Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I januar 1999 blev det Frida Andersens tur til at fortælle blandt andet om sit ophold på Uldum Højskole, hvor hun var med til at slæbe Højskolestenen fra Boring og ned til Uldum:

Mine forældre havde en almindelig bondegård i Addit mellem Silkeborg og Horsens. Her blev jeg født i 1908. Vi var 8 søskende, og jeg kan ikke mindes, at nogen af os har fået så meget som en lussing, da vi var børn. Vi var fem piger og tre drenge, og jeg var nummer seks i rækken. Vi måtte
hjælpe til på gården som det var skik dengang. Der var godt nok både pige og karl. Men vi skulle lære arbejdet. Bl.a. med at malke køerne. Vi malkede to køer hver morgen, inden vi skulle i skole, og vi havde hver vor bestemte ko, som vi skulle malke.

Min bedstefar og bedstemor havde gården, der var nabo til vores. Min bedstefar døde temmelig ung. Han var ude at samle underskrifter for oprettelse af et andelsmejeri i Them. Men på hans indsamlingsrute var der et sted, hvor han skulle springe over en bæk, men han kom uheldig af sted med det, og det medførte siden, at han døde.

Så var min bedstemor ene på den store gård med fem børn. Hvor længe det varede, ved jeg ikke, men i sådan et lille landsbysamfund finder man jo let sammen. Sådan gik det til, at min bedstemor fandt en ny mand. Hans ældste søn skulle så have gården, og min bedstemor og hendes nye mand flyttede til Salten, hvor der netop var oprettet en brugsforening. Den blev han ansat til at lede. Senere købte han en byggegrund ovre ved min far. Her byggede han hus og startede en købmandsforretning. Han var i det hele taget en initiativrig og godt begavet mand, der var med til at starte mejeri og slagteri på egnen.

Det var jo en tid der sidst i forrige århundrede, hvor der skete så meget. Der var også fremskridtsmænd dengang.

Jeg gik i skole i Addit i en gammel landsbyskole, men den var dog ikke stråtækt! Vi havde kun en lærer, enelærer kaldtes han. Men han var en god lærer. Der var kun to klasser, den ene for de mindre børn, den anden for de store. Jeg husker vi var 36 børn i klassen på en gang – det gik ikke i dag! Skoledagene begyndte på forskellige tidspunkter sommer og vinter. Nogle af dagene var længere end andre, og børnene havde madpakker med. Men vi boede så tæt på skolen, at vi kunne smutte hjem og spise.

Jeg gik til præst i Sdr.Vissing til provst Juul. Men han fik embede hernede på egnen, så vi skulle have en ny præst. Min far og læreren var i menighedsrådet, og de skrev et brev til ejeren på Løndal, konferensråd Jørgensen. Han boede på Løndal om sommeren og i København om vinteren. I brevet bad de ham og hans hustru om at gå hen i Davidskirken og høre på præsten, der var ansøger til embedet i Sdr.Vissing. Det var fruen, der gjorde det, og hun skrev tilbage, at ham kunne de godt antage, for han var en god præst.

Fruen til Løndal hed Anne Plenge Jørgensen. Hun var ud af en præstefamilie, og hendes far havde været præst i Sdr.Vissing. Så vi fik den præst, der var blevet anbefalet os. Han hed Sparsø, og han blev siden provst. Han havde en bror, der i mange år var lærer i Tørring.

I den tid, der ingen præst var i Sdr. Vissing, måtte vi gå til præst i Vinding, og præsten der var meget skrap. Vi skulle kunne alting udenad. Hos pastor Sparsø, som vi gik til den sidste tid, var det lige modsat. Han var så flink. Efter at vi var blevet konfirmeret, indbød han os til at komme i præstegården, hvor vi havde det så hyggeligt. Det skete en gang om måneden. Da vi så nærmede os juletiden, syntes vi da, at vi skulle give ham en gave. Vi samlede ind til den, og det blev til seks sølvskeer, som det blev betroet mig at overrække ved julegudstjenesten, Da vi skulle hjem fra kirken, var det et forfærdelig snevejr, himmel og jord stod i et. Jeg glemmer aldrig den juleaften.

Jeg havde en onkel i Brædstrup, Han kørte postvogn – dagvogn hed det – mellem Horsens og Silkeborg med hestevogn. Ham kom vi somme tider op at køre med, og det var rigtigt sjov. Min onkel var den første, der startede med rutebil på den rute. Det var en bil, hvor man gik ind i bagenden af den, og der var bænke langs siderne. Det kostede en krone at køre med ham, uanset hvor langt eller kort man skulle køre – og man betalte, når man stod ud.

Skoletiden fik jo ende, og jeg var så ude at tjene et par år, sådan som det var skik på landet dengang. Men så kom jeg på Uldum højskole. Det var i 1927, og jeg var da 19 år. Vi var 148 piger på skolen den sommer. Opholdet varede tre måneder, og vi begyndte til maj, der jo også var en slags skiftedag på landet dengang. Det var Marie og Svenning Petersen, der var forstander, og det var en dejlig tid. Det var den sommer, vi slæbte den store Højskolesten hjem til skolen. Vi hentede den oppe i Boring og slæbte den i et tykt tov, der var bundet om den. Men der var også enkelte
mandfolk med. Jeg kan huske, at Svenning Petersen stod oppe på stenen og med opildende tilråb dirigerede, så vi trak samtidigt i små ryk med pauser imellem. Stenen hvilede på nogle sveller. Og de blev så flyttet, efterhånden som vi rykkede stenen frem. Det var mest besværlig inde på den bløde markjord – det gik bedre, da vi kom ud på vejen. Men det føltes godtnok langt at slæbe den store sten fra kapelbakken i Boring til højskolens have, hvor den står i dag og fortæller, hvem der har været forstander på skolen og hvornår.

Højskolesommeren fik jo ende, alt for hurtigt syntes vi. Så var jeg lige ude at tjene, men vi havde den skik, at der altid var to af os hjemme på gården. Når vi var ude at tjene efter den tid, var det i pladser, hvor vi ikke skulle ud at lave markarbejde – – det havde vi fået nok af!

I 1929 – to år efter jeg havde været på højskole – skete der en stor ændring i mit liv. Jeg flyttede for alvor hjemmefra og blev gift. Vi overtog min mands fødehjem, en gård i Them. Jeg blev altså gårdmandskone med slid og slæb! Dengang havde vi jo ikke så mange bekvemmeligheder og hjælpemidler, som man har nu. Men det gik jo alligevel. I mange år var vi fælles om arbejdet på gården, min mand og jeg. Men så blev min mand alvorlig syg – det var noget med hjertet, og i 1967 kom han til Aarhus og blev opereret. Han var den første, der gennemgik den slags operation.
Operationen gik for så vidt godt nok, men hans sår ville ikke læges. Det udvendige sår lægedes, men der var problemer med at komme i orden indvortes. Og det tog ham så til sidst…

Vi havde fire børn, to drenge og to piger. Men der var ingen af dem, der ville være landmand. Så jeg måtte sælge gården, som vi havde haft i 42 år. Men det gik nu let nok med at få den solgt, for der var mange, der gerne ville have den. Jorden var god, og der er jo en meget køn natur deroppe omkring. En stor del af jorden i området ejedes af familiefirmaet F. L. Schmidt, der nok så en økonomisk fordel i det. Der var også blevet anlagt en privat flyveplads i nærheden. Det var en af firmaets familie, Gunner Larsen – ham med den knækkede spade – der tog initiativet til den.

Da gården var solgt flyttede jeg til Ølholm. Det var i 1971. Min datter og svigersøn havde købt hus der, og jeg fik en lejlighed ovenpå, og der bor jeg endnu. Min datter og hendes mand bor der ikke længere. Han blev syg og døde i 1983. Hun fik så arbejde på kagefabrikken i Nørre Snede, og da hun havde været der i tre år, blev hun gift med naboen, der boede her ved siden af. Så solgte hun huset her og flyttede over til ham. Men det blev skrevet i papirerne, at jeg skulle blive boende så længe, jeg ønskede det.

Det var ikke så slem en overgang at flytte til Ølholm, det var en hyggelig by at flytte til. Man lærer hurtigt hinanden at kende i sådan et lille landsbyfællesskab, Men det, der lettede overgangen så meget for mig var, at der dengang boede fem af højskoleveninderne fra tiden på Uldum her. Så vi kom meget sammen og udvekslede minder. En af mine bedste veninder var Elna Hansen, datter af købmand I.P. Hansen i Uldum. Hun og jeg har haft meget med hinanden at gøre, og jeg holdt så meget af hende.

Men nu er de fleste fra den tid væk, dem man delte minder med. Sådan går det jo, når man kommer op i årene. Mange af dem, man havde ungdomsårene sammen med, er døde og borte.

Det er en stor glæde for mig, at jeg har tre af vore fire børn ikke så langt herfra. De bor i Grejsdal, Tørring og Silkeborg. En søn bor i Sverige. Det er jo noget langt væk, men han ringer til mig hver eneste søndag formiddag.

Højskolestenen på Uldum Højskole. Fotograf A. Johansen.

Forstanderpar på Uldum Højskole, Marie og Svenning Petersen. Fotograf A. Johansen.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen Rosendahl Hansen og datter Elna Rosendahl Hansen. Fotograf A. Johansen. taget ca. år 1913.