Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

(Inger) Marie “Mie” Larsen, Åvangen 11, fortalte i oktober 1997 om livet på en gammel slægtsgård, hvor flere generationer levede sammen, sådan som det ofte var tilfældet på landet i gamle dage:

Jeg er født i 1913 på Vestergaard i Uldum. Vestergaard er en gammel slægtsgård, oprindelig bygget sammen med en anden gård som tvillingegård. Man kunne gå fra loftet på den ene gård over på loftet på den anden. Den slags gårde var der flere af her omkring.

På Vestergaard var vi altid tre generationer sammen. Min Bedste boede i aftægtsstuen med kogekakkelovn, et meget lille køkken og soveværelse. Hun kom hver dag lidt i tolv og pillede kartofler. Det var hendes faste arbejde. Der skulle pilles mange kartofler, for vi var jo mange: far, mor, 4 børn, 2 karle, 1 pige og Bedste for enden af det lange bord.

Min far hed Therkelsen til efternavn, men da der var så mange her, der havde det navn, søgte han om at få navneforandring til Vestergaard efter gården. Det blev bevilget, og det kostede 11 kr. og 33 øre at få navneforandring dengang!

Min barndom var stærkt præget af at min far næsten altid var syg. Netop fordi det var så trist med min fars sygdom, fik jeg ofte lov til at gå op til min moster i Dortheasminde. Jeg gik ad banen med min dukke ved hånden. Min kusine og jeg legede så godt sammen, og vi soppede i Lilleåen. Det var fedtet, men herligt, og så sang vi om aftenen og havde det noget så skønt.

Jeg gik i skole i Lilleskolen, som den kaldtes. Det var en forskole, hvor vi gik de første tre år. Her havde jeg ”Lasse” der lærte os alt. Lasse – der egentlig hed Anne Larsen – var vi meget glade for, ja vi elskede hende, for hun var altid glad og smilende, og hun lærte også os at smile. Jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor vi ikke gik glade hjem fra skole. Vi lærte mange ting hos Lasse, hør blot: stave, læse, skrive, regne, synge, hækle, kaste og sømme, brodere, stoppe, sy lap på, kniple og spille. Jeg fik for øvrigt et kniplebræt i konfirmationsgave.

Min far døde, da jeg lige var fyldt 8 år, men min mor var en stærk kvinde, og hun kørte gården videre med bestyrer, som blev hos os i 3 år. Vi havde fire bestyrere, indtil mine brødre var gamle nok og havde været ude at tjene og lære lidt.

Jeg var også selv ude at tjene, først på en af Agersbølgårdene, og senere – i 1934 – cyklede jeg til Nr. Lyndelse på Fyn, hvor jeg fik en god plads hos sognefogeden. De tog mig med til Frøbjerg bavnehøj og til efterårsmøde på Ryslinge Højskole. Jeg husker, at vi engang var i Odense, hvor vi så Barken Margrethe af Danmark. Jo, der var skønt på Fyn! Et par år efter genoplevede en veninde og jeg Fyns herligheder, da vi sammen cyklede til landsstævne i Ollerup i bagende sol og slukkede vores tørst hos en venlig mælkekusk, der gav os kærnemælk, som vi drak af spandelåget.

Foruden gymnastik gik vi også til folkedans, og vi var fire par, der var så heldige at få lov at danse anstandsdanse med høj hat og kalvekrøs og kyser og kjoler, som vi selv syede.

I 1938 blev Alfred og jeg gift, og vi var bestyrerpar for mor på Vestergaard. Så hun havde en pige, der fik tre børn under krigen, men vi havde en sikker barnepige, for mor var der jo altid, når vi skulle et eller andet. Og når vi gik i roerne, kom hun trillende med barnevogn og kaffe til os. Børnene elskede Bedste, og hun var god til at fortælle om gamle dage, og det nød de at høre. Da de kom ud at tjene, var mor også uundværlig, for jeg havde flere hospitalsophold, så der var brug for en hjælpende hånd.

Men der var også glæder som dengang, da Alfred havde købt sin første bil, en høj gammel Ford, og jeg glædede mig meget til at blive hentet på Vejle banegård i egen bil!

På Vestergaard var der altid både gamle og unge sammen. Foruden vore egne havde vi i fem år min søstersøn boende. Han var i lære i det nærliggende smedefirma. Han spillede på tromme, og pigerne øvede på klaveret, der stod i Bedstes stue. Men hun kunne lide det hele og passede sit håndarbejde – også når de havde “syklub”, men spillede kort i stedet for.

På væggen i mors stue hang alle anerne på fars side: bedsteforældre, olde, tipolde og tiptipoldeforældre, så det blev fem tipper til vore oldebørn. Nu hænger de allesammen i stuen hos vor ældste datter.

Vi havde mange gode år på Vestergaard – og ualmindelig gode naboer. Der var ikke en dag, hvor vi ikke havde noget sammen. Med den ene af dem havde vi en pudsig konkurrence om, hvis kartofler der kom først op. Det afhang jo af, hvornår de kom i jorden, og det skulle helst ske, så den anden ikke opdagede det. Men vi har mere end en gang set nabo Aage liste om hushjørnet med en spand kartofler, som han mente sig uset kunne lægge i jorden. Men da han et år lagde kartofler allerede 1. April, gav vi op!

Da Alfred blev alvorligt syg og ofte var til behandling på hospital, hjalp både Aage og vores anden nabo Ernst, der nu er graver ved Uldum kirke. De radrensede for os og hjalp os på så mange måder, og da mærkede vi sandelig, hvad det vil sige at have rigtige venner.

Vestergaard har et stort og smukt stuehus med et fornemt indgangsparti. Huset blev bygget i 1915, og mureren, der opførte det, var Georg Sabroe, der senere blev både sognerådsformand og kroejer. Det kostede dengang 5.000 kr. Det gamle stuehus blev stående indtil 1983, da det blev revet ned, og vi plantede birk og roser på stedet.

Vi fik lov at holde både rubinbryllup og guldbryllup på Vestergaard. Men i 1989 – året efter guldbrylluppet – var Alfreds sygdom så slem, at vi måtte se i øjnene, at vi måtte sælge gården. Det skete i foråret 1990, og vi flyttede op i et helt nyt kvarter i en andelsbolig på Kildebakken, hvor vi boede dejligt med en pragtfuld udsigt. Da jeg blev ene og fik tilbud om en bolig nede i Åvangen, tog jeg imod det. Her kender jeg de fleste, og når jeg blader i min store udklipsbog, bliver minderne om de gamle dage og de mange oplevelser dengang så levende for mig.

Inger Marie (Mie) Larsen, Vestergaard.

Lærerinde Anna Larsen (Lasse). 1919.

Vestergaard i Uldum. Formentlig der hvor Marie Larsen voksede op.