Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 1

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del handler om den store gårdbrand i 1897 og Uldums hovedgade dengang.

Min far var Niels Juul, først træskomand og siden post i Uldum by. Jeg kan huske gårdbranden i 1897. Det var den 1. juni 1897 om eftermiddagen, at tre drenge stak ild i det oppe ved Rosendahls lade (hvor nu Chr. Laursens garage ligger). Dér var det bygget sammen med sådan et hak ind, og dér lå noget løst halm i en dynge. Det var ikke meningen, at det skulle brændes af, men ude på Knud Jensens mark havde de været ved at harve, og der var en masse sener, og dem havde skoledrengene fået lov til at brænde af. Men de kunne ikke vente, og de skulle lige prøve tændstikkerne – med det resultat, at alle tre gårde futtede af.

Det var Ole Peter Mortensens Magnus, den anden var en svoger til Marinus Iversen, og den tredie var Thorvald Petersen. Jeg skulle også have været med, men Povl Nyborg skulle køre møg ud den dag, og dér kunne jeg få lov til at køre hestene og det var jeg mere interesseret i, så jeg kom ikke med. Jeg kan huske, vi var neden for mejeriet for at læsse af, og så sagde han (PN): Jøsses, lille mand, gården brænder! Og han kørte hjem, lige så det drønede, for han skulle jo skynde sig til ildebrand.

Alle skærværkerne til Søren Kristensens gård blev stående, og dem løb vi drenge og væltede, og det gav et ordentligt brag, når vi var henne at vælte dem. Stuehuset til Rosendahls gård blev stående – det var det eneste, der blev reddet af de tre gårde. Det var en skorstensfejersvend fra Vejle, der reddede det – han skulle nu have haft nogle klø for det, men han fik et guldur i stedet. Der kunne jo ellers have ligget en flot bygning!

På hovedgaden (nuværende Søndergade) lå i 1897 først apoteket – der var ældre end jeg kan huske. Det var først en filial af apoteket i Givskud, men da læge Tesch kom til byen, fik han apoteket hertil. Læge Tesch var en foregangsmand, der ville have alt det til Uldum, han kunne få – en prægtig mand var han. Efter apoteket kom Rosendahls gård, hvis have gik næsten helt hen til apoteket. Der var kun en stor meter imellem og så var der en tjørnehæk. Der var lige plads til, at man kunne køre med en trillebør imellem haven og apoteket. Efter gårdbranden lå jorden, hvor de tre gårde havde ligget, hen en del år, inden købmand Hansen (I.P. Hansen) begyndte at bygge på den. Han lod først bygge bageriet og efterhånden det meste af den side af gaden. Det var Peter Nielsen – Peter Murer kaldte vi ham – der murede det. Bagved, hvor nu Ejnar Nielsens forretning er, byggedes et stort afholdshotel med dansesal ovenpå og en Good Templar-loge nedenunder. Der var dengang en meget stor afholdsforening i Uldum med en afdeling for ældre, en ungdomsafdeling og så en Good Templar-orden. Det var Jens Guldahl, der var meget ivrig for afholdssagen. Der var mange der var lidt “svampede” dengang, men de kom alligevel i denne her afholdsforening. Salen i afholdshotellet var med scene, og der blev holdt mange store baller dér. Men til sidst blev salen lukket af politiet, for man sagde, at når de dansede, rystede hele huset, så det var for farligt!

Det senere afholdshotel (nuværende Hotel Uldum) er en del yngre. Det blev bygget af en forpagter Jessen fra præstegården på den jord, der var “gadejord”. Der var fire lejligheder og postmesteren boede til at begynde med der, hvor der nu er restauration. I den anden side boede sadelmager Petersen, og ovenpå i den ene af lejlighederne dér boede Niels Mogensen – kaldet “Brede Mogens”.

Men hele den vestlige side af hovedgaden er faktisk bygget af købmand Hansen (I. P. Hansen) – det hvor Aage Andersen bor har der bl.a. været bageri.

Mit hjem er det hus, der nu hedder “Ønskebo” – overfor det nuværende Hotel Uldum – dér er jeg født. Ellers lå der dengang lige sønden for mit hjem Søren Kristensens gård – Søren Kristensen var Ane Mathiasens far. Den gård var den bedste af de tre, der brændte. Knud Jensens derimod var noget gammel ragelse. De to gårde var faktisk bygget sammen. Norden for Søren Kristensens gård og lige overfor mit hjem var en slags eng, hvor de kunne gå og slå noget græs af til Knud Jensens gård.

Hovedgaden så frygtelig ud med store huller i, men efterhånden gik de da så vidt, at vejmanden skulle skrabe den, så der ikke blev for meget smadder på den. Der var en åben rendesten i begge sider, godt en halv alen dyb, med gangbrætter over til husene, for ellers kunne folk ikke komme over. Det hændte af og til – til stor morskab for vi drenge – at en drattede i, især når de havde fået for meget brændevin. De, der havde langt skæg – og det var der mange, der havde dengang – så frygtelige ud, når de kom op af mudderet!

Før den nuværende kro blev bygget, var der kro eller gæstgivergård på den anden side af gaden i den ene ende af stuehuset til Rosendahls gård. Foran dette hus stod i mange år to bindesten, som man bandt hestene til, når man kom fra kirke og skulle ind og have en punch. Bagved, hvor nu købmand Christoffersen har forretning lå bysmedjen – der var dengang en, der hed Jens Smed. Det var samlingssted, hvor bønderne kom, og Jens Smed havde brændevinsflasken og øldunken stående ved siden af ambolten – så fik de en lille hivert, og Jens var fuld altid, når han kom til aften. Men det var jo skik dengang, og der var ingen, der tog forargelse af det. De gamle Uldum-bønder gik fra det ene sted til det andet – de begyndte sådan hen på formiddagen og fik en lille punch. Så gik de til den næste, og det blev sådan til en 4-5 stykker. Så gik de hjem, når de havde en lille “blæser” på, og fik deres middagssøvn – så kunne de hygge videre om eftermiddagen. De havde jo folk nok dengang – de bestilte ikke selv noget.

Hovedgaden i Uldum. Foto november 1909

Søndergade

Afholdshotellet.

Jens Sørensen Guldahl

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen og andre foran det store hus på Søndergade. Foto: A. Johansen, 1928.

Søndergade 24 – Den gamle kro.

Ejnar Nielsens forretning.

Uldum bibliotek – træk af bibliotekets historie

I 1982 udgav Lokalhistorisk Forening for Uldum Sogn (samlet af Børge Haugstrup) et temahæfte om Uldum Bibliotek. Her kan du læse historien.

Fra læsekreds til folkebibliotek

Uldum Sogn har siden 1872 haft en sognebogsamling, idet der i dette år blev taget initiativ til oprettelsen af en læsekreds. Bogbestanden, der indkøbtes privat, voksede gennem de følgende års indkøb og cirkulerede bestandigt blandt kredsens medlemmer. Når bøgerne ikke var hos brugerne, opbevaredes de hos præsten eller degnen, og medlemsbidraget var simpelthen det beløb, den enkelte købte bøger for i årets løb.

I 1918 var denne private bogsamling vokset så betydeligt, at man fremsatte tanker om at få oprettet et folkebibliotek med et håndbibliotek knyttet til. I dette bibliotek skulle den oprindelige sognebogsamling indgå. 1. april blev “Biblioteksforeningen for Uldum og Omegn” oprettet. Foreningens første bestyrelse bestod af urmager Kr. Bording, købmand I. P. Hansen, grd. Henrik Pedersen, lærer Ejnar Kristensen og førstelærer L. Vest Hansen med sidstnævnte som formand. Vest Hansen satte sig for gennem en indsamling blandt sognets beboere at skaffe penge til veje til start af biblioteket. I løbet af forsommeren 1918 blev på denne måde indsamlet 2048 kr. Derudover skulle hvert medlem af foreningen tegne sig for et årligt bidrag på 300 kr., kommunen ydede 100 kr. årligt og Håndværkerforeningen 25 kr. Fra Statens Bogsamlingskomité fik man 680 kr.

1. oktober 1918 åbnede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn i den ene af de to skolestuer i kommuneskolen (Bakken 2). Ved indvielsesfesten talte sognepræsten, Carl Riisgaard, der rettede en tak til alle, der så rundhåndet havde bidraget til, at biblioteket kunne oprettes. Paster Riisgaard sagde bl.a.:
“Den offervillighed, der her er vist, overstiger langt mine dristigste forventninger. Nogle mente, det var bedre at se tiden an. Jeg mener, den er belejlig. Tiden, der kommer, vil blive præget af flid og nøjsomhed. Vi bliver nødt til at sætte tempoet op, om vi vil vinde med. Ordet krav vil blive erstattet af ordet pligt. For at gøre sig gældende må der dygtighed og kundskab til. Vi har i dette folkebibliotek fået en god gave først og fremmest for de unge, dernæst for husmændene. Her skal de hente forfriskelse til det daglige arbejde, der sikkert ikke vil forme sig under bedre kår i fremtiden.”

Førstelærer Vest Hansen redegjorde for bibliotekets tilblivelse og arbejdsplan. Foreløbig ville biblioteket være åbent søndag, tirsdag og torsdag i tre aftentimer fra 7 til 10, men så snart det viste sig nødvendigt, ville åbningstiderne blive udvidet. Vest Hansen erklærede derefter biblioteket for åbent og udtalte ønsket om, at det måtte blive flittigt benyttet til gavn for egnen.

Folkebiblioteket for Uldum og Omegn

Året efter oprettelsen kunne Folkebiblioteket for Uldum og Omegn flytte i egne lokaler, idet biblioteksforeningen havde lejet to værelser i sadelmager Sørensens enkes ejendom (nuværende Søndergade 11). Der skulle betales 175 kr. om året i leje af de to rum, 175 kr. for rengøring og opfyring (fru Ingeborg Sørensen skulle dog selv levere brændsel) og endelig 100 kr. for det daglige tilsyn. Ialt 450 kr. om året, der skulle betales forud for hvert kvartal med en fjerdedel. Læsestuen var nu åben alle ugens dage undtagen lørdag kl. 7-10 aften. Her var fremlagt de blade, biblioteket abonnerede på, nemlig “Politiken”, “Verden og vi”, “Dansk Ungdom”, “Folkerøsten” og “Højskolebladet”. På et bestyrelsesmøde senere samme år – 1919 – vedtoges det, at man midlertidigt holdt den sønderjyske avis “Heimdal”.

Udlånet var åbent tirsdag og fredag aften kl. 7-9. Bogbestanden var på 894 bind, fordelt med 736 bind til udlån og 158 bind i håndbogsamlingen.

Hvervet som bibliotekar varetoges i den første tid af førstelærer Vest Hansen. Efter dennes bortrejse fra sognet i 1920 overtog hans efterfølger førstelærer Ingvard Høltzermann midlertidigt dette arbejde, indtil bestyrelsen havde valgte den ny bibliotekar. Denne blev digteren Peter Alsted, der i de følgende 23 år til sin død i 1944 trofast og uegennyttigt gjorde en stor indsats for bøgernes udbredelse i sognet.

I 1937 flyttede biblioteket ned i kommunens ejendom på Kirkegade, hvor sognerådet havde ladet indrette en lejlighed med biblioteks- og udlånsværelse samt en læsestue med håndbogsamling og aviser. Her havde biblioteket til huse indtil 1960. Af de gamle protokoller fremgår, at man ofte havde store økonomiske vanskeligheder i forbindelse med driften. Biblioteksforeningens formand måtte ofte i den lokale presse opfordre sognets beboere til at støtte med bidrag, ligesom ansøgninger om – beskedne – forhøjelser af det kommunale tilskud blev sendt af sted og imødekommet. En del af pengene til bibliotekets drift kom ind gennem det årlige andespil, biblioteksforeningen lod afholde.

Biblioteksforeningens formand i disse år var Ingvard Høltzermann, der – bortset fra to afbrydelser – varetog hvervet fra 1922 til 1963. Lige så trofast og uegennyttig som Peter Alsted tjente han bibliotekssagen i mange år. Høltzermann gik med ildhu ind i den dobbelte opgave: at styrke bibliotekets økonomi og at opbygge en bogsamling, præget af kvalitet og alsidighed.

Peter Alsteds efterfølger som bibliotekar var lærer Tage Maarssø, hvis ledelse af sognets bibliotek blev stærkt påskønnet af bibliotekstilsynet under dettes rutinemæssige besøg på stedet. I de syv år – fra 1944 til 1951 – Tage Maarssø var bibliotekar, blev grunden lagt til den udbygning af bogsamlingen, der senere fandt sted.

Uldum Sognebibliotek

I 1953 ændrede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn navn til det mere bekvemme Uldum Sognebibliotek. Tage Maarssøs efterfølger som andenlærer Niels Bech Jessen var på dette tidspunkt bibliotekar, et hverv han varetog til sin bortrejse fra egnen. Fra 1958 til 1969 var lærer Børge Haugstrup sognebibliotekar. I denne periode skete en stor forandring i bibliotekets ydre rammer, idet man 1. april 1960 flyttede op i den nybyggede kommuneskole, hvor sognebiblioteket fik et 54 m2 stort lokale til rådighed. Bogbestanden var på dette tidspunkt 4222 bind. At sognebiblioteket fik til huse i skolen medførte bl. a., at flere børn og unge blev lånere, og i de efterfølgende år blev bibliotekets bogbestand suppleret med mange børne- og ungdomsbøger.

Efter Ingvard Høltzermann død i 1963 valgtes højskolelærer Magnus Nielsen til formand for biblioteksforeningen. 1. april 1965 trådte en ny bibliotekslov i kraft. Den medførte bl.a., at biblioteker, der var privat- eller foreningsdrevne, overgik til kommunal drift. Som følge heraf blev biblioteksforeningen, der i 47 år havde stået bag bibliotekets drift, nu opløst. Den hidtidige bestyrelse blev afløst af et biblioteksudvalg, der indgik som et såkaldt blandet udvalg under sognerådet og med dette repræsenteret i udvalget. I øvrigt fortsatte biblioteket under samme navn og ledelse.

Gennem mere end 25 år havde bibliotekarhvervet været varetaget af lærere fra kommuneskolen. Den gamle, men ingenlunde selvskrevne tradition blev brudt i 1969, da Uldum Sognebibliotek fik en ny og dynamisk leder i Mette Jensen, Hesselballe. Fra samme tidspunkt foretoges en formel opdeling i sognebibliotekets bogbestand med henblik på oprettelsen af et særligt skolebibliotek, der skulle have lokalefællesskab med sognebiblioteket – dog med et specielt lokale til fagbøger og gruppesæt til brug for skolens elever. Som leder af skolebiblioteket ansattes lærer Emmy Reng, Uldum. Bøger til skolebiblioteket skulle indkøbes efter indstilling fra skolens lærerråd gennem skolebiblioteketsudvalget, men i samarbejde med sognebibliotekets bogkøbsudvalg.

Fra sognebibliotek til filial i storkommunen

Ved kommunesammenlægningen 1. april 1970 og dannelsen af Tørring-Uldum kommune ophørte Uldum Sognebibliotek at eksistere som et selvstændigt bibliotek. Det blev nu i lighed med storkommunens øvrige biblioteker administrativt underlagt et kommunalt hovedbibliotek i Lindved. Alle indkøb af bøger skulle herefter ske gennem hovedbiblioteket, og det samarbejde, der i en årrække havde været med centralbiblioteket i Vejle, blev yderligere udbygget.

I forbindelse med den nye kommunale biblioteksordning skrev bibliotekar Mette Jensen følgende afsluttende bemærkninger i sognebibliotekets protokol:
“Det gamle sognebibliotek, der med flid og omhyggelig anvendelse af små midler fra staten og private indsamlinger er bygget op af idealistiske, kloge mænd og pædagoger, som har ofret utallige enten ubetalte eller meget løst betalte timer, har vokset sig ud af sin egen private ramme og er blevet noget stort – en del af et storbibliotek, en servicestation, der gerne vil hjælpe med så meget som muligt, skaffe så megen god og oplysende litteratur som muligt til alle. Målet må stadig være det samme: Bøgerne ud til lånerne”.

I 1974 måtte biblioteket rykke ud af lokalet på kommuneskolen, da skolens stigende elevtal medførte, at man måtte inddrage det tidligere bibliotekslokale til undervisningsformål. Biblioteket fik nu – fra 18 juni 1974 – lokaler i kommunens ejendom Tjørnevej 4 og blev her nabo til den kommunale administrationsbygning. 1979 efterfulgtes Mette Jensen af lærer Jette Jørgensen i stillingen som bibliotekar i Uldum.

17 juni 1982 flyttede Uldum Bibliotek ind i et helt nyt hus, rejst i umiddelbar nærhed af den gamle kommuneskole, der i 1918 gav husly til det folkebibliotek, der dannede begyndelsen til den udvikling, der siden fulgte. Skolebygningen måtte vige pladsen for det nye, og for første gang i bibliotekets historie kunne man tage et hus i besiddelse, der udelukkende var bygget til det formål at huse sognets bibliotek.

Pastor Carl Arnold Riisgaard. 1913 – 1937

Lærer E. Kristensen, 1914

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Købmand I. P. Hansen

Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 3

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen handler om tiden omkring første verdenskrig og afskeden med Uldum. Du kan finde del 1 her og del 2 her.

Efterhaanden gik det saaledes, at vor økonomiske Status bedredes Aar for Aar, ikke alene fordi Lærerstanden Kaar blev bedre, men fordi Mor saa udmærket forstod den Kunst at faa de Penge, hun fik af mig, til at række langt, ligesom hun ogsaa forstod ved sit Hønseri at skaffe en ekstra Indtægt. Det fik jeg især at se under Verdenskrigen, da alting blev saa dyrt, og Embedsmændene var de daarligst stillede i Danmark. Da var der mange Lærere der ikke kunne klare sig igennem, men takket være Mor kom vi godt igennem. I 1918 fik vi saa stor en Lønforhøjelse, at jeg for første Gang i min Lærertid har Brug for en Tegnebog. Og i 1919 fik vi den udmærkede Lønningslov, der bevirker, at vi nu let kunne klare hver sit.

Hvad Mor har betydet for mig i enhver Henseende kan jeg umuligt udtrykke i dette Hæfte, dertil er det for stort. Gudskelov for hende – hun har været mere for mig og mit Hjem, end jeg nogensinde kan blive i Stand til at gengælde hende. Og saa hendes Fortræffelige Mor, der ogsaa var i Huset hos os i adskillige Aar. Hende har vi ogsaa meget at takke for.

Endelig vil jeg tilføje, at vi i 1918-19 oplevede den uhyggelige Epidemi, der under Navnet ”Den spanske Syge” hærger hele Europa. I Uldum gjorde den en stor Høst, da der døde mange unge Mænd. Vi blev godt skaanet for Sygdommen, men Skolen stod stille i flere Maaneder.

Da Verdenskrigen var endt, og vi var klar over, at en Del af Sønderjylland atter ville komme under Danmark, var det, at jeg fik adskilligt at tænke paa, fra den Tid, jeg som Lærer i Hejls i 9 Aar havde været Grænsebo, har der altid hos mig ligget en Længsel efter det, som man har kaldt ”Grænsens Sang”. Dertil kom, at jeg blev mere og mere misfornøjet med Forholdene ved Skolen paa Grund af Andersens daarlige Makkerskab, der gav sig saa mange kedelige Udslag, at jeg syntes, det maatte være rart at komme bort fra det hele. Hvis Beboerne blot havde villet gribe ind og fjernet, da hans Umulighed var bevist, saa havde sikkert meget set anderledes ud. Men det var der ingen, der endnu tænkte paa, og adskillige af Beboerne var endnu helt bjergtagne af Sparres indsmigrende Væsen og kunne ikke se det hule i hvad han som ”Realskolebestyrer” foretog sig. Havde jeg anet, at Madsen Hansen et Par Aar efter var blevet tvunget til at ”gaa frivilligt”, og at Sparre var rejst fra Byen, saa havde jeg nok betænkt mig paa at flytte.

Men det blev ved at Arbejde i mig, og da Mor sagde til mig, at jeg maatte gøre, hvad jeg helst ville, saa bestemte jeg mig til at gøre et Forsøg paa at faa en Virksomhed i Sønderjylland.

Jeg fik i Efteraaret 1919 Forbindelse med Pastor Andersen, Holbøl, som jeg en Tid korresponderede med for til sidst, forsynet med Pas, der var stemplet med Kommissionens Visumstempel, at rejse til Holbøl, hvor jeg 1920 i Fastelavn var samlet med Beboerne til et Møde i Holbøl Landbohjem og holdt et Foredrag om den Danske Folkeskole og dens Undervisning, specielt om Danskundervisning, der altid har været noget af en ”Kæphest” hos mig. Jeg spillede Orgel ved Gudstjenesten i Kirken Fastelavnssøndag, og resultatet blev, at jeg fik en omtrent enstemmig Opfordring fra Beboerne om at søge Embedet, saa snart Forholdene tillod det.- Nu var altsaa Terningerne kastet, og jeg var klar over, at Forholdet til Uldum nu ydermere ville løsne sig.

Der gik imidlertid lang Tid, inden Genforeningen kom og for at stille Befolkningen i Holbøl tilfreds, maatte jeg gøre noget, for at Undervisningen kunne komme i Gang. Jeg havde Ret til at holde Vikar i Uldum og saa selv rejse til Holbøl, men det turde jeg ikke af Hensyn til Andersens daglige Disciplin. Mor og jeg blev da enige om at tilbyde, at hun rejste til Hølbøl for at holde Skole en Tid, og saa rejste Margrethe med spille Orgel, hvad hun havde gjort et helt Aar i Uldum, inden hun blev konfirmeret.- Tilbudet blev modtaget, og den Nat, da de Danske Statsbaner overtog Jernbanen i Sønderjylland, rejste jeg med dem til Holbøl for at sætte dem i Gang. Da jeg havde besørget det, rejste jeg atter hjem til Uldum og fortsatte mit Arbejde der, min Bedstemor holdt Hus for Olof, Tage og jeg. Olof havde for øvrigt Mæslinger i nogle Dage, men han kom sig dog snart. Det var en kedelig Tid, men jeg tror alligevel at det var savnet for Mor. Ikke alene var det svært for hende at være borte fra Hjemmet, men det var ogsaa et besværligt Arbejde i Holbøl, hvor der jo før kun havde været undervist paa Tysk.

Efter fem Ugers Førløb, da Sommerferien indtraf, rejste jeg til Holbøl sammen med Tage og fortsatte Mors Arbejde, som jeg ret hurtigt opdager, at det var godt gjort ikke mindst under Hensynstagen til den korte Tid og de ret mangelfulde Undervisningsmidler, den stod til Raadighed. Jeg holdt saa Skole i tre Uger af Sommerferien, men da der saa indtraf Kirkeforretninger i Uldum, maatte jeg afbryde og rejse hjem, idet jeg saa sagde, at nu kom vi først, naar jeg var kaldet til Lære. Tage var blevet indmeldt til Undervisning paa Statsskolen i Sønderborg og skulle begynde der efter Sommerferien. Det varede dog lige til Oktober, inden Sagen med Embedet kom i Orden, og vi kunne flytte.

Dagen før vi flyttede fik vi af Beboerne i Uldum overrakt et meget værdifuldt Spisestel til tolv Personer. Noget vemodige forlod vi saa i Oktober Uldum, hvor vi havde boet i saa mange Aar. Hvad mon vi nu egentlig gik ind til. Jeg var fyldt 50 Aar. Det blev jo helt andre Forhold, vi fik at Arbejde under – jo de blev helt anderledes, end vi i Virkeligheden havde ventet.

Laurits johannes Marius Vest Hansen. Førstelærer i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Lærer H.M. Hansen. 1915

Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 2

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen handler om stort og småt i lærer Vest Hansens karriere og op og nedture i privatlivet. Du kan finde del 1 her.

Allerede i 1898 og 1899, mens jeg var Lærer i Hejls, havde jeg Kursus i Musik og Sang, et Kursus der har haft stor Betydning for mit Arbejde i Sangforeningen. I 1900 havde jeg Gymnastikkursus i Ryslinge, hvor vi Lærere blev sat ind den Lingske Gymnastik. Vi kom der til Kursus i Dansk, Zoologi og Botanik, Historie og Biblioteks teknik. Hvert Kursus varede i to Sommerferier. Endelig fik jeg i 1912 en Rejseunderstøttelse paa 200 Kr. til en Rejse gennem Norge og Sverige for at studere Sangforeningsarbejdet blandt Ungdommen. Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur.

Senere, da jeg blev Lærer i Holbøl, var jeg i en Sommerferie i Jelling paa et Kridttegnings-kursus og to Sommerferier i Hillerød paa Aftenskole kursus. At jeg saa har deltaget i et Regnskabs-kursus paa Rønshoved Højskole og et Ungdomsskole kursus paa Graasten Landbrugsskole, mens jeg har været her i Sønderjylland, tilføjes kun for en Fuldstændigheds skyld. – Alt dette viser jo da at jeg ikke har været bange for at arbejde paa min Udvikling, og jeg tror ogsaa at kunne sige, at de har haft megen Indflydelse paa mit Arbejde.

Jeg har altid været bange for at blive gammeldags og forbenet i Skolearbejdet, og derfor satte jeg mig stadig ind i det nye, der kom frem, idet jeg aldrig følte mig for gammel til at lære. Jeg har dog altid følt mig lidt for, inden jeg tog det nye ind i Skolen, da jeg ikke gerne ville have ord for at have, kastet Barnet ud med Badevandet. Saa jeg skal jo ikke selv dømme om mit Skolearbejde, men naar jeg nu tør sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, saa er det med tilfredshed, at jeg har saa mange Tilkendegivelser om mit Arbejde i Erindring, at jeg ved at jeg altid har kunnet være det bekendt.

Tiden i Uldum gik. 15 September 1907 kom Tage til Verden, og 4 Oktober 1912 fødtes Olof. Jakob var jo vokset til og kom til at gaa i en privat Realskole i Horsens. Vi havde jo ikke Raad til at lade ham Studere. Efter at han havde taget Præliminær eksamen ved Universitetet i København, kom han ind paa Svaneapoteket i Kolding som Discipel i Halvfjerding Aar og tog saa Eksamen i København.

Da Tage var 10½ Aar gammel, kom han ind i Statsskolen i Horsens, hvor han blev optaget i 2 Mellemskole klasse.

I 1907 døde min Søster Marie. Det var en trist Historie. Hun havde – hjælpsom som hun altid var – taget sig af en Nabos to Smaa børn, da deres Moder skulle paa Bogense Sygehus. Der kom da Bud fra Sygehuset, at Konen var flyttet over paa Epidemihuset, da der var konstateret Tyfus hos hende. Da var det for sent for min Søster at tage sig i Agt, og saa skete det, at baade hun og en af Børnene maatte ud paa Epidemihuset af samme Aarsag. Den fremmede Kone og hendes Barn blev raske igen, men min Søster døde fra Mand og fem mindreaarige Børn.

Samme Aar søgte Far sin Afsked som Lærer, og efter at han, Mor, Dagmar og Anna en kort Tid havde boet hos Kristian – Maries Mand – rejste de til Uldum, hvor der blev købt et Hus. Det varede dog kun nogle faa Aar, saa blev Huset solgt og de rejste til Odense. Mens de boede i Uldum, blev min Søster Johanne gift med Niels Mikkelsen, der bosatte sig i Odense som Maler og bor der endnu.

Dagmar døde i September 1912, Mor lige før Jul i 1913, og Far dør Paaskemorgen 1914. De ligger alle tre paa Odense Kirkegaard. Kort Tid efter gifter Anna sig med Hans Andersen, der fik Plads ved de Københavnske Sporveje og bor paa Christianshavn.

I 1912 skete den Katastrofe i Uldum Præstegaard, da Pastor Rasmussen paa grund af en højst kedelig Affære med Sognets Sygeplejerske maatte søge sin Afsked. Han blev ikke afskediget, men gik frivilligt. Vi fik Pastor Plenge, der hidtil havde været Realskolebestyrer i Viborg, til Sognepræst. Han var en meget kedelig Prædikant, men det varede ikke længe, før han kom paa Kant med næsten alle i Uldum. Jeg var heller ikke glad ved ham at begynde med. Han havde jo ikke megen Forsten paa Folkeskolen, da han som Skolemand kun havde arbejdet i Realskolen. Det blev ikke saa lidt bedre i den sidste Tid, og hvis han havde blevet der noget længere, saa tror jeg, at vi havde lært at forstaa hinanden. Men efter et Par Aars Forløb blev han forflyttet til Møen. Saa kom Pastor Riisgaard, der var Præst i Sparkjær. Han var ikke saa lidt mere smidig end Plenge havde været. Med ham gik det meget godt, men jeg regner ikke meget med ham som Skolekommisionsformand, især efter at han engang havde udtalt sig med, at der var ikke megen Mening i at han skulle være Formand for Skolekommissionen, da Folkeskolen ikke havde hans Interesse. Det var oprigtigt sagt og sikkert også fuldstændigt i sin Orden, men det gav jo ikke megen Respekt for Præsten som Tilsynsmand.

Lærerinden, Fru Hedegaard, blev i Efteraaret 1914 ramt af en Lammelse, som hun ikke kom over. Hun døde Juleaftensdag 1914. Hun havde, selv om hun var noget gammeldags i sin Undervisning, gjort et godt Arbejde som Lærerinde.

Men hendes Efterfølger Frk. Meta Hansen, som havde Folkeskolelærerinde eksamen fra Vejle, viste alligevel, at der fandtes metoder, hvorved man kunne faa Børnene betydelig længere frem. Det fik jeg at mærke i Løbet af 1 – 2 Aar, da de Børn hun sendte op i min Klasse, var betydelig lettere at have med at gøre. Efter 4 Aars Forløb tog hun sin Afsked for at læse videre paa Silkeborg Seminarium, hvorfra hun blev dimitteret med Udmærkelse. Hun er nu Lærerhustru paa Sjælland, idet hun er gift med Førstelærer Ravn, Nestelsø ved Næstved.

Efter hende kom Anna Larsen, der ogsaa var en flink Lærerinde. Hun var Lærerinde nogle Aar efter at vi havde forladt Uldum, og er nu gift med Købmand Kristian Hansen, Uldum.

I 1914 var der Planer fremme om at udvide Lærerpersonalet med en Andenlærer og saa bygge nye Klasselokaler. Paa Grund af Krigen blev sagen udsat et Aar, men saa blev det Alvor. Der blev bygget en Skolebygning med to Klasseværelser og Andenlærerbolig samt et særligt Hus til Førstelæreren. Her flyttede vi ind 1.November 1915 samtidig med, at vi fik Madsen Hansen til Andenlærer.

Nu blev Rammerne, vi kom til at arbejde i, ikke saa lidt mere moderne. Vi kunne oprette en Klasse mere, saa vi paa den Maade fik 2 Forskoleklasser og 3 Klasser for de Større Børn. Naar vi saa kunne indføre delvis Fagfordeling mellem Andenlæreren og mig, saa maatte vi kunne faa Undervisningen løftet op i et noget højere Plan. Det skete ogsaa for mit vedkommende. Det var tydeligt, at jeg kom langt, siden med Børnene i mine Fag – specielt Dansk, saavel skriftligt som mundtligt – end det havde været muligt med de overfyldte Klasser og daarligere Klassedeling

Det viste sig derimod ret hurtigt, at jeg i Andenlæreren havde faaet en daarlig Medarbejder. Han var en flittig og kundskabsrig mand, men han kunne bl.a. paa Grund af sit Pedanteri absolut ikke hævde sig blandt Børnene. Følgen deraf blev selvsagt, at han ikke kunne holde Disciplin, og uden Disciplin kan man ikke udrette noget i en Skole. Jeg blev efterhaanden mere og mere ked af hans Makkerskab, ogsaa af den Grund at han var Skyld i at enkelte Børn gik over i en saakaldt Realskole, som blev ledet af en K. Sparre der senere som Realskolebestyrer i Odder blev arresteret og straffet med Forbedringshus paa Grund af uterligt Forhold over for sine Kostskoledrenge. Dette sidste kom som en Overraskelse for mange i Uldum, men jeg blev ikke overrasket, da jeg havde Grund til at tro, at der var noget muggent ved Sparre som Skolebestyrer, fordi en Lærer som han havde ved Skolen, Lykkegaard fra Aalborg, en aften vi sad og passiarede i Bibliotekets udlaans stue, sagde til mig, at der foregik Ting ved Skolen, som jeg næppe ville tro var Sandhed, hvis han fortalte det, og han kunne ikke fortælle det. Desuden havde jeg paa Forespørgsel paa Blaagaards Seminarium, hvor Sparre havde læst eet Aar, faaet saadanne Oplysninger, at jeg kun kunne betragte ham som Svindler.

I den nye Skole fik jeg jo travlt med at indrette alt paa moderne Vis, og Sogneraadet var nogenlunde velvillige til at yde mig fornøden Støtte, saa Skolen blev godt forsynet med godt Skolemateriel.

Desuden fik jeg travlt med at anlægge en hel ny Have i stedet for den gamle, som vi forlod.

Men ogsaa paa andre Omraader havde jeg fuldt op at gøre. Jeg har allerede berørt, at jeg ret hurtigt var blevet Leder af Forsamlingshuset og Foredragsforeningen. I de 16 Aar, jeg havde med det at gøre, var det faktisk mig, der prægede hele den Virksomhed, hvorved jeg kom i Forbindelse med en mængde af vort Lands bedste Mænd. Jeg skaffer desuden min Hustru megen Ulejlighed ved samme Lejlighed, hvilket sikkert ofte har været til ikke saa lidt Besvær, men jeg maa jo være hende meget taknemmelig for hendes gode støtte.

I 7–8 Aar var jeg Formand for Skytte og Gymnastikforeningen, og jeg tror at kunne sige , at den har aldrig blomstret bedre, end den gjorde i de Aar.

Og saa Biblioteksarbejdet. Jeg begyndte straks i Efteraaret 1902 at ordne det gamle Bibliotek, der var oprettet 1872, men som henlaa i en sørgelig Forfatning. Saa godt som jeg kunne det med smaa Midler holdt jeg det igang, indtil det i 1915 lykkedes mig ved en stor Kraftanstrengelse at slaa det op til at blive en betydelig Indretning.

Efter et møde i Forsamlingshuset, hvortil jeg havde indbudt Bibliotekskonsulent J.Banke, talte han saa godt til den store Skare, der havde indfundet sig, at vi samme Aften fik dannet et Udvalg, der med mig som Formand fik samlet en Kapital paa godt 2700 Kr. og dannet en Biblioteksforening, der gav et Aarsbidrag paa over 500 Kr. om Aaret. Dertil kom et Bidrag fra Kommunen paa 200 Kr. om Aaret. Nu reorganiserede jeg Biblioteket, fik Lejet Lokale til Udlaan og Læsestue. Den sidste blev forsynet med et Haandbibliotek paa over 180 Bind, og der var fremlagt Aviser og Tidsskrifter til daglig Afbenyttelse. Det vakte Opmærksomhed i Bibliotekskrese, og der blev skrevet om det i Danmarks Biblioteksforenings Blad ”Bogens Viden”. Jeg vedblev at være Bibliotekets leder Bibliotekar, saa længe jeg var i Uldum, og da gik det udmærket. Senere har det ikke gaaet saa godt.

Jeg fik sammen med afdøde Lærer Kibæk, Sindbjerg, startet Egnens Skolemøder, og jeg ledede dem i 11 Aar. Det var i Virkeligheden de største Møder vi holdt. Sener blev de efterlignet i Tørring og flere andre Steder paa Egnen, disse Møder vedblev man at holde, efter at jeg var rejst fra Egnen. Jeg ved dog ikke, om de holder endnu. Saa var der Sangforeningen. De fleste Aar havde jeg et Sangkor i Uldum, og vi holdt ikke saa faa stedlige Koncerter, et Aar sammen med den Norske Felespiller Olav Moe, et Aar sammen med den udmærkede Sangerinde Julie Rosenberg, København. Men saa startede jeg sammen med Lærerne Jørgensen, Vrigsted, Jørgensen, Søvind, og en Gartner fra Tørring, ”Horsensegnens Sangforening”, der i en Aarrække holdt store Sangfester paa Horsensegnen. Her havde jeg et stort Arbejde med Arrangementerne af disse Fester. Vi lagde ud i Juelsminde, fortsatte derpaa i Tørring, Hornsyld, Bryrup, Elbæk og slutter af i Uldum. Sisse Fester vakte stor Opmærksomhed, og Bladene havde spaltelange Referater fra dem. Vi samlede indtil 24 Sangkor fordelt paa to Kor et bl. Kor paa cirka 320 Sangere og et Mandskor paa over 100. Hele den store Sammenslutning standser, da Verdenskrigen kom, og efter min Bortrejse er der nok ingen, der har haft mod til at rejse den paa ny. En Bekræftelse paa, at meget af den slags staar og falder med den Mand, der har Lyst og Kræfter til at arbejde med det.

Tyendesparekassen var jeg Kasserer for i mellem syv og otte Aar, og i den Tid vokse dens Indskud fra ca. 1900 Kr. til omkring ved 70000 Kr. I den Tid var jeg betroet mange Penge undertiden flere, end jeg var glad ved at have hos mig, da vi ofte maatte opbevare mange Hundrede Kroner fra den ene Uge til den anden, da Sognesparekassen, hvor vi havde Konto, kun havde aabent een gang om Ugen.

Sygeplejeforeningen var jeg Formand for, først i 6 Aar. Da jeg saa ønskede at blive fri, valgte de Mor til Formand, næste Aar blev jeg saa valgt igen og blev først fri, da jeg fortalte, at de fandt vi ville rejse til Sønderjylland, var nødt til at vælge en anden. Den gav meget Arbejde, men det var jo ogsaa en god Sag.

Aftenskolen gik i 1910 over ti at blive teknisk Skole med Snedker Søren Christensen og mig som de første Lærere. I et Sanghæfte, som jeg fik med i Anledning af Skolens Femogtyveaars Jubilæum er vi begge blevet mindede i een af Sangene.

Paa Uldum Højskole var Knud Andersen Forstander, da jeg kom dertil, og Mor var blandt et af de første hold, da han lavede den om til Pigehøjskole. Da han maatte holde op, blev Skolen købt af Svenning Petersen. Jeg havde flere Aar Sang med Eleverne og jeg ordnede Højskolens Bibliotek. Een Sommer havde jeg Aritmetik og Geometri med et Hold unge Mennesker, der ville lære viden.

Af alt dette ses let, At min Tid var godt optaget, men jeg har heller aldrig været ked af at Arbejde. Dog maa jeg ærligt tilstaa, at jeg nu bagefter ikke kan forstaa, hvorledes jeg har kunnet overkomme det hele, da vi tilmed var med i en ret stor Kreds, der kom sammen til Selskaber. De to Familier, vi omgikkes mest, var Isenkræmmer N. Iversen og Maskinfabrikant M. S. Petersen. Der gik ikke mange Uger undtagen vi een eller to Gange om Ugen forfrisker os ved en L´hombre. Vi spiller Læst, for det var ikke for at Tjene Penge, at vi spiller, men for at underholde os. Det kan ikke nægtes, at vi har savnet dem meget.

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Pastor Rasmussen. Præst i Uldum 1900-1909.

Pastor Axel Plenge. 1909 – 1912

Pastor Carl Arnold Riisgaard. 1913 – 1937

Lærerinde Othilie Hedegaard (født Ottosen). Lærer i Uldum 1901-1914, hvor hun døde. Slut-årstallet på billedet passer altså ikke.

Lærerinde Meta Hansen. 1914 – 1919

Lærerinde Anna Larsen (Lasse). 1919.

Lærer H.M. Hansen. 1915

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Erindringsbilleder november 1999: Verner Larsen, Vestergade

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

Verner Larsen, Vestergade, fortalte i november 1999 om oplevelser fra barndomsårene i Thy og de følgende lærlingeår – en tid, hvor både prisniveau og arbejdsvilkår var anderledes end i dag:

Jeg er født i 1919 i Hørdum i Thy, en lille landsby midtvejs mellem Hurup og Thisted. Vi var seks søskende, 3 piger og 3 drenge. Min far var snedkersvend hos byens eneste snedker, der byggede huse om sommeren, men om vinteren fremstillede møbler.

Jeg gik i en 4-klasset skole, der dog ikke var stråtækket. Om sommeren gik vi kun i skole hver anden dag. Der var to lærere, en førstelærer og en andenlærer, som det hed dengang.

Vores førstelærer var noget speciel. Om formiddagen kom hans kone ind i skolestuen med en bakke med boller og kaffe, som han så nød, mens vi havde time. Bagefter tog han et æble fra en skuffe i katederet. Det spiste han, efter at han havde skrællet det med en dolk, som han altid gik med på sig.

Han havde også en salonriffel, som han skød med på de solsorte ude i haven, som irriterede ham ved at nappe i hans æbler. Han skød på dem gennem et Åbentstående vindue i skolestuen! En dag var der ingen fugle, men så glemte han at tage patronen ud, da han satte riflen fra sig, så den gik af op i loftet, hen over hovedet på de 30 børn i skolestuen.

Dengang gik man i skole fra syvårsalderen og indtil man fyldte 14 år. Så kom man ud at tjene, eller man kom i lære. Der var kun en enkelt, der kom i realklassen. Det skulle man jo betale for dengang.

Allerede som 11-årig begyndte jeg ved købmanden derhjemme som bydreng og anden hjælp. Det var en forretning ligesom I.P. Hansens her i Uldum. Om vinteren kørte vi brændsel ud på en trækvogn.

Den føromtalte førstelærer havde en bil – det var der ikke mange, der havde der på egnen dengang. Det var en Brandenborg, og den skulle rendes i gang hver gang, han skulle ud at køre. Som 13-årig havde jeg sammen med en jævnaldrende kammerat den tjans at rende den i gang, når han skulle et ærinde i den om aftenen. Så kunne vi køre med hen og få benzin på. For 5 kr. fik man 20 liter benzin. Ja, det var tider dengang – eller var det?

Hørdum var station på Struer – Thisted banen. Stationsforstanderen var, som den slags var det dengang, en person med autoritet. Men jeg havde fået lov til at hjælpe med at tænde lysene på stationen og rulle bommene ned, når der skulle komme tog.

Stationsforstanderen holdt meget af at spille violin. En dag var han gået sådan op i det, at han helt glemte sine pligter. Han sad inde i stuen og spillede, og jeg gik udenfor, men turde ikke banke på og forstyrre ham, selv om der holdt et tog ude ved signalet og fløjtede, for det stod jo på stop. Toget fløjtede anden gang, og det fløjtede tredje gang. Så måtte det efter reglerne køre ind på stationen, men kun med en fart på 20 km. Først da stoppede forstanderen sit violinspil og kom tilbage til virkeligheden og en alvorlig påtale.

Som 14-årig kom jeg i rigtig lære i købmandsforretningen derhjemme. En lærling dengang fik ingenting i løn det første år, men 20 kr. det næste, 40 kr. det tredje og 80 kr. det fjerde år – vel at mærke for hele året, plus kost, men ikke logi.

Mit ønske var egentlig at blive elektriker, men jeg skulle udenbys for at lære det, og det kostede penge, og det var der ikke råd til.

Jeg gik i teknisk skole fire aftener om ugen fra kl. 6 til 9. Det kneb ofte med at komme til tiden, da vi havde åbent fra 7 morgen til 6 aften, fredag til kl. 8. Lørdag var det til kl. 9, og da var vi først færdige kl. 11.

I min læretid solgte jeg ugeblade og Dagens Nyheder. Ugebladene var Dansk Familieblad og Søndag i Jylland, og de kostede henholdsvis 35 øre og 20 øre. Dagens Nyheder kostede 25 øre.

Tre år i træk blev jeg inviteret til København hvert år sammen med 160 andre drenge fra hele landet. Vi var i orange uniform, skjorte og skråhue, hvorpå der stod Dagens Nyheder. Alt blev betalt, og i Tivoli fik vi udleveret billetter til næsten alt. Hele turen kostede mig under 10 kr. Jeg tog hjemmefra tirsdag morgen og kom hjem fredag aften.

I 1936 kom jeg til København en ekstra gang, idet lærlinge i aftenskolen havde lavet forskellige ting, som blev solgt på amerikansk lotteri, og på den måde blev der til en Københavnstur. Dengang søgte man ikke offentlig støtte hverken til den slags eller til idrætten. Man kunne selv.

I min ungdom var jeg ivrig fodboldspiller. Samtidig havde jeg ansvaret for, at fodbolden og banen var i orden. Det fik jeg for hele sommeren 50 kr. for.

Jeg kan også nævne, at da jeg i 1937 fik kørekort, kostede det i alt 51 kr. De to eksempler fortæller jo lidt om prisniveauet dengang.

En lille sjov historie: Engang havde min far lavet en firkantet luftdrage. Den satte jeg op, da det blev mørkt, og bandt en tændt lommelygte fast på den. Så skete der det, at vor skolelærer, der refererede til Thisted Amtsavis, dagen efter skrev, at han havde set en Ufo aftenen før. Vi lod ham blive i troen og røbede aldrig den rette sammenhæng.

Da jeg 1. maj 1938 forlod min arbejdsplads efter endt læretid, rejste jeg til Vonge, hvor jeg havde fået arbejde hos købmand Jensen. Her var jeg i godt fire år, og her lærte jeg min kone at kende. Hun var datter af bager Petersen i Vonge.

Herefter fik jeg plads hos firmaet Jørgen Christensen i Vejle. Efter 12 år her flyttede jeg til Importøren på Nørregade. Det var meningen, at jeg skulle have et af deres udsalg, hvor der blev et sådant ledigt. Men da det varede længe, inden det ville ske, tabte jeg tålmodigheden. Da jeg så i avisen, at der var en isenkramforretning til salg i Uldum, tog jeg ud og så på den. Ejeren boede i Hostebro, men vi blev enige om en leje for 2 år, og der blev fastsat en pris til den tid ved køb af den. Selv om forretningen var kørt helt ned, var vi så optimistiske at tro på, at den kunne køres op igen. Og det lykkedes jo også efterhånden.

Den første tid passede vi den selv. Senere kom Orla i lære, og efter fire år flyttede han ud til Henning Hansen. Vi fik en ny lærling igen, men min kone var en uvurderlig hjælp også i forretningen.

Samtidig med at passe forretningen var jeg kasserer i nogle foreninger, hvor posten som kasserer i elektricitetsværket nok var den værste. Det var netop på den tid, man overgik til vekselstrøm – et skifte, der på mange måder var ret kompliceret, også i økonomisk henseende.

Det var også på den tid, at Jørgen Christiansen og jeg tog initiativ til, at starte et varmeværk, der kom i gang i 1962. Min længstvarende bestyrelsespost var i vandværket, hvor jeg var med fra 1967 til 1990.

Ved kommunevalget i 1962 blev jeg valgt ind og fik den meget tidskrævende post som kasserer. Men i 1967 blev det for meget, så jeg søgte sognerådet om at blive fastansat, og det gik også i orden.

Vi havde da spurgt Orla, om han var interesseret i at overtage forretningen, og det var han. Som 22-årig overtog han den fra 1 juli 1967, og den er siden blevet det, den er i dag, som de fleste kender, og det er vi selvfølgelig både glade og stolte over.

Så kom kommunesammenlægningen i 1970, og da kunne personalet fra de tidligere kommuner søge stillinger ved storkommunen, hvis de ønskede det.

Jeg fik stillingen som socialinspektør, en stilling jeg havde til 1978. Da syntes jeg, at de sociale problemer blev lidt for brogede for mig. På det tidspunkt blev der oprettet en pedelstilling, og det var lige noget for mig – at holde orden på papirvarer og arkiver, samt sørge for diverse reparationer.

I september 1986 gik jeg på pension efter godt 24 år på kommunekontoret. Siden den tid har jeg haft flere småjob bl.a. som regnskabsfører på varmeværket og medhjælpende kustode på Uldum Mølle i weekender.

Og efter en periode som medlem af ældrerådet er jeg nu i bestyrelsen i Brugerrådet på Nedergården.

Ældre billede af Uldum Isenkræmmer.

Uldum Isenkræmmer med ophørsudsalg.

Hanna og Orla Larsen bag disken i Uldum Isenkræmmer.

Uldum Højskoles historie fortalt i Horsens Folkeblad 3-11-1905

Følgende artikel kunne læses i Horsens Folkeblad i november 1905.

Uldum Højskole

Nu, da den store ny højskole i Uldum skal indvies førstkommende Søndag, kan det nok være på sin Plads at fremdrage et og andet af Skolens historie.

Som det nok vil være bekendt for fleste, var det den bekendte Skolemand Rasmus Sørensen, født i Jelling den 8 marts 1799, der begyndte højskolevirksomheden i Uldum; han begyndte strax efter Nytaar 1849 med følgende Elever: Jens Kristian Madsen fra Vester-Ørum, død som Gaardejer i Vindelev, Niels Peter Kristensen fra Nyborg i Langskov Sogn, død som Præst i Smidstrup ved Fredericia, Søren Johansen fra Ildved, i mange Aar Gaardejer i Slagballe, Senere i Hornsyld og nu boende i Horsens, Kristen Møller Therkelsen, Kalhave, død som Gaardejer i sin Fødeby og Sognefoged for Hornborg Sogn, Ole Hansen fra Bjerregaard i Aale Sogn, død 1873 som Gaardejer i Langskov og Sogneraadsformand for Uldum-Langskov kommune, og Elias Rosendahl fra Uldum, nu Partikulier* i sin Fødeby. Men R. Sørensens Virksomhed som lærer for den konfirmerede Ungdom blev ikke af stor Betydning, da han maatte standse paa Grund af Treaarskrigen**.

Strax efter Krigens Slutning 1851 traadte 11 Mænd sammen med det Formaal at faa Rasmus Sørensens saa brat afsluttede Virksomhed i Uldum fortsat. Disse 11 Mænd der fortjener at mindes af enhver Ven af Højskolen, var: Folketingsmand, Gaardejer Anders Hermansen af Sandvad i Hvejsel Sogn, Kromand og Gaardejer John Andersen, Ildved i samme Sogn, Gaardejer Kristen Nielsen, Nyborg i Langskov Sogn, Gaardejer, Amtsraadsmedlem og senere Folketingsmand Therkel Therkelsen, Kalhave, Gaardejer Mads Jørgensen Lund, Vester-Ørum. Gaardejer Niels Kristensen, Nyborg, Langskov Sogn, Gaardejer, Amtsraadsmedlem og Folketingsmand Jens Jørgensen, Bjerregaard, Gaardejer Niels Poulsen, Uldum, Gaardejer og Kromand Kristen Nielsen Eliassen Rosendahl, Uldum, Gaardejer, Hans Sørensen, Uldum, og Gaardejer Kristensen Nyborg, Uldum.

Paa Anbefaling af R Sørensen antoges E. M. Rotwitt til Lærer, og der holdtes den første Vinter Skole i et lejet Lokale; men allerede 1852 opførtes en Skolebygning, der indviedes den 4. Novbr. s. A., altsaa for 53 Aar siden. I et Referat fra den Tid fortælles: Dagen var en sand Festdag for Uldum og dens nærmeste Omegn, og der var mødt saa mange Mennesker, at Skolestuen ikke nær kunde rumme dem. Skolestuen var Dagen forud smykket med Grønt af de unge Piger fra Byen, og paa dens Vægge hang Billeder af kongerne Frederik den 6. og 7. samt af Holberg, som Skolen mente at staa i Taknemlighedsgæld til paa Grund af den tilsagte Understøttelse fra Sorø Akademi.

Provst Vols fra Hvejsel holdt Indvielsestalen, hvori han særlig betonede Oplysningens store Værd som Grundlag for den sande aandelige og timelige Lykke, og han sluttede med at nedbede Guds Bistand til, at dette første ny Skridt maatte blive til Velsignelse for vort Folk og vort Fædreland, saa at de unge der – paa Uldum Højskole – maatte faa Lejlighed til ikke alene at erholde en Forøgelse af de Kundskaber og Færdigheder, som de havde erhværvet i Børneskolen, men ogsaa til at faa spredt det Lys over disse, der giver al Viden sin sande og rette Betydning. Skolen begyndte den Gang med 33 Elever, og som et ret ejendommeligt Tilfælde kan anføreS, at Skolen til den ny Bygnings Indvielse i Aar ogsaa har tegnet 33 Elever.

Uldum Højskole har haft følgende Forstandere:
Rasmus Sørensen kun et Par Maaneder, 1849.
E. M. Rotwitt 1851 – 1872.
K. Kristensen Utoft 1872 – 1875.
Jesper Madsen 1875 – 1877.
N. P. Stensballe 1877 – 1886.
K. Videbæk 1886 – 1898.
A. Rendbæk 1898 – 1900.
K. Andersen 1900 – .

Uldum Højskole var i Vinteren 1851 – 52 besøgt af 22 Elever, 1852-53 af 33 Elever, 1853-54 af 24, 1854-55 af 31, 1855-56 af 29, 1856-57 af 23, 1857-58 af 32, 1858-59 af 33, 1859-60 af 27, 1860-61 af 32, 1861-62 af 24, 1862-63 af 54, 1863-64 af 17, 1864-65 af 16, 1865-66 af 65, 1866-67 af 18, 1867-68 af 18, 1868-69 af 24, 1869-70 af 18, 1870-71 af 20, 1871-72 af 20. Antallet af de Elever, der besøgte Skolen under de senere Forstandere, er mig ubekendt.

Hesselballe, den 2. Novbr. 1905.
K. Kristensen.

*Partikulier betød en der lever af sin formue (selvpensionist).
** Treårskrigen kaldes også 1. Slesvigske Krig og udkæmpedes 1848-50.

Artiklen og resten af avisen fra 03-11-1905 kan læses her og flere ældre aviser kan findes på statsbibliotekets hjemmeside.

Horsens Folkeblad 1905

Uldum Højskoles historie i Horsens Folkeblad 1905 – del 1

Uldum Højskoles historie i Horsens Folkeblad 1905 – del 2

Den gamle højskole. Billedet taget 1909.

Uldum Højskole, byggeri. Billedet er taget efter 1920 – genforeningsstenen ses i forgrunden.

Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 1

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen omhandler den første tid i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen (1870 – 1942). Førstelærer ved Uldum skole 1902 – 1920.

I Uldum tilbragte jeg saa nøjagtigt 18 Aar, fuldt optaget af Skolearbejde og andet Arbejde.

Selv om Skolen ikke var særlig gammel, jeg tror, at den var bygget omkring ved 1870, var den dog ikke nogen første Klasses Bygning, men vi fik os indrettet ret hyggeligt i den.

De første 13 Aar var vi to om Arbejdet, og jeg havde de to ældste Klasser, der som regel var ret store – mellem 40 og 50 Elever. En Søster til Lektor Ottosen, Honum, fru Othilie Hedegaard, var Lærerinde og Organist. Hun var ikke altid saa let at arbejde sammen med paa de Felter, Naar vi var nødt til det, men hun var en trofast Arbejder i Skolen, og Børnene var ikke saa daarligt forberedte, naar vi modtog dem ved 9 Aars Alderen.

Præsten, Pastor Rasmussen, var Missionsmand, men vort Samarbejde gik ret godt.

Jeg blev et Par Maaneder efter, at jeg havde begyndt mit Arbejde i Skolen, ogsaa Formand for Forsamlingshuset og Foredragsforeningen, og det blev jeg ved med i alle de Aar vi var i Uldum, saa nær som to Aar, hvor jeg havde bedt mig fritaget. Jeg tog fat paa Aftenskolen og Sangforeningsarbejdet. Jeg omkalfaterede Haven saa jeg havde nok at bestille, og fik efterhaanden mere.

Den 18 Marts 1903 blev Margrethe født. Vi havde i de Aar, der var gaaet, desværre ofte maattet søge Læge til Mor, saa vi havde haft mange Udgifter i den Anledning, men efter Margrethes Fødsel, blev det værre. Til sidst henvendte vi os til Dr. Vestergaard i Horsens, og han konstaterede en meget fremskreden Lungetuberkulose. Det laa til Familien. Hendes Mor var død deraf, og Cecilie i Hejls Kro ligeledes – jeg tror endog at et par af hendes Søskende var gaaet samme Vej. Det var jo meget alvorligt. Hun kunne ikke længere, hvor gerne hun end ville, passe sit Hus, og jeg maatte holde en ekstra Husbestyrerinde. Af dem jeg kender mindes jeg med Taknemmelighed nuværende Fru Caroline Stærmose, Nyborg, der var hos os da Vibeke døde d. 20 Februar 1905. Vi havde i mellemtiden to gange gjort Forsøg paa at faa hende indlagt paa Vejle Fjords Sanatorium. Fra Beboerne havde jeg faaet Løfte om, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle de nok sørge for, at det blev betalt. Men Professor Saugmann, Fakkegrav, erklærer at det var for sent, og saa maatte vi jo hvor strengt det end var, se skæbnen i øjnene. Den 25 Februar maatte jeg saa begrave hende paa Uldum Kirkegaard. Der er vist aldrig blevet set en større Begravelse i Uldum, og jeg kan faa Taarer i Øjnene endnu ved Tanken om den Medfølelse, der slog mig og mine to smaa Børn i Møde fra Befolkningen i de Dage.

Jeg stod nu ene med 2 Børn, Jakob var ca. 7 Aar gammel og Margrethe knap 2 Aar. Dertil kom, at jeg naturligvis efter alt dette efterhaanden havde paadraget mig en betydelig Gæld, som jeg ikke i en nær Fremtid saa udsigt til at kunne betale. Men der var jo ikke andet at gøre end at tage fat uden at tabe modet, og jeg kan, Gud ske Lov og Tak, nu bagefter sige, at jeg blev hjulpet saa godt som nogen. Da Caroline Stærmose skulle giftes, fik jeg en ny Husbestyrerinde, og det var Marie Dam. Det var egentlig Meningen, at jeg skulle forberede hende til Seminariet et Aars Tid, og saa skulle hun have en lille Løn for at passe Huset i den tid. Men hun var nok snart klar over, at der var saa meget i Huset, der trængte til at ordnes og efterses, saa der blev for lidt Tid til at læse. – Dertil kom, at jeg følte mig saa godt til Pas ved at have hende i Huset hos mig, at jeg nærmest gruer for at jeg atter engang skulle skifte. Hun havde en god Indflydelse paa Børnene, og det endte med, at jeg en Aftenstund, da vi begge stod ved Søsters Seng, spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at blive hos os. Det kom hende meget overraskende, men efter at hun havde tænkt over paa det til næste dag, lover hun mig det, og jeg sagde da , at nu kunne jeg se lysere paa Fremtiden, ikke alene for min egen Skyld, men ogsaa for mine to Børns Skyld.

Om Efteraaret rejste hun hjem for at sy paa sit Udstyr, og vi fik i Mellemtiden en anden Husbestyrerinde, som jeg syntes alt andet end godt om.

Den 19 April 1906 holdt vi saa Bryllup i Klakring Kirke, hos Pastor Melby, As, Viede os. – Det var en i alle Maader brav Familie, jeg derved kom ind i, især fik jeg en udmærket Svigermoder, der fik megen Betydning for Marie og jeg i en Aarrække. Mit Arbejde i Skolen gik sin jævne Gang. I flere Sommerperioder deltog jeg i de af Skolen understøttede Kurser paa Lærerhøjskolen i København.

Laurits johannes Marius Vest Hansen. Førstelærer i Uldum.

Lærerinde Othilie Hedegaard (født Ottosen).

Pastor Rasmussen. Præst i Uldum 1900-1909.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Skolebillede fra Uldum Skole, 1916. Lærer Vest Hansen med elever.

Erhvervslivet og udviklingen i Uldum

I et uddrag af bogen “Rod og stavn – Træk af 10 sognes historie” (1988) beskrev Børge Haugstrup i stykket om Uldum blandt andet de stærke kræfter som var med til at udvikle byen.

I 1873 oprettedes apotek i Uldum – i første omgang som hjælpeapotek for Givskud apotek. Den oprindelige apoteksbygning er i dag privatbolig for apotekeren. Det gav byen en vis status, da hjælpeapoteket i 1895 blev omdannet til selvstændigt apotek, og en tilbygning føjedes til, hvori det nye apotek indrettedes. I dag er Uldum apotek et af de største landapoteker i Danmark, hvad angår ekspeditioner.

Uldum fik ikke sit eget apotek uden sværdslag. At udfaldet blev til byens gunst, kan have sin årsag i, at Uldum dengang havde to selvstændigt praktiserende læger – og at den ene hed Johan Ferdinand Tesch. Foruden at skaffe apotek til byen var læge Tesch medvirkende til, at der blev oprettet sparekasse og sygekasse, at kirkebyggeriet kunne gennemføres, at forsamlingshuset kunne bygges i enighed, og at byen fik en jernbane. Ved sin død i 1901 fik denne mand det nok mest iøjnefaldende gravsted på Uldum Kirkegård. På gravstenen ser der denne karakteristik af ham: “En mand med en stærk vilje og en stor kraft, men som bøjede sig i ydmyghed for den stærkestes vilje og den højestes kraft”.

I 1879 havde Uldum 621 indbyggere – og 3 teglværker! På den tid var der dagvognsforbindelse fra Uldum over Lindved til Vejle. Turen tog 2 1/2 time, fordi der af hensyn til hestene skulle rastes ved Lindved Kro. Når dagvognen hen på eftermiddagen var vendt hjem til Uldum, fortsatte et andet køretøj med post til Tørring, hvor kusken foretog omdelingen. Et stigende transportbehov på egnen rejste stemning for at få en jernbane, og 1. december 1891 åbnedes en smalsporet bane mellem Horsens og Tørring. I 1929 blev den ført videre til Thyregod og fik normal sporvidde.

1878 var der oprettet brevsamlingssted i Uldum.

I 1902 indrettedes postkontor i stationsbygningen, men 1909 fik byen eget posthus i en nyopført bygning overfor stationen. Ved jernbanens videreførelse til Thyregod flyttedes postekspeditionen tilbage til stationen, der efter banens ophør i 1962 fortsatte som postkontor.

Oplysning i bogstavelig forstand spredtes over byen, da Uldum i 1906 fik elektricitet. Gennem næsten et halvt århundrede blev det lille elværk passet omhyggeligt af værkbestyrer Iversen. Uldum elværk hørte takket være hans indsats til de mest velholdte i landet.

Bybilledet ændredes væsentligt i dette århundredes første årtier med deraf følgende brydninger mellem det, der var, og det, der kom. Udviklingen skete dog så tilpas langsomt, at landsbypræget kunne fastholdes. Driftige forretningsfolk gav byen et efter dens størrelse bemærkelsesværdigt stort udbud af varer. Selv to storkrige formåede ikke at forstyrre stedets og sognets rolige rytme.

1960’ernes nybygningstid gav Uldum nye parcelhuskvarterer og ændrede i nogen grad byens udseende og udstrækning. Den centrale beliggenhed nær Horsens og Vejle har virket tiltrækkende. Udviklingen har til gengæld været hård ved de små lokalsamfund og Hesselballe måtte i samme tidsrum udover skolen se både forsamlingshus og købmand forsvinde.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 gjorde man højskolebyen til administrationscenter i den nye storkommune. Kommende vejanlæg kan måske skabe nye udviklingsmuligheder for byen, der i de seneste år har opbygget en småindustri med underleverancer til større firmaer.

Forhåbentlig vil udviklingen i dette lokal-samfund forløbe i sådan en rytme, at byen ved kæret også fremover må formå at bevare det præg af hygge, der alle dage har været et særkende for stedet.

~Børge Haugstrup.

Uldum Apotek set indefra. Ukendt år.

Uldum Apotek set fra gaden.

Johan Ferdinand Tesch. Læge i Uldum, 1841 – 1901.

Johan Ferdinand Teschs gravsten.

Dagvognen foran Lindved Kro.

Privatbanetog forlader Uldum Station. Ukendt år. Fotograf A. Johansen.

Uldum gamle posthus.

Uldum Elværk. Elværkbestyrer P. M. Iversen, 1956

Uldum Elværk set udefra, 1956.

Erindringsbilleder oktober 1997: Marie Larsen, Åvangen 11

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

(Inger) Marie “Mie” Larsen, Åvangen 11, fortalte i oktober 1997 om livet på en gammel slægtsgård, hvor flere generationer levede sammen, sådan som det ofte var tilfældet på landet i gamle dage:

Jeg er født i 1913 på Vestergaard i Uldum. Vestergaard er en gammel slægtsgård, oprindelig bygget sammen med en anden gård som tvillingegård. Man kunne gå fra loftet på den ene gård over på loftet på den anden. Den slags gårde var der flere af her omkring.

På Vestergaard var vi altid tre generationer sammen. Min Bedste boede i aftægtsstuen med kogekakkelovn, et meget lille køkken og soveværelse. Hun kom hver dag lidt i tolv og pillede kartofler. Det var hendes faste arbejde. Der skulle pilles mange kartofler, for vi var jo mange: far, mor, 4 børn, 2 karle, 1 pige og Bedste for enden af det lange bord.

Min far hed Therkelsen til efternavn, men da der var så mange her, der havde det navn, søgte han om at få navneforandring til Vestergaard efter gården. Det blev bevilget, og det kostede 11 kr. og 33 øre at få navneforandring dengang!

Min barndom var stærkt præget af at min far næsten altid var syg. Netop fordi det var så trist med min fars sygdom, fik jeg ofte lov til at gå op til min moster i Dortheasminde. Jeg gik ad banen med min dukke ved hånden. Min kusine og jeg legede så godt sammen, og vi soppede i Lilleåen. Det var fedtet, men herligt, og så sang vi om aftenen og havde det noget så skønt.

Jeg gik i skole i Lilleskolen, som den kaldtes. Det var en forskole, hvor vi gik de første tre år. Her havde jeg ”Lasse” der lærte os alt. Lasse – der egentlig hed Anne Larsen – var vi meget glade for, ja vi elskede hende, for hun var altid glad og smilende, og hun lærte også os at smile. Jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor vi ikke gik glade hjem fra skole. Vi lærte mange ting hos Lasse, hør blot: stave, læse, skrive, regne, synge, hækle, kaste og sømme, brodere, stoppe, sy lap på, kniple og spille. Jeg fik for øvrigt et kniplebræt i konfirmationsgave.

Min far døde, da jeg lige var fyldt 8 år, men min mor var en stærk kvinde, og hun kørte gården videre med bestyrer, som blev hos os i 3 år. Vi havde fire bestyrere, indtil mine brødre var gamle nok og havde været ude at tjene og lære lidt.

Jeg var også selv ude at tjene, først på en af Agersbølgårdene, og senere – i 1934 – cyklede jeg til Nr. Lyndelse på Fyn, hvor jeg fik en god plads hos sognefogeden. De tog mig med til Frøbjerg bavnehøj og til efterårsmøde på Ryslinge Højskole. Jeg husker, at vi engang var i Odense, hvor vi så Barken Margrethe af Danmark. Jo, der var skønt på Fyn! Et par år efter genoplevede en veninde og jeg Fyns herligheder, da vi sammen cyklede til landsstævne i Ollerup i bagende sol og slukkede vores tørst hos en venlig mælkekusk, der gav os kærnemælk, som vi drak af spandelåget.

Foruden gymnastik gik vi også til folkedans, og vi var fire par, der var så heldige at få lov at danse anstandsdanse med høj hat og kalvekrøs og kyser og kjoler, som vi selv syede.

I 1938 blev Alfred og jeg gift, og vi var bestyrerpar for mor på Vestergaard. Så hun havde en pige, der fik tre børn under krigen, men vi havde en sikker barnepige, for mor var der jo altid, når vi skulle et eller andet. Og når vi gik i roerne, kom hun trillende med barnevogn og kaffe til os. Børnene elskede Bedste, og hun var god til at fortælle om gamle dage, og det nød de at høre. Da de kom ud at tjene, var mor også uundværlig, for jeg havde flere hospitalsophold, så der var brug for en hjælpende hånd.

Men der var også glæder som dengang, da Alfred havde købt sin første bil, en høj gammel Ford, og jeg glædede mig meget til at blive hentet på Vejle banegård i egen bil!

På Vestergaard var der altid både gamle og unge sammen. Foruden vore egne havde vi i fem år min søstersøn boende. Han var i lære i det nærliggende smedefirma. Han spillede på tromme, og pigerne øvede på klaveret, der stod i Bedstes stue. Men hun kunne lide det hele og passede sit håndarbejde – også når de havde “syklub”, men spillede kort i stedet for.

På væggen i mors stue hang alle anerne på fars side: bedsteforældre, olde, tipolde og tiptipoldeforældre, så det blev fem tipper til vore oldebørn. Nu hænger de allesammen i stuen hos vor ældste datter.

Vi havde mange gode år på Vestergaard – og ualmindelig gode naboer. Der var ikke en dag, hvor vi ikke havde noget sammen. Med den ene af dem havde vi en pudsig konkurrence om, hvis kartofler der kom først op. Det afhang jo af, hvornår de kom i jorden, og det skulle helst ske, så den anden ikke opdagede det. Men vi har mere end en gang set nabo Aage liste om hushjørnet med en spand kartofler, som han mente sig uset kunne lægge i jorden. Men da han et år lagde kartofler allerede 1. April, gav vi op!

Da Alfred blev alvorligt syg og ofte var til behandling på hospital, hjalp både Aage og vores anden nabo Ernst, der nu er graver ved Uldum kirke. De radrensede for os og hjalp os på så mange måder, og da mærkede vi sandelig, hvad det vil sige at have rigtige venner.

Vestergaard har et stort og smukt stuehus med et fornemt indgangsparti. Huset blev bygget i 1915, og mureren, der opførte det, var Georg Sabroe, der senere blev både sognerådsformand og kroejer. Det kostede dengang 5.000 kr. Det gamle stuehus blev stående indtil 1983, da det blev revet ned, og vi plantede birk og roser på stedet.

Vi fik lov at holde både rubinbryllup og guldbryllup på Vestergaard. Men i 1989 – året efter guldbrylluppet – var Alfreds sygdom så slem, at vi måtte se i øjnene, at vi måtte sælge gården. Det skete i foråret 1990, og vi flyttede op i et helt nyt kvarter i en andelsbolig på Kildebakken, hvor vi boede dejligt med en pragtfuld udsigt. Da jeg blev ene og fik tilbud om en bolig nede i Åvangen, tog jeg imod det. Her kender jeg de fleste, og når jeg blader i min store udklipsbog, bliver minderne om de gamle dage og de mange oplevelser dengang så levende for mig.

Inger Marie (Mie) Larsen, Vestergaard.

Lærerinde Anna Larsen (Lasse). 1919.

Vestergaard i Uldum. Formentlig der hvor Marie Larsen voksede op.

Gårdene brændte og Uldum fik sin hovedgade

I et uddrag af bogen “Rod og stavn – Træk af 10 sognes historie” (1988) beskrev Børge Haugstrup i stykket om Uldum blandt andet hvordan midtbyen udviklede sig.

En dramatisk begivenhed i 1897 satte skred i udflytningen af gårdene fra midtbyen og førte til, at den gamle landsby ændrede udseende. Om eftermiddagen den 1. juni skulle nogle drenge afprøve svovlstikkers virkning i en halmstak, der lå i umiddelbar nærhed af en af gårdene i midtbyen. Resultatet var, at ikke blot halmstakken, men gården og to nærliggende gårde gik op i luer. De tre gårde, der brændte, tilhørte Elias Rosendahl, Knud Jensens enke og Søren Kristensen. Stuehuset til Rosendahls gård blev reddet og eksisterer stadig. Det er huset overfor den nuværende kro. Denne gård, hvortil en overgang var knyttet priviligeret kro og købmandshandel, blev genopført sydvest for Uldum og fik her navnet Højgaard.

Knud Jensens enkes gård, der i 1803 var købt til selveje fra Rask, flyttedes til en plads på Langagrene vest for byen og benævnes i den gamle gårdfortegnelse Ny Langagergaard. Søren Kristensen lod sin nye gård bygge neden for Hvilehøj og opkaldte den efter højen. Området, hvor de tre gårde havde ligget, blev i årene umiddelbart efter århundredskiftet bebygget på initiativ af købmand I. P. Hansen, der her lod bygge bageri og forretnings- og beboelseshuse. Husene blev opført at murermester Peter Nielsen og fik for beboelsernes vedkommende et karakteristisk præg, der ses i de fleste huse i Uldum fra den tid.

Gennem denne bebyggelse fik Uldums hovedgade sit nuværende udseende, baggaden – senere I. P. Hansens vej – blev lavet, og den gamle landsby fik præg af stationsby, hvad den faktisk havde været siden 1891, da privatbanen fra Horsens til Tørring blev taget i brug.

Nedergaarden

Luftfoto af Uldum. Fotograf A. Johansen.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen Rosendahl Hansen og datter Elna Rosendahl Hansen. Fotograf A. Johansen. taget ca. år 1913.

Uldum Kro – Elias Rosendahls gård. I dag ligger stuehuset på Søndergade 24.

Den gamle Uldum Kro. Fotograf A. Johansen.

Et nyere billede af den gamle Uldum Kro.