Fra Fyn til Hesselballe

En avis-artikel fra 1954 fortæller om hvordan den dengang 82-årige smed og fynbo Hans Peter Rasmussen kom til Hesselballe.

“Jo, DET VAR skam Kæltringestreger, der fik mig lokket til Jylland, fortæller den 82-årige Smed Hans Peter Rasmussen, Hesselballe, der er født i Over Holluf pr. Marslev paa Fyn og hvis afstamning tydeligt spores i sproget. Er han for resten ikke Danmarks ældste, aktive Smed?

Jeg var Smed paa Avernakø, men det kneb med at ordne Hestene, jeg var blevet for gammel til det. Saa saa jeg en Annonce, hvor en Børstenbinder fra Horsens averterede om, at han aftog alt, hvad man kunde lave, og at Sagkundskab ikke var nødvendigt. Men det var det rene Kæltringestreger, for han aftog slet ikke noget. Han gik i Stedet fallit og blev sat i Bøtten.

Den første Tid boede jeg i Uldum, men saa flyttede jeg til Hvolgaard ved Ølholm i 1930. Der boede jeg i Smedemosen. Der var fem Tdr. Land til, jeg havde en lille Smedje, og desuden var jeg Smed på Hvolgaard. Før jeg kom til Hesselballe, var der godt nok en Bysmed her, men han var efterhaanden gammel. Det var Søren Chr. Pedersen. Der var ogsaa en anden Smed, som ved Siden af var Skorstensfejer og Brøndgraver, men han flyttede til København.

Da Søren Christian Pedersen hørte, jeg vilde begynde som Smed, sagde han “Saa giver jeg Huset til Sønnen og tager min Aldersrente”. – Og det gjorde han. Det var i 1938, og siden har Smed Rasmussen været i Hesselballe. Han er Enkemand og passer selv sin Lejlighed. — Morgenmad og Aftensmad – og for øvrigt ogsaa alle Mellemmaaltider, klarer han selv, men Middagsmaden faar han rundt om paa Gaardene.

SPISER KUN HJEMME OM TORSDAGEN
— Folk er saa flinke, siger han. De har ordnet det, saa jeg hver Dag faar min Middagsmad paa én af Gaardene, saadan at jeg hver Ugedag kommer det samme Sted og spiser. Jeg var ikke helt tilfreds i Begyndelsen og sagde til dem, at Smedearbejdet blev lige dyrt for det. Men det gjorde ikke noget. Den eneste Dag jeg spiser hjemme, er om Torsdagen, for jeg vil selv ordne Fisk.

GROVSMEDE BLIVER SULTET
Rasmussen kom i Lære i 1887, hvor Arbejdstiden var fra Kl. 5 om Morgenen til 7 om Aftenen om Sommeren – om Vinteren begyndte de først Kl. 6, men saa var der til Gengæld ingen Middagspavse.

Dengang skulde vi smede alt selv, om det saa var Søm, fortæller han. Da vi begyndte paa de amerikanske Plove, maatte vi ogsaa lave de hele selv. Da var det et Slæb at være Smed, og det var ikke godt at være Lærdreng, for han skulde altid staa og tæske med den store Forhammer. Da vi først blev kendt med det, var vi ikke saa kede af det.

— Sammenligner man Forholdene dengang med nu, er det som Nat og Dag. Dengang skulde man selv skabe noget – nu skal en Smed jo bare skrue sammen. Smedesvendene nu om Stunder lærer jo ikke rigtig Smedehaandværk. Jeg kan ikke forlige mig med det nye Smederi. Siden maskinerne kom frem, er det daarligt at være Grovsmed, de bliver helt sultet.

HESTESKO IKKE MERE NØDVENDIGE
Hvad saa med Hesteskoningen?
— Ja, jeg har faktisk snart ikke skoet Heste i 20 Aar. Det er det værste Arbejde, vi har, de store Heste er ikke til at tumle, naar først man kommer lidt op i Aarene. Og for resten bruger de snart ikke Sko mere. Hestene bruges ikke meget på Vejene, og i Marken kan de sagtens holde til at gaa uden Sko.

Smed Rasmussen har ogsaa Bil. Bil er maaske saa meget sagt. Det er nemlig en Cykelbil – en Cykel paa tre Hjul med Bilstel af Krydsfiner. To Hjul foran og et bagude. Der er rigtig Bilrat paa, to Karbidlygter, to Vimpler, Haandbremse, flytteligt Ryglæn og to Sæt Pedaler, Vindskærm og Spejl. Det er skam et ganske morsomt Køretøj, Smed Rasmussen der har faaet sig. Han vilde i Grunden have lavet det selv, men saa saa han en Annonce og røg til at købe Køretøjet i Stedet. Han kører meget rundt i sin Bil, selv om det efterhaanden kniber med at klare Bakkerne. En Tur til Ølholm kan han dog stadig tage, uden at han behøver at staa ud og skubbe.”