Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I marts 2000 blev det Martha Juuls tur til at fortælle om livet med rutebiler.

Jeg er født i Grumstrup og døbt i Vedslet kirke den 23 maj 1912. Mine forældre havde en gård i Grumstrup, men da jeg var tre år, flyttede de til Kattrup. Her boede vi lige ved skolen og kirken og præsteboligen. Så jeg havde ikke langt til skole, bare lige over vejen, men jeg syntes nu, at de, der havde en længere skolevej, måtte have det sjovere.

Jeg gik i Kattrup skole alle syv år. Det var en skole med fire klasser. I de første skoleår havde vi frøken Aagaard, som vi holdt meget af, for hun var sådan et dejligt menneske, der forstod at tage os på en god måde. I de ældste klasser havde vi lærer Gydesen, der var kommet fra Samsø. Han havde 8 børn, fire piger og fire drenge, så han sørgede da for, at der var børn i skolen!

Kattrup, Hovedgaard og Ørridsslev udgjorde et pastorat, og børnene fra Hovedgaard skulle gå til præst i Kattrup. Jeg blev ikke konfirmeret i Kattrup, men i Ørridslev kirke – det skiftede mellem kirkerne.

Efter skolegangen i Kattrup kunne de, der ønskede det, komme til Hovedgaard, hvor de kunne få realeksamen. Men vi var mange, der ikke ville til Hovedgaard, for vi var så glade for Gydesen og alt det, han kunne give os. Min søster kom til Hovedgaard – vi var kun vi to søskende.

I den første tid, efter at jeg var blevet konfirmeret, var jeg hjemme hos mine forældre, men i 1929 døde min mor, og jeg kom ned i Kattrup Brugsforening, hvor jeg var et par år og passede hus og børn. Så kom jeg til Horsens, hvor min søster arbejdede på Heimdal som husholdningselev. Min far var i mellemtiden flyttet i en lejlighed i Kattrup. I Horsens fik jeg plads i huset hos en forsikringsinspektør, men det var noget af en overgang for mig at være i en by. Jeg var jo vant til livet i naturen ude på landet. Jeg har altid befundet mig bedst på landet.

Men jeg fortsatte nu alligevel livet i byen, idet jeg efter tiden i Horsens fik plads hos overlæge Fjeldborg i Vejle, hvor jeg var i halvandet år som kokke/enepige. Der var tre dejlige drenge i 12-14 års alderen. Fjeldborg boede i et hus lige ved siden af sygehuset. Han fik et sørgeligt endeligt, idet han sammen med en anden overlæge i Vejle blev skudt i besættelsestiden under krigen. Det var meget tragisk for begge familier og især da deres børn.

Efter halvandet år her blev jeg i byen og fik – nok efter forespørgsel hos Fjeldborgs – plads hos konsul Warrer på Nørretorv. Her var jeg kokkepige, og jeg husker tydeligt dengang, de holdt sølvbryllup. Sikken fest! Det var flot, men det var jo også et fint sted.

Sommeren tilbragte familien Warrer i en slags sommerhus ude ved Munkebjerg. Det lå lige nabo til og blev kaldt Lille Munkebjerg. Her opholdt de sig lige til oktober, hvor de flyttede ind til byen igen. Der var så skønt derude, især lige efter at bøgene var sprunget ud. Det nød jeg meget.

Jeg var hos Warrers, indtil jeg blev gift med Niels Juul. Ham havde jeg lært at kende flere år forud. Det forholdt sig nemlig sådan, at på rutebilstationen i Horsens holdt rutebilen fra Kattrup lige ved siden af Kalhave-rutebilen. Niels Juul havde på det tidspunkt Kalhave-Horsens ruten. Jeg kunne jo ikke undgå at lægge mærke til den høje, flotte chauffør på Kalhave-bilen. Og ved et landbobal på Heimdal senere stiftede vi nærmere bekendskab med hinanden – og det viste sig, at Kalhave-bussen snildt kunne køre omvejen over Vejle og sætte mig af der, inden den fortsatte hjem til Kalhave!

Sådan set kan man godt sige, at rutebilerne blev min skæbne, for dem fik jeg rigtig meget at gøre med siden hen.

Niels Juul havde ruten til Horsens, men den udgik ikke fra Uldum, men fra Kalhave, for det var Århus Amt, der havde givet bevillingen, så der måtte kun køres inden for amtet. Og Uldum lå jo i Vejle Amt. Da Niels skulle til at bygge hus til os, skulle det være på nordsiden af Lilleåen, der dengang dannede skel mellem Vejle og Århus amt – senere Skanderborg Amt. Derfor kom vi til at bo i Dortheasminde i et hus, hvor der også var garage til rutebil. Det var i 1935, at huset deroppe blev bygget, forøvrigt i en gammel grusgrav. Året efter giftede vi os den 9. december, samme dag som firlingerne fra Breth blev født.

Med bopæl i Dortheasminde drev Niels Juul ruten Kalhave-Horsens. Men hvis der var nogen i Uldum, der ringede og gerne ville have kørelejlighed til Horsens, måtte han godt køre ned og hente dem. Det kunne være lægen eller præsten for eksempel. Pastor Riisgaard i Uldum benyttede somme tider den mulighed.

I mange år havde Chr. Laursen haft rutekørsel til Vejle, først med dagvogn og siden med rutebil – den første rigtige bil blev kaldt Bethlehem efter den by i Amerika, hvor den var lavet. Men så solgte Chr. Laursen ruten til Johannes Nielsen, der en tid boede i det høje hus på hovedgaden i Uldum. Det viste sig så, at han ikke ville køre den alligevel, og han spurgte så Niels Juul, om han ikke ville overtage den – jeg tror, den skulle koste 40.000 kr. Det ville han godt, og sådan gik det til, at han fik ruten Uldum-Lindved-Vejle. Johannes Nielsens søn Svend – ham, der senere blev kendt med “Svends Rutebiler” – kørte som chauffør i den første tid på ruten. Den blev senere udvidet til Brædstrup, efter at de tidligere regler var blevet ændret af amterne.

I den første tid var der kun to ture, en om morgenen og en om aftenen. De var også postture, for ligesom dagvognen i gamle dage var postbærende, var efterfølgeren på ruten det også, så postkasserne skulle tømmes undervejs.

Det var i det hele taget et alsidigt job at køre rutebil dengang, for chaufførerne udførte også ærinder i Vejle for folk, der boede langs ruten, så de fik et godt kendskab til folks behov.

Og så var der aviserne! Dem havde rutebilen jo også med, og de skulle jo smides af ud af vinduet eller døren. Der var ofte en dreng med, der havde den opgave. Dengang var aviserne ikke pakket i plastik, så de kunne godt blive noget snavsede ved den behandling.

Efterhånden blev der behov for flere ture, og det betød jo også, at vi fik flere chauffører, der skiftedes til at køre. Foruden Svend havde vi en, der hed Rasmus, som var hos os i flere år. Ligesom andre siden hen boede og spiste han hos os.

Årene under krigen var meget besværlige, for der var mange af de ting, man havde brug for i den daglige drift, der ikke var til at få. Det gjalt for eksempel dæk til bilerne. De var jo meget nødvendige, og det skete, at der måtte købes nogle “sort”, og det var ikke altid lige heldigt.

Hidtil havde Niels Juul haft både ruten til Horsens og den til Vejle. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg mener, at det var på den tid, at han solgte Horsens-ruten til Møllegaard i Uldum, der så drev den i nogle år.

En anden ting, der gjorde det besværligt under krigen, var benzinmanglen. I stedet gik man så over til at køre på gas. Det var noget hæsligt noget, og disse hersens “kakkelovne”, der blev hægtet på bilerne, skulle “fodres” med træ. Niels fik nogle stød oppe fra Kalhave skov, som han savede og kløvede til brænde, der blev puttet i generatoren, som skulle tændes på en bestemt måde. Det var besværligt og tidskrævende.

På grund af benzinmanglen skete det somme tider, at Rasmus cyklede ind til Vejle om aftenen med postsagerne. Han overnattede derinde og kom så tilbage næste dags morgen.

Også på anden vis satte krigen præg på hverdagen. Jeg husker, at de engang – nok i forbindelse med drabet på overlægerne – blev indført skærpet spærretid i Vejle, så rutebilerne ikke kunne køre ind i byen.

De strenge vintre i begyndelsen af 40’erne gjorde det hele endnu mere besværligt. Jeg havde dog allerede oplevet en streng vinter den første vinter i huset i Dortheasminde. Da frøs det så hårdt, at der var et tykt lag is på ruderne, så vi ikke kunne se, at tagpapfabrikken brændte. De ringede nede fra Uldum og spurgte efter, hvad det var, der brændte oppe hos os – og vi havde slet ikke opdaget det, fordi vinduerne var dækket af is, og der var sne helt op til vore store ruder.

I tidens løb blev rutebilerne jo udskiftet nogle gange. De blev større og pænere – og dyrere. Jeg husker, at den sidste bil, Niels Juul købte, kostede 100.000 kr., og det var mange penge dengang – i dag koster de jo mange gange det beløb.

Efter Niels Juuls død i 1963 stod jeg som rutebilejer, men de gamle chauffører fortsatte i deres job. Og det var jeg meget glad for. Knud Erik var på det tidspunkt ikke gammel nok, men da han blev 22 år, der var kravet for at køre busser, overtog han rattet og senere firmaet. Det blev dog snart omdannet til et selskab “Hærvejens buslinier”, der ud over ruten mellem Brædstrup og Vejle også kom til at omfatte ruter til Silkeborg og Viborg.

Vi var nok ikke så glade for den udvikling, for noget af det, der havde præget den tid, hvor det ikke var så stort, var det hyggelige og nære. Vi havde det så godt med vores chauffører, hvoraf flere jo både spiste og boede hos os. Men det var jo nok en nødvendig udvikling. At noget bliver større betyder jo ikke umiddelbart, at det også bliver bedre. I dag er det jo store, næsten landsdækkende selskaber, der driver buskørslen. At en enkelt mand ejer og driver rutebiler er i dag en undtagelse.

Men jeg tænker tilbage på den tid, vi havde, som en spændende og travl tid med gode år, som jeg mindes med glæde.

Rutebil Vejle – Lindved – Uldum. Bussen Bethlehem.

Niels og Martha Juul med rutebil. Fotograf A. Johansen.