Mindeord for Købmand J. P. Hansen (I. P. Hansen)

I “Uldum Elevers Aarsskrift – udgivet af elevforeningen 1930” udgives i anledning af Købmand I. P. Hansens begravelse de mindeord som hans gode ven Højskoleleder Svenning Petersen, hans svigersøn Peter Liengaard og Præsten Riisgaard udtalte over kisten på dagen.

Købmand J. P. Hansen kaldet I. P. Hansen


I Hjemmet

En af de Sange, jeg hyppigst har været med til at synge her i dette Hjem, er den gamle Pilgrimssang “Dejlig er Jorden”. Digteren lader os her ligesom i et Syn se ud over Alverden. Der færdes et stort, ja uendeligt stort Tog af Mennesker, der gennem Jorderigs favre Riger gaar paa den Vej, der fører til Guds Paradis. Dette store Slægtstog indsamler efterhaanden, som det drager frem, flere og flere. I Skaren findes derfor Folk af alle Alderstrin og Livstyper. – Her mødes Kongen og Stodderen – den rige med den fattige – den gamle med den unge – Oldingen og Barnet. De kommer hver fra sin Side og med sit. Eet forener dem: Tonen fra Himlen. Den er Samlingstonen, der hidkalder dem alle, den revser de overmodige og opmuntrer de spagfærdige, den vejleder dem, der har svært ved at finde Vej, og opdrager dem, der undervejs er genstridige – ja, den forener dem alle og gør dem lyttende og lydige, mens de vandrer fremad og hjemad mod Guds Stad. En herlig Vandring, en lysende Skare paa Vej mod Paradiset.

Men er det nu alligevel ikke Poesi-Digtning. Jo, det er Sangen ogsaa, men den er tillige noget uendeligt større og rigere. Det er den fromme Sangers trossikre Vidnesbyrd om, at her paa Jord er ikke vort blivende Sted, hvor skønne end end Rigerne her kan være, – det findes i Faderhuset med de mange Boliger. – Her er vi i Udlændighedslandet; men vi kan finde Vej til de evige Boliger, blot vi lader os vejlede til Tonen fra Himlen, den, der vidner om baade for den enkelte og Slægterne mange, at en Frelser er os født.

En anden Sang har jeg også ret ofte været med til at synge i Købmand Hansens Hjem, nemlig Dagen gaar med raske Fjed. Dog tror jeg, at det her var en enkelt Linie, der særlig var Hovedsagen for vores afdøde Ven. – Strofen “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. Disse Ord er jo Udtryk for en Livsstatus, at Livet maa leves saadan, at det kan afsluttes med den Guds Fred, der overgaar al Forstand. –

Man kan aflægge sin Livsbekendelse paa mange Maader. Hansen, der var saa glad for at synge, kunde vist bedst aflægge den gennem Sang, og i de to Sange, jeg har nævnet, tror jeg, han fandt Udtryk for sit Livsmaal, det at kunne dø med Fred, fordi han havde lyttet til og fulgt Tonen fra Himlen.

Vi, der staar her tilbage, spørger saa til vor egen Trøst og Opmuntring: “Naaede den afdøde så dette sit Livsmaal?” Ja, meget lykkedes for ham f.Eks. i hans Gerning. Han fik udrettet meget mere end de fleste. Offentligt set var han en betroet Mand, men Baggrunden herfor var naturligvis hans Dygtighed i egen Bedrift. Han var en meget dygtig Foretningsmand med stor Evne til at omgaas Mennesker. Han var ogsaa i Evner til at lægge Planer og udføre dem i større Format end de fleste, og vi vil sikkert paa mange Maader komme til at savne ham i Uldum. Han har som faa været med til at præge vor By. Hvad han selv mente om dette sit Arbejde som Forretningsmand, udtrykte han engang saadan: En Købmand skal være med til at skabe Værdier, der kan staa efter ham.

Jeg synes, vi maa sige, at hans praktiske Livsgerning bar Frugt.

I sit personlige Liv havde Hansen ofte svære Prøvelser. Han var vel forsøgt baade med Modgang og Sygdom. Men jeg synes, at han især bar sin Sygdom godt og taalmodigt. Heri fandt han jo ogsaa en ganske ualmindelig Støtte hos sin trofaste og dygtige Hustru, der i sjælden Grad har haft Evne til at hjælpe ham med at gøre deres smukke Hjem lyst og venligt, saa Gæster følte, at her var godt at være. Men til Tak for alt det, hans Hustru og Børn var for ham gennem baade lyse og mørke Tider, lønnede han dem med den inderligste Kærlighed. Derom er de jo ogsaa alle saa fuldelig forvisset. Men hans Hjælpsomhed og Venlighed naaede ogsaa uden for hans egne Grænser. Mange har faaet gode Raad og praktisk Støtte hos ham. Selv har jeg Erfaring derom. Men især kan vi paa Højskolen tale med om, at der i Aarenes Løb blev vist os og vores Elever en storstilet Gæstfrihed. Mindst 2500 Højskoleelever har været Gæster her og taget gode Minder med herfra. Jeg er fuldt ud berettiget til at sige hjertelig Tak, derfor paa denne Dag.

Jo, vi har vist Lov til at sige, at menneskeligt set lykkedes meget for Købmand Hansen. –

Men holdt han sin Plads i den store Pilgrimstog, saa Sjælen fandt Fred, da hans Livsaften kom. Jeg tror det, og jeg trøster mig til at sige, at hans Slutningsstatus viste det. – Han fik et langt Sygeleje, men et kort Dødsleje. Det er kun kort Tid siden, at jeg blev klar over, til hvilken Side det vilde gaa. Derfor var det vel saa, at hans Vækst kristelig talt foregik særligt hurtigt de sidste Dage.
Tredie sidste Gang jeg var hos ham, talte vi om at faa Frikvarter for alt det, der hører denne Verden til. Da sagde han: “Jeg kan ikke rigtig naa dertil, hvor jeg svarede: “Det vil Vorherre nok hjælpe dig med, Hansen”. – Næste Gang vi havde en Samtale, sagde han: “Jeg ved, at Freden skal gives mig ovenfra, den kan jeg ikke selv erhverve mig”. Nu var han meget nær det rigtige Livsresultat.

Men Gud ske Lov! Det helt rigtige blev naaet. Da vi den sidste Morgen, han levede, holdt Andagt ved hans Leje sammen med hans Hustru og Børn, og Ordene om Syndernes Forladelse og evigt Liv blev fremsagt, da lyste hans Ansigt af Fred og Mildhed, idet han nikkede svagt som Besegling af Ordene. Nu var det naaet, det han saa ofte havde sunget. “Fandt ved Kvæld kun Sjælen Fred, gik det, som det skulde”. – Saa Søndag Eftermiddag, mens Folk gik fra Kirke, drog han det sidste Suk. Paa Søndagen, Købmandens Fridag gik han ind til den store Helligdag. Fred over hans Baare og Fred over hans Minde!

~ Svenning Pedersen.
—-

Der skal ogsaa i Dag lyde en Tak fra Svigerbørnenes Række. Og nu bliver det saa fra den af os, der først blev optaget i Familien, og som først kom til at staa i Taknemlighedsgæld til Hansen og Hjemmet her. Jeg taler jo kun paa mine egne Vegne. Men jeg er overbevist om, at det er gaaet de andre, som det er gaaet mig. Vi blev med Tiden knyttet fastere til dette Hjem.

Vi saa, at det var et godt Hjem, der hvor Købmand Hansen var Husfar. Det havde vi, der saadan paa Afstand kendte det i Forvejen, vel nok altid vidst, men vi mærkede det mere, nu vi kom paa nærmere Hold. Vi mærkede, hvordan det var Købmand Hansen en Hjertesag, at alt gik pænt og godt i den Kreds, hvor han nu var Høvdingen. Han fulgte Hjemmets Medlemmer med Interesse, naturligvis først og fremmest Børnene, og det mærkedes maaske mest nu, de begyndte at drage ud og faa selvstændig Virksomhed. For Astrid blev det jo derude paa Langager. Han kom jævnligt og saa, hvordan det gik. Han havde jo paa Forhaand nogen Interesse for Landbrug. Og det var ikke til at tage fejl af, hvor det glædede ham at følge Gangen i det hele ude hos os. Vi vil ogsaa paa den Maade savne ham til at interessere sig for vore Sager.
Jeg husker ikke, hvornaar jeg første Gang saa Købmand Hansen, og hvordan jeg først fik lært ham at kende. Men jeg husker et Sted, hvor man tit kunde se ham, og det var om Søndagen i Uldum Kirke. Han var gerne en af de sidste, der kom, og det var maaske noget af den Grund, man lagde Mærke til ham. De sidste Aar har ikke føjet sig saadan for ham, at han til Stadighed har kunnet følge Gudstjenesten i Kirken, men de, der kendte det, ved, at han ikke forsømte en stille Stund hjemme hos sig selv.

Ja, de sidste Aar har været svære for Købmand Hansen, for saa vidt som det har været en lang, legemlig Lidelse. Og mange vil sige, det var godt, han nu endelig fik Fred. Ja, det var sikkert godt. Det tror jeg ogsaa, hans nærmeste vil sige, samtidig med at de takker for de mange Aar, de har haft deres Mand og Far. Men det er alligevel saa svært at gøre sig fortrolig med, at han, som betød saa meget i dette Hjem og i Familiekredsen, nu ikke mere er iblandt os.

Eet er der imidlertid i Behold, og det er de om, mange gode Minder. Ja, og saa Forvisningen at han nu er gaaet derhen, hvor Synd og Smerte ikke kan naa ham. Ære være hans Minde.

~ Peter Liengaard.

—-
I Kirken.

“Jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider mod mit Sinds Lov og taget mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer”.

Saadan lyder Apostelbekendelsen og Apostelklagen i Romerbrevet Kap, 7,22.

Man aner, ja, ser ganske tydeligt Dobbeltheden, Spaltningen i Sindet, som kan udtrykkes i Ordene: Gud – Synden; et opad – et nedad; den evige Verden – den nærværende Verden.

Naar en Apostel kendte det og maatte sukke derunder, kan vi andre ikke forbavses over, at vi kender dette og mange Gange sukker og lider under denne Spaltning i Sindet, noget der drager mod Gud, og noget, der trækker nedad og udad mod denne Verden.
Jo mere et Menneske gennem sin Stilling og sit Arbejde nødes til at have med denne Verden at gøre, desto stærkere vil han ogsaa komme til at føle Spaltningen i Sindet.

Købmand J. P. Hansen var Forretningsmand af ret stort Format. Han havde med Flid og Dygtighed oparbejdet sin Forretning, han havde baade Mod og Lyst og vidt Syn. Men en saadan Forretning kræver meget af sin Mand, hans Tid og Kræfter og Tanker.

En Mand af den Støbning vil blive meget brugt, og ogsaa J. P. Hansen blev der lagt stærkt Beslag paa.

Sparekasseformand, Sogneraadsmedlem, Menighedsraadsmedlem o.s.v., hvor han med sit klare Hoved og sin hurtige Opfattelsesevne gjorde udmærket Arbejde, som det dog ikke her er Stedet at bedømme.

Købmand Hansen havde af Natur et følsomt Sind og et fromt Gemyt. Havde man set ham med hele sit Hjerte synge, enten det var i Kirke eller Hjem, forstod man, at det var noget af det inderste, han der gav Udtryk for.

Højskolen og dens Møder optog ham stærkt, en trofast Kirkegænger var han gennem mange Aar.

Er det mærkelig, om han har følt Spaltningen: jeg har Lyst til Gud efter mit indvortes Menneske, men… Verden o Verden, hvi frister Du mig?

Hvem skal fri mig, udraaber Paulus. Og han svarer: Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre.

Det synes mig at være baade et af de smukkeste og et af de stærkeste Vidnesbyrd om Kristendommens Kraft, at den kan hjælpe et Menneske til at bryde de Baand, som binder til denne Verden og give sig Gud helt i Vold.

Det gaar ikke smertefrit, thi “det skærer og det skrammer vort skrøbelige Kød”, men det gaar.

Dertil sigter vel alle Guds Førelser, de lette og de svære. Købmand Hansen havde oplevet svære Dage. Han talte selv om de tre Katastrofer i sit Liv. Han mistede sin højre Arm, han fik et Nervesammenbrud, og den sidste Operation, der endte med Døden.

For os, der havde Lejlighed til at følge ham i den sidste Tid, var det opbyggeligt og smukt at se, hvorledes han blev i Stand til lidt efter lidt at bryde de Baand, hvormed han var knyttet til denne Verden.

Først Forretningen og alle de andre Gøremaal, saa Hjem og Børn. Den, som han vanskeligst kunde slippe var hans Hustru. Hver Gang hans Blik faldt paa hende, kom han til at græde, og det forstaar vi saa godt. Hun har vist en mageløs opofrelse og Selvforglemmelse i disse svære Tider og givet os et smukt Exempel.

Nu steder vi ham saa til Jorden, med den Tro og det Haab, at Gud vandt Sejr i ham.

Vi takker ham for, hvad godt han har øvet i vor By og vort Sogn, og ønsker Guds Fred over ham og hans Hustru og Børn. Ære være hans Minde. Amen!

~ Præst C. Riisgaard.