Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I august 1998 blev det Edel Fangels tur til at fortælle blandt andet om sin opvækst i Norge og tiden der fulgte:

Jeg er fra Nordnorge – nord for polarkredsen mellem Lofoten og Bodø. Det er en egn med flot natur. Vi boede helt ud til vandet. Fiskeri er et vigtigt erhverv her, så vi fiskede meget. Min onkel satte garn, og jeg var med hver gang. Det var især torsk, sej og sild, vi fangede. Vi spiste fisk hver dag, og det var meget sjældent, at vi fik kød. Det var så dyrt. På min egn var der også lidt landbrug, men kun lidt. Min far var ikke fisker. Han dyrkede jorden og passede skoven. Naturen der er ret bakket med store gran- og fyrreskove og nogle få birketræer.

Stedet, jeg kommer fra, hedder Strømdal. Der var en bittelille skole, hvor første, anden og tredje årgang var sammen i en klasse, og fjerde, femte, sjette og syvende på samme måde sammen i en anden klasse. I denne lille skole gik jeg i syv år. Herefter kom jeg i en anden skole – Samhellsskolen -, hvor jeg gik i et år. Det var også en kommuneskole, men man fik ingen eksamen der.

Så kom jeg i tjeneste forskellige steder, først på en meget stor gård, hvor jeg var et år. Her hjalp jeg også til i høsten, der jo foregår på en lidt anden måde end her. Man har det høstede korn hængende på træstativer – ikke som i Danmark i neg sat i hobe.

Så fik jeg plads i huset hos en dame, der havde telefoncentral, og hvor jeg passede børn og hus. Der var to små piger, og jeg elskede dem, og de elskede også mig. Et andet sted, hvor jeg var, var der to store børn, som også kom til at holde af mig, og jeg kunne også godt lide børnene. Det ville nok blive svært for den pige, der skulle overtage pladsen efter mig. Da de nye pige første gang skulle til bords og ville sætte sig der, hvor jeg havde siddet, råbte begge børnene: “Der må du ikke sætte dig – det er Edels plads!” Sådan er det blevet mig fortalt, så det har været noget af en overgang både for børnene og hende. Jeg var i den plads i halvandet år og havde åbenbart en høj stjerne der.

Efter endnu et par år i huset kom jeg til Lillehammer, hvor jeg arbejdede i en restaurant. Jeg stod ved en disk, hvor tjeneren kom og afgav bestillinger og modtog serveringen. Derefter kom jeg til Viktona Hotel, hvor jeg var temmelig længe.

Her i Lillehammer mødte jeg min mand, der var musiker og spillede i et band sammen med to andre. Han var dansker og var fra Vejle.

Når vi havde lejlighed til det, og der var mulighed for det, tog vi om sommeren op i fjeldet og spændte skiene på. Selv om det var sommer, var der jo stadig sne oppe på fjeldet. Vi elskede begge to at stå på ski. Det har jeg gjort lige siden, jeg var en lille pige. Det var skik, at man fik ski så snart, man kunne gå. Jeg kan huske, at drengene havde lavet en stor hopbakke. Den ville jeg da også prøve, men de sagde: “Nej, Edel, det går ikke, for du falder bare!” Men jeg gjorde det og hoppede langt – og drengene var imponerede!

Jeg var en drengepige – det har jeg altid været. Jeg kunne bedst lide at lege med drenge og tage udfordringer op. At lege med dukker var slet ikke mig. Men drengene kunne godt være lidt drilagtige. Jeg husker engang, hvor der var store isflager på fjorden neden for skolen, jeg gik i. En af drengene, jeg legede med, tog min skoletaske og smed den langt ud på en isflage. Så jeg måtte ud efter den og var pjaskvåd, da jeg kom hjem til min mor.

Jeg har altid haft en svaghed for tyggegummi, lige fra jeg var en lille pige. På vejen til skolen var der et stort træ, som jeg plastrede til med adskillige klatter tyggegummi, den ene over den anden, så langt jeg kunne nå. Det blev jo til rigtig mange i tidens løb!

Jo, det var en sjov tid, som jeg mindes med glæde.

Det, jeg savnede mest, da jeg kom til Danmark, var sneen. Der var jo aldrig en ordentlig vinter her som hjemme i Norge. Og der var ikke mange muligheder for at stå på ski.

Den første tid i Danmark boede vi hos mine svigerforældre i Mølholm. De var begge lærere på Vinding skole, men da den nye skole i Mølholm blev bygget, fik de ansættelse der. Efter pensioneringen flyttede de til Bredballe.

Bortset fra det med sneen har jeg ikke savnet noget i Danmark, men har haft det godt og været glad for at være her.

Da jeg havde fået mit første barn, flyttede vi til Donslund. På den tid kunne jeg endnu ikke tale dansk. En dag var jeg henne hos købmanden og skulle have nogle tændstikker. Men jeg kunne ikke huske, hvad de hed på dansk, så jeg bad om nogle fyrstikker. Det varede noget, inden han fandt ud af, hvad jeg mente. Først da jeg selv pegede dem ud på hylden, lykkedes den handel.

Så besluttede jeg, at jeg ville lære dansk ordentlig, og det mente jeg bedst kunne lade sig gøre på en arbejdsplads. Jeg fik arbejde på Dandy, hvor jeg jo havde nær kontakt med mit kære tyggegummi. Her var jeg i godt 14 år, men blev så fyret – vi var 25, der blev fyret på grund af driftsomlægning. Da var min sygdom så småt begyndt. Men jeg fik lært dansk så godt, at jeg efterhånden helt har glemt at tale norsk. De par gange, jeg har været hjemme i Norge, har de bedt mig tale norsk, for de kunne ikke forstå mit dansk. Men jeg kunne ikke, for jeg kan kun huske et par ord på norsk. Jeg kan bedst ord med r, hvor jeg “ruller” på r’et.

Jeg elsker at bo i Danmark og kunne ikke tænke mig at flytte tilbage til Norge. Min mand og jeg flyttede en del. En tid boede vi ovre mellem Daugård og Stouby og sidst i Ølholm. Min sygdom blev værre, men lægen, der undersøgte mig, mente, at der var tale om en virus, og at det nok skulle gå over. Men en anden læge kom til et andet resultat og sendte mig omgående på hospital.

Det var jo sklerose. Et ophold senere på sklerose-sanatoriet i Ry hjalp mig godt, og de var utroligt flinke og hjælpsomme. Her prøvede jeg forskellige typer kørestole, og jeg fandt, at den allerbedste af dem, var den, jeg har nu.

Da jeg var 40 år, mistede jeg min mand, der døde pludseligt af en maveblødning. Vi havde fået to børn.
En søn, der hedder Rune, bor i Horsens, hvor han er ved at tage kørekort til lastbil, og en datter, Lene, der arbejder på Brandtex i Brande. Jeg husker, at da jeg ventede den første, strikkede jeg alt børnetøj i blåt, for jeg var helt overbevist om, at det blev en dreng – og det gjorde det jo. Og da jeg ventede nummer 2, strikkede jeg alt i lyserødt, og det blev en pige!

Jeg er meget glad for min kørestol, for ved hjælp af den kan jeg komme omkring, hvor jeg gerne vil. Den skal lades op hver nat, men så er den klar til mine ture. Jeg har været med til flere handicaptræf, ja, jeg har endda spillet bowling i et arrangement for handicappede.

Det er også godt for handicappede at ride. Hesten har altid været mit yndlingsdyr. Min moster og onkel havde et landbrug, hvor der også var heste, og jeg har siddet på hest som helt lille. Det er dejligt sådan at føle sig et med et så trofast dyr.

Jeg skal med til et stort stævne på Egeskov på Fyn, som Scleroseforeningen arrangerer. Jeg er utrolig glad for at bo i beskyttet bolig her.
Men det er dejligt med sådanne adspredende oplevelser. Jeg glæder mig til stævnet på Egeskov – og til at opleve Fyn, for “Fyn er fin”.

Nedergården i Uldum