Erindringsbilleder februar 1999: Anna Sørensen, Åvangen 14

Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 1999 blev det Anna Sørensens tur til at fortælle blandt andet om arbejdet som hjemmehjælper i tidligere tider.

“Mine forældre havde en lille ejendom på Uldum Hedevej, og her er jeg født og har levet det meste af mit liv.

Jeg gik i skole i Uldum – og vi gik virkelig, for der var ikke noget med, at vi havde cykler dengang. Min bror og jeg fik først cykler da vi var blevet konfirmeret. Jeg lærte mig at cykle på den måde, at jeg sparkede mig frem med begge ben, og først efter at jeg havde fundet balancen, brugte jeg pedalerne. Vi boede jo ude på Hedevej et godt stykke vej fra Uldum. Men jeg kan huske, at vi tit løb ned til Uldum for at se 10-toget. Det var dagens begivenhed, og et rigtigt futtog var jo en oplevelse, vi ikke ville undvære.

Når vi gik til skole, giv vi ad digerne fra Bøgildgaard og ned til Uldum. På Bøgildgaard havde de nogle gæs, der tit ville følge efter os. Der var især en, der var slem til at nappe os i benene, somme tider så blodet løb. Så fandt vi på at gå en anden vej, hvor der ingen gæs var.

Dengang var lærer Høltzermann førstelærer. Andenlæreren hed Oxholm. Det var jo i den store skole, hvor vi gik fra 3. klasse. De første to år gik vi i den lille skole. Her var købmand Christian Hansens senere kone lærer. Hun hed aldrig andet end Lasse for os. Hun var så sød, og vi holdt meget af hende. Der var ligefrem kapløb om at komme til at sidde ved siden af hende. Vi syntes, at vi havde eneret på hende, og vi brød os bestemt ikke om, at der var andre, der interesserede sig for hende.

Det skete jo af og til, at Christian Hansen besøgte Lasse. Men han skulle nu ikke have lov til sådan at tage hende fra os, så en dag besluttede vi at give ham en lærestreg. Når han var på besøg, hang hans hat på en knag ude i gangen. Vi tog den og gik ud til vandpumpen, og mens en holdt hatten, pumpede en anden vand i den. Derefter bar vi den forsigtigt ind og anbragte den på knagen igen. Da han kom ud og tog hatten på, skyllede vandet ned over hovedet på ham. Vi grinede allesammen – og det gjorde han vist også.

Lasse sagde: “Nå, troede I ikke, at Christian var blevet vasket til morgen!”
Vi holdt så meget af hende, at vi ikke syntes, han skulle rende med hende. Men det gjorde han jo alligevel.

Jeg blev konfirmeret i Langskov kirke. Det var sådan dengang, at efterårskonfirmationerne var i Langskov, mens det om foråret var i Uldum. Det var Svend Aage Nørgaard, der var præst dengang. Det var også ham der viede Anton og mig, men det var i Uldum kirke. Det var i 1928, at jeg blev konfirmeret. Og jeg var 23 år, da jeg blev gift.

Jeg hjalp derhjemme, da far og mor blev ældre, og det kneb for dem at passe det. Min bror hjalp jo også til, men han fik en plads i Aale og blev senere gift der, og så var der kun mig til at hjælpe.

Jeg gik også lidt ud og hjalp, hvor der var brug for det. Det begyndte jeg med meget tidligt sådan på gårde, når de skulle have gilde. Jeg har egentlig aldrig været ude at tjene, for de steder, hvor jeg hjalp, var det sådan, at jeg altid kunne sove hjemme – ikke som tjenestepigerne, der jo var fæste til at bo på stedet.

Jeg var allerede tidligt en slags hjemmehjælper og fortsatte da også med at være det. Det passede mig godt, for så kunne jeg også få tid til at hjælpe far og mor.

Dengang var der jo ikke noget, der hed, at man blev ansat som hjemmehjælper. Man skulle hjælpe, når og hvor der var behov for det. Det kunne være for en uge eller – hvad der var det almindelige – for 14 dage eller længere. Det var kommunen – i det tilfælde sognerådsformanden, der var Fritz Kjær – som antog og betalte hjemmehjælperen. Det var ikke som nu, hvor det er helt anderledes organiseret.

Jeg kan huske, at jeg hjalp oppe hos Marinus Skjødt. De havde 4 børn og ventede nummer fem. Der var jeg i lang tid, og der var meget at lave bl.a. med at stoppe strømper og vaske. Jeg gik faktisk i mors sted ved den lejlighed. Da børnenes mor skulle på sygehus, var den yngste dreng meget ked af det, men jeg sagde: “Du skal ikke være ked af det, for du har da mig!”

Da hans mor kom hjem, var han nok glad for det, men han sagde til mig: “Jeg er da din dreng!” Jeg har et billede, hvor jeg står med ham på armen, og da der var barnedåb, ville han stå ved mig, da de skulle fotograferes. Jeg var ved Marinus Skjødts i lang tid. Jeg var glad for at være der og græd, da jeg skulle derfra.

Det var som nævnt den daværende sognerådsformand Fritz Kjær, der sendte mig ud de forskellige steder. Han var en god arbejdsgiver, kontant og bestemt. Man var aldrig i tvivl om, hvad man skulle, når han havde orienteret derom. Hvad lønnen angik, lå den, så vidt jeg husker, på en 3 kr. i timen dengang. Arbejdsdagen var fra otte til fire, men de dage, hvor børnene skulle i skole, var det allerede fra klokken syv.

Da jeg blev gift med Anton, overtog vi ejendommen på Uldum Hedevej. Mine forældre flyttede til Uldum og fik lejlighed i vestenden af den ejendom, hvor Ejnar Nielsen havde manufakturforretning.

Anton kørte mælk i mange år med en speciel mælkevogn, trukket af et par heste. På vognen var der plads til de store mælkespande, mælkejunger kaldtes de. Det var et hårdt arbejde at være mælkekusk dengang. Han skulle hente de store mælkespande på de forskellige ejendomme på ruten, flest på gårdene Bøgildgaard og Bakkegården, hvor der var mange køer. Især mælkespandene til bageren vejede godt til – det var 100 punds spande, for han brugte jo megen mælk i bageriet.

Men det var ikke blot mælk, de kørte med. Mælkevognen var også en slags varevogn, for det var almindeligt, at mælkekusken på tilbagevejen tog varer med, som man havde ringet om.

Oppe på ejendommen på Hedevej avlede vi en masse gulerødder. Jorden var velegnet til det, og det var nogle gode gulerødder, Fionia hed de – nogle lange og tynde nogen. Anton løsnede dem, og jeg rykkede dem op, skar top og rod af dem og gjorde dem klar til salg. Vi leverede mange ned til Uldum, både til købmand og til private.

Vi fik over 50 år sammen på ejendommen, Anton og jeg. Vi nåede både at holde sølvbryllup og guldbryllup. Efter Antons død boede jeg der alene i tolv år, men det brød jeg mig ikke om. Jeg syntes, at jeg om natten hørte så mange lyde, og at det puslede rundt omkring. Det var ret uhyggeligt, følte jeg. Men når jeg fortalte det til nogen, sagde de bare, at det var noget pjat. Og det var det vel også.

Men ejendommmen blev solgt, og jeg flyttede herned, hvor jeg er glad for at bo.

Når jeg sådan ser tilbage, synes jeg, at jeg har haft en rig tid med godt med arbejde, men også med mange gode minder.”