Gårdene brændte og Uldum fik sin hovedgade

I et uddrag af bogen “Rod og stavn – Træk af 10 sognes historie” (1988) beskrev Børge Haugstrup i stykket om Uldum blandt andet hvordan midtbyen udviklede sig.

En dramatisk begivenhed i 1897 satte skred i udflytningen af gårdene fra midtbyen og førte til, at den gamle landsby ændrede udseende. Om eftermiddagen den 1. juni skulle nogle drenge afprøve svovlstikkers virkning i en halmstak, der lå i umiddelbar nærhed af en af gårdene i midtbyen. Resultatet var, at ikke blot halmstakken, men gården og to nærliggende gårde gik op i luer. De tre gårde, der brændte, tilhørte Elias Rosendahl, Knud Jensens enke og Søren Kristensen. Stuehuset til Rosendahls gård blev reddet og eksisterer stadig. Det er huset overfor den nuværende kro. Denne gård, hvortil en overgang var knyttet priviligeret kro og købmandshandel, blev genopført sydvest for Uldum og fik her navnet Højgaard.

Knud Jensens enkes gård, der i 1803 var købt til selveje fra Rask, flyttedes til en plads på Langagrene vest for byen og benævnes i den gamle gårdfortegnelse Ny Langagergaard. Søren Kristensen lod sin nye gård bygge neden for Hvilehøj og opkaldte den efter højen. Området, hvor de tre gårde havde ligget, blev i årene umiddelbart efter århundredskiftet bebygget på initiativ af købmand I. P. Hansen, der her lod bygge bageri og forretnings- og beboelseshuse. Husene blev opført at murermester Peter Nielsen og fik for beboelsernes vedkommende et karakteristisk præg, der ses i de fleste huse i Uldum fra den tid.

Gennem denne bebyggelse fik Uldums hovedgade sit nuværende udseende, baggaden – senere I. P. Hansens vej – blev lavet, og den gamle landsby fik præg af stationsby, hvad den faktisk havde været siden 1891, da privatbanen fra Horsens til Tørring blev taget i brug.