(læs først del 1 og del 2)
For ikke at glemme det, så var der altså service på vestbanen. En morgen jeg skulle hjem til jul, og havde sovet lidt for længe, nåede jeg lige om hjørnet af Stationsbygningen, og så lige bagenden af toget. Heldigvis var Benfeldt på vej op på sidste vogn, han så mig lige. Han fandt hurtigt den udvendige nødbremse. Jeg kom med. Med besked om at stå noget før op.

Der var fart over feltet, når brødrene Tønnesen om morgenen ville se, hvem der kom først til Vejle efter fisk. DKWerne knaldede bare derudaf for fulde sejl.

Tobakken blev det også galt med. Jeg havde en god ven, som var kommis ved I. P. Hansen. Han hed Holger Sørensen og han var fra Solskov, og merkantil uddannet, som han sagde. Det er det samme som kommis. Vi lånte et stykke jord af Mathias Bundgård for nu ville vi til at dyrke tobak.

Vi fik plantet en hel del. Besværet kom så til efteråret for da skulle alle bladene trækkes på en snor og hænges op og tørre. Det gjorde vi oppe på Christian Hansens øverste lager. En dag solgte Holger det hele til en fabrik, han fik en ny shagpibe. Vi dyrkede ikke mere tobak. Det var der for meget arbejde med, og for lille udbytte.

En søndag morgen var købmandens hvide facade overmalet med sorte hagekors og æg (den gamle Valeur). Som skyldtes at der af og til om aftenen efter normal lukketid holdt en tysk lastbil for at proviantere. Der har været nogle, der ville sige deres mening om det. Købmanden gik meget af søndagen og bankede puds ned. Ingen af delene så godt ud. Jeg har aldrig hørt hvem, der var malere. Mig var det ikke.

Enkelte aftener fik vi os en L’hombre med Skomager Nielsen og Isenkræmmer Juhl. Man kunne også gå ned til skrædder Petersen, som var vært på Afholdshotellet og få sig et spil whist. Her kunne man møde gl. Anders Vejmand. Det fik han hans aften til at gå. Jeg kan godt se nu, man skal have noget at gå efter, særlig her i senioralderen. Og ikke bare grave sig ned. Aftenkaffen med brød kostede 25 øre.

Der var en aften, vi sad 3-4 stykker nede ved Chr. Nyborg. Gudmund var ene hjemme, vi har sikkert spillet kort. Så mente Gudmund godt vi kunne tage noget af den vin, der stod og gærede nede i kælderen og det skulle suges op ved hjælp af en hævert. Det var så mig, der skulle suge, men der kom gær med op. Kort efter fik jeg set, hvad jeg indeholdt. Kors, hvor blev jeg dårlig.

En ulempe på kroen var den store kakkelovn i salen. Den var i vejen, når der spilledes Badminton. En anden ulempe på kroen var, at man kun kunne få 1 øl, når man bestilte smørrebrød, og vi var garanteret nogle, der gerne ville have haft et par stykker mere. Vi var ikke rigtig til sodavand, men det kunne bruges med snaps i.

Niels Albert og Tage komponerede en slags hurtig jordforbindelse, der bestod af 2 Solbærrom, 2 Pebermyntelikør, 2 Snapse i et glas. Med sådan et par stykker af dem fik man nok et lidt andet syn på tilværelsen.

Vi skulle have ansat en ny dame i forretningen, så vi havde en annonce i avisen, hvor vi bad om ansøgning og billede. Der kom 4-5 stykker. Så spurgte Ejnar mig om, hvem jeg syntes det skulle være. Jeg foretrak en på billedet pæn pige fra Skanderborg. Men han mente nu nok, han hellere ville have hende mejeribestyrer-datteren Herdis Løkke fra Brædstrup. Og det blev det så. Heldigt for mig. Hende blev jeg gift med, og det holdt i 44½ år. Så holdt hun desværre ikke længere.

Vi havde også en Taxa i byen, nemlig Anders Bech, hvis datter præsterede at føde firlingerne Anders, Karen, Jens og Peter. Det var en meget omtalt præstation den gang.

En oplevelse som jeg også har haft var, når fru Andresen kom gående nede fra kærene med sin kurv på armen. Hun havde en søn, som hed Knud. Han læste teolog ved Biskop Dons Christensen i Ribe. Jeg var blevet valgt til formand for valgmenigheden i Aulum. Vi stod og manglede en ny præst. Vi blev kontaktet af Biskoppen, der mente han havde en mand, vi måske kunne bruge. Men han var jo ikke teolog, han var det vi kalder lægpræst. Vi mente, vi kunne bruge ham. Og fik ham præsteviet i Viborg Domkirke. Han var ansat hos os i nogle år, hvorefter han blev sognepræst længere sydpå. Jeg kan fortælle, at Knud gav sin ene nyre til sin datter, men hun levede ikke så længe med den. Knud blev en god præst.

En søndag hvor Orla Jørgensen og undertegnede gik og ikke foretog os noget fornuftigt, blev vi enige om at vi til en forandring ville gå i kirke om aftenen. Efter kirketid, hvor vi var på vej hjem, kom Herdis farende, hun ville tale med os ganske diskret.

Hun skulle spørge fra hendes far om vi ville cykle over i Mattrupskovene, og hjælpe ham og 4 andre ved en engelsk våbennedkastning. Vi tog hurtigt afsted. Vi nåede hjem ved 5-6 tiden om morgenen. Vi fik kort efter besked om 1 kasse våben, som vi skulle have skjult. Så gode råd var dyre. Vi besluttede os for at gå ned til Pastor Fredsted og spørge om der var mulighed for at benytte kirkens loft. Men Fredsted mente, at disse steder var for godt kendte af Gestapo. Fru Fredsted havde siddet og lyttet, og sagde så “jeg vil også være med, jeg kan gå med blade”.

Vi havde fået lærer Slotsbo med. Så vi fire fik kassen med våbnene bakset ud ved en mergelgrav, hvor vi gravede dem ned.

Men ellers gik livet under krigen i Uldum stille og roligt, følte jeg. Nogle var måske for Nazisterne, men mange gange flere imod. Man levede med forholdene. Efter krigens afslutning maj 1945 hvori jeg havde 2 efterskolekammerater, som faldt. Niels Fiil fra Hvidsten Kro, som blev henrettet i Ryvangen. Og lærersønnen fra Trige som faldt ved Middelgrundsfortet, da de sænkede flåden.

I maj 1945 mødte Tage Nyborg og jeg ved militæret i Fredericia. Vi kom begge til at ligge ved 2. Battalion på Ryes Kaserne. Jeg blev hjemsendt marts 1947 og vendte tilbage til Uldum for så at se mig om efter en forretning, for nu ville pigen giftes.

Ejnar havde fået tip om en forretning i Aulum, så der tog vi op for at se på forholdene. Ejnar ville ind og se butikken, så han gik ind og købte et lommetørklæde. Han ville se hvad det var vi var i færd med. Vi talte med en mælkemand på gaden, som Ejnar havde fået anvist af en mand fra Hedensted, og han mente nok, der var muligheder. Vi tog hjem, og bestemte os for at købe.

Den 18.april 1947 startede jeg så i Aulum. Laurids Christensen, havde godt nok advaret mig, for som han sagde, de er meget missionske på de kanter. Og det passede Men vi kommer begge 2 fra Grundtvigske hjem og det har vi holdt fast ved hele tiden. Vi fik en god tid og en god forretning sammen i Aulum. Vi solgte forretningen til afståelse 14. januar 1991. Vi var blevet gift i 1947 og fik lige godt 441/2 år sammen. Vi fik 2 børn. Det mærkelige var, at Herdis døde nøjagtig samme dag, som forretningen skulle afstås. Det var mærkeligt, at Herdis og firma. sluttede på een og samme dag.

Jeg har nu boet i Aulum i næsten 56 år. Jeg har et lille hus på 90 kvadratmeter og er stadig på arbejdsmarkedet. Jeg sidder på kontoret i et supermarked, og ordner pengesagerne til banken. Jeg kommer nogle timer hver dag. Og til forundring for de unge mennesker også om lørdagen. Det har jeg jo altid været vant til. Lørdagsjobbet er ikke sagen for unge mennesker, der skal ske andre ting lørdag aften.

Vores firma navn var Hjelmager, som er mit mellemnavn, og som vi kaldtes og stadig gør.

Til slut; Ægteskabet er den eneste krig, hvor man sover sammen med fjenden.