Daværende postmester J. C. Jensen var den første og stærkeste drivkraft ved oprettelsen af elektricitetsværket i Uldum 1906. I samarbejde med højskoleforstander Andersen og malermester Petersen udførte han et stort forarbejde, saaledes at man 1. august kunne indbyde byens folk til et møde om sagen. Kun faa mødte, men der nedsattes et udvalg paa tre mand: købmand J. P. Hansen, malermester M. Petersen og maskinfabrikant M. S. Petersen. De delte byen imellem sig, gik fra dør til dør med lister til underskrifter og tegning af antal lamper til det nye værk. I første omgang tegnedes 450 lamper. Den 28 august holdtes konstituerende generalforsamling, hvor postmester Jensen valgtes til formand, og nu kom der gang i tingene. Værket opførtes, og 1. december 1906 tændtes lyset første gang. Det var beregnet til 600 lamper, og der var 27 andelshavere. I dag er der 165 andelshavere med ca. 50.000 lamper. I 1931 opførtes et nyt og større værk, to nye dieselmotorer, nye akkumolatorer og ny strømtavle blev købt.

Gennem 50 aar har man haft fem værkpassere: Tømrer Petersen, uddeler Peter Mathiesen, Niels Gregersen, Fr. Nielsen og P.M. Iversen, der nu har staaet for værket i 42 aar. Værkets nuværende formand er købmand Chr. Hansen.

Ved sidste generalforsamling valgte man at give 1000 kr. til Ungarn-hjælpen i stedet for at holde jubilæumsfest.

Uldum Elværk. Elværkbestyrer P. M. Iversen, 1956

Følgende er en afskrift af en avisartikel fra 1966.

Sogneraadsmøde i Uldum
Paa Uldum sogneraads ekstraordinære møde mandag aften forelaa landbrugsministeriets godkendelse af kommunens jordkøb. Det vedtoges at lade landinspektør Bo udstykke 34 grunde a 700-800 kvadratmeter. Landinspektørens ansøgning om udstykning fra Kaj Rosendahls gaard enbefaledes. En henvendelse fra Vejle amt om udvidelse af jordemoderdistriktet tiltraadtes. Den ny jordemoder bor i Grejs. Østjysk Renovationscenters tilbud om kørsel til 53 kr. pr. spand pr. aar vil der senere blive taget stilling til. Der forelaa fra landbrugsministeriet godkendelse af møbelfabrikant Laursens udstykning. Det vedtoges at købe en af ingeniør Gudmund Hansen tilbudt byggegrund for 4500 kroner. Med hensyn til udbedring af I. P. Hansens vej vedtog sogne at saafremt beboerne langs vejen ikke blev enige om at afstaa jord til fortov, bliver sagen udsat et aar. Kommuneskatten for det kommende skatteaar stiger fra 14 til 15 pct. Kirkeskatten fra en til en og en halv procent.

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her, femte del her, sjette del her og syvende del her. Ottende del handler om en særlig trist periode med den spanske syge.

Under den første verdenskrig – i 1915 – kørte jeg brød fra brødfabrikken. Der kørte 3 vogne, og vi kom helt ud til Kollemorten med brød. Om lørdagen havde vi den “store tur”. Jeg kan huske, jeg begyndte oppe ved Rosendahls og kørte så over Hesselballe, Ølholm, Ny Tørring, Gl. Tørring, Egholm Mølle, Vonge, Kollemorten, Tinnet, Ådal, Ildved mark og Hvolgård. Det var en ordentlig stroppetur for et par heste. (Brødfabrikken var der, hvor det nuværende bageri er – den var stor dengang. De bagte 44 tdr. rug om ugen, og der var mange folk derhenne. Det var den “gamle” bager Kristensen, der startede det – siden overtoges det var sønnen Theodor Kristensen).

Men ellers prægede den spanske syge tiden. Jeg var i 1918 hos Chr. Laursen, og jeg kan huske, at han blev syg, og hans kone blev syg. De var lige ved at dø begge to. Jeg kørte dagvognen hver dag til Vejle, men det eneste, jeg kørte med, var sengetøj! Sengetøjet, som de, der var døde, havde ligget i, skulle ud at renses p.g.a. smittefaren. Jeg smed sengetøjet af ved købmand Christiansens hjørne og kørte så her fra Nørretorv op på Kirketorvet og fik hestene sat ind dér. Så lånte jeg købmand Christiansens trækvogn og kørte ud på sygehuset med det.

Men jeg hentede Knud, den ene af Rasmus Hansens to sønner. Han var oppe på Stenagergård, og hans mor kom grædende om til Chr. Laursen – der var ingen, der turde hente ham, for folk var bange for smitten, – og så snakkede vi jo frem og tilbage om det. Men jeg skulle bare køre og måtte blive siddende ude. Vi lagde så noget halm i vognen og fik lavet en seng af sæder og sengetøj. Da vi kom op til Stenagergård, var der kun pigen, der var rask – manden gik i to overfrakker, resten lå i sengen af spansk syge. Der var en gammel mand med – Rasmus Jensen (Anders Jensens far) -, og han spurgte: Hvad skal vi gøre? Vil du, Viggo? Det måtte jeg jo så. Han lå oppe på et kvistværelse, og vi skulle have ham båret ned i lagnerne. Men han kastede op og besvimede, da vi tog ham. Vi fik ham ned i vognen og kørte ham hjem. Rasmus Jensen og jeg bar ham ind og lagde ham ved siden af hans bror Hans, der lå i en seng. Men da var han lige ved at dø. Så kom der en sygeplejerske med noget i en flaske, som vi skulle tage som en slags modgift efter den tur. Men Rasmus Jensen, der var sådan en gammel hård karl, sagde: Nej, det vil jeg pinedød ikke have noget af, det skidt! Vil du have noget, Viggo? Nej, jeg vil da ikke, svarede jeg. Og vi reddede os alligevel begge to. Så kom der siden bud oppe fra højskolen, hvor de også havde én, der havde fået spansk syge. Svenning Petersen kom ned og spurgte, om vi ikke kunne køre ham til Korning. Vi spurgte, om han kunne sidde op. Det kunne han vist godt. Vi kørte i en lille charabanc, og jeg fik ham stillet an oppe ved mig, og vi drog af sted. Men da vi kom til Kalhave skov, sprang han af vognen. Han var helt vild i hovedet – de havde jo så høj feber! Jeg fangede ham helt nede ved skoven og fik ham snakket til rette og sagde til ham: Det kan du ikke være bekendt – jeg får jo ikke noget for den køretur, når du ikke er med! Så fik jeg ham til Korning – det var en lille ejendom, og vi fik ham ind, og jeg fik en tår kaffe og kørte hjem igen. Men jeg var heldig. Jeg fik ikke sygdommen. Jeg var ikke glad ved de ture med smittepatienter. Men der var ikke andre, der ville, så det var der ikke noget at gøre ved. Engang, mens jeg kørte dagvognen, troede jeg, at jeg var ved at få det. Pludselig kunne jeg ikke se hestene – og det var ikke, fordi jeg havde fået spiritus, inden jeg kørte fra Vejle – det hele gik ud i ét for mig. Politibetjenten var tilfældigvis med den dag. Han sad inde i vognen, og jeg kaldte på ham: Kan du ikke komme ud og sidde ved siden af mig, ellers er jeg ikke sikker på, at jeg ikke dratter af vognen. Så sad han ved siden af mig til Lindved. Herr sagde han til krokonen: Kan du lave noget kaffe til Viggo – og det skal være kaffe, og ikke det pladder du plejer at komme med! Så fik jeg et par rigtig stærke kopper kaffe, og så var det, som om det lige pludselig forsvandt, da jeg fik den kaffe.

Chr. Laursen spurgte, om jeg kunne køre næste dag igen. Det kunne jeg sagtens, for der var aldrig nogen passagerer med. Der var ingen, der turde komme til Vejle. Jeg tror ikke, der var en dag, jeg kørte ned ad Horsensbakken, uden at jeg mødte ligvognen på vej til kirkegården. Man sagde, Vejle var en hel pestby, og der var ingen, der turde komme derud at handle. Folk døde som fluer, og de kunne ikke vel huse dem i kapellet. En af Kastor Jensens brødre døde på Vejle Sygehus af det. Hans mor – kaldet Marie Thy – var efter den tid en fattig kone. Hun var ved flere, men de ville ikke køre for hende, for de regnede ikke med, at hun havde penge at betale med, Så kom hun om – jeg kan huske, jeg kørte skærver til vejen -, og Chr. Laursens svigermor kom ud til mig og spurgte: Hvad skal vi gøre ved hende Marie Thy? Hun er kommet grædende, at der er ingen, den vil køre, og de har ringet fra sygehuset, at hvis hun vil se sin søn, skal hun stræbe efter at komme. Ja, så skal vi vel køre, men vi må hellere spørge “direktøren” (der var inde på et hotel i Vejle). Han sagde, at jeg skulle køre, og havde hun nogle penge, kunne jeg tage 15 kr. Og så kan du tage – han nævnte en af hestene, og så lægger du pisk til. Så skal du køre til! – var der nogle, der var syge, kunne der aldrig køres stærkt nok. Selv om han var en hård hund, var han altid så blød, når der var tale om kørsel til syge og barslende. Jeg tror aldrig, jeg har kørt så stærkt som den dag til Vejle – men vi kunne have sparet den tur, for vi kom alligevel for silde…

Vognmand Chr. Laursen med køretøj. Juli 1914