I anledning af Marie og Svenning Pedersens sølvbryllup, 30. Okt. 1932, skrev Peter Alsted denne sang til dem og Uldum. Marie og Svenning Pedersen var forstanderpar på Uldum Højskole.

Mel.: Som en rejselysten Flaade.

Paa det jævne ligger Uldum
i sit Skjul af Elm og Hyld,
og paa Frastand syner Byen
som en gammeldags Idyl.
Men, kom blot lidt mere nær:
Væk er Byens Gadekær,
ok — for længe siden!
Vandværk har vi og Asfalt,
Fremskridt ser man over alt,
jo! Vi er med Tiden!

Paa det jævne ligger Uldum,
her er aabent, fladt og frit,
og fra Skoletaarnets Tinde
kan man se saa milevidt.
Brede Strøg af Guld og grønt
toner hen saa blødt og kønt
mod de fjerne Banker.
Rødt og hvidt der blinker frem,
hist og her et nybygt Hjem,
lyst af Fremskridts-Tanker.

Blandt de første i den Fremgang,
der i By og Egn fandt Sted,
Svenning Pedersen skal nævnes
og hans gode Hustru med.
Fra de kom til Uldum By,
blev den jo som ganske ny,
saa man knap den kender,
og i Egnen fjern og nær
er det Ild fra Hjemmet her,
som paa Arnen brænder.

Det kan siges, der var mere
Fred og Ro i gammel Tid,
og at med de nye Fremskridt
følger al Slags Kiv og Splid.
Freden bli’r det smaat nok med,
dog: »Det bedste er ej Fred,«
(som alt Bjørnson siger),
og det er jo Livets Lov,
at engang den gamle Skov
for den nye viger.

Om vi kives lidt imellem,
det er ej saa grumme slemt;
for de mange smaa Skærmydsler
bliver gerne hurtigt glemt.
Eet kan vi dog enes i:
»Dem paa Skolen« hylder vi
nu paa Højtidsdagen,
siger Tak for hvert et Slag,
de paa Skolen Dag for Dag
slog for Fremskridts-Sagen.

Peter Alsted.