Det er Knud og Aksel, der har provokeret mig til at fortælle om mine oplevelser i tiden 1938-1947 hvor jeg boede i Uldum. Jeg fatter ikke at det skulle være særligt interessant – jeg er jo ikke hverken gammel politiker eller opfinder. Bare gammel. Man er ældre, når man er færdig med at vokse i begge ender. Og vokser på midten.
Datoer og rækkefølger kan godt svinge noget, det er trods alt ca. 60 år siden og udtalelserne kan måske falde lidt over hinanden, hvis jeg bliver for ivrig. Måske kan jeg komme til at forveksle bynavnene Uldum og Aulum. Vi prøver, så I må leve med det, jeg husker. Det er tilladt at gå.
Ejnar Nielsen og jeg, vi er halvbrødre med en aldersforskel på 18 år. Ejnar havde købt forretningen af A. B. Gran nede på hjørnet i Uldum til overtagelse i okt. 1938. Det har altid været hans snak derhjemme, at når han en dag købte en forretning, skulle jeg tage med. Ca. 25. september 1938 kom vi med Horsens vestbane til Uldum.
Da vi steg ud af toget på perron 1, fandt Ejnar en mønt, hvorpå han sagde “det betyder lykke”. Han fik jo også mange gode år i Uldum. Han gemte mønten, “har du den Aksel?”
Vi kom i god tid, for vi skulle hjælpe Gran med opmåling og optælling af lageret. Der var godt nok mange gamle varer. Jeg husker gamle moireskjørter, hvide stive og sorte satin kravebryster til mænd stive enkeltflipper og meget mere.
Jeg kan fortælle, at foran disken, der stod lige indenfor døren, var 2 store bremsespor fra en hest, som var løbet løbsk ned af højskolebakken, og ikke havde kunnet nå at svinge om hjørnet om til bagvejen, men var fortsat op ad de tre trin og lige ind i butikken, hvor den blev mødt af disken. Jeg spurgte Gran hvad han gjorde. “Jeg sagde stop Lotte”.
I dagene under optællingen fulgte vi spændt med i radioen. Det var i disse dage, den engelske Premierminister Chamberlain var i Mûnchen for at få en ikke-angrebspagt lavet med tyskerne. For tyskerne var gået ind i Sudeterland, Østrig og nu sidst i Tjekkoslovakiet. Han fik en sådan underskrevet og tog hjem og meddelte ”at nu var der fred”. 1 år efter gik tyskerne ind i Polen. Så erklærede englænder tyskerne krig ~ for nu var pagten brudt. Nåh. Men det var ikke verdens historie jeg skulle fortælle.
Ejnars kone Asta og fire årige datter Kirsten nåede også frem til Uldum. Vi to mænd duede heller ikke til det huslige, eller rettere sagt vi var mere interesseret i at få butikken i orden, og gjort klar til et overtagelses-udsalg. Så det var rart med huslig assistance.
Til udsalget fik vi hjælp af et par af Ejnars gamle kolleger fra Nordjylland. Det blev et godt udsalg. Vi solgte mange varer, skønt det var i trediverne, da var der jo ikke så mange penge mellem folk. Men det var begyndt at lysne for den danske økonomi. Jeg kan huske vi solgte nogle ældre Habitter for 19 kr.
Tiden skred stille og roligt fremad, og vi kæmpede for at skaffe varer. Både i Herning og København. Så nåede vi hen til sidst i februar 1940.
Ejnar kom op på mit værelse en meget tidlig morgen, vækkede mig og sagde, at det sikkert blev i dag, hvor Asta skulle føde. Jeg sprang ud af sengen. Hvorpå Ejnar sagde. “Tag den med ro, det er jo ikke dig, der skal klare det”. Men det blev altså til Aksel, som jeg masser af gange har kørt i barnevogn op og ned af gaden, og syntes det var sjovt.
Når jeg skulle ud med varer eller telegrammer i byen eller på landet, havde jeg gerne Kirsten med i en cykel-stol. Hun var glad for alle de småkager eller chokolade, vi fik.
