Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 5

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her og fjerde del her. Femte del handler om dr. Tesch, sparekassen og prisen på kaffepunch.

Dr. Tesch var en foregangsmand på alle måder i kraft af sin dygtighed. Han sled sig næsten fordærvet, fordi han aldrig var i seng. Den meste søvn fik han, når han blev kørt på sygebesøg. Han sad og blev gynget i søvn i sin doktorstol, der blev spændt fast på vognen. En gang i ugen tog han til Flemming Kro, og så kunne folk fra Kodallund og egnen deromkring komme til ham – det var jo nærmere for dem. Tesch stillede sygekassen an, og han fik plantet træer ved landevejen efter Vester Ørum og mod Hesselballe. Han ville gerne have, at det så pænt ud, og når Tesch havde sagt det, var der ikke noget at rokke ved. De respekterede ham. Folk kom jo ikke så ofte på sygehus dengang, og dr. Tesch kunne godt sætte en arm eller et ben af – så havde han dyrlægen (dyrlæge Mikdal) til at foretage bedøvelsen. Dyrlæge Mikdal boede på den gård, der ligger på venstre hånd, når man kører fra Dortheasminde mod Kalhave.

Lægen og dyrlægen var folk, vi skulle se op til – de var jo de “fine”! Men dr. Tesch var en af den slags mennesker, man kunne og burde se op til. Han var ualmindelig. Han fik ikke penge for sit arbejde – folk havde jo ikke så mange penge dengang, men så fik han sygekassen stillet an. De fik nogle få ører i dagpenge, når de var syge, og vi havde en gammel kone hernede i Nederbyen, som Tesch altid sagde om: “Ja, nu er hun snart færdig med at stakke tørv – så bliver hun vel syg!” Så kunne hun få de ører i dagpenge.

Der var ikke noget socialvæsen dengang. Der var en fattiggård, der lå i Langskov. Uldum og Langskov var jo samme kommune. I 1898 balancerede det kommunale regnskab for Uldum Langskov kommune med 16.000 kr., heraf 4000 kr. til vejvæsen, 4000 kr. til skolevæsen, 4000 kr. til fattigvæsenet – hvad de sidste 4000 kr. gik til, kan jeg ikke huske. Kommunekassereren havde regnskabet i en skrivebog som dem, børnene brugte i skolen – der var ikke papirvælde dengang! Ja, det var sære tider, og vi kunne nok ikke tænke os dem i dag. Men der var også gode sider ved det – der var mere hjælpsomhed og sammenhold. Selv om der var megen uenighed, følte man sig som én stor familie. De tålte skam ikke indblanding udefra.

Dr. Tesch byggede den nuværnede lægebolig, men så fik vi hans svigersøn, Broager, der kom til at bo, hvor Knud Gregersen boede, og da Tesch døde, flyttede han om i lægeboligen. Der har været 2-3 forskellige læger i Knud Gregersens hus, og der har også boet læger i Christian Hansens hus på Skolegade. En årrække var der således 2 læger i Uldum – men til gengæld var der jo ingen i Rask Mølle. I Christian Hansens hus boede lægerne Nordgaard, Daugaard, Bergmann, Svendsen og til sidst amtslæge Olrik – det var i den vestlige ende af stuehuset, at der var lægebolig. Købmand Hansens boede i østenden af huset. Jeg kan huske, da Købmand Hansens privatbolig blev bygget – det var dengang det største og bredeste stuehus i byen. Det andet hus – det høje hus -, I. P. Hansen også byggede, er bygget i 1927. Købmand Hansen var jo forretningsmand, og dengang havde de sparekassen ovre i kroen, men Hansen syntes, det var for små forhold. Vi må hellere bygge et hus, så der kan blive sparekasse dér, sagde han. Men da sparekassen flyttede derover, var det Hansen, der bestemte huslejen – han var ikke forretningsmand for ingenting! Oprindelig havde lærer Mortensen sparekassen – sammen med skolesparekassen. Da Mortensen blev pensioneret, byggede han hus på Kirkegade (“Sypigernes hus”) og tog sparekassen med derned. Siden blev den så flyttet til kroen. Der var ikke så meget brug for en sparekasse dengang – det almindelige var, at man lånte hos bønderne, der var små “sparekasser”, fx. Niels Kristensen (Alfred Kristensens far) kunne de altid gå til for at låne penge – det blev sagt, at han tog op på skabet sådan forskellige steder efter penge, der på den måde var brug for. Der må jo ikke have været så mange tyveknægte dengang.

Dr. Tesch var sådan, at hvis folk ikke havde noget til medicin, så gav han dem den også – han var derfor heller ikke nogen velhavende mand, trods det han burde have været millionær, sådan som han kørte omkring både nat og dag. Jeg kan huske en der hed Hvillum – han boede der, hvor Oliver Vadholm bor. Han var noget fordrukken, og en dag var han nede i præstegården, hvor de lige havde fået en ny tærskemaskine – fuld var han jo -, og så skulle han da lige vise dem, hvordan man “lagde i” maskinen, men den rev hans ene arm af, så den hang og dinglede. Han gik altid og røg på en lille træpibe, og de sagde, at han også røg på den over til doktoren. Så sagde han til Tesch: “Kan du klippe mig det skidt af dér”? Men da dyrlæge Mikdal kom med kluden for at bedøve ham, gav han ham en på kassen – han skulle ikke havde det skidt for næsen! Han var sådan en hård hund. Men folk var jo ikke så pivet dengang. Jeg kan huske en mælkekusk, der tørnede sammen med toget nede på Boringvej – han fik et ben sat af. Han lå meget længe oppe på et værelse på kroen – det ordnede han også, Tesch. Når vi så sygevognen – en vogn med et par gamle vognmandsheste for og jernhjul under – så sagde folk: Åh herregud, nu ser vi ikke ham mere! Det var omtrent den visse død, når de skulle på Vejle Sygehus. Men det var sjældent, sygevognen var derude. Det tog jo også et par timer at køre derud, og det kunne jo ikke hjælpe, at de var alt for ringe, når de kørte hjemmefra, for så var de da døde, inden de kom derud.

Vi havde jo ellers dagvogn til Vejle – og før min tid har der været kørende post fra Uldum til Tørring – det var Jens Peter Jensen (“Jens Peter Post”), Karolines far, der kørte sådan en lille posttur derom. De havde jo ikke så meget post dengang. Dagvognen til Vejle kørte én gang om dagen, og der kunne sommetider være mange passagerer med. Jeg har også kørt den, da jeg var omme hos Chr. Laursen – det var ham, der havde den. Men dengang var det ikke under postvæsenet. Vi havde kun post med fra Lindved til Vejle. Sommetider kneb det med at få passagererne med fra Lindved kro, og vi skulle nå 1-toget i Vejle. Om vinteren havde vi meget af tiden tre heste for, og de kunne tage hele Dæmningen – dengang så Dæmningen jo ikke ud som i dag -, og når vi så kom i vild galop, kunne vi også få politiet til at springe over på fortovet, og pisken gik, lige så det suste, for vi skulle jo nå det, og de (politiet) sagde ikke noget. Men hjemad havde vi ikke nogen bestemt tid, så da kunne vi køre mere roligt. Spiritus var ikke så dyrt – vi kunne få 13 kaffepunche for en krone! Fragtkuskene havde 2 øres rabat.