Uldum Mølles historie – et uddrag

I et uddrag fra historien om Uldum Mølle skrevet af Børge Haugstrup i 1992 får vi indblik i møllens tidlige historie i Uldum. Mere af historien kan læses på Uldum Lokalarkiv.

I den store møllebygningstid omkring 1860 fik også Uldum sin hollandske vindmølle. Den lå sydvest for landsbyen på Hesselballe mark, hvor navnet Møllegården stadig er knyttet til stedet. Mølleren hed Knud Olesen, og møllen blev senere overtaget af hans søn, Ole Knudsen.

Denne mølle brændte i 1895 – en skæbne, der er overgået mange gamle vindmøller i tidens løb. Den da 36-årige Ole Knudsen lod møllen genopføre samme år på den nuværende plads, men i en noget større udgave. Uldum Mølle blev med sin størrelse og sit vingefang et vartegn for landsbyen. Det fortælles, at den oprindelig havde det næst-største vingefang af nogen mølle i Danmark på den tid – kun en mølle i Fredericia havde større vinger.

Men selv et nok så stort vingefang er til ingen nytte, hvis vinden ikke blæser. Der blev derfor i 1926 installeret en Deutz-motor af samme type, som anvendtes i mindre fiskekuttere. Motoren blev anbragt i et motorhus, der var forbundet med selve møllen med en gangbro. Senere blev den første motor suppleret med en motor fra det berømte Bukh-firma i Kalundborg. Således helgarderet kunne Uldum-mølleren være leveringsdygtig til hver en tid, når de Uldum-bønder kom med deres sække korn.

Møllen var her som i andre små landsbysamfund stedet, hvor man mødtes. Ja, mølleren indtog efterhånden smedens plads som formidleren af et vist socialt samvær. Her som hos smeden kunne bynyt udveksles. Men gæstfriheden måtte ikke gå ud over det arbejde, der skulle gøres. Og møllen var et sted med travlhed.

Ikke alle gæster på møllen var dog lige velkomne. I nogle erindringer skildrer en søn af Ole Knudsen, Svend H. Møller, en episode, der fandt sted under den første verdenskrig 1914-18. Man var da – som også senere – pålagt visse restriktioner. Bønderne skulle således aflevere al den byg og hvede, de avlede. Men det hændte, at de “glemte” at aflevere en del af det. Møllerne blev derved udsat for et vældigt pres, idet man bad dem om at male byg-og hvedemel af det “glemte” korn. Mange møller måtte overhovedet ikke male mel, men Uldum Mølle havde fået lov til at male bygmel, naturligvis kun efter kontrol fra levnedsmiddelkontoret. Hvede måtte man under ingen omstændigheder male. Netop en dag, hvor møllen havde fået en god portion hvede til formaling, dukkede en af statens kontrollanter op. Mølleren, Ole Knudsen, var ved at lave en indhegning, men møllersvenden inde på møllen var kvik nok til at indse, at hveden måtte gemmes væk i en fart. Ole Knudsen bad kontrollanten om lov til at blive færdig med indhegningen, og det havde den intetanende kontrollant da ikke noget imod. Imens havde møllersvenden travlt inde i møllen, så da Ole Knudsen og kontrollanten et kvarters tid senere kom op på møllen, svedte svenden, så vandet drev af ham. “Jamen det er da forfærdeligt, som din møllersvend sveder”. “Ja” svarede Ole Knudsen “han er ualmindelig flink og gør altid en stor indsats, og det er jeg jo taknemlig for”.

Forøvrigt havde den tids møllere den aftale, at når kontrollanten startede sin motorcykel efter besøg på møllen, gik man op i møllehatten for at se, hvilken vej han kørte. Derefter gik der telefonbesked til nabomøllen, at nu måtte man hellere få gemt det af vejen, han ikke måtte se. Det var derfor meget sjældent, at der blev konstateret noget ulovligt hos de “lovlige” møllere.

Uldum Mølle