Sådan så folderen ud, da den blev delt ud i Uldum før generalforsamlingen i oktober 2023.

Uddrag fra Klara Rosendahls erindringer som redigeret og sammensat af Edith Nielsen (født Rosendal) og udgivet i et mindehæfte på Klaras (1908-2000) 100 års fødselsdag i 2008.

På Uldum Kirkegård er der endnu en lille Rest tilbage af de gamle Gravkorsminder, som var meget brugt i det 18. Århundrede, ikke blot i Danmark. Her står 7 Kors på Elias Rosendahls store Familie Gravsted, som har plads til 8 Grave.

Giver man sig Tid til at læse, hvad der står på de forskellige Kors, kan man følge Slægten tilbage til året 1795, hvor det ældste Kors bærer Navnet C. N. Rosendahl. Han var født i Jernvedlund ved Ribe og kom kørende her til Uldum som Kniplingskræmmer og gjorde Ophold på Uldum Kro, som netop da var til Salg. Han havde Pengekisten med på Vognen og købte på stående Fod Uldum Kro. I et Par gamle Skøder spøger Årstallene 1835 og senere 1866, men mere kan jeg ikke tyde. Sælgeren var Folketingsmand (Kanseliråd Jens Jørgen Jørgensen?), Oldefar til Knud Jensen, hans Mindesten står foran Nedergården i Uldum. Hans Valgsprog i Folketinget var flg. “Nu skal I høre godt efter, for nu snakker Jens Jørgensen jydsk!”.

På det første Kors står følgende:
Her hviler Støvet af Christen Nielsen Rosendahl
født d. 4. Januar 1795 i Jernvedlund
død i Uldum 7. Oktbr. 1870
Velsignet være Dit Minde.

Denne Mand var Farfar til Johannes Rosendahl, f. 28. Decbr. 1870, død 16. Marts 1932. Hans Hustru Johanne Rosendahl, f. Christensen, var fra Stevns, f. 14. Maj 1873 og død 19 Juli 1922. Christen Nielsen Rosendahl var gift 2 Gange med to Søstre.

Det andet Kors fortæller:

Her hviler støvet af en agtværdig Kone
Kiersten Eliasdatter
født i Hjernved 7. Novbr. 1799
død 8. Marts 1856.

Hun blev gift 12. April 1828 med Kromand Chr. N. Rosendahl i Uldum og blev moder til 6 Børn, hvoraf 3 modtage hende hisset og de 3 efterladte med mig dybt savne den ømme Moder og kjærlige Hustru.

Lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre (1. Moseb. 24.56)

Det tredje større Kors er hustru nr. 2:

Her under hviler Støvet af Johanne Maren Rosendahl
født i Brokjerret i Hjortlund Sogn den 10. Februar 1791
død i Uldum den 13 Juli 1861.

Holder mig ikke op thi Herren haver givet Lykke, og jeg vil vandre til min Herre, og nu lader vi hende fare i Fred. (1. Mose Bog 24 Cap. 56 Vers)
Dette Gravminde er rejst af C. N. Rosendahl.

 

Den store Mindesten:

Elias Rosendahls Familiegravsten.

Han må åbenbart være en af de tre overlevende Børn fra Ægteskabet med Kiersten Eliasdatter. Han blev gift med Karen Olesen (Clemmensen) fra Nim. Hendes navn savnes på Stenen. Hun blev født 26. Marts 1832 og døde 10. April 1923 i Uldum. De fik 11 Børn, hvoraf de fire døde som Børn og Unge.

De mindre Kors beretter følgende:
Nr. 1:

Her under hviler Støvet af Maren Christensen Rosendahl
født i Uldum d. 27. Februar 1860
død samme Steds d. 18. Octbr. 1864.
Hvil i fred

Nr. 2:

Her hviler Johannes Elias Christensen Rosendahl
født i Uldum 21. Febr. 1863
død samme Steds 4. Sept. 1869
Elsket og savnet

Nr. 3:

Niels Rosendahl
Født i Uldum den 24. Marts 1867
Død samme Sted d. 4. Juni 1891

(han led af slemt Ungdomssløvsind)

Nr. 4:

Her hviler Støvet af Ungkarl Peter Rosendahl
født i Uldum 3. Marts 1874
død sammesteds 31 August 1900
Fred med dit Støv.

(død af T. B.)

Mange vil måske undre sig over så stort et Gravsted, beregnet til 8 Grave, men når man så tænker på de Familier med så store Børneflokke og den høje Dødelighed blandt Børn og Unge, var det måske naturligt, at de fik tildelt en stor Gravplads på den Tid.


I dag ser gravstedet sådan ud:

I “Uldum Elevers Aarsskrift – udgivet af elevforeningen 1930” udgives i anledning af Købmand I. P. Hansens begravelse de mindeord som hans gode ven Højskoleleder Svenning Petersen, hans svigersøn Peter Liengaard og Præsten Riisgaard udtalte over kisten på dagen.

I Hjemmet

En af de Sange, jeg hyppigst har været med til at synge her i dette Hjem, er den gamle Pilgrimssang “Dejlig er Jorden”. Digteren lader os her ligesom i et Syn se ud over Alverden. Der færdes et stort, ja uendeligt stort Tog af Mennesker, der gennem Jorderigs favre Riger gaar paa den Vej, der fører til Guds Paradis. Dette store Slægtstog indsamler efterhaanden, som det drager frem, flere og flere. I Skaren findes derfor Folk af alle Alderstrin og Livstyper. – Her mødes Kongen og Stodderen – den rige med den fattige – den gamle med den unge – Oldingen og Barnet. De kommer hver fra sin Side og med sit. Eet forener dem: Tonen fra Himlen. Den er Samlingstonen, der hidkalder dem alle, den revser de overmodige og opmuntrer de spagfærdige, den vejleder dem, der har svært ved at finde Vej, og opdrager dem, der undervejs er genstridige – ja, den forener dem alle og gør dem lyttende og lydige, mens de vandrer fremad og hjemad mod Guds Stad. En herlig Vandring, en lysende Skare paa Vej mod Paradiset.

Men er det nu alligevel ikke Poesi-Digtning. Jo, det er Sangen ogsaa, men den er tillige noget uendeligt større og rigere. Det er den fromme Sangers trossikre Vidnesbyrd om, at her paa Jord er ikke vort blivende Sted, hvor skønne end end Rigerne her kan være, – det findes i Faderhuset med de mange Boliger. – Her er vi i Udlændighedslandet; men vi kan finde Vej til de evige Boliger, blot vi lader os vejlede til Tonen fra Himlen, den, der vidner om baade for den enkelte og Slægterne mange, at en Frelser er os født.

En anden Sang har jeg også ret ofte været med til at synge i Købmand Hansens Hjem, nemlig Dagen gaar med raske Fjed. Dog tror jeg, at det her var en enkelt Linie, der særlig var Hovedsagen for vores afdøde Ven. – Strofen “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. Disse Ord er jo Udtryk for en Livsstatus, at Livet maa leves saadan, at det kan afsluttes med den Guds Fred, der overgaar al Forstand. –

Man kan aflægge sin Livsbekendelse paa mange Maader. Hansen, der var saa glad for at synge, kunde vist bedst aflægge den gennem Sang, og i de to Sange, jeg har nævnet, tror jeg, han fandt Udtryk for sit Livsmaal, det at kunne dø med Fred, fordi han havde lyttet til og fulgt Tonen fra Himlen.

Vi, der staar her tilbage, spørger saa til vor egen Trøst og Opmuntring: “Naaede den afdøde så dette sit Livsmaal?” Ja, meget lykkedes for ham f.Eks. i hans Gerning. Han fik udrettet meget mere end de fleste. Offentligt set var han en betroet Mand, men Baggrunden herfor var naturligvis hans Dygtighed i egen Bedrift. Han var en meget dygtig Foretningsmand med stor Evne til at omgaas Mennesker. Han var ogsaa i Evner til at lægge Planer og udføre dem i større Format end de fleste, og vi vil sikkert paa mange Maader komme til at savne ham i Uldum. Han har som faa været med til at præge vor By. Hvad han selv mente om dette sit Arbejde som Forretningsmand, udtrykte han engang saadan: En Købmand skal være med til at skabe Værdier, der kan staa efter ham.

Jeg synes, vi maa sige, at hans praktiske Livsgerning bar Frugt.

I sit personlige Liv havde Hansen ofte svære Prøvelser. Han var vel forsøgt baade med Modgang og Sygdom. Men jeg synes, at han især bar sin Sygdom godt og taalmodigt. Heri fandt han jo ogsaa en ganske ualmindelig Støtte hos sin trofaste og dygtige Hustru, der i sjælden Grad har haft Evne til at hjælpe ham med at gøre deres smukke Hjem lyst og venligt, saa Gæster følte, at her var godt at være. Men til Tak for alt det, hans Hustru og Børn var for ham gennem baade lyse og mørke Tider, lønnede han dem med den inderligste Kærlighed. Derom er de jo ogsaa alle saa fuldelig forvisset. Men hans Hjælpsomhed og Venlighed naaede ogsaa uden for hans egne Grænser. Mange har faaet gode Raad og praktisk Støtte hos ham. Selv har jeg Erfaring derom. Men især kan vi paa Højskolen tale med om, at der i Aarenes Løb blev vist os og vores Elever en storstilet Gæstfrihed. Mindst 2500 Højskoleelever har været Gæster her og taget gode Minder med herfra. Jeg er fuldt ud berettiget til at sige hjertelig Tak, derfor paa denne Dag.

Jo, vi har vist Lov til at sige, at menneskeligt set lykkedes meget for Købmand Hansen. –

Men holdt han sin Plads i den store Pilgrimstog, saa Sjælen fandt Fred, da hans Livsaften kom. Jeg tror det, og jeg trøster mig til at sige, at hans Slutningsstatus viste det. – Han fik et langt Sygeleje, men et kort Dødsleje. Det er kun kort Tid siden, at jeg blev klar over, til hvilken Side det vilde gaa. Derfor var det vel saa, at hans Vækst kristelig talt foregik særligt hurtigt de sidste Dage.
Tredie sidste Gang jeg var hos ham, talte vi om at faa Frikvarter for alt det, der hører denne Verden til. Da sagde han: “Jeg kan ikke rigtig naa dertil, hvor jeg svarede: “Det vil Vorherre nok hjælpe dig med, Hansen”. – Næste Gang vi havde en Samtale, sagde han: “Jeg ved, at Freden skal gives mig ovenfra, den kan jeg ikke selv erhverve mig”. Nu var han meget nær det rigtige Livsresultat.

Men Gud ske Lov! Det helt rigtige blev naaet. Da vi den sidste Morgen, han levede, holdt Andagt ved hans Leje sammen med hans Hustru og Børn, og Ordene om Syndernes Forladelse og evigt Liv blev fremsagt, da lyste hans Ansigt af Fred og Mildhed, idet han nikkede svagt som Besegling af Ordene. Nu var det naaet, det han saa ofte havde sunget. “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. – Saa Søndag Eftermiddag, mens Folk gik fra Kirke, drog han det sidste Suk. Paa Søndagen, Købmandens Fridag gik han ind til den store Helligdag. Fred over hans Baare og Fred over hans Minde!

~ Svenning Pedersen.
—-

Der skal ogsaa i Dag lyde en Tak fra Svigerbørnenes Række. Og nu bliver det saa fra den af os, der først blev optaget i Familien, og som først kom til at staa i Taknemlighedsgæld til Hansen og Hjemmet her. Jeg taler jo kun paa mine egne Vegne. Men jeg er overbevist om, at det er gaaet de andre, som det er gaaet mig. Vi blev med Tiden knyttet fastere til dette Hjem.

Vi saa, at det var et godt Hjem, der hvor Købmand Hansen var Husfar. Det havde vi, der saadan paa Afstand kendte det i Forvejen, vel nok altid vidst, men vi mærkede det mere, nu vi kom paa nærmere Hold. Vi mærkede, hvordan det var Købmand Hansen en Hjertesag, at alt gik pænt og godt i den Kreds, hvor han nu var Høvdingen. Han fulgte Hjemmets Medlemmer med Interesse, naturligvis først og fremmest Børnene, og det mærkedes maaske mest nu, de begyndte at drage ud og faa selvstændig Virksomhed. For Astrid blev det jo derude paa Langager. Han kom jævnligt og saa, hvordan det gik. Han havde jo paa Forhaand nogen Interesse for Landbrug. Og det var ikke til at tage fejl af, hvor det glædede ham at følge Gangen i det hele ude hos os. Vi vil ogsaa paa den Maade savne ham til at interessere sig for vore Sager.
Jeg husker ikke, hvornaar jeg første Gang saa Købmand Hansen, og hvordan jeg først fik lært ham at kende. Men jeg husker et Sted, hvor man tit kunde se ham, og det var om Søndagen i Uldum Kirke. Han var gerne en af de sidste, der kom, og det var maaske noget af den Grund, man lagde Mærke til ham. De sidste Aar har ikke føjet sig saadan for ham, at han til Stadighed har kunnet følge Gudstjenesten i Kirken, men de, der kendte det, ved, at han ikke forsømte en stille Stund hjemme hos sig selv.

Ja, de sidste Aar har været svære for Købmand Hansen, for saa vidt som det har været en lang, legemlig Lidelse. Og mange vil sige, det var godt, han nu endelig fik Fred. Ja, det var sikkert godt. Det tror jeg ogsaa, hans nærmeste vil sige, samtidig med at de takker for de mange Aar, de har haft deres Mand og Far. Men det er alligevel saa svært at gøre sig fortrolig med, at han, som betød saa meget i dette Hjem og i Familiekredsen, nu ikke mere er iblandt os.

Eet er der imidlertid i Behold, og det er de om, mange gode Minder. Ja, og saa Forvisningen at han nu er gaaet derhen, hvor Synd og Smerte ikke kan naa ham. Ære være hans Minde.

~ Peter Liengaard.

—-
I Kirken.

“Jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider mod mit Sinds Lov og taget mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer”.

Saadan lyder Apostelbekendelsen og Apostelklagen i Romerbrevet Kap, 7,22.

Man aner, ja, ser ganske tydeligt Dobbeltheden, Spaltningen i Sindet, som kan udtrykkes i Ordene: Gud – Synden; et opad – et nedad; den evige Verden – den nærværende Verden.

Naar en Apostel kendte det og maatte sukke derunder, kan vi andre ikke forbavses over, at vi kender dette og mange Gange sukker og lider under denne Spaltning i Sindet, noget der drager mod Gud, og noget, der trækker nedad og udad mod denne Verden.
Jo mere et Menneske gennem sin Stilling og sit Arbejde nødes til at have med denne Verden at gøre, desto stærkere vil han ogsaa komme til at føle Spaltningen i Sindet.

Købmand J. P. Hansen var Forretningsmand af ret stort Format. Han havde med Flid og Dygtighed oparbejdet sin Forretning, han havde baade Mod og Lyst og vidt Syn. Men en saadan Forretning kræver meget af sin Mand, hans Tid og Kræfter og Tanker.

En Mand af den Støbning vil blive meget brugt, og ogsaa J. P. Hansen blev der lagt stærkt Beslag paa.

Sparekasseformand, Sogneraadsmedlem, Menighedsraadsmedlem o.s.v., hvor han med sit klare Hoved og sin hurtige Opfattelsesevne gjorde udmærket Arbejde, som det dog ikke her er Stedet at bedømme.

Købmand Hansen havde af Natur et følsomt Sind og et fromt Gemyt. Havde man set ham med hele sit Hjerte synge, enten det var i Kirke eller Hjem, forstod man, at det var noget af det inderste, han der gav Udtryk for.

Højskolen og dens Møder optog ham stærkt, en trofast Kirkegænger var han gennem mange Aar.

Er det mærkelig, om han har følt Spaltningen: jeg har Lyst til Gud efter mit indvortes Menneske, men… Verden o Verden, hvi frister Du mig?

Hvem skal fri mig, udraaber Paulus. Og han svarer: Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre.

Det synes mig at være baade et af de smukkeste og et af de stærkeste Vidnesbyrd om Kristendommens Kraft, at den kan hjælpe et Menneske til at bryde de Baand, som binder til denne Verden og give sig Gud helt i Vold.

Det gaar ikke smertefrit, thi “det skærer og det skrammer vort skrøbelige Kød”, men det gaar.

Dertil sigter vel alle Guds Førelser, de lette og de svære. Købmand Hansen havde oplevet svære Dage. Han talte selv om de tre Katastrofer i sit Liv. Han mistede sin højre Arm, han fik et Nervesammenbrud, og den sidste Operation, der endte med Døden.

For os, der havde Lejlighed til at følge ham i den sidste Tid, var det opbyggeligt og smukt at se, hvorledes han blev i Stand til lidt efter lidt at bryde de Baand, hvormed han var knyttet til denne Verden.

Først Forretningen og alle de andre Gøremaal, saa Hjem og Børn. Den, som han vanskeligst kunde slippe var hans Hustru. Hver Gang hans Blik faldt paa hende, kom han til at græde, og det forstaar vi saa godt. Hun har vist en mageløs opofrelse og Selvforglemmelse i disse svære Tider og givet os et smukt Exempel.

Nu steder vi ham saa til Jorden, med den Tro og det Haab, at Gud vandt Sejr i ham.

Vi takker ham for, hvad godt han har øvet i vor By og vort Sogn, og ønsker Guds Fred over ham og hans Hustru og Børn. Ære være hans Minde. Amen!

~ Præst C. Riisgaard.

Mandag d. 29 oktober afholdt vi en velbesøgt generalforsamling i lokalarkivet.

Vores fastsatte taler Finn Esborg måtte desværre melde afbud, så bestyrelsen stod for fortællingen om de historiske personer bag persongalleriet i bogen “Karen”, som foregår på gården Karensdal i Uldum. Bogen var oprindeligt skrevet på engelsk, men Finn Esborg har lavet et stort arbejde i at oversætte den til dansk. Du kan finde oversættelsen i arkivet sammen med originalen på engelsk.

Persongalleriets historiske personer kan du finde mere om i aftenens præsentation. Bogens forfatter Ingeborg Christensen er selv efterkommer af beboere på Karensdal i Uldum heriblandt den kendte “Lillekonge af Uldum”, Jørgen Jensen. Senere beboere på gården var i lang tid direkte efterkommere, heriblandt Søren Jørgensen, Karen Sørensen (bogens hovedperson), Johannes Jensen, Jørgine Beenfeldt (født Jensen) og Johannes Beenfeldt. Johannes var den sidste Karensdal-beboer, som også var efterkommer af Lillekongen. Se mere:
Præsentation om bogen “Karen”.

Efter den korte gennemgang af Karensdal-beboerne gav møller Jacob Hanquist Petersen en rundtur i de spændende online muligheder for at søge oplysninger om det historiske Uldum. Du kan finde henvisninger til de gode kilder i hans præsentation fra aftenen. Både luftarkæologi, historiske kort, museumssamlinger og gamle aviser:
Historiske kilder om Uldum

Bestyrelsen vil gerne sige tak for opbakningen. Du kan blive medlem af foreningen ved at henvende dig til et bestyrelsesmedlem og betale kontingent og oplyse navn og adresse eller betale via bank eller Mobilepay. Husk at skrive navn og adresse på overførslen.

Et medlemsskab koster 40 kr. for enlige og 70 kr. for par. Mobilepay: 65449 eller konto 0877 8775600564.

I dette års medlemsblad kan du også finde information om Lillekongen af Uldum.

Læs den også her:

Lillekongen af Uldum

I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en lillekonge ifølge Amtmanden i Vejle. “Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraads- og dannebrogs-mand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det. (Dennemand er et gammelt udtryk for dælme)

Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.

Jørgen havde kun én ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden. De måtte give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.

Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed. Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans. Violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.

Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende, at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”. Slægtsgården Karensdal i Uldum er opkaldt efter hende og Lillekongens ager er opkaldt efter Jørgen.

Alle lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 efterkommere samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, lederen af Dansk Folkeparti siden 2012.

I april 1999 fejres i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad for medlemmer” de dengang 65 år siden i 1934 tilføjelsen af et bassin til Uldum Højskole. Der stod i denne anledning skrevet…

For 65 år siden – et lille jubilæum – var der lige neden for højskolens nye brusebade udgravet et kæmpehul. Den 5. marts havde vinterholdets karle og lærerne med hakker, skovle, trillebøre, arbejdsiver og godt humør begyndt at køre over 2000 børfulde jord væk. Dette frivillige arbejde var den meget billige start på svømmehallen. Maj måned gik med at støbe væggene, og 14. juni blev der åbnet for vandet, så man fik et friluftsbad.

Sommerpigerne i 1934 blev de eneste, der fik fornøjelse af friluftsbadet. Mens støbearbejdet var i gang, havde højskoleledelsen fundet udvej til at få bassinet overdækket, selv om det var en dyr fornøjelse. En hal var jo til glæde for alle, og samtidig var den også en af Danmarks første (nr. 3?).

Arbejdet gik i gang 1. sept. og skulle være færdigt til november; men først ved juletid var hal med maskinhus til pumper og filtre klar til brug, og bruserummene kunne efter ombygning fungere som omklædningsrum.

Forstanderparret Marie og Svenning Petersen har i årsskriftet 1934 udtrykt glæde over at have fået vandet, der sammen med solen og lyset er elementerne i sundhedens rigdomskilder. Samtidigt er vandet også et nyt undervisningsmiddel til stor glæde ikke bare for højskolen i det “tørre” Uldum.

Svømmehallen var et enkelt, praktiskt byggeri, men også en stor, dyr investering. Der er i tidens løb foretaget flere moderniseringer, selv om betonen fra -34 holder endnu. I dag er hallen moderne, lys og venlig, som bruges flittigt af skoler, foreninger og hold fra egnen. I sine 65 år har hallen lagt vand til undervisning, samvær, lystig leg og pudsige episoder, som da en dreng fik lov til at vise sine nye svømmefødder og maske med snorkel frem. Han blev under bruseren, og da han var alene, tog han hurtigt sit udstyr på og kom stolt klaskende ned af trappen, lige indtil en kammerat råbte: “Du har glemt at tage bukser på”.

Marie og Svenning Petersens ønsker fra 1934 om, at hallen skulle være med til at skabe renhed, sundhed, friskhed og livsglæde er til fulde gået i opfyldelse. Herfra sender vi et stort og varmt tillykke med højskolens jubilæum og ønsker, at båndene mellem højskolen og egnen altid vil være sunde og stærke.