærer Navnet C. N. Rosendahl. Han var født i Jernvedlund ved Ribe og kom kørende her til Uldum som Kniplingskræmmer og gjorde Ophold på Uldum Kro, som netop da var til Salg. Han havde Pengekisten med på Vognen og købte på stående Fod Uldum Kro. I et Par gamle Skøder spøger Årstallene 1835 og senere 1866, men mere kan jeg ikke tyde. Sælgeren var Folketingsmand (Kanseliråd Jens Jørgen Jørgensen?), Oldefar til Knud Jensen, hans Mindesten står foran Nedergården i Uldum. Hans Valgsprog i Folketinget var flg. “Nu skal I høre godt efter, for nu snakker Jens Jørgensen jydsk!”.
På det første Kors står følgende: Her hviler Støvet af Christen Nielsen Rosendahl født d. 4. Januar 1795 i Jernvedlund død i Uldum 7. Oktbr. 1870 Velsignet være Dit Minde.
Denne Mand var Farfar til Johannes Rosendahl, f. 28. Decbr. 1870, død 16. Marts 1932. Hans Hustru Johanne Rosendahl, f. Christensen, var fra Stevns, f. 14. Maj 1873 og død 19 Juli 1922. Christen Nielsen Rosendahl var gift 2 Gange med to Søstre.
Det andet Kors fortæller:
Her hviler støvet af en agtværdig Kone Kiersten Eliasdatter født i Hjernved 7. Novbr. 1799 død 8. Marts 1856.
Hun blev gift 12. April 1828 med Kromand Chr. N. Rosendahl i Uldum og blev moder til 6 Børn, hvoraf 3 modtage hende hisset og de 3 efterladte med mig dybt savne den ømme Moder og kjærlige Hustru.
Lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre (1. Moseb. 24.56)
Det tredje større Kors er hustru nr. 2:
Her under hviler Støvet af Johanne Maren Rosendahl født i Brokjerret i Hjortlund Sogn den 10. Februar 1791 død i Uldum den 13 Juli 1861.
Holder mig ikke op thi Herren haver givet Lykke, og jeg vil vandre til min Herre, og nu lader vi hende fare i Fred. (1. Mose Bog 24 Cap. 56 Vers) Dette Gravminde er rejst af C. N. Rosendahl.
Den store Mindesten:
Elias Rosendahls Familiegravsten.
Han må åbenbart være en af de tre overlevende Børn fra Ægteskabet med Kiersten Eliasdatter. Han blev gift med Karen Olesen (Clemmensen) fra Nim. Hendes navn savnes på Stenen. Hun blev født 26. Marts 1832 og døde 10. April 1923 i Uldum. De fik 11 Børn, hvoraf de fire døde som Børn og Unge.
De mindre Kors beretter følgende: Nr. 1:
Her under hviler Støvet af Maren Christensen Rosendahl født i Uldum d. 27. Februar 1860 død samme Steds d. 18. Octbr. 1864. Hvil i fred
Nr. 2:
Her hviler Johannes Elias Christensen Rosendahl født i Uldum 21. Febr. 1863 død samme Steds 4. Sept. 1869 Elsket og savnet
Nr. 3:
Niels Rosendahl Født i Uldum den 24. Marts 1867 Død samme Sted d. 4. Juni 1891
(han led af slemt Ungdomssløvsind)
Nr. 4:
Her hviler Støvet af Ungkarl Peter Rosendahl født i Uldum 3. Marts 1874 død sammesteds 31 August 1900 Fred med dit Støv.
(død af T. B.)
Mange vil måske undre sig over så stort et Gravsted, beregnet til 8 Grave, men når man så tænker på de Familier med så store Børneflokke og den høje Dødelighed blandt Børn og Unge, var det måske naturligt, at de fik tildelt en stor Gravplads på den Tid.
Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 5 – du kan finde del 4 her.
Der var også forskellige håndværksmestre, der bør have et ord med på vejen. Nogle har jeg nævnt, smedemester M. S. Petersen kom til Uldum midt i firserne (1880erne). Han byggede hus og værksted på bakken oven for broderen Malermester Petersen og drev forretning der i nogle år. Så flyttede de ned på Kærvejen i nærheden af stationen. Han drev i nogle år stor forretning med at lave nye vogne. Han havde karetmager-værksted. Omkring 1900 gik han mere over til at lave og forhandle maskiner. Han var den første i lang omkreds, der begyndte at handle med høst og slåmaskiner (fra Brdr. Bendix).
Der var tømrer og snedkermester N. Pedersen. Han var udlært karatmager, men gikover til snedker og tømrer-arbejdet. Han boede først på Kærvejen, men flyttede senere om på Kirkegade. han beskæftigede både svende og lærlinge. Han havde mange maskiner til træforarbejdning. Dem stillede han selv op. Han var en meget praktisk mand, når han havde været ude og set noget nyt snedkerarbejde, kunne han gå hjem og lave magen til efter hukommensen. Lige efter århundredeskiftet kom der en ung sadelmager til byen (der var godt nok to sadelmagere, men den ene, Mikkelsen, fik telefoncentralen og den anden Petersen fik en landejendom). Han hed Søren Sørensen og han var en meget dygtig sadelmager. Han lavede møbler efter bestilling og det var solide og fine ting, men han blev i en ung alder ramt af en uhelbredelig sygdom.
Snedker og tømrermester Søren Kristensen havde lige efter århundredeskiftet en ret stor forretning. Han havde flere svende samt lærlinge. Der byggedes meget på den tid. Han blev ret ung slået ud af alvorlig sygdom.
Skomager Jens Peter Nielsen startede skomagerforretning midt i firserne (1880erne). Han lavede håndsyede sko og støvler samt reparationer og havde også butik.
Der var Ole Peter Mortensen, der boede nabo til kroen. Han var udlært karetmager, men på den tid der her omtales var han, hvad man kaldte hjuler. Han kunne sætte nye eger og fælge på vognhjul og hvad der ellers var af reparationer på gamle vogne. Han lavede også store firkantede kasser, som blev tørvebåde. De blev sat ned i tørvegravene og deri æltede man tørvene. Han havde også kohold. Han havde et stykke jord nede i Goderum. Det var en mark som lå ved begge sider af banen mellem den lille Kærvej og lilleåen. Det blev kaldt sådan fordi det var delt i flere små stykker. Foruden Ole Peter var der skolelodden. Kroen havde også et stykke og en mand som hed Jakob Jensen havde også jord der.
Stationsmesteren på Uldum station hed Dalin. Driftsbestyren for Horsens-Tørring jernbane hed Stensballe. Det mærkelige ved toget var at lokomotivet altid løb baglæns. Toget havde nok at køre med, men det var jo før bilernes tid. Der var altid meget gods med og også kreaturer blev transporteret med toget. Grisene til slagteriet i Horsens kom også den vej. Vognmand Ravn boede lige før stationsvejen på modsatte side af vejen. Han drev vognmandsforretning både med godstransport og med finere vogne til person-kørsel. Han forsøgte også med dagvognskørsel til Horsens, men det kunne ikke gå. Der var jo banen. Senere købte han jord og drev landbrug sammen med vognmandsforretningen.
Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 4 – du kan finde del 3 her.
Der var nogle mænd man kunne kalde originaler. Der boede en mand lige overfor forsamlingshuset som hed Laust Thomsen. Han blev aldrig kaldt andet end Laust Væver, så om han havde været væver ved jeg ikke. Han havde den særhed at han altid kun kom sammen med konerne til fødselsdag og når der ellers var komsammen til kaffegilde. Det var kun gårdmandskoner og forretningsfolks koner han kom sammen med, og dem havde han så til gengæld hjemme hos sig til kaffegilde og han bagte selv.
Så var der slagter Ib. Han boede i et gammelt hus om efter kirken. Han stod og slagtede i et primitivt slagtehus. Han gik ud og solgte kødet fra et trug som slagterne dengang gik med på skuldrene. Han lejede også sommetider hest og vogn og kørte ud og solgte kødet fra vognen. Der var det mærkelige ved ham at når han havde solgt for så mange penge som han havde givet for koen eller grisen, så sagde han “nu har jeg mine udlagte penge, så nu kan I få resten for hvad I vil give for det”.
Ved den tid blev der oprettet afholdsforening i Uldum og den kom til at gøre megen gavn. Der var mange som var forfalden til drikkeri særligt brændevin. Når to mænd mødtes på vejen, skulle de lige ind på kroen for at få en kaffepuns og det blev gerne til mange. Det var særligt småfolk som meldte sig – gårdmændene og håndværksmestrene var der ikke mange af i foreningen.
Der var en mand som hed Jens Nielsen. Han var særlig slem til at drikke. Han var ellers en dygtig arbejder. Han kløvede kampesten til husbyggeri, men blev tit fuld. Han meldte sig ind med det samme og drak ikke spiritus siden. Hans valgsprog var at han ejede det ene fag af kroen. Afholdsforeningen havde stor fremgang. En af de bedste agitatorer var vel nok Jens Gulddahl. Han havde en ejendom, som lå ved vejen efter Hesselballe. Han var ellers murer og havde bygget kirken i 1883. Der var også vognmand Ravn. Han agiterede ikke så meget, men blev særligt respekteret, fordi han havde været gendarm. Så var der også snedker og tømrermester Søren Kristensen. Han var meget ivrig afholdsmand. Han boede på hjørnet ved Stationsvejen.
Kommuneskolen lå på hjørnet af Højskolebakken og Hesselballevej. Læreren hed Mortensen. Højskolen var ikke ret stor dengang. Der var kun en bygning som lå ud til vejen. Højskoleforstanderen hed Videbæk. I 1870’erne og fremover var der mange fremsynede mænd i Uldum. Nu var Uldum så heldig at der blev oprettet højskole så tidligt som 1849, hvorfra der flød oplysning og det var jo hele egnen der nød godt af det.
Der kom læge til byen i 1869 – en ung dynamisk mand født i København 1841 og som blev her til sin død i 1901. Lægen hed Tesch. På hans initiativ blev der oprettet sparekasse 1871. I 1870 blev der oprettet et apotek i Givskud og i 1873 sørgede Tesch for at der blev oprettet en filial af Givskud apotek i Uldum, som senere i 1874 blev selvstændig. Tesch fik oprettet sygekasse, gymnastikforening, og var en tid sognerådsformand. Her er et eksempel på hvordan han forstod at få folk til at samles om en sag. Det var i provisorietiden og de politiske bølger gik ofte højt. Der var tale om at bygge et forsamlingshus. Det så en tid ud som om der skulle være både en bygning til tilhængere af partiet Højre og en til tilhængere af partiet Venstre, men det lykkedes Tesch at samle kræfterne om et samlet forsamlingshus.
Der var forskellige læger i byen siden 1869; Læge Tesch til sin død i 1901, derefter overtog Borager (gift med Teschs datter) og Borager var læge til sin død i 1908. Derefter kom læge Bekker til 1947 og så læge Vogensen. Disse læger boede i den bolig som læge Tesch byggede. Der var i en del år to læger i byen. Læge Kristensen boede i det hus, hvor Gregersen nu bor. Lægerne Norgård, forhåndværende amtslæge Olrik og to yngre læger boede der hvor købmand Christian Hansen bor. (Skolegade 4)
De forskellige apotekere i Uldum siden Eggers. Eggers byggede apoteket i 1874 og blev til 1903. Siden da hed de forskellige apotekere Cheving, Dhalmann Møller, Frydendahl, Kalunddahl, Frk. Ada Andersen, Smidt og Lund, hvor især Dhalmann Møller blev i Uldum i mange år.
Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 3 – du kan finde del 2 her.
Efter kroen boede karetmager Ole Peter Mortensen. I det næste hus boede en murer som hed Rasmussen. Derefter kom et bageri. Bageren hed Kresten Petersen. Dernæst manufakturforretning, hvor indehaveren hed Petersen. Så kom en slagter forretning. Slagteren hed Niels Hansen. Det sidste hus på denne side lå på hjørnet om efter kirken. Der boede landpost Mads Kirkeby. På modsat side med facade mod Dortheasminde lå et stort hus med en lejlighed i hver ende af huset og to små lejligheder ovenpå. Forneden boede skrædder Karl Rasmussen i den ene lejlighed og salmager Petersen i den anden. Ovenpå boede en franskvasker, hvis mand blev kaldt Niels Peter Bredmås. Han var så glad for brændevin. Grunden huset var bygget på var byjord. Det var der bymændene i gamle dage samledes, når de holdt råd om fælles anliggender, såsom når der skulle sås korn og når der skulle høstes. Der var nogle sten i en rundkreds. Hver mand havde sin sten at sidde på. Oldermanden i midten. Det er blevet mig fortalt af en gammel mand som hed Rasmus Jensen. Han var så god til at fortælle (han havde været med i krigen 1864).
Lige ved kirkestien lå sprøjtehuset. På den anden side af kirkestien op efter byen boede en læge, som hed Broager. Han var gift med en datter af læge Tesch. Derefter kom telefoncentralen. Den var installeret hos salmager Anders Mikkelsen, der boede i den ene ende af et langt gammelt hus, som havde været skole. Den anden ende af huset blev beboet af skomager Jens Peter Nielsen. På det tidspunkt var der ikke flere huse på den side af gaden, men i løbet af få år var der fuldt udbygget.
På hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen boede købmand Arne Nyborg. På modsat hjørne boede blikkenslager Bertelsen. Bag ved ham boede træskomand Niels Juul. Et lille stykke henne på Kærvejen ved samme side som købmanden var der tømrer og snedkerforretning. Snedkeren hed Niels Petersen. På modsat side af vejen var en vognfabrik og maskinværksted. Fabrikanten hed M. S. Petersen. På samme side som maskinværkstedet boede der en fotograf som hed Rasmussen. Gårdene i byen lå således: lidt vest for byen boede Johannes Jensen som var sognefoged. Sognefogeden var på den tid en betydelig mand i de små landbysamfund. Johannes J Jensen var respekteret for sin noble måde at være på. Han var, hvad man kaldte en stovt bonde.
I byen, som kaldtes Vesterbyen, broede gårdejer Jens Therkelsen. Ved siden af maskinværkstedet lå en ny gård, hvis jord var udstykket fra præstegården. Denne gård var opført af en gårdejer Niels Hansen fra Boring og forpagtet ud. Forpagteren hed Jensen. Poul Nyborgs gård lå på hjørnet af Kirkegade. Poul Nyborg var en ældre mand, men der var to voksne sønner. Den ene Arne købte købmandsforretning på hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen. Den anden søn Christen blev bestyrer for sin moder efter faderens død i 1905.
Om efter kirken lidt nord for vejen lå to gårde. Den ene ejedes af Poul Hansen, som var en meget konservativ og selvbevidst mand, som ikke gerne tålte modsigelser. Den anden gård ejedes af en enkekone, som hed Ane METTE Hansen. Hun havde to sønner som på den tid der her omtales begge gik i skole. Så hun havde en ældre mand som bestyrer. Sønnerne Hans og Knud døde begge to af den spanske syge i 1918.
Nord for kirken lå præstegården. Forpagteren hed Anders Therkelsen. Han var med til at oprette elektricitetsværket i 1906 og blev den første formand.
I Østerbyen lå tre gårde. På den største gård boede Mathias Bundgård. Han var en ældre mand, men der var en voksen søn hjemme. Han hed Niels og overtog senere gården. I den gård hvis lade støttede sig til Bundgårds lade, boede gamle Hvillum samt en ældre søn, der hed Kristen. Der var en gammel husbestyrerinde som hed Sine. Hun blev aldrig kaldte andet end Sine Hvillum. Det var vist også hende som stod for det hele. Det sidste gård i Østerbyen ejedes af Kresten Klausen, der blev sagt om ham at ingen kunne køre så store læs tørv fra Uldum Kær som ham.
Så var der Bakkegården som ligger lige overfor højskolen. Manden hed Kristian Frandsen. Han var samtidig vognmand. Han kørte dagvogn til Vejle. Det var en lukket vogn, hvor der var plads til otte personer, men hvor der ofte var så mange med at de sad ovenpå hinanden. Det var samtidig postvogn med post fra Uldum til Vejle og fra Vejle til Uldum. Postkontoret var på stationen. Banen fra Horsens til Tørring var bygget 1891. Postmesteren hed Jensen. Der gik tre landposter ud fra posthuset. Landposterne hed Mads Kirkeby, Jens PETER Jensen og Niels Friborg samt en kone som delte posten ud i byen. Konen blev kaldt Madam Rettrup.
Lidt sydvest for byen boede gårdejer Johannes Rosendahl. Han var en respekteret mand og blev senere sognefoged og sognerådsformand. På den tid var det gårdmændene, der dominerede i sognene og i sognerådene. Det var først i 1902 da vi fik en udstykningslov at husmændene begyndte at komme med.
Jeg husker at de politiske bølger gik højt dengang. Når der var politiske møder mødte folk op og de kunne blive så ivrige at de stod op og råbte i munden på hinanden. Når der var rigsdagsvalg skulle folk til Give for at kunne stemme. Uldum lå i Give valgkreds. Det var ikke let for småfolk at komme til at komme til at afgive deres stemme for bønderne som var kørende tog ikke gerne folk op at køre, hvis de ikke var helt sikre på at de ville stemme på den samme kandidat som de selv. Det var lige efter provisorietiden, så folk var ivrige efter at høre noget fra rigsdagen. Kandidaterne talte og diskuterede hele valgdagen i forsamlingshuset i Give. Folk var i det hele taget meget flittige til at gå til møder og generalforsamlinger dengang som nu.
Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 2 – du kan finde del 1 her.
Her skal nævnes de forskellige gårdejere, håndværkere og forretningsfolk, som boede i Uldum omkring år 1900. Begynder man helt oppe på Højskolebakken ligger der først et gammelt stråtækket hus, hvor der boede en gammel kone. Derefter boede malermester M. Petersen, som var talsmand for håndværkerne i Uldum. Han havde lært malerfaget i Vejle. Efter læretiden tog han på valsen sydpå som skik var på den tid. Formålet for svendene, som rejste ud, var at dygtiggøre sig inden for faget og se nye forhold.
Lige neden for Højskolen boede Laust Thomsen også kaldet Laust Væver. Lige overfor på den anden side af gaden boede Mikkel Bang. Han handlede med huder og ben. Han samlede også æg som han kørte til Horsens med. Han tog bud med fra folk som skulle have et eller andet ordnet i Horsens. Efter Laust Thomsen boede gartner N. J. Daugård i et gammelt hus som lå lidt tilbage fra vejen. Daugårds offentlige arbejder lå indenfor sygekassen. Han var med til at oprette sygekassen og var formand, på nær få år, lige fra dens begyndelse og til han døde i 1942. Han gjorde et stort arbejde for kassen. Ikke alene fik han i mange år intet for arbejdet, i de første år var der næsten altid underskud. Så fik han lavet tombola, hvis overskud gik til sygekassen.
På hjørnet af Hesselballevej og Højskolebakken lå kommuneskolen. Skolelæreren hed Mortensen. Han var lærer i Uldum fra 1871 til november 1900. Han var en meget dygtig og respekteret mand. Hans arbejde udenfor skolen blev lagt indenfor sparekassen, hvor han var kasserer i 35 år.
Apoteket lå på hjørnet af Hesselballevej og hjørnet ned efter byen. Apotekeren hed Eggers. Han var apoteker i Uldum fra 1874 til 1903. Da flyttede han til Odense og derfra til apotek i Vejle, hvor han døde i 1912. Han er begravet på Uldum Kirkegård. Han gjorde et stort arbejde i Uldum f.eks. indenfor sparekassen, hvor han var formand i 15 år. Hans største interesser var plantningssagen. På hans initiativ blev der plantet nåletræer på begge siden af vejen foran kæret, hvor der før var gold hede.
På den anden side af gaden lige overfor apoteket boede urmager Laust Jensen i et gammelt hus. Han var urmager i Uldum i 49 år. En særlig godgørende mand. Han var ugift. Der var samlingssted for såvel unge som ældre, der havde lyst til at drøfte tidens spørgsmål. Han var idealist, så der kunne blive nok at drøfte. Han var så afholdt, så beboerne satte en mindesten på hans grav på Uldum Kirkegård, hvorpå man skrev.
“Nu idealets stjerner for ham tindre. Her nede lever der en god mand mindre”
Efter urmageren på hjørnet om efter Bundgård lå en gammel smedie. Smeden hed Jens Jørgensen. En rigtig gammel smedie med lergulv. Smeden lignede smedien.
På den modsatte side af Bundgårds vej lå kroen. Kromanden hed Jespersen. Han flyttede til Tørring kort efter århundredeskiftet. I kroen var der købmandsbutik. Købmanden hed I. C. Madsen. Han byggede senere ny butik, der hvor den gamle smedie lå. Ovre på den anden side af gaden lå den gamle kro, som blev beboet af den gamle kromand Elias Rosendahl.
Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900.
Lidt om de mænd, der boede i Uldum omkring året 1900 I 1897 brændte der tre gårde i Uldum By. Det var Johannes Rosedahls, Søren Kristensens og Søren Jørgensens gårde.
Da gårdene blev flyttet ud på markerne skete der stor forandring i byen. Efter at Købmand J. P. Hansen som boede bag apoteket ved Hesseballe vej havde anlagt vejen fra Hesselballe vej ned til Kærvejen og lavet en vej fra denne vej om til hovedgaden, kom der gang i byggeriet. Der blev bygget på de hjørner af vejen som mundede ud i hovedgaden. På det hjørne mod syd blev der bygget et to-etagers-hus med to butikker. Den ene med isenkramsforretning, den anden med bagerforretning. Der var lejligheder på førstesal. På det andet hjørne mod nord, blev der bygget i et enplanshus med butik i hjørnet, hvor der blev manufakturhandel.
Murermester Peter Nielsen boede ud til hovedgaden. Han drev også afholdsrestauration. Manufakturhandleren boede i facaden ud til den nye vej, som kom fra J. P. Hansens vej. Efter lejligheden kom der en port. Fra porten der en lang bygning langs med den nye vej. Fra porten var der indgang til en mindre sal som blev brugt til møder og sammenkomster. Derefter kom en hestestald. På førstesal var der en temmelig stor sal, som blev brugt til store møder og baller.
Den ret ny-startede afholdsforening afholdt mange møder med fremmede talere som agiterede for afholdssagen. Også politiske møder blev afholdt. Man må huske på at det var lige efter provisororie-tiden (sluttede 1894), da de politiske bølger gik ret højt. Til salen var der opgang ad en trappe fra porten. Der var keglebane i gården. Efter nogle få års forløb blev hestestalden lavet om til smedie og den lille sal til lejlighed til smeden.
Disse to komplekser blev bygget af Købmand J. P. Hansen og murermester Peter Nielsen. Murermesteren beskæftigede flere svende. Han var i nogle år eneste murermester i byen, og der byggedes en del på den tid. J.P. Hansen drev både kolonial, foderstof og trælastforretning. Han var i det hele taget en mand der interesserede sig for byens udvikling. Han deltog også i det kommunale arbejde.
