(Læs del 1 her)
For den almindelig ro og orden i byen stod den altid piberygende Sabro meget gerne for, han var jo sognefoged. Der var mange der gik op på 1. sal på kroen og fik nogle råd om, hvad man eventuelt kunne gøre i forskellige sager. Sabro kunne godt lide at være en slags autoritet.

Til hjælp havde han Kontrollen nede fra plejehjemmet. Han stod meget af sin tid på hjørnet ved tømrer Søndergård og Niels mekaniker. Han var altid på gaden, hvor der skete noget men i hans eget tempo.

Til ro og orden på kroen, når der var fest var der Lisbeths Laurids. Lisbeth brugte altid stok og den kaldte hun sit løbehjul. Hun haltede meget.

En dag brændte Bakkegården. Jeg mener Ejnar var brandfoged på det tidspunkt, al halmen på loftet og i laden skulle ud og sprøjtes igennem, det var meget svært at få slukket. Og så skulle vi gå brandvagt hele natten.

Jeg husker også, da Annelenesminde brændte. Jeg mener, der var to døtre på gården. Jeg kendte bedst den ene Jeg kan ikke huske, om det var hende, jeg luftede ud af banen til Enggården og retur, når det var mørkt.

Jeg ved godt kvinder påstår, de har mere rygrad end mændene, men det passer ikke. De viser bare mere af den.

Vi nåede frem til d. 9.april 1940 med den tyske invasion. Jeg husker de store mørke tyske flyvere, der kom op gennem Jylland, enkelte kom tidlig morgen over Uldum. Jeg skulle samme dag på handelsskole i Vejle pr. cykel. Jeg syntes godt nok, det var en masse krigsmateriel, tyskerne kom slæbende med på de kæmpestore lastbiler, som de havde besvær med at få om hjørnet ved Lyon i Vejle. Det var en stor kontrast til det danske hestetrukne artilleri, som en sen aften under en øvelse holdt hvil i Uldum. Bager Christensen fik lys i butikken, og fik solgt noget brød. Jeg er ikke sikker på, om ikke ham og Thorvald, der boede lige ved siden af nåede at få bagt noget mere brød. Soldaterne var der i flere timer. Og jeg kom for sent i seng.

En dag var vi et par stykker oppe på Lyon, og der var mange tyskere i restauranten. Da vi gik derfra, hængte der i garderoben en del tyske bælter med pistoler vi ville godt have haft et par stykker med hjem. Vi var nede for at se, hvordan vi hurtigt kunne komme af vejen med dem, men der var for mange tyskere der nede. Så det blev en forbier.

Snart begyndte besværlighederne. Første ordre lød på mørklægning, så alle skulle tætne alle deres Vinduer og døre. Der måtte ikke kunne komme det mindste lys ud for englænderne måtte ikke have for nemt ved at finde deres bombemål. Senere måtte der ikke være sammenstimling på gaden af mange personer, der måtte højest være 4 der stod og talte sammen. Senere igen kom der forbud mod at gå ud mellem 22 og 6 morgen.

Efterhånden som de danske lagre af udenlandske varer slap op, begyndte man at udstede rationeringsmærker på smør, sukker, kaffe, brød med mere. Man fik tekstilmærker. Det kunne i få tilfælde lade sig gøre, at få en indkøbstilladelse til et par stykker arbejdstøj, ved at henvende sig til kommunen. Her fik man også tilladelse til køb af noget babytøj: 6 Trøjer uden ærmer, 6 med ærmer, 6 bleer og 3 navlebind. Der var lidt mere, som jeg ikke husker. Kvaliteten var ikke af de bedste,men man var nødt til at tage hvad man kunne få.

En anden smule natlig sikkerhed var, da vagtværnet blev oprettet, som blev ledet af Carl Rasmussen. Carl fordelte vagterne og stod for det økonomiske. Man blev udstyret med en knippel og der var en lygte til rådighed. Vi var 6 mand på hvert hold. Vi gik 2 og 2 i 2 timer natten igennem, frivagten spillede kort. Jeg var på hold med Frederik Hansen, barber Grønbæk, Jens Svendsen, Carl Daugård og Mads Jensen. Vi havde det hyggeligt.

En søndag hvor vi var 4, som hver havde fået lavet en madpakke. Ville vi til Ulbækhus for at bade. Så ned til Falkenberg, der fik Bilen frem. Vi fik en kasse øl på bagagebæreren, og kom til vandet, hvor Tage hen på dagen optrådte med bar overkrop og slips. Jeg tror, vi endte på Sevilla den aften i Vejle, hvor en havde sagt “hold mund” til Manden med mikrofonen. Han svarede kort og kontant “man kan godt høre vi er kommet i hundedagene, hvalpene de gøer”.

Der var altid mange elever på Højskolen. Piger om sommeren og Karle om vinteren. Vi mærkede mest til dem i deres middagspause, hvor de var nede i byen for at handle. Om søndagen vandrede de alle til kirke ved Pastor Fredsted. Vi var nogle stykker, som gerne ville op i svømmehallen for at bade, men det tillodes ikke.

Med tiden blev det mindre med de tyske flyvere, man så flere af de engelske bombemaskiner og Spitfire-jagere på vej hjem, efter at have været nede i Tyskland og bombe. Jeg mener, at huske vi enkelte aftener kunne se lysglimtene på himlen, når de bombede Kiel. Jeg husker også de store spærreballoner, som havde revet sig løs nede i Tyskland, de kom drivende op gennem Jylland.

Der var egentlig mange muligheder for at blive aktiveret, hvis man ville. Der var Ungdomsforeningen, hvor lærer Morsø var formand. Der var Gymnastikforeningen, som foruden gymnastik også holdt bal i forsamlingshuset. Der var fodbold. A.I.K. holdt deres baller på kroen.

Niels Albert var formand for klubben, og ville have Elmo Petersen fra Vejle til at spille, for han gav gerne nogle af de her “In The Mood” – “Alexander’s Ragtime Band” – “When The Saints Go Marching In”. Det skulle være noget med noget go i.

Der var en nyanlagt Tennisbane, som jeg mener Ladevig på fabrikken havde været medstarter af. Når Christian og Peter Hansen var på banen, var én af Christian Hansens kommentarer tit, “Nå Løjtnant Hansen, så er det din tur”. Peter var vist hjemsendt Løjtnant. Christian var lun – han trak godt på det ene ben, men han klarede sig fint på banen. Vi fortsatte så længe der var luv på boldene, men det slap også op.
Der var danseskole ved frk. Engholm fra Horsens. Det var dengang det begyndte med swing. Hun blev senere gift med en lampeskærme-fabrikant. Og kom til at bo i Skjerk ved Aulum.

Der blev spillet dilettant i byen. Jeg havde gerne fornøjelsen af at være førsteelsker, der var nok ikke andre, der blev tildelt rollen. Den sørgede Morssø for jeg fik.

En søndag eftermiddag, blev der holdt alsang i anlægget ved Forsamlingshuset, det gjorde man mange steder den gang, med at synge mange fædrelandssange, for at trodse tyskerne. Jeg tror, det var Laursen Vig og eller Høltzermann, der var initiativtager.

Laursen Vig var ny forstander på højskolen. Han havde lige afløst Svenning Petersen, som var flyttet til Hornstrup, da vi kom til byen. Laursen Vig blev senere gift med én af sine gamle elever. Jeg mener de fik 2 sønner hvoraf den ene er engageret i Landbrugsorganisationerne.