Kategoriarkiv: Lokalhistorier

Generalforsamling 2018 – Lillekongen af Uldum og historiske kilder om Uldum

Mandag d. 29 oktober afholdt vi en velbesøgt generalforsamling i lokalarkivet.

Vores fastsatte taler Finn Esborg måtte desværre melde afbud, så bestyrelsen stod for fortællingen om de historiske personer bag persongalleriet i bogen “Karen”, som foregår på gården Karensdal i Uldum. Bogen var oprindeligt skrevet på engelsk, men Finn Esborg har lavet et stort arbejde i at oversætte den til dansk. Du kan finde oversættelsen i arkivet sammen med originalen på engelsk.

Persongalleriets historiske personer kan du finde mere om i aftenens præsentation. Bogens forfatter Ingeborg Christensen er selv efterkommer af beboere på Karensdal i Uldum heriblandt den kendte “Lillekonge af Uldum”, Jørgen Jensen. Senere beboere på gården var i lang tid direkte efterkommere, heriblandt Søren Jørgensen, Karen Sørensen (bogens hovedperson), Johannes Jensen, Jørgine Beenfeldt (født Jensen) og Johannes Beenfeldt. Johannes var den sidste Karensdal-beboer, som også var efterkommer af Lillekongen. Se mere:
Præsentation om bogen “Karen”.

Efter den korte gennemgang af Karensdal-beboerne gav møller Jacob Hanquist Petersen en rundtur i de spændende online muligheder for at søge oplysninger om det historiske Uldum. Du kan finde henvisninger til de gode kilder i hans præsentation fra aftenen. Både luftarkæologi, historiske kort, museumssamlinger og gamle aviser:
Historiske kilder om Uldum

Bestyrelsen vil gerne sige tak for opbakningen. Du kan blive medlem af foreningen ved at henvende dig til et bestyrelsesmedlem og betale kontingent og oplyse navn og adresse eller betale via bank eller Mobilepay. Husk at skrive navn og adresse på overførslen.

Et medlemsskab koster 40 kr. for enlige og 70 kr. for par. Mobilepay: 65449 eller konto 0877 8775600564.

I dette års medlemsblad kan du også finde information om Lillekongen af Uldum.

Læs den også her:

Lillekongen af Uldum

I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en lillekonge ifølge Amtmanden i Vejle. “Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraads- og dannebrogs-mand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det. (Dennemand er et gammelt udtryk for dælme)

Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.

Jørgen havde kun én ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden. De måtte give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.

Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed. Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans. Violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.

Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende, at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”. Slægtsgården Karensdal i Uldum er opkaldt efter hende og Lillekongens ager er opkaldt efter Jørgen.

Alle lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 efterkommere samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, lederen af Dansk Folkeparti siden 2012.

Lillekongen af Uldum og Karen Mortensen

Svømmebassin til svømmehal på Uldum Højskole

I april 1999 fejres i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad for medlemmer” de dengang 65 år siden i 1934 tilføjelsen af et bassin til Uldum Højskole. Der stod i denne anledning skrevet…

For 65 år siden – et lille jubilæum – var der lige neden for højskolens nye brusebade udgravet et kæmpehul. Den 5. marts havde vinterholdets karle og lærerne med hakker, skovle, trillebøre, arbejdsiver og godt humør begyndt at køre over 2000 børfulde jord væk. Dette frivillige arbejde var den meget billige start på svømmehallen. Maj måned gik med at støbe væggene, og 14. juni blev der åbnet for vandet, så man fik et friluftsbad.

Sommerpigerne i 1934 blev de eneste, der fik fornøjelse af friluftsbadet. Mens støbearbejdet var i gang, havde højskoleledelsen fundet udvej til at få bassinet overdækket, selv om det var en dyr fornøjelse. En hal var jo til glæde for alle, og samtidig var den også en af Danmarks første (nr. 3?).

Arbejdet gik i gang 1. sept. og skulle være færdigt til november; men først ved juletid var hal med maskinhus til pumper og filtre klar til brug, og bruserummene kunne efter ombygning fungere som omklædningsrum.

Forstanderparret Marie og Svenning Petersen har i årsskriftet 1934 udtrykt glæde over at have fået vandet, der sammen med solen og lyset er elementerne i sundhedens rigdomskilder. Samtidigt er vandet også et nyt undervisningsmiddel til stor glæde ikke bare for højskolen i det “tørre” Uldum.

Svømmehallen var et enkelt, praktiskt byggeri, men også en stor, dyr investering. Der er i tidens løb foretaget flere moderniseringer, selv om betonen fra -34 holder endnu. I dag er hallen moderne, lys og venlig, som bruges flittigt af skoler, foreninger og hold fra egnen. I sine 65 år har hallen lagt vand til undervisning, samvær, lystig leg og pudsige episoder, som da en dreng fik lov til at vise sine nye svømmefødder og maske med snorkel frem. Han blev under bruseren, og da han var alene, tog han hurtigt sit udstyr på og kom stolt klaskende ned af trappen, lige indtil en kammerat råbte: “Du har glemt at tage bukser på”.

Marie og Svenning Petersens ønsker fra 1934 om, at hallen skulle være med til at skabe renhed, sundhed, friskhed og livsglæde er til fulde gået i opfyldelse. Herfra sender vi et stort og varmt tillykke med højskolens jubilæum og ønsker, at båndene mellem højskolen og egnen altid vil være sunde og stærke.

Uldum Højskole Svømmebad. Fotograf A. Johansen.

Uldum Lokalarkivs facebookside er populær

I den seneste tid har der været imponerende tilslutning til arkivets facebook-side. Med 510 følgere og 483 likes i skrivende stund tøver vi ikke med at kalde opbakningen fantastisk. Det er især gamle billeder fra Uldum og omegn, der er populære på arkivet side. Disse kan også ses selv om man ikke er medlem af facebook.

Følg med her eller følg os på facebook:

Uldum-sangen af Landpost Ernst Pedersen, 1980

Uldum Sangen

Mel.: Der er et land.

En aftenstund, mens kirkeklokken ringer,
og solen sænkes ned bag mørken sky,
da tankens flugt på meget lette vinger
sig kredser rundt om gamle Uldum by.
Om denne by, om markerne og kæret
En mindets rune skal i sang bestå,
For selv om fortid ofte streng har været,
Her godt er nu, og fremtid god jeg spå.

Ved fantasiens hjælp jeg først må klare
den tid, da sten her var til daglig gavn,
flintøksens bid og fange vildt i snare
gav daglig kost til folk af ukendt navn.
Så kom en tid – årtusinder vi kalder -,
da bronzesmeden blev en velkendt mand.
Mon her i Uldum lurens toner gjalder?
– det kendes ej, men godt det tænkes kan.

For stedet her, hvor Uldum kirke ligger,
dengang blev brugt som hedensk offersted.
Den store sten her står som minde sikker
om “frugtbart råb” til Frej og Odin med.
-Nu tankens flugt skal meget fremad ile,
fra Horsens munke gik til Uldum Kær,
for selv om de sku’ vandre tvende mile,
her ejed’ jord og fiskeret med mer’.

Tre hundred år går frem til svenskekrigen,
da ødelagt blev Uldums bøgeskov.
Troværdig folk og gamle skrifters viden
beretter om, hvordan man bygged “brow”
henover Lilleåens eng og vande —,
hovbønders sled med skovens gode træ.
Den tid var mørk, det må vi alle sande,
mod krigerstorm fik Uldum siden læ.

Ja, sådan kunne skrives mange sange
om Uldum ved den lange kongevej.
Her gik en Peder Rytter mange gange,
og tidligt her højskolen rejste sig.
Som “postkontor” var Uldum samlingsstedet,
når dagens nyt fra Vejle kom hertil.
Og mange fremskridt blev i byen ledet
af læge Tesch, ham mindes nu vi vil.

Og nu i dag, hvor landet er i krise
af inflation, der synes hård og lang,
gid land og by ved sammenhold ku’ vise:
“Ej Danmarks synger på sin svanesang”.
Er Uldum kun en lille brik i spillet,
ved flittig færd, den dog betydning har.
For her var folk, der har det gode villet,
hver gang at mørke over landet var.

Kom her, min ven, og se, hvor solen skinner
på Uldum, børn der muntrer sig i leg.
Forretningsfolk her nye kunder vinder,
og arbejdsfolk i pligter svigter ej.
Her findes lægedom for krop og ånden
af læger to og stedets sognepræst.
Og blir du gammel og har gigt i hånden,
På Nedergården plejes du nu bedst.

Lad mig nu slutte med en tak for viden
om fortids liv, hvori der styrke er.
Ved denne aften og i dage siden
“de gamles guld” det er mit smykke kær.
Min egen slægt var fattigfolk på heden
– der nu fabrik er, så er livets gang.
Gid Uldums fremtid blomstre som et Eden,
Det er mit håb, som slut på denne sang.

Landpost Ernst Pedersen 1980

Sangen om Byen ved kæret

Sangen om Byen ved kæret

Mel. Der er et land

Se Uldum by har mange stolte minder,
og huse små man rundt om kirken ser,
I Kirkens bøger navnene man finder,
på dem der levede og virked her.
Og Møllen skuer stolt ud fra sin banke,
den er et vartegn fra en svunden tid.
På markerne det gyldne korn man sanked
og Møllen malede med evig flid.

Igennem kæret Gudenåen strømmer,
og nattergalen sine triller slår.
Ved tørvegraven fiskeren vel drømmer,
og ganske stille i naturen står.
Der er en egen fred og ro herude,
mens solnedgangen farver himlen rød.
Fra fjerne tårne aftenen bebudes,
og klokkeklangen lyder mild og blød.

At Uldum kendt er over hele landet
heri Højskolen har sin store part.
Her kommer ung og ældre til blandt andet,
med karl og piger fik den jo sin start
Lokalhistorie her bliver samlet,
hver gård, hvert hus bliver levende på ny.
Det er lidt svært, de ting er jo så gamle,
Men fortid hører med til vores by.

Stenaldermandens værktøj kan man finde,
en pilespids, en økse kommer frem.
I otte tusind år har mand og kvinde
i Uldum og omkring den haft sit hjem.
Til dette sted er vore rødder bundet,
og her vi føler, at vi hører til.
De tider som så sagte er henrundet,
er år som ingensinde glemmes vil.

Inger Nyhuus (1926-2003)

40 år i arkivet – jubilæum for Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn

I Vejle Amts årbog fra 1983 side 100 kan man læse følgende stykke.

Lokalhistorisk Forening for Uldum sogn
Foreningen, der stiftedes i 1977, kunne i foråret 1982 rykke ind i et rummeligt kælderlokale i Uldum skole. Lokalet er vederlagsfrit stillet til rådighed af kommunen, i øvrigt det eneste kommunale bidrag til foreningen, der blev til på privat initiativ og tilstræber at klare sig ved egne midler. I de nye lokaliteter er indrettet arkiv, hvis daglige – ulønnede – leder er bibliotekar Jette Jørgensen. Her er gode opbevaringsmuligheder for arkivalier, spændende fra kopier af de ældste kirkebogsblade, matrikelkort, skøder og folketællingslister til de sidst indsamlede foreningsprotokoller.

Endvidere giver lokalet ypperlige arbejdsmuligheder, ikke mindst for forberedelserne til den årlige lokalhistoriske udstilling i Uldum Fritidscenter i forbindelse med byfesten. I 1982 var emnet for udstillingen Trafik og kommunikation gennem tiderne i Uldum sogn. De foregående år har udstillingerne omhandlet Håndværk og industri, Gårde og landbrug i Uldum sogn og Uldum sogns skoler. I tilknytning til emnerne er udarbejdet temahæfter, der kan købes for et symbolsk beløb. Disse udstillinger giver værdifulde brikker til den mosaik, som et sogns historie udgør, og samtidig skærper de interessen for lokalhistorien og gør folk mere indstillede på at medvirke positivt ved indsamling af materiale. Denne interesse viser sig også ved foreningens årlige sogneaften i foråret, hvor lokale folk eller indbudte udefra fortæller om hændelser og mennesker med tilknytning til Uldum sogn. Sidste gang muntrede man sig med en lokalhistorisk quiz.

Foreningen håber inden længe at runde de 100 medlemmer, og medlemsbidraget suppleres op gennem salget af en lokalhistorisk årsplatte hvert år ved juletid. Udover de Omtalte aktiviteter er foreningen gået aktivt ind i arbejdet for bevarelsen af gamle, bevaringsværdige bygninger i sognet – sidst i restaureringen af den gamle kornmølle i
Uldum, en af de få af den art i amtet.

~Børge Haugstrup

Den kvikke læser kan ud fra opstartsåret nemt regne ud at det i år er 40 år siden, arkivet blev stiftet. Siden stykket blev skrevet i 1983 er arkivet flyttet til de tidligere konfirmandstuer på loftet i sognegården i Uldum. Jette Jørgensen er stadig med i bestyrelsen og er således den eneste som har været med i alle 40 år – en imponerende bedrift.

Bestyrelsen har i alt haft 21 forskellige medlemmer: Jette Jørgensen, Børge Haugstrup, Henning Nicolaisen, Hans Poulsen, Knud Aagesen, Knud Stervbo, Jens Kr. D. Hansen, Svend Koch Pedersen, Ernst Nielsen, Stig Liengaard, Karen Nielsen, Niels Søndergaard Nielsen, Henry Jensen, Kjeld Olesen, Ole Næss-Schmidt, Knud Volkmann, Jørgen Laursen Vig, Henning Rasmussen, Henning Jensen, Karen Hansen og Therese Hansen.

Foreningens erklærede formål var fra starten “at udbrede kendskab til og vække interesse for Uldum Sogns historie i fortid og nutid samt at arbejde med indsamling og arkivering af materiale og data, der kan belyse sognets historie”. Siden er der blevet tilføjet en passage om formidlingsarbejdet i arkivet.

Gennem tiden er flere arkiver kommet til i den gamle Tørring-Uldum kommune og et samarbejde har blomstret. I Sindbjerg Lokalarkiv har de f.eks. i år netop holdt 25 års jubilæum. Arkiverne mødes jævnligt i en “kaffeklub”, hvor erfaringer og historier udveksles. Historierne og menneskene har ikke holdt sig indenfor sogne-grænserne gennem tiden, så et samarbejde falder helt naturligt.

Arkivet udvikler sig hele tiden. I de senere år har vi tilføjet en facebookside og en hjemmeside, hvor vi deler nogen af alle de gode historier man kan finde op arkivet om Uldum og omegn. Det er blevet ganske populært og det er ikke usædvanligt at vi har omkring 500 læsere, når vi udgiver en ny historie på hjemmesiden. I år rundede vi også 300 følgere på vores facebookside.

Den store opbakning til arkivet kan mærkes alle steder. Vores generalforsamlinger er et populært samlingspunkt og vi har en del entusiastiske besøgende på arkivet, som tilføjer til de gode historier, vi allerede har i vores samling her i Uldum.

Generalforsamling afholdes i år mandag d. 30 oktober kl. 19.30 i præsteboligens lokaler. Efter kaffe og smørrebrød vil Poul Grosbøl fortælle om familiens og forretningens historie i Uldum.

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 7

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her, femte del her og sjette del her. Syvende del handler om nogle af de vigtige ting i livet – sport og politik. Viggo nævner her et billede fra Uldum Gymnastikforening i 1907 – vi har fundet et lignende billede i arkivet, som måske er det der omtales. Se billedet nedenfor teksten.

Hvad angår foreningslivet i Uldum var der en stor gymnastikforening, hvor de dyrkede gymnastik og folkedans – det foregik i forsamlingshuset. Forsamlingshuset var også fra før min tid – det blev bygget i 1889 i provisorie-årene. Da kunne Højre og Venstre ikke forliges, og begge parter ville bygge et forsamlingshus. Men så indkaldte dr. Tesch dem til et fællesmøde, hvor de blev forligt, så de enedes om at bygge ét. De stod ellers skarpt over for hinanden dengang. Jeg kan huske, at min far som formand for venstrevælgerforeningen engang gik hen og foreslog dr. Tesch til et eller andet – dr. Tesch var meget konservativ – med det resultat, at min far blev sat af som formand. Men de var nu pjattede med det dengang. Engang højrefolkene holdt møde i forsamlingshuset, kom venstremændene for at spolere mødet, så det ikke kunne gennemføres. Men så havde højrefolkene fået bud til Molgjer Kro om at køre derover. På en eller anden måde havde venstremændene også fået det snuset op. Så gik de op til Kr. Frandsen (Bakkegården) – han var godt kørende – og lejede en charabanc og var i Molgjer, før de andre kom – så der blev heller intet møde dér. Så tovlige var de dengang! Jeg kan huske, at de rejste til Give, når der var folketingsvalg for at stemme derude. Men der var mange venstremænd, der ikke selv var kørende, og det var jo ikke altid, højremændene ville have dem med på vognen derud. Hjemad fra afstemningen kørte man aldrig forbi Vonge Kro – her holdt man ind, for det var gammel skik, at de skulle have en flæskepandekage her.

I min drengetid var der ikke noget, der hed fodbold. Vi spillede cricket – på en “idrætsplads”, der var ude i kæret, syd for Ejnar Laursens ejendom. Det var et stykke sandjord, som tilhørte Rosendahl. Der havde vi mange drabelige kampe! Jeg har også spillet cricket sammen med fhv. landbrugsminister Bording – ovre på Bøgballe hede. Både han og hans bror var ivrige sportsmænd. Men vi kom jo ikke så langt omkring, som de gør i dag.

Gymnastikbilledet fra 1907. Deltagerne ser ældre ud, end de nok er. Både klædedragt og skæg gjorde, at mænd så ældre ud dengang. Jeg kan kun huske min far som en “gammel” mand, der egentlig virkede yngre, da han selv virkelig blev gammel. På billedet er til venstre på forreste række er min far, Niels Juul, derefter Niels Eske, og så kommer postmester Jensen, der ledede gymnastikken. Ved siden af er Anders Hansen, der var murer (Bertha Grønnings far) – så er der Karl Rasmussen, kaldet Karl Skrædder (Dagny Rasmussens far). I næste række: Laust Madsen fra kæret (Helga Therkelsens bedstefar) — de to næste er jeg ikke klar over, hvem er –. Derefter kommer Søren Dam, der boede dér, hvor nu fra Månsson bor, – han arbejdede på mejeriet, og hans kone, Maren Dam, var kogekone. Så kommer Jens Pet er Nielsen (Jens Peter Skomager), Marinus Iversens svigerfar. — Personen efter J. P. N. er ikke identificeret. I bagerste række fra venstre: Niels Friborg og Niels Gregersen, derefter Søren Kristensen, kaldet Søren Snedker, og Vest Hansen, der var lærer i Uldum. Så kommer Jens Peter Hansen (Jens Peter Skrædder, også kaldet “Sætte”). Derefter Niels Kock og Anders Andersen, karetmager i Dortheasminde. — Så er der et par, jeg godt kender, men ikke kan huske navn på — Så kommer Kristian Olesen (Kristian Koudrup) og Jens Peter Jensen (Post). Sjovt at de har fået næsten alle håndværkere med. Postmester Jensen kunne få dem med!

Samme postmester Jensen satte sig i spidsen for at få et elektricitetsværk i Uldum. Men folk var jo sparsommelige dengang, og de var en lille smule rædde for, at det skulle blive for dyrt. De skulle have 2 lampesteder for at kunne komme med. Jeg kan huske, at blikkenslager Berthelsen kun havde ét – og altså ikke kunne komme med, men så tog han alligevel 2. Vi fik 2 hjemme, et i værkstedet og et i stuen. Det var de mindste pærer, vi kunne få – nogle “ståltrådshistorier”, der vist tog en masse strøm, men vi skulle også passe på at have dem slukket. Men så var de jo slemme til at rende med de her køkkenlamper – det var strengt forbudt, men det brugte de meget for at snyde lidt ved at slukke for strømmen og bruge køkkenlamperne. Man var sparsommelig!

Gymnastikhold i Uldum ca. 1907.

Erindringsbilleder august 1998: Edel Fangel

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I august 1998 blev det Edel Fangels tur til at fortælle blandt andet om sin opvækst i Norge og tiden der fulgte:

Jeg er fra Nordnorge – nord for polarkredsen mellem Lofoten og Bodø. Det er en egn med flot natur. Vi boede helt ud til vandet. Fiskeri er et vigtigt erhverv her, så vi fiskede meget. Min onkel satte garn, og jeg var med hver gang. Det var især torsk, sej og sild, vi fangede. Vi spiste fisk hver dag, og det var meget sjældent, at vi fik kød. Det var så dyrt. På min egn var der også lidt landbrug, men kun lidt. Min far var ikke fisker. Han dyrkede jorden og passede skoven. Naturen der er ret bakket med store gran- og fyrreskove og nogle få birketræer.

Stedet, jeg kommer fra, hedder Strømdal. Der var en bittelille skole, hvor første, anden og tredje årgang var sammen i en klasse, og fjerde, femte, sjette og syvende på samme måde sammen i en anden klasse. I denne lille skole gik jeg i syv år. Herefter kom jeg i en anden skole – Samhellsskolen -, hvor jeg gik i et år. Det var også en kommuneskole, men man fik ingen eksamen der.

Så kom jeg i tjeneste forskellige steder, først på en meget stor gård, hvor jeg var et år. Her hjalp jeg også til i høsten, der jo foregår på en lidt anden måde end her. Man har det høstede korn hængende på træstativer – ikke som i Danmark i neg sat i hobe.

Så fik jeg plads i huset hos en dame, der havde telefoncentral, og hvor jeg passede børn og hus. Der var to små piger, og jeg elskede dem, og de elskede også mig. Et andet sted, hvor jeg var, var der to store børn, som også kom til at holde af mig, og jeg kunne også godt lide børnene. Det ville nok blive svært for den pige, der skulle overtage pladsen efter mig. Da de nye pige første gang skulle til bords og ville sætte sig der, hvor jeg havde siddet, råbte begge børnene: “Der må du ikke sætte dig – det er Edels plads!” Sådan er det blevet mig fortalt, så det har været noget af en overgang både for børnene og hende. Jeg var i den plads i halvandet år og havde åbenbart en høj stjerne der.

Efter endnu et par år i huset kom jeg til Lillehammer, hvor jeg arbejdede i en restaurant. Jeg stod ved en disk, hvor tjeneren kom og afgav bestillinger og modtog serveringen. Derefter kom jeg til Viktona Hotel, hvor jeg var temmelig længe.

Her i Lillehammer mødte jeg min mand, der var musiker og spillede i et band sammen med to andre. Han var dansker og var fra Vejle.

Når vi havde lejlighed til det, og der var mulighed for det, tog vi om sommeren op i fjeldet og spændte skiene på. Selv om det var sommer, var der jo stadig sne oppe på fjeldet. Vi elskede begge to at stå på ski. Det har jeg gjort lige siden, jeg var en lille pige. Det var skik, at man fik ski så snart, man kunne gå. Jeg kan huske, at drengene havde lavet en stor hopbakke. Den ville jeg da også prøve, men de sagde: “Nej, Edel, det går ikke, for du falder bare!” Men jeg gjorde det og hoppede langt – og drengene var imponerede!

Jeg var en drengepige – det har jeg altid været. Jeg kunne bedst lide at lege med drenge og tage udfordringer op. At lege med dukker var slet ikke mig. Men drengene kunne godt være lidt drilagtige. Jeg husker engang, hvor der var store isflager på fjorden neden for skolen, jeg gik i. En af drengene, jeg legede med, tog min skoletaske og smed den langt ud på en isflage. Så jeg måtte ud efter den og var pjaskvåd, da jeg kom hjem til min mor.

Jeg har altid haft en svaghed for tyggegummi, lige fra jeg var en lille pige. På vejen til skolen var der et stort træ, som jeg plastrede til med adskillige klatter tyggegummi, den ene over den anden, så langt jeg kunne nå. Det blev jo til rigtig mange i tidens løb!

Jo, det var en sjov tid, som jeg mindes med glæde.

Det, jeg savnede mest, da jeg kom til Danmark, var sneen. Der var jo aldrig en ordentlig vinter her som hjemme i Norge. Og der var ikke mange muligheder for at stå på ski.

Den første tid i Danmark boede vi hos mine svigerforældre i Mølholm. De var begge lærere på Vinding skole, men da den nye skole i Mølholm blev bygget, fik de ansættelse der. Efter pensioneringen flyttede de til Bredballe.

Bortset fra det med sneen har jeg ikke savnet noget i Danmark, men har haft det godt og været glad for at være her.

Da jeg havde fået mit første barn, flyttede vi til Donslund. På den tid kunne jeg endnu ikke tale dansk. En dag var jeg henne hos købmanden og skulle have nogle tændstikker. Men jeg kunne ikke huske, hvad de hed på dansk, så jeg bad om nogle fyrstikker. Det varede noget, inden han fandt ud af, hvad jeg mente. Først da jeg selv pegede dem ud på hylden, lykkedes den handel.

Så besluttede jeg, at jeg ville lære dansk ordentlig, og det mente jeg bedst kunne lade sig gøre på en arbejdsplads. Jeg fik arbejde på Dandy, hvor jeg jo havde nær kontakt med mit kære tyggegummi. Her var jeg i godt 14 år, men blev så fyret – vi var 25, der blev fyret på grund af driftsomlægning. Da var min sygdom så småt begyndt. Men jeg fik lært dansk så godt, at jeg efterhånden helt har glemt at tale norsk. De par gange, jeg har været hjemme i Norge, har de bedt mig tale norsk, for de kunne ikke forstå mit dansk. Men jeg kunne ikke, for jeg kan kun huske et par ord på norsk. Jeg kan bedst ord med r, hvor jeg “ruller” på r’et.

Jeg elsker at bo i Danmark og kunne ikke tænke mig at flytte tilbage til Norge. Min mand og jeg flyttede en del. En tid boede vi ovre mellem Daugård og Stouby og sidst i Ølholm. Min sygdom blev værre, men lægen, der undersøgte mig, mente, at der var tale om en virus, og at det nok skulle gå over. Men en anden læge kom til et andet resultat og sendte mig omgående på hospital.

Det var jo sklerose. Et ophold senere på sklerose-sanatoriet i Ry hjalp mig godt, og de var utroligt flinke og hjælpsomme. Her prøvede jeg forskellige typer kørestole, og jeg fandt, at den allerbedste af dem, var den, jeg har nu.

Da jeg var 40 år, mistede jeg min mand, der døde pludseligt af en maveblødning. Vi havde fået to børn.
En søn, der hedder Rune, bor i Horsens, hvor han er ved at tage kørekort til lastbil, og en datter, Lene, der arbejder på Brandtex i Brande. Jeg husker, at da jeg ventede den første, strikkede jeg alt børnetøj i blåt, for jeg var helt overbevist om, at det blev en dreng – og det gjorde det jo. Og da jeg ventede nummer 2, strikkede jeg alt i lyserødt, og det blev en pige!

Jeg er meget glad for min kørestol, for ved hjælp af den kan jeg komme omkring, hvor jeg gerne vil. Den skal lades op hver nat, men så er den klar til mine ture. Jeg har været med til flere handicaptræf, ja, jeg har endda spillet bowling i et arrangement for handicappede.

Det er også godt for handicappede at ride. Hesten har altid været mit yndlingsdyr. Min moster og onkel havde et landbrug, hvor der også var heste, og jeg har siddet på hest som helt lille. Det er dejligt sådan at føle sig et med et så trofast dyr.

Jeg skal med til et stort stævne på Egeskov på Fyn, som Scleroseforeningen arrangerer. Jeg er utrolig glad for at bo i beskyttet bolig her.
Men det er dejligt med sådanne adspredende oplevelser. Jeg glæder mig til stævnet på Egeskov – og til at opleve Fyn, for “Fyn er fin”.

Nedergården i Uldum

Erindringsbilleder marts 2000: Martha Juul, Åvangen

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I marts 2000 blev det Martha Juuls tur til at fortælle om livet med rutebiler.

Jeg er født i Grumstrup og døbt i Vedslet kirke den 23 maj 1912. Mine forældre havde en gård i Grumstrup, men da jeg var tre år, flyttede de til Kattrup. Her boede vi lige ved skolen og kirken og præsteboligen. Så jeg havde ikke langt til skole, bare lige over vejen, men jeg syntes nu, at de, der havde en længere skolevej, måtte have det sjovere.

Jeg gik i Kattrup skole alle syv år. Det var en skole med fire klasser. I de første skoleår havde vi frøken Aagaard, som vi holdt meget af, for hun var sådan et dejligt menneske, der forstod at tage os på en god måde. I de ældste klasser havde vi lærer Gydesen, der var kommet fra Samsø. Han havde 8 børn, fire piger og fire drenge, så han sørgede da for, at der var børn i skolen!

Kattrup, Hovedgaard og Ørridsslev udgjorde et pastorat, og børnene fra Hovedgaard skulle gå til præst i Kattrup. Jeg blev ikke konfirmeret i Kattrup, men i Ørridslev kirke – det skiftede mellem kirkerne.

Efter skolegangen i Kattrup kunne de, der ønskede det, komme til Hovedgaard, hvor de kunne få realeksamen. Men vi var mange, der ikke ville til Hovedgaard, for vi var så glade for Gydesen og alt det, han kunne give os. Min søster kom til Hovedgaard – vi var kun vi to søskende.

I den første tid, efter at jeg var blevet konfirmeret, var jeg hjemme hos mine forældre, men i 1929 døde min mor, og jeg kom ned i Kattrup Brugsforening, hvor jeg var et par år og passede hus og børn. Så kom jeg til Horsens, hvor min søster arbejdede på Heimdal som husholdningselev. Min far var i mellemtiden flyttet i en lejlighed i Kattrup. I Horsens fik jeg plads i huset hos en forsikringsinspektør, men det var noget af en overgang for mig at være i en by. Jeg var jo vant til livet i naturen ude på landet. Jeg har altid befundet mig bedst på landet.

Men jeg fortsatte nu alligevel livet i byen, idet jeg efter tiden i Horsens fik plads hos overlæge Fjeldborg i Vejle, hvor jeg var i halvandet år som kokke/enepige. Der var tre dejlige drenge i 12-14 års alderen. Fjeldborg boede i et hus lige ved siden af sygehuset. Han fik et sørgeligt endeligt, idet han sammen med en anden overlæge i Vejle blev skudt i besættelsestiden under krigen. Det var meget tragisk for begge familier og især da deres børn.

Efter halvandet år her blev jeg i byen og fik – nok efter forespørgsel hos Fjeldborgs – plads hos konsul Warrer på Nørretorv. Her var jeg kokkepige, og jeg husker tydeligt dengang, de holdt sølvbryllup. Sikken fest! Det var flot, men det var jo også et fint sted.

Sommeren tilbragte familien Warrer i en slags sommerhus ude ved Munkebjerg. Det lå lige nabo til og blev kaldt Lille Munkebjerg. Her opholdt de sig lige til oktober, hvor de flyttede ind til byen igen. Der var så skønt derude, især lige efter at bøgene var sprunget ud. Det nød jeg meget.

Jeg var hos Warrers, indtil jeg blev gift med Niels Juul. Ham havde jeg lært at kende flere år forud. Det forholdt sig nemlig sådan, at på rutebilstationen i Horsens holdt rutebilen fra Kattrup lige ved siden af Kalhave-rutebilen. Niels Juul havde på det tidspunkt Kalhave-Horsens ruten. Jeg kunne jo ikke undgå at lægge mærke til den høje, flotte chauffør på Kalhave-bilen. Og ved et landbobal på Heimdal senere stiftede vi nærmere bekendskab med hinanden – og det viste sig, at Kalhave-bussen snildt kunne køre omvejen over Vejle og sætte mig af der, inden den fortsatte hjem til Kalhave!

Sådan set kan man godt sige, at rutebilerne blev min skæbne, for dem fik jeg rigtig meget at gøre med siden hen.

Niels Juul havde ruten til Horsens, men den udgik ikke fra Uldum, men fra Kalhave, for det var Århus Amt, der havde givet bevillingen, så der måtte kun køres inden for amtet. Og Uldum lå jo i Vejle Amt. Da Niels skulle til at bygge hus til os, skulle det være på nordsiden af Lilleåen, der dengang dannede skel mellem Vejle og Århus amt – senere Skanderborg Amt. Derfor kom vi til at bo i Dortheasminde i et hus, hvor der også var garage til rutebil. Det var i 1935, at huset deroppe blev bygget, forøvrigt i en gammel grusgrav. Året efter giftede vi os den 9. december, samme dag som firlingerne fra Breth blev født.

Med bopæl i Dortheasminde drev Niels Juul ruten Kalhave-Horsens. Men hvis der var nogen i Uldum, der ringede og gerne ville have kørelejlighed til Horsens, måtte han godt køre ned og hente dem. Det kunne være lægen eller præsten for eksempel. Pastor Riisgaard i Uldum benyttede somme tider den mulighed.

I mange år havde Chr. Laursen haft rutekørsel til Vejle, først med dagvogn og siden med rutebil – den første rigtige bil blev kaldt Bethlehem efter den by i Amerika, hvor den var lavet. Men så solgte Chr. Laursen ruten til Johannes Nielsen, der en tid boede i det høje hus på hovedgaden i Uldum. Det viste sig så, at han ikke ville køre den alligevel, og han spurgte så Niels Juul, om han ikke ville overtage den – jeg tror, den skulle koste 40.000 kr. Det ville han godt, og sådan gik det til, at han fik ruten Uldum-Lindved-Vejle. Johannes Nielsens søn Svend – ham, der senere blev kendt med “Svends Rutebiler” – kørte som chauffør i den første tid på ruten. Den blev senere udvidet til Brædstrup, efter at de tidligere regler var blevet ændret af amterne.

I den første tid var der kun to ture, en om morgenen og en om aftenen. De var også postture, for ligesom dagvognen i gamle dage var postbærende, var efterfølgeren på ruten det også, så postkasserne skulle tømmes undervejs.

Det var i det hele taget et alsidigt job at køre rutebil dengang, for chaufførerne udførte også ærinder i Vejle for folk, der boede langs ruten, så de fik et godt kendskab til folks behov.

Og så var der aviserne! Dem havde rutebilen jo også med, og de skulle jo smides af ud af vinduet eller døren. Der var ofte en dreng med, der havde den opgave. Dengang var aviserne ikke pakket i plastik, så de kunne godt blive noget snavsede ved den behandling.

Efterhånden blev der behov for flere ture, og det betød jo også, at vi fik flere chauffører, der skiftedes til at køre. Foruden Svend havde vi en, der hed Rasmus, som var hos os i flere år. Ligesom andre siden hen boede og spiste han hos os.

Årene under krigen var meget besværlige, for der var mange af de ting, man havde brug for i den daglige drift, der ikke var til at få. Det gjalt for eksempel dæk til bilerne. De var jo meget nødvendige, og det skete, at der måtte købes nogle “sort”, og det var ikke altid lige heldigt.

Hidtil havde Niels Juul haft både ruten til Horsens og den til Vejle. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg mener, at det var på den tid, at han solgte Horsens-ruten til Møllegaard i Uldum, der så drev den i nogle år.

En anden ting, der gjorde det besværligt under krigen, var benzinmanglen. I stedet gik man så over til at køre på gas. Det var noget hæsligt noget, og disse hersens “kakkelovne”, der blev hægtet på bilerne, skulle “fodres” med træ. Niels fik nogle stød oppe fra Kalhave skov, som han savede og kløvede til brænde, der blev puttet i generatoren, som skulle tændes på en bestemt måde. Det var besværligt og tidskrævende.

På grund af benzinmanglen skete det somme tider, at Rasmus cyklede ind til Vejle om aftenen med postsagerne. Han overnattede derinde og kom så tilbage næste dags morgen.

Også på anden vis satte krigen præg på hverdagen. Jeg husker, at de engang – nok i forbindelse med drabet på overlægerne – blev indført skærpet spærretid i Vejle, så rutebilerne ikke kunne køre ind i byen.

De strenge vintre i begyndelsen af 40’erne gjorde det hele endnu mere besværligt. Jeg havde dog allerede oplevet en streng vinter den første vinter i huset i Dortheasminde. Da frøs det så hårdt, at der var et tykt lag is på ruderne, så vi ikke kunne se, at tagpapfabrikken brændte. De ringede nede fra Uldum og spurgte efter, hvad det var, der brændte oppe hos os – og vi havde slet ikke opdaget det, fordi vinduerne var dækket af is, og der var sne helt op til vore store ruder.

I tidens løb blev rutebilerne jo udskiftet nogle gange. De blev større og pænere – og dyrere. Jeg husker, at den sidste bil, Niels Juul købte, kostede 100.000 kr., og det var mange penge dengang – i dag koster de jo mange gange det beløb.

Efter Niels Juuls død i 1963 stod jeg som rutebilejer, men de gamle chauffører fortsatte i deres job. Og det var jeg meget glad for. Knud Erik var på det tidspunkt ikke gammel nok, men da han blev 22 år, der var kravet for at køre busser, overtog han rattet og senere firmaet. Det blev dog snart omdannet til et selskab “Hærvejens buslinier”, der ud over ruten mellem Brædstrup og Vejle også kom til at omfatte ruter til Silkeborg og Viborg.

Vi var nok ikke så glade for den udvikling, for noget af det, der havde præget den tid, hvor det ikke var så stort, var det hyggelige og nære. Vi havde det så godt med vores chauffører, hvoraf flere jo både spiste og boede hos os. Men det var jo nok en nødvendig udvikling. At noget bliver større betyder jo ikke umiddelbart, at det også bliver bedre. I dag er det jo store, næsten landsdækkende selskaber, der driver buskørslen. At en enkelt mand ejer og driver rutebiler er i dag en undtagelse.

Men jeg tænker tilbage på den tid, vi havde, som en spændende og travl tid med gode år, som jeg mindes med glæde.

Rutebil Vejle – Lindved – Uldum. Bussen Bethlehem.

Niels og Martha Juul med rutebil. Fotograf A. Johansen.

Erindringsbilleder november 1998: Karen Andersen, Åvangen

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I november 1998 blev det Karen Andersens tur til at fortælle blandt andet om et liv, der bogstavelig talt skabte kontakt til mange. Et liv med telefoncentral i Ølholm.

Mit barndomshjem var i Gammelby i Læborg sogn ved Vejen. Det var en lille landejendom på nogle få tønder land, der lå ved vejen mellem Gammelby og Nyby. Min far arbejdede med at lave skæretørv i den nærliggende tørvemose. Det hjalp vi børn med. Vi skulle lære at arbejde, og det gjorde vi tidligt, for det var nødvendigt med noget ekstra arbejde, for at vi kunne tjene til føden.

Dengang var det jo almindeligt, at børn tidligt lærte at hjælpe til.

Når min far ikke passede det derhjemme eller arbejdede i mosen, slog han skærver ved vejen – sådan en slags Jens Vejmand. Hans arbejde her bestod også i at sortere store sten fra små ved at ryste gruset gennem en slags si. Det kaldtes at harpe grus. Far fik derfor tilnavnet “Æ Grusharper”. Det kunne forekomme lidt pudsigt, når folk kom for at købe tørv, at de så skulle henvende sig til Æ Grusharperi!

Min mor døde, da jeg var fire år. Senere giftede far sig igen.

Jeg kunne jo ikke blive ved at gå hjemme, da jeg blev større.
Jeg kom ud at tjene på forskellige gårde deromkring på egnen. Her måtte jeg hjælpe til i marken med at hakke roer og passe køerne. Et af stederne var en stor gård, der ejedes af et ungt par. Manden hørte vistnok til, hvad man kunne kalde egnens spidsborgere, men de var begge ualmindeligt flinke mod mig, så jeg var meget heldig med den plads.

Senere kom jeg jo så her til egnen og fik plads på en stor gård i Vindelev – Christiansminde hed den. Manden der havde hentet sin kone nede i Berlin. Her var jeg i flere år, indtil jeg traf den mand, jeg blev gift med i 1939. Han var husflidslærer i Vindelev dengang, og her boede vi i nogle år. Han var uddannet hobbysnedker og underviste også i aftenskolen. Men så fik han et mere fast og bedre lønnet arbejde på Omanns Møbelfabrik i Ølholm.
Her flyttede vi så til.

På den måde begyndte mine mange år i Ølholm, og min tilværelse på Ølholm Bygade 25. Huset eksisterer endnu, men jeg har fået det solgt – og også fået mine penge for det!

Her var i mange år indrettet telefoncentral, der bestyredes af smed Bendixen – eller rettere hans kone. Da hun så blev ældre og dårlig og ikke kunne overkomme det mere, fik jeg pladsen som centralbestyrer i Ølholm. Det var i 1940, og jeg var bestyrer, indtil centralen blev automatiseret i 1970.

Efter de 30 år ved centralen, kunne jeg stadig bruges til noget, der havde med telefon at gøre. Dengang var der noget, der hed telefonrenser, så jeg blev sådan en, der kunne bruges til at rense telefoner! Det var jo de gammeldags telefoner med en sort tragt og et langt telefonrør, og begge dele kunne godt blive præget af den megen brug gennem årene. Det kunne bevirke snavs og støv, så lyden ikke var så god. Derfor havde især større virksomheder i Vejle som Folkebladet og store firmaer en “telefonrenser”, og jeg var altså en af dem en tid.

Men det var nu alligevel ikke rigtig mig. Jeg er imidlertid indrettet sådan, at jeg ikke kan finde ud af at sidde hen uvirksom med hænderne i skødet. Så efter min telefonrensertid kom jeg over på chokoladefabrikken og var med til at lave de berømte “Ølholmere”.

Det var jo lidt af en betroet stilling at være centralbestyrer dengang. Og 30 år er lang tid på en sådan post. Det har selvfølgelig givet nogle oplevelser undervejs, og man fik kontakt med mange mennesker. Men vi havde jo tavshedspligt, og måtte ikke lytte på samtaler eller fortælle til andre, hvad vi eventuelt hørte. Dog hvis der var tale om direkte fejlopkald, f.eks. forveksling mellem Ølholm og Mølholm, måtte vi gribe ind.

Telefonbordet var af den gammelkendte slags med propper, der skulle stikkes i de huller, hvor den ønskede forbindelse til abonnent opnåedes – klapper, der faldt ned, og et håndsving, der skulle drejes på. Det var bestemt ikke kedeligt, men spændende og afvekslende. Jeg havde en ung pige til at afløse mig, for der skulle da laves mad og sådan.

Efter klokken otte om aftenen var der forhøjet takst. Til centralen var knyttet det, der hed “Offentlig Samtalestation”, markeret med et blåt skilt ude på huset. Det var Jysk Telefon, der drev disse samtalestationer, hvor folk, der ikke selv havde telefon, kunne komme ind og føre samtaler – i reglen i husets forgang.

Det hændte også, at der blev ringet til centralen med besked om, at en, der ikke havde telefon, skulle ringe et bestemt sted hen. Så måtte min mand af sted efter ham og hente ham til centralen – også hvis vedkommende befandt sig i kæret.

Jeg kunne jo de fleste af de lokale telefonnumre i hovedet. Men det skete da også, at en ringede og sagde: “Jeg skal lige have det nummer i Århus, du ved nok!” Så kunne det godt nok knibe lidt! Til daglig gik det ofte til på den måde, at der blev bedt om en bestemt person, nævnt ved navn, og så skulle man jo gerne kunne huske nummeret på vedkommende. Nummeret på sognerådsformand og lægen burde jeg da vide.

Jeg havde jo gennem telefonen en nær kontakt til bestyrelsen i vores lille kommune. Hvis der var en, der manglede en hjemmehjælp, så ringede de til mig, og så skaffede jeg dem en hjemmehjælp. Sådan gik det til dengang!

Det skete også, at der gik bud til jordemoderen. Enkelte gange var der endda to fødsler samme nat. Så fik jeg besked om at ringe til fru Steffensen – det var jordemoderen, når nummer to var klar til at føde. Så jeg var jo meget med i det.
Engang fik jeg efter sådan en travl nat med to fødsler en sølvske som påskønnelse for min medvirken!

Som centralbestyrer var man månedslønnet. Da jeg måtte holde op, fik jeg et mindre beløb i aftrædelse. Det får jeg vist stadigvæk på den måde, at det bliver fratrukket i min telefonregning.

Det var gode år – de mange år på centralen i Ølholm. Spændende og afvekslende. Men de fik jo ende, først med centralens nedlæggelse og siden, da min mand døde. Da følte jeg, at jeg måtte flytte, og jeg var glad for at kunne komme herover og få lejligheden her i Åvangen.

Og jeg har nogle gode børn, som jeg er meget glad for. Udover min ældste datter har jeg tre sønner, der alle er i gode stillinger. Den ældste kører med olie for firmaet Haahr i Vejle, og den mellemste har badeland i Henne – og har haft alle tiders sæson i år på grund af vejret. Den yngste af mine børn er Jørgen, der har “Jørgens Værktøj” ude på Kærvejen og er gift med Tove. Dem har jeg megen glæde af, og Tove kommer tit og ser til mig.

Jeg befinder mig godt her i lejligheden. Og så kan jeg snildt af og til smutte over på hjemmet og gøre mig lidt nyttig der. Man skal passe på ikke at gå i stå, når man bliver ældre. Jeg går ikke så godt længere, men mine hænder fejler ikke noget, så dem kan jeg stadig lave noget med.

Karen Marie Andersen.