Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 5

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her og fjerde del her. Femte del handler om dr. Tesch, sparekassen og prisen på kaffepunch.

Dr. Tesch var en foregangsmand på alle måder i kraft af sin dygtighed. Han sled sig næsten fordærvet, fordi han aldrig var i seng. Den meste søvn fik han, når han blev kørt på sygebesøg. Han sad og blev gynget i søvn i sin doktorstol, der blev spændt fast på vognen. En gang i ugen tog han til Flemming Kro, og så kunne folk fra Kodallund og egnen deromkring komme til ham – det var jo nærmere for dem. Tesch stillede sygekassen an, og han fik plantet træer ved landevejen efter Vester Ørum og mod Hesselballe. Han ville gerne have, at det så pænt ud, og når Tesch havde sagt det, var der ikke noget at rokke ved. De respekterede ham. Folk kom jo ikke så ofte på sygehus dengang, og dr. Tesch kunne godt sætte en arm eller et ben af – så havde han dyrlægen (dyrlæge Mikdal) til at foretage bedøvelsen. Dyrlæge Mikdal boede på den gård, der ligger på venstre hånd, når man kører fra Dortheasminde mod Kalhave.

Lægen og dyrlægen var folk, vi skulle se op til – de var jo de “fine”! Men dr. Tesch var en af den slags mennesker, man kunne og burde se op til. Han var ualmindelig. Han fik ikke penge for sit arbejde – folk havde jo ikke så mange penge dengang, men så fik han sygekassen stillet an. De fik nogle få ører i dagpenge, når de var syge, og vi havde en gammel kone hernede i Nederbyen, som Tesch altid sagde om: “Ja, nu er hun snart færdig med at stakke tørv – så bliver hun vel syg!” Så kunne hun få de ører i dagpenge.

Der var ikke noget socialvæsen dengang. Der var en fattiggård, der lå i Langskov. Uldum og Langskov var jo samme kommune. I 1898 balancerede det kommunale regnskab for Uldum Langskov kommune med 16.000 kr., heraf 4000 kr. til vejvæsen, 4000 kr. til skolevæsen, 4000 kr. til fattigvæsenet – hvad de sidste 4000 kr. gik til, kan jeg ikke huske. Kommunekassereren havde regnskabet i en skrivebog som dem, børnene brugte i skolen – der var ikke papirvælde dengang! Ja, det var sære tider, og vi kunne nok ikke tænke os dem i dag. Men der var også gode sider ved det – der var mere hjælpsomhed og sammenhold. Selv om der var megen uenighed, følte man sig som én stor familie. De tålte skam ikke indblanding udefra.

Dr. Tesch byggede den nuværnede lægebolig, men så fik vi hans svigersøn, Broager, der kom til at bo, hvor Knud Gregersen boede, og da Tesch døde, flyttede han om i lægeboligen. Der har været 2-3 forskellige læger i Knud Gregersens hus, og der har også boet læger i Christian Hansens hus på Skolegade. En årrække var der således 2 læger i Uldum – men til gengæld var der jo ingen i Rask Mølle. I Christian Hansens hus boede lægerne Nordgaard, Daugaard, Bergmann, Svendsen og til sidst amtslæge Olrik – det var i den vestlige ende af stuehuset, at der var lægebolig. Købmand Hansens boede i østenden af huset. Jeg kan huske, da Købmand Hansens privatbolig blev bygget – det var dengang det største og bredeste stuehus i byen. Det andet hus – det høje hus -, I. P. Hansen også byggede, er bygget i 1927. Købmand Hansen var jo forretningsmand, og dengang havde de sparekassen ovre i kroen, men Hansen syntes, det var for små forhold. Vi må hellere bygge et hus, så der kan blive sparekasse dér, sagde han. Men da sparekassen flyttede derover, var det Hansen, der bestemte huslejen – han var ikke forretningsmand for ingenting! Oprindelig havde lærer Mortensen sparekassen – sammen med skolesparekassen. Da Mortensen blev pensioneret, byggede han hus på Kirkegade (“Sypigernes hus”) og tog sparekassen med derned. Siden blev den så flyttet til kroen. Der var ikke så meget brug for en sparekasse dengang – det almindelige var, at man lånte hos bønderne, der var små “sparekasser”, fx. Niels Kristensen (Alfred Kristensens far) kunne de altid gå til for at låne penge – det blev sagt, at han tog op på skabet sådan forskellige steder efter penge, der på den måde var brug for. Der må jo ikke have været så mange tyveknægte dengang.

Dr. Tesch var sådan, at hvis folk ikke havde noget til medicin, så gav han dem den også – han var derfor heller ikke nogen velhavende mand, trods det han burde have været millionær, sådan som han kørte omkring både nat og dag. Jeg kan huske en der hed Hvillum – han boede der, hvor Oliver Vadholm bor. Han var noget fordrukken, og en dag var han nede i præstegården, hvor de lige havde fået en ny tærskemaskine – fuld var han jo -, og så skulle han da lige vise dem, hvordan man “lagde i” maskinen, men den rev hans ene arm af, så den hang og dinglede. Han gik altid og røg på en lille træpibe, og de sagde, at han også røg på den over til doktoren. Så sagde han til Tesch: “Kan du klippe mig det skidt af dér”? Men da dyrlæge Mikdal kom med kluden for at bedøve ham, gav han ham en på kassen – han skulle ikke havde det skidt for næsen! Han var sådan en hård hund. Men folk var jo ikke så pivet dengang. Jeg kan huske en mælkekusk, der tørnede sammen med toget nede på Boringvej – han fik et ben sat af. Han lå meget længe oppe på et værelse på kroen – det ordnede han også, Tesch. Når vi så sygevognen – en vogn med et par gamle vognmandsheste for og jernhjul under – så sagde folk: Åh herregud, nu ser vi ikke ham mere! Det var omtrent den visse død, når de skulle på Vejle Sygehus. Men det var sjældent, sygevognen var derude. Det tog jo også et par timer at køre derud, og det kunne jo ikke hjælpe, at de var alt for ringe, når de kørte hjemmefra, for så var de da døde, inden de kom derud.

Vi havde jo ellers dagvogn til Vejle – og før min tid har der været kørende post fra Uldum til Tørring – det var Jens Peter Jensen (“Jens Peter Post”), Karolines far, der kørte sådan en lille posttur derom. De havde jo ikke så meget post dengang. Dagvognen til Vejle kørte én gang om dagen, og der kunne sommetider være mange passagerer med. Jeg har også kørt den, da jeg var omme hos Chr. Laursen – det var ham, der havde den. Men dengang var det ikke under postvæsenet. Vi havde kun post med fra Lindved til Vejle. Sommetider kneb det med at få passagererne med fra Lindved kro, og vi skulle nå 1-toget i Vejle. Om vinteren havde vi meget af tiden tre heste for, og de kunne tage hele Dæmningen – dengang så Dæmningen jo ikke ud som i dag -, og når vi så kom i vild galop, kunne vi også få politiet til at springe over på fortovet, og pisken gik, lige så det suste, for vi skulle jo nå det, og de (politiet) sagde ikke noget. Men hjemad havde vi ikke nogen bestemt tid, så da kunne vi køre mere roligt. Spiritus var ikke så dyrt – vi kunne få 13 kaffepunche for en krone! Fragtkuskene havde 2 øres rabat.

Læge i Uldum, Johan Ferdinand Tesch (1841-1901)

Johan Ferdinand Teschs gravsten.

Lægehuset i Uldum. Kirkegade 16.

Købmand Christian Hansens hus på Skolegade. Fotograf A. Johansen

Christian Hansens hus set fra Skolegade.

Luftfoto af Uldum Købmandsgård. Omkring 1910.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen og andre foran det store hus på Søndergade.

I. P. Hansens brede hus med lagerbygning.

Dagvogn foran Lindved Kro.

Vognmand Chr. Laursen med køretøj. Juli 1914

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 4

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her og tredje del her. Fjerde del handler om den gamle købmandsgård, Andelsbevægelsen, Skolegade og Nørregade.

Købmand Hansens forretning – den gamle købmandsgård – var en stor forretning. Dygtig mand var I. P. Hansen. Men vi skal også huske, at dengang var der ingen foderstofforretninger hverken i Flemming eller Rask Mølle eller Kragelund. De holdt i lange rækker med vogne, der skulle læsse foderstoffer ved ham. Det var ikke et særsyn at se, at der stod en halv snes banevogne hernede, som var kommet med fodervarer fra Horsens, og der kørte en vogn næsten ustandselig med varer fra stationen op til købmandsgården. Han (I. P. Hansen) var en hel “konge”, men dygtig var han, rigtig dygtig. Købmand Hansens kone var en søster til Johannes Rosendahl og datter af Elias Rosendahl, der havde kroen.

Hen ad Skolegade var der ikke andre huse end det lange gule hus (Christian Hansen). Så var der møllen og det hvide hus, hvor Marie Jensen bor, men ud ad Langager var der ikke noget før den gård, der er Liengårds (altså før udflytningen efter branden i 1897). Møllen har ligget oppe ved Hesselballe Møllegård. Den brændte, og børnene løb fra skole for at komme op at se den brænde. Mine søskende har fortalt, at degnen skældte ud, fordi skolebørnene var rendt fra skole. Siden blev møllen så bygget op af Gunner Knudsen på det sted, hvor den er nu.

Nørregade:
Fra Nyborgs gård og ud mod åen lå kun ét hus (hvor Verner Juul nu bor). Dér boede en, vi kaldte Rasmus Skovfoged, og på den anden side af vejen var der to huse. Det overfor Verner Juul og så Torbensens hus. Bag dem lå to huse (Richard Larsens og Niels Rasmussens). Det var de eneste bygninger, der var mod Dortheasminde. Ellers var der åben mark. Så begyndte de at bygge i Dortheasminde. Det var en, der hed Niels Sørensen, som begyndte at bygge nede fra åen, og han byggede de fleste huse deropad. Han sagde, “nu skulle vi helst have flyttet Uldum til Dortheasminde”! Men så vidt kom han nu ikke. Niels Sørensen var en stor mand – han gik siden fallit -, og han havde Danmarks største mejeri dengang. Han havde banevogne, der kom helt inde fra Lund, og han havde banevogne, der gik til Tørring og Ølholm. Dér kørte min far med hver dag med to banevogne. Han satte den ene af i Ølholm, og så tog han selv med den store til Tørring, hvor der var mælk fra Stougård og andre store gårde. Der kom også mælk fra Hammer, som blev læsset om i Tørring. Han fik ligeledes mælk inde fra Tamdrup og Bisgård. Men Niels Sørensen slog for stort op. Han ejede omtrent det halve af Uldum kær, og han købte jord helt over til Kalhave. Det var en temmelig stor avlsgård. Mejeriet lå ved gården, og stuehuset til mejeriet ligger der endnu – på venstre side af vejen forbi fabrikken ud mod kæret.

Andelsbevægelsen har aldrig rigtig slået an i Uldum. Man prøvede til flere gange, bl.a. med en brugsforening. Købmand Hansen sagde, at de da godt måtte prøve at lave en brugsforening, men så skulle de have betalt deres regninger hos ham først. Og det kunne folk ikke – så der blev ingen brugsforening. Vi havde da flere gange møde på det gamle afholdshotel angående en brugsforening, men gårdmændene turde ikke gå med – de havde for stor gæld oppe hos Hansen! I begyndelsen af 30’erne kom der en foderstofforretning – de blomstrede op på den tid – både i Kragelund, Flemming og Rask Mølle – men så længe Hansen var der, var der ikke noget, der hed foderstofforretning. (I. P. Hansen døde i 1931)

Mejeriet blev bygget i 1906-1907, vistnok af en fra Horsens, men så blev det overtaget af Svend Trøst hansen (Berta Grønnings bror) med Faurholdt som bestyrer. Men det var privatmejeri.

I begyndelsen af dette århundrede kom en opbygningstid i Uldum – mange huse er netop fra den tid. Dyrlægeboligen (i Skolegade) blev bygget i 1903, og det år blev købmandsgårdens ene længe også opført. Huset, hvor Peter Hansen bor nu, var endnu ikke bygget, og foran porten var der en hestegang, hvor en gammel hest gik og trak kageknuseren, der knuste foderkager. Den blev spændt for om morgenen, og så gik den dér til aften. Det var lidt primitivt, men det gik jo.

Købmand I. P. Hansen. Fotograf. A. Johansen.

Købmand I.P. Hansen med familie. Hustru Karen Rosendahl Hansen og børn. Sønnerne Christian Hansen og Peter Hansen overtog senere købmandsgården. Fotograf A. Johansen

Købmand I. P. Hansen med familie ca. 1928. Fotograf A. Johansen.

Købmandsgården i Uldum. Købmand Peter Hansens hus på I. P. Hansens vej 14 samt lagerbygning.

Karen Rosendahl Hansen med børnebørn i 1946. Fotograf A. Johansen

Kromand i Uldum, Elias Rosendahl med hustru Karen Olesen. Datter og barnebarn i baggrunden.

Luftfoto af Uldum Købmandsgård. Omkring 1910.

Johannes Rosendahl med sønner. Fotograf A. Johansen.

Købmand Christian Hansens hus på Skolegade. Fotograf A. Johansen

Christian Hansens hus set fra Skolegade.

Uldum Mølle

Nedergaarden

Luftfoto af Uldum omkring Poul Nyborgs gård, Nedergården. Fotograf A. Johansen.

Uldum Mejeri

Tog

Privatbanetog forlader Uldum Station.

Uldum by set fra højskolebakken. Før 1928

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 3

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her og anden del her. Tredje del handler om Kirkegade, pogeskolen og en søvnig købmand.

Kirkegade:
Hen efter kirken lå Povl Hansens gård – sognefogedgården (nu: provisor Jacobsen), Rasmus Hansens gård (nu: Ole Petersen) og endelig præstegården. Jeg synes, at jeg har læst om, at den gamle præstegård har ligget på den anden side af vejen. Der står nemlig et sted, at vejen gik nordenom præstegården, og så må den jo have ligget dér, hvor doktorboligen er.

Lige overfor kirken lå en lille ejendom – de havde nok en fire køer og de havde en mark ude ved Kalbæk. Han var graver og hed Niels Andersen. Dengang havde vi jo ingen kloakker, og de kunne jo ikke gå ret langt ned i jorden, når der skulle graves en grav. Men Niels kom nu somme tider vel lidt ned i jorden. Engang dr. Tesch kom forbi, kunne han se låget på kisten i en grav – da måtte han alligevel have den dykket lidt! Ofte stod de og øste vand af graven, mens man var i kirke. Jeg kan huske, at jeg havde en søster, der døde i 1902, og da stod de og øste, lige til vi kom derhen. Det var grundvandet, der stod så højt.

Men Uldum er jo en pæn by nu, og på en måde var det godt, at gårdene brændte, for ellers havde den jo ikke set ud, som den gør i dag. Det er et spørgsmål, om de gårde var blevet flyttet ud, hvis ikke de var brændt. Måske havde de så ligget der endnu, ligesom gårdene i Ølholm stadig ligger midt i byen.

Min bedstefar havde en ejendom i Dortheasminde – “Lille Kalhave” -, og efter det gamle skøde tilhørte den herremanden på Rask. Hvor meget han ejede af gårde i Uldum, ved jeg ikke, men jeg kan ikke tro, at han er kommet over åen, der var amts- og herredsskel – så det er mere troligt, at herremanden på Hvolgård ejede gårde i Uldum, men hvor langt han er kommet ned, ved jeg ikke. Kirken har jo også været under forskellige herregårde, i alt fald under Hvolgård og Låge, muligvis også Agersbøl. Den blev jo solgt flere gange. Præstegården kunne man ikke kalde en fæstegård – det var jo en forpagtningsgård, som tilhørte præstens embede.

Udflytningen omfattede Søren Kristensens, Rosendahls og Knud Jensens gårde – de tre, der brændte. Men før den tid var der sket udflytning af Knud Kristensens gård, hvis stuehus står endnu (“Karen Bechs hus”). Den blev flyttet ud syd for byen (“Elmelund”), og de gamle bindingsværksudhuse blev genopført. Men siden brændte de dér.

Skole:
Vi havde pogeskole i Søren Kristensens gård, der lå omtrent dér, hvor der senere blev el-værk. I stuehuset her var der pogeskole, indtil gården brændte, og her begyndte jeg at gå i skole 1. april 1897. Da den så brændte, blev vi flyttet op i forsamlingshusets lille sal. Det var en pogeskole for alle Uldums børn, og vi var så mange, at vi næsten fyldte salen (der dengang var noget mindre end i dag). Senere købte man ejendommen, hvor Knud Kristensens gård havde ligget – der var nu ølbryggeri, men så blev det lavet til skole (forskole). Her var forskole, indtil den blev nedlagt, og børnene flyttet op i den nuværende skole.

I pogeskolen – “den lille skole” – gik vi i 3 år, og så blev vi flyttet op i “den store skole”, som vi kaldte den. Den var indrettet i det stuehus, som Lindved Sørensen har nu. Her var skole i vestenden og beboelse ud mod vejen. Så var der lade oppe fra, hvor Edith Mortensen har forretning – gaden var knap så bred dengang. Der var to wc’er ud imod vejen, og dørene var næsten aldrig lukket – så det var jo ikke så pænt et indtryk folk fik, når de kom til byen! Der var foruden laden også ko-stald. Degnene i gamle dage havde jo et stykke jord, og skolelodden lå nede ved det, som Helmuth Steinmeyer havde i sin tid. Dér lå 6 tdr land, der hørte til skoleembedet. Jeg kan huske, at én, der hed Mikkel Bang, havde købmandsforretning, hvor nu fru Mortensen (Højskolebakken) bor, havde jorden i forpagtning. Han var sådan en søvnig købmand. Han sov altid, når han fik lov til at stå stille.

Samme Mikkel Bang samlede æg og kørte til Horsens med, men han sov altid, når han kørte hjemad – hestene vidste vejen! Jeg kan huske, de fortalte, at der var en skrædder, der ikke kunne få mere kredit hos Mikkel. Så var han oppe en aften for at købe en stor sending, og Mikkel skulle hen og skrive regningen – han havde sådan en høj pult -, men så faldt han i søvn, og skrædderen gik med sagerne! Der var også engang, Mikkel kom kørende fra Horsens. Købmand Hansen og en anden mand havde været i Kalhave, og de sprang så op bag i vognen. Mikkel sov, og da han vågnede, sagde han: “Nå, vil I køre med” – og så sov han videre!

Præstebolig med kirke i baggrunden

Lægehuset i Uldum. Kirkegade

Kirkegade. Ukendt år. Ukendt fotograf.

Kloakarbejde viser hvor højt vandet stod.

Øldepot på I. P. Hansens vej

Øldepot på I. P. Hansens vej 1948

Uldum skole på bakken

Uldum skole. Oktober 1915

Overfyldt skoleklasse. Ukendt år.

Mindeord for lærer Vest Hansen

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Ved Lærer Vest Hansens Død.

Død den 15 Juni 1942.
Begravet 18 Juni 1942

Som meddelt i Gaar døde Førstelærer L. Vest Hansen. Sønderhav under en Cykletur forleden. Vest Hansen er født i Haarslev paa Fyn den 13. Oktober 1870. Han demiteredes allerede som 18-aarig fra Jonstrup Seminarium og begyndte sin Lærergerning paa Bornholm. Senere kom han til Hejls, hvor han blev stærkt optaget af Livet omkring Grænsen. Han var her sammen med Nutzhorn, Askov, med at stifte det første Sangkor herhjemme. Under Opholdet i Hejls fødtes i Vest Hansen en Varme og Interesse, der gjorde ham til en utrættelig Arbejder for den sønderjyske Sag. Efter en kortere Tids Lærergerning i Thyrsting ved Brædstrup blev den afdøde i 1902 kaldet til Førstelærer og Kirkesanger i Uldum. Her udførte han det Kunststykke at faa Sognets Beboere til at tegne 2000 Kr. til Start af Uldum og Omegns Folkebibliotek med Læsestue.

Ved Genforeningen maatte Vest Hansen være med, og han flyttede derfor til Holbøl i Sundeved 1920. Her udførte han et solidt Arbejde for Modersmaalet. Folkebibliotekssagen havde stadig hans varme Interesse, og som Hovedbestyrelsesmedlem for de sønderjyske Biblioteker har han gjort en stor Indsats. 1934 tog han sin Afsked og flyttede til Sønderhav, hvorfra han havde en herlig Udsigt over Flensborg Fjord. Han mestrede sit Modersmaal som faa og var en dygtig Sanger, saa det er forstaaeligt, at en sønderjysk Ven sagde: Han lærte os at læse, og han lærte os at synge. Ret talende er det ogsaa, at han fandt sin Død ved Grænsen mellem det gamle Land og Sønderjylland. Han var en god dansk Mand, vennesæl og energisk som faa i sit Arbejde. For tre Uger siden ledede han som Dirigent ved en Radioudsendelse Grænsekoret. Vest Hansen har skrevet flere Børnekomedier.

I Morgen begraves han paa Uldum Kirkegaard, hvor hans første Hustru stedtes til Hvile 1904. Vest Hansen efterleves af Hustru og fire Børn, Jacob Vest Hansen, der er Farmaceut i København, Margrethe Vest Hansen, København, Tage Vest Hansen, der er Læge i Tønder, og Oluf Vest Hansen, som er Lærer i Underup ved Vestbirk.

Lærer Vest Hansens grav på Uldum Kirkegård.

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 2

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her. Anden del handler om postvognen og beboerne på Søndergade.

Øverst oppe på Højskolebakken boede “Gamle Mine” (i Hülles hus). Hun blev begravet på fattigvæsenets regning, og det måtte jo ikke koste ret meget med en kiste dengang. Så fik de da nogle brædder slået sammen, men de kunne ikke rigtigt få hovedet trykket ned og få låget på. Men de fik da låget presset ned og hovedet dækket. Det var til stor forargelse for folk i byen, men det måtte jo ikke koste mange penge.

Af højskolen var der kun den hvide længe ud mod vejen. Den er jo nu forlænget og smukkeseret. Der var ko-stald og lade omme i gården, som Kristian Frandsen drev. Kristian Frandsen var manden på “Bakkegården”. Han var postkontrahent og kørte postvogn Uldum-Vejle. Og det skulle gå efter klokken – de fik en timeseddel, når de kørte fra Vejle, og den skulle afleveres på Uldum postkontor. De skulle holde tiden, og gjorde de ikke det, risikerede han at blive afskediget. Jeg havde en bror, der tjente deroppe som dreng, og Kristian Frandsen var altid urolig, når det varede for længe – det var jo somme tider, at de holdt rigelig længe ved Lindved Kro. Jeg kan huske, at de havde et par store heste, der kunne gå herned på 20 minutter, men så var der også et ordentligt skub på dem, når de kom. Så gik han: “Dreng, kan du høre noget?” “Nej”. Så kom han igen og bankede på vinduet: “Kan du høre noget?” “Jah” sagde Johannes “nu synes jeg, at jeg kan høre en pisk”. Når vognen så kom ned ad bakken og slingrede fra side til side, sagde han: “Det er fandeme godt, jeg ikke sidder i den!” Og når de kom ned gennem Uldum, sprang folk for livet over til rendestenen, for vognen hoppede jo i de store huller, der var i vejen. Så løb vi drenge ned til posthuset, for så kunne vi jo få lov at køre med op, og da kørte han altid i skridtgang.

I det hus, som tømrer Søndergaard har, boede Ole Peter Mortensen. Ole Peter var hjulmand. Men da så huset jo slet ikke sådan ud som nu, og til huset var der lidt jord nede ved åen, og Ole Peter havde en enlig ko. Der havde været ild i huset mindst tre gange, men det kunne ikke brænde, så råddent var det. De sagde: “Nu brænder det oppe ved Ole Peter!” – “Åh, det kan ikke betale sig at gå efter det – det blir jo ikke til noget!”.

I huset efter Ole Peter boede en gammel dame, der hed Torine – og der har også været mode- og hatteforretning dér. Der, hvor nu Grosbøl har forretning, var der en manufakturhandler Lange – det var dengang et lille lavt hus. Huset ved siden af (nu slagterforretning) byggede Karl Rasmussen (Karl Skrædder – Dagny Rasmussens far). Petrine Kirkebys hus – på hjørnet af Søndergade og Kirkegade – kan jeg ikke huske blev bygget. Jeg kan heller ikke huske, at Povl Nyborgs gård blev bygget (pladsen foran pensionistboligerne).

Dagvognen foran Lindved Kro.

Povl Nyborgs gård.

Hovedgaden i Uldum. Foto november 1909

Den gamle højskole. Billedet taget 1909.

Nedergaarden

Luftfoto af Uldum omkring Poul Nyborgs gård, Nedergården. Fotograf A. Johansen.

Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 1

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del handler om den store gårdbrand i 1897 og Uldums hovedgade dengang.

Min far var Niels Juul, først træskomand og siden post i Uldum by. Jeg kan huske gårdbranden i 1897. Det var den 1. juni 1897 om eftermiddagen, at tre drenge stak ild i det oppe ved Rosendahls lade (hvor nu Chr. Laursens garage ligger). Dér var det bygget sammen med sådan et hak ind, og dér lå noget løst halm i en dynge. Det var ikke meningen, at det skulle brændes af, men ude på Knud Jensens mark havde de været ved at harve, og der var en masse sener, og dem havde skoledrengene fået lov til at brænde af. Men de kunne ikke vente, og de skulle lige prøve tændstikkerne – med det resultat, at alle tre gårde futtede af.

Det var Ole Peter Mortensens Magnus, den anden var en svoger til Marinus Iversen, og den tredie var Thorvald Petersen. Jeg skulle også have været med, men Povl Nyborg skulle køre møg ud den dag, og dér kunne jeg få lov til at køre hestene og det var jeg mere interesseret i, så jeg kom ikke med. Jeg kan huske, vi var neden for mejeriet for at læsse af, og så sagde han (PN): Jøsses, lille mand, gården brænder! Og han kørte hjem, lige så det drønede, for han skulle jo skynde sig til ildebrand.

Alle skærværkerne til Søren Kristensens gård blev stående, og dem løb vi drenge og væltede, og det gav et ordentligt brag, når vi var henne at vælte dem. Stuehuset til Rosendahls gård blev stående – det var det eneste, der blev reddet af de tre gårde. Det var en skorstensfejersvend fra Vejle, der reddede det – han skulle nu have haft nogle klø for det, men han fik et guldur i stedet. Der kunne jo ellers have ligget en flot bygning!

På hovedgaden (nuværende Søndergade) lå i 1897 først apoteket – der var ældre end jeg kan huske. Det var først en filial af apoteket i Givskud, men da læge Tesch kom til byen, fik han apoteket hertil. Læge Tesch var en foregangsmand, der ville have alt det til Uldum, han kunne få – en prægtig mand var han. Efter apoteket kom Rosendahls gård, hvis have gik næsten helt hen til apoteket. Der var kun en stor meter imellem og så var der en tjørnehæk. Der var lige plads til, at man kunne køre med en trillebør imellem haven og apoteket. Efter gårdbranden lå jorden, hvor de tre gårde havde ligget, hen en del år, inden købmand Hansen (I.P. Hansen) begyndte at bygge på den. Han lod først bygge bageriet og efterhånden det meste af den side af gaden. Det var Peter Nielsen – Peter Murer kaldte vi ham – der murede det. Bagved, hvor nu Ejnar Nielsens forretning er, byggedes et stort afholdshotel med dansesal ovenpå og en Good Templar-loge nedenunder. Der var dengang en meget stor afholdsforening i Uldum med en afdeling for ældre, en ungdomsafdeling og så en Good Templar-orden. Det var Jens Guldahl, der var meget ivrig for afholdssagen. Der var mange der var lidt “svampede” dengang, men de kom alligevel i denne her afholdsforening. Salen i afholdshotellet var med scene, og der blev holdt mange store baller dér. Men til sidst blev salen lukket af politiet, for man sagde, at når de dansede, rystede hele huset, så det var for farligt!

Det senere afholdshotel (nuværende Hotel Uldum) er en del yngre. Det blev bygget af en forpagter Jessen fra præstegården på den jord, der var “gadejord”. Der var fire lejligheder og postmesteren boede til at begynde med der, hvor der nu er restauration. I den anden side boede sadelmager Petersen, og ovenpå i den ene af lejlighederne dér boede Niels Mogensen – kaldet “Brede Mogens”.

Men hele den vestlige side af hovedgaden er faktisk bygget af købmand Hansen (I. P. Hansen) – det hvor Aage Andersen bor har der bl.a. været bageri.

Mit hjem er det hus, der nu hedder “Ønskebo” – overfor det nuværende Hotel Uldum – dér er jeg født. Ellers lå der dengang lige sønden for mit hjem Søren Kristensens gård – Søren Kristensen var Ane Mathiasens far. Den gård var den bedste af de tre, der brændte. Knud Jensens derimod var noget gammel ragelse. De to gårde var faktisk bygget sammen. Norden for Søren Kristensens gård og lige overfor mit hjem var en slags eng, hvor de kunne gå og slå noget græs af til Knud Jensens gård.

Hovedgaden så frygtelig ud med store huller i, men efterhånden gik de da så vidt, at vejmanden skulle skrabe den, så der ikke blev for meget smadder på den. Der var en åben rendesten i begge sider, godt en halv alen dyb, med gangbrætter over til husene, for ellers kunne folk ikke komme over. Det hændte af og til – til stor morskab for vi drenge – at en drattede i, især når de havde fået for meget brændevin. De, der havde langt skæg – og det var der mange, der havde dengang – så frygtelige ud, når de kom op af mudderet!

Før den nuværende kro blev bygget, var der kro eller gæstgivergård på den anden side af gaden i den ene ende af stuehuset til Rosendahls gård. Foran dette hus stod i mange år to bindesten, som man bandt hestene til, når man kom fra kirke og skulle ind og have en punch. Bagved, hvor nu købmand Christoffersen har forretning lå bysmedjen – der var dengang en, der hed Jens Smed. Det var samlingssted, hvor bønderne kom, og Jens Smed havde brændevinsflasken og øldunken stående ved siden af ambolten – så fik de en lille hivert, og Jens var fuld altid, når han kom til aften. Men det var jo skik dengang, og der var ingen, der tog forargelse af det. De gamle Uldum-bønder gik fra det ene sted til det andet – de begyndte sådan hen på formiddagen og fik en lille punch. Så gik de til den næste, og det blev sådan til en 4-5 stykker. Så gik de hjem, når de havde en lille “blæser” på, og fik deres middagssøvn – så kunne de hygge videre om eftermiddagen. De havde jo folk nok dengang – de bestilte ikke selv noget.

Hovedgaden i Uldum. Foto november 1909

Søndergade

Afholdshotellet.

Jens Sørensen Guldahl

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen og andre foran det store hus på Søndergade. Foto: A. Johansen, 1928.

Søndergade 24 – Den gamle kro.

Ejnar Nielsens forretning.

Uldum bibliotek – træk af bibliotekets historie

I 1982 udgav Lokalhistorisk Forening for Uldum Sogn (samlet af Børge Haugstrup) et temahæfte om Uldum Bibliotek. Her kan du læse historien.

Fra læsekreds til folkebibliotek

Uldum Sogn har siden 1872 haft en sognebogsamling, idet der i dette år blev taget initiativ til oprettelsen af en læsekreds. Bogbestanden, der indkøbtes privat, voksede gennem de følgende års indkøb og cirkulerede bestandigt blandt kredsens medlemmer. Når bøgerne ikke var hos brugerne, opbevaredes de hos præsten eller degnen, og medlemsbidraget var simpelthen det beløb, den enkelte købte bøger for i årets løb.

I 1918 var denne private bogsamling vokset så betydeligt, at man fremsatte tanker om at få oprettet et folkebibliotek med et håndbibliotek knyttet til. I dette bibliotek skulle den oprindelige sognebogsamling indgå. 1. april blev “Biblioteksforeningen for Uldum og Omegn” oprettet. Foreningens første bestyrelse bestod af urmager Kr. Bording, købmand I. P. Hansen, grd. Henrik Pedersen, lærer Ejnar Kristensen og førstelærer L. Vest Hansen med sidstnævnte som formand. Vest Hansen satte sig for gennem en indsamling blandt sognets beboere at skaffe penge til veje til start af biblioteket. I løbet af forsommeren 1918 blev på denne måde indsamlet 2048 kr. Derudover skulle hvert medlem af foreningen tegne sig for et årligt bidrag på 300 kr., kommunen ydede 100 kr. årligt og Håndværkerforeningen 25 kr. Fra Statens Bogsamlingskomité fik man 680 kr.

1. oktober 1918 åbnede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn i den ene af de to skolestuer i kommuneskolen (Bakken 2). Ved indvielsesfesten talte sognepræsten, Carl Riisgaard, der rettede en tak til alle, der så rundhåndet havde bidraget til, at biblioteket kunne oprettes. Paster Riisgaard sagde bl.a.:
“Den offervillighed, der her er vist, overstiger langt mine dristigste forventninger. Nogle mente, det var bedre at se tiden an. Jeg mener, den er belejlig. Tiden, der kommer, vil blive præget af flid og nøjsomhed. Vi bliver nødt til at sætte tempoet op, om vi vil vinde med. Ordet krav vil blive erstattet af ordet pligt. For at gøre sig gældende må der dygtighed og kundskab til. Vi har i dette folkebibliotek fået en god gave først og fremmest for de unge, dernæst for husmændene. Her skal de hente forfriskelse til det daglige arbejde, der sikkert ikke vil forme sig under bedre kår i fremtiden.”

Førstelærer Vest Hansen redegjorde for bibliotekets tilblivelse og arbejdsplan. Foreløbig ville biblioteket være åbent søndag, tirsdag og torsdag i tre aftentimer fra 7 til 10, men så snart det viste sig nødvendigt, ville åbningstiderne blive udvidet. Vest Hansen erklærede derefter biblioteket for åbent og udtalte ønsket om, at det måtte blive flittigt benyttet til gavn for egnen.

Folkebiblioteket for Uldum og Omegn

Året efter oprettelsen kunne Folkebiblioteket for Uldum og Omegn flytte i egne lokaler, idet biblioteksforeningen havde lejet to værelser i sadelmager Sørensens enkes ejendom (nuværende Søndergade 11). Der skulle betales 175 kr. om året i leje af de to rum, 175 kr. for rengøring og opfyring (fru Ingeborg Sørensen skulle dog selv levere brændsel) og endelig 100 kr. for det daglige tilsyn. Ialt 450 kr. om året, der skulle betales forud for hvert kvartal med en fjerdedel. Læsestuen var nu åben alle ugens dage undtagen lørdag kl. 7-10 aften. Her var fremlagt de blade, biblioteket abonnerede på, nemlig “Politiken”, “Verden og vi”, “Dansk Ungdom”, “Folkerøsten” og “Højskolebladet”. På et bestyrelsesmøde senere samme år – 1919 – vedtoges det, at man midlertidigt holdt den sønderjyske avis “Heimdal”.

Udlånet var åbent tirsdag og fredag aften kl. 7-9. Bogbestanden var på 894 bind, fordelt med 736 bind til udlån og 158 bind i håndbogsamlingen.

Hvervet som bibliotekar varetoges i den første tid af førstelærer Vest Hansen. Efter dennes bortrejse fra sognet i 1920 overtog hans efterfølger førstelærer Ingvard Høltzermann midlertidigt dette arbejde, indtil bestyrelsen havde valgte den ny bibliotekar. Denne blev digteren Peter Alsted, der i de følgende 23 år til sin død i 1944 trofast og uegennyttigt gjorde en stor indsats for bøgernes udbredelse i sognet.

I 1937 flyttede biblioteket ned i kommunens ejendom på Kirkegade, hvor sognerådet havde ladet indrette en lejlighed med biblioteks- og udlånsværelse samt en læsestue med håndbogsamling og aviser. Her havde biblioteket til huse indtil 1960. Af de gamle protokoller fremgår, at man ofte havde store økonomiske vanskeligheder i forbindelse med driften. Biblioteksforeningens formand måtte ofte i den lokale presse opfordre sognets beboere til at støtte med bidrag, ligesom ansøgninger om – beskedne – forhøjelser af det kommunale tilskud blev sendt af sted og imødekommet. En del af pengene til bibliotekets drift kom ind gennem det årlige andespil, biblioteksforeningen lod afholde.

Biblioteksforeningens formand i disse år var Ingvard Høltzermann, der – bortset fra to afbrydelser – varetog hvervet fra 1922 til 1963. Lige så trofast og uegennyttig som Peter Alsted tjente han bibliotekssagen i mange år. Høltzermann gik med ildhu ind i den dobbelte opgave: at styrke bibliotekets økonomi og at opbygge en bogsamling, præget af kvalitet og alsidighed.

Peter Alsteds efterfølger som bibliotekar var lærer Tage Maarssø, hvis ledelse af sognets bibliotek blev stærkt påskønnet af bibliotekstilsynet under dettes rutinemæssige besøg på stedet. I de syv år – fra 1944 til 1951 – Tage Maarssø var bibliotekar, blev grunden lagt til den udbygning af bogsamlingen, der senere fandt sted.

Uldum Sognebibliotek

I 1953 ændrede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn navn til det mere bekvemme Uldum Sognebibliotek. Tage Maarssøs efterfølger som andenlærer Niels Bech Jessen var på dette tidspunkt bibliotekar, et hverv han varetog til sin bortrejse fra egnen. Fra 1958 til 1969 var lærer Børge Haugstrup sognebibliotekar. I denne periode skete en stor forandring i bibliotekets ydre rammer, idet man 1. april 1960 flyttede op i den nybyggede kommuneskole, hvor sognebiblioteket fik et 54 m2 stort lokale til rådighed. Bogbestanden var på dette tidspunkt 4222 bind. At sognebiblioteket fik til huse i skolen medførte bl. a., at flere børn og unge blev lånere, og i de efterfølgende år blev bibliotekets bogbestand suppleret med mange børne- og ungdomsbøger.

Efter Ingvard Høltzermann død i 1963 valgtes højskolelærer Magnus Nielsen til formand for biblioteksforeningen. 1. april 1965 trådte en ny bibliotekslov i kraft. Den medførte bl.a., at biblioteker, der var privat- eller foreningsdrevne, overgik til kommunal drift. Som følge heraf blev biblioteksforeningen, der i 47 år havde stået bag bibliotekets drift, nu opløst. Den hidtidige bestyrelse blev afløst af et biblioteksudvalg, der indgik som et såkaldt blandet udvalg under sognerådet og med dette repræsenteret i udvalget. I øvrigt fortsatte biblioteket under samme navn og ledelse.

Gennem mere end 25 år havde bibliotekarhvervet været varetaget af lærere fra kommuneskolen. Den gamle, men ingenlunde selvskrevne tradition blev brudt i 1969, da Uldum Sognebibliotek fik en ny og dynamisk leder i Mette Jensen, Hesselballe. Fra samme tidspunkt foretoges en formel opdeling i sognebibliotekets bogbestand med henblik på oprettelsen af et særligt skolebibliotek, der skulle have lokalefællesskab med sognebiblioteket – dog med et specielt lokale til fagbøger og gruppesæt til brug for skolens elever. Som leder af skolebiblioteket ansattes lærer Emmy Reng, Uldum. Bøger til skolebiblioteket skulle indkøbes efter indstilling fra skolens lærerråd gennem skolebiblioteketsudvalget, men i samarbejde med sognebibliotekets bogkøbsudvalg.

Fra sognebibliotek til filial i storkommunen

Ved kommunesammenlægningen 1. april 1970 og dannelsen af Tørring-Uldum kommune ophørte Uldum Sognebibliotek at eksistere som et selvstændigt bibliotek. Det blev nu i lighed med storkommunens øvrige biblioteker administrativt underlagt et kommunalt hovedbibliotek i Lindved. Alle indkøb af bøger skulle herefter ske gennem hovedbiblioteket, og det samarbejde, der i en årrække havde været med centralbiblioteket i Vejle, blev yderligere udbygget.

I forbindelse med den nye kommunale biblioteksordning skrev bibliotekar Mette Jensen følgende afsluttende bemærkninger i sognebibliotekets protokol:
“Det gamle sognebibliotek, der med flid og omhyggelig anvendelse af små midler fra staten og private indsamlinger er bygget op af idealistiske, kloge mænd og pædagoger, som har ofret utallige enten ubetalte eller meget løst betalte timer, har vokset sig ud af sin egen private ramme og er blevet noget stort – en del af et storbibliotek, en servicestation, der gerne vil hjælpe med så meget som muligt, skaffe så megen god og oplysende litteratur som muligt til alle. Målet må stadig være det samme: Bøgerne ud til lånerne”.

I 1974 måtte biblioteket rykke ud af lokalet på kommuneskolen, da skolens stigende elevtal medførte, at man måtte inddrage det tidligere bibliotekslokale til undervisningsformål. Biblioteket fik nu – fra 18 juni 1974 – lokaler i kommunens ejendom Tjørnevej 4 og blev her nabo til den kommunale administrationsbygning. 1979 efterfulgtes Mette Jensen af lærer Jette Jørgensen i stillingen som bibliotekar i Uldum.

17 juni 1982 flyttede Uldum Bibliotek ind i et helt nyt hus, rejst i umiddelbar nærhed af den gamle kommuneskole, der i 1918 gav husly til det folkebibliotek, der dannede begyndelsen til den udvikling, der siden fulgte. Skolebygningen måtte vige pladsen for det nye, og for første gang i bibliotekets historie kunne man tage et hus i besiddelse, der udelukkende var bygget til det formål at huse sognets bibliotek.

Pastor Carl Arnold Riisgaard. 1913 – 1937

Lærer E. Kristensen, 1914

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Købmand I. P. Hansen

Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 3

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen handler om tiden omkring første verdenskrig og afskeden med Uldum. Du kan finde del 1 her og del 2 her.

Efterhaanden gik det saaledes, at vor økonomiske Status bedredes Aar for Aar, ikke alene fordi Lærerstanden Kaar blev bedre, men fordi Mor saa udmærket forstod den Kunst at faa de Penge, hun fik af mig, til at række langt, ligesom hun ogsaa forstod ved sit Hønseri at skaffe en ekstra Indtægt. Det fik jeg især at se under Verdenskrigen, da alting blev saa dyrt, og Embedsmændene var de daarligst stillede i Danmark. Da var der mange Lærere der ikke kunne klare sig igennem, men takket være Mor kom vi godt igennem. I 1918 fik vi saa stor en Lønforhøjelse, at jeg for første Gang i min Lærertid har Brug for en Tegnebog. Og i 1919 fik vi den udmærkede Lønningslov, der bevirker, at vi nu let kunne klare hver sit.

Hvad Mor har betydet for mig i enhver Henseende kan jeg umuligt udtrykke i dette Hæfte, dertil er det for stort. Gudskelov for hende – hun har været mere for mig og mit Hjem, end jeg nogensinde kan blive i Stand til at gengælde hende. Og saa hendes Fortræffelige Mor, der ogsaa var i Huset hos os i adskillige Aar. Hende har vi ogsaa meget at takke for.

Endelig vil jeg tilføje, at vi i 1918-19 oplevede den uhyggelige Epidemi, der under Navnet ”Den spanske Syge” hærger hele Europa. I Uldum gjorde den en stor Høst, da der døde mange unge Mænd. Vi blev godt skaanet for Sygdommen, men Skolen stod stille i flere Maaneder.

Da Verdenskrigen var endt, og vi var klar over, at en Del af Sønderjylland atter ville komme under Danmark, var det, at jeg fik adskilligt at tænke paa, fra den Tid, jeg som Lærer i Hejls i 9 Aar havde været Grænsebo, har der altid hos mig ligget en Længsel efter det, som man har kaldt ”Grænsens Sang”. Dertil kom, at jeg blev mere og mere misfornøjet med Forholdene ved Skolen paa Grund af Andersens daarlige Makkerskab, der gav sig saa mange kedelige Udslag, at jeg syntes, det maatte være rart at komme bort fra det hele. Hvis Beboerne blot havde villet gribe ind og fjernet, da hans Umulighed var bevist, saa havde sikkert meget set anderledes ud. Men det var der ingen, der endnu tænkte paa, og adskillige af Beboerne var endnu helt bjergtagne af Sparres indsmigrende Væsen og kunne ikke se det hule i hvad han som ”Realskolebestyrer” foretog sig. Havde jeg anet, at Madsen Hansen et Par Aar efter var blevet tvunget til at ”gaa frivilligt”, og at Sparre var rejst fra Byen, saa havde jeg nok betænkt mig paa at flytte.

Men det blev ved at Arbejde i mig, og da Mor sagde til mig, at jeg maatte gøre, hvad jeg helst ville, saa bestemte jeg mig til at gøre et Forsøg paa at faa en Virksomhed i Sønderjylland.

Jeg fik i Efteraaret 1919 Forbindelse med Pastor Andersen, Holbøl, som jeg en Tid korresponderede med for til sidst, forsynet med Pas, der var stemplet med Kommissionens Visumstempel, at rejse til Holbøl, hvor jeg 1920 i Fastelavn var samlet med Beboerne til et Møde i Holbøl Landbohjem og holdt et Foredrag om den Danske Folkeskole og dens Undervisning, specielt om Danskundervisning, der altid har været noget af en ”Kæphest” hos mig. Jeg spillede Orgel ved Gudstjenesten i Kirken Fastelavnssøndag, og resultatet blev, at jeg fik en omtrent enstemmig Opfordring fra Beboerne om at søge Embedet, saa snart Forholdene tillod det.- Nu var altsaa Terningerne kastet, og jeg var klar over, at Forholdet til Uldum nu ydermere ville løsne sig.

Der gik imidlertid lang Tid, inden Genforeningen kom og for at stille Befolkningen i Holbøl tilfreds, maatte jeg gøre noget, for at Undervisningen kunne komme i Gang. Jeg havde Ret til at holde Vikar i Uldum og saa selv rejse til Holbøl, men det turde jeg ikke af Hensyn til Andersens daglige Disciplin. Mor og jeg blev da enige om at tilbyde, at hun rejste til Hølbøl for at holde Skole en Tid, og saa rejste Margrethe med spille Orgel, hvad hun havde gjort et helt Aar i Uldum, inden hun blev konfirmeret.- Tilbudet blev modtaget, og den Nat, da de Danske Statsbaner overtog Jernbanen i Sønderjylland, rejste jeg med dem til Holbøl for at sætte dem i Gang. Da jeg havde besørget det, rejste jeg atter hjem til Uldum og fortsatte mit Arbejde der, min Bedstemor holdt Hus for Olof, Tage og jeg. Olof havde for øvrigt Mæslinger i nogle Dage, men han kom sig dog snart. Det var en kedelig Tid, men jeg tror alligevel at det var savnet for Mor. Ikke alene var det svært for hende at være borte fra Hjemmet, men det var ogsaa et besværligt Arbejde i Holbøl, hvor der jo før kun havde været undervist paa Tysk.

Efter fem Ugers Førløb, da Sommerferien indtraf, rejste jeg til Holbøl sammen med Tage og fortsatte Mors Arbejde, som jeg ret hurtigt opdager, at det var godt gjort ikke mindst under Hensynstagen til den korte Tid og de ret mangelfulde Undervisningsmidler, den stod til Raadighed. Jeg holdt saa Skole i tre Uger af Sommerferien, men da der saa indtraf Kirkeforretninger i Uldum, maatte jeg afbryde og rejse hjem, idet jeg saa sagde, at nu kom vi først, naar jeg var kaldet til Lære. Tage var blevet indmeldt til Undervisning paa Statsskolen i Sønderborg og skulle begynde der efter Sommerferien. Det varede dog lige til Oktober, inden Sagen med Embedet kom i Orden, og vi kunne flytte.

Dagen før vi flyttede fik vi af Beboerne i Uldum overrakt et meget værdifuldt Spisestel til tolv Personer. Noget vemodige forlod vi saa i Oktober Uldum, hvor vi havde boet i saa mange Aar. Hvad mon vi nu egentlig gik ind til. Jeg var fyldt 50 Aar. Det blev jo helt andre Forhold, vi fik at Arbejde under – jo de blev helt anderledes, end vi i Virkeligheden havde ventet.

Laurits johannes Marius Vest Hansen. Førstelærer i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Lærer H.M. Hansen. 1915

Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 2

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen handler om stort og småt i lærer Vest Hansens karriere og op og nedture i privatlivet. Du kan finde del 1 her.

Allerede i 1898 og 1899, mens jeg var Lærer i Hejls, havde jeg Kursus i Musik og Sang, et Kursus der har haft stor Betydning for mit Arbejde i Sangforeningen. I 1900 havde jeg Gymnastikkursus i Ryslinge, hvor vi Lærere blev sat ind den Lingske Gymnastik. Vi kom der til Kursus i Dansk, Zoologi og Botanik, Historie og Biblioteks teknik. Hvert Kursus varede i to Sommerferier. Endelig fik jeg i 1912 en Rejseunderstøttelse paa 200 Kr. til en Rejse gennem Norge og Sverige for at studere Sangforeningsarbejdet blandt Ungdommen. Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur.

Senere, da jeg blev Lærer i Holbøl, var jeg i en Sommerferie i Jelling paa et Kridttegnings-kursus og to Sommerferier i Hillerød paa Aftenskole kursus. At jeg saa har deltaget i et Regnskabs-kursus paa Rønshoved Højskole og et Ungdomsskole kursus paa Graasten Landbrugsskole, mens jeg har været her i Sønderjylland, tilføjes kun for en Fuldstændigheds skyld. – Alt dette viser jo da at jeg ikke har været bange for at arbejde paa min Udvikling, og jeg tror ogsaa at kunne sige, at de har haft megen Indflydelse paa mit Arbejde.

Jeg har altid været bange for at blive gammeldags og forbenet i Skolearbejdet, og derfor satte jeg mig stadig ind i det nye, der kom frem, idet jeg aldrig følte mig for gammel til at lære. Jeg har dog altid følt mig lidt for, inden jeg tog det nye ind i Skolen, da jeg ikke gerne ville have ord for at have, kastet Barnet ud med Badevandet. Saa jeg skal jo ikke selv dømme om mit Skolearbejde, men naar jeg nu tør sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, saa er det med tilfredshed, at jeg har saa mange Tilkendegivelser om mit Arbejde i Erindring, at jeg ved at jeg altid har kunnet være det bekendt.

Tiden i Uldum gik. 15 September 1907 kom Tage til Verden, og 4 Oktober 1912 fødtes Olof. Jakob var jo vokset til og kom til at gaa i en privat Realskole i Horsens. Vi havde jo ikke Raad til at lade ham Studere. Efter at han havde taget Præliminær eksamen ved Universitetet i København, kom han ind paa Svaneapoteket i Kolding som Discipel i Halvfjerding Aar og tog saa Eksamen i København.

Da Tage var 10½ Aar gammel, kom han ind i Statsskolen i Horsens, hvor han blev optaget i 2 Mellemskole klasse.

I 1907 døde min Søster Marie. Det var en trist Historie. Hun havde – hjælpsom som hun altid var – taget sig af en Nabos to Smaa børn, da deres Moder skulle paa Bogense Sygehus. Der kom da Bud fra Sygehuset, at Konen var flyttet over paa Epidemihuset, da der var konstateret Tyfus hos hende. Da var det for sent for min Søster at tage sig i Agt, og saa skete det, at baade hun og en af Børnene maatte ud paa Epidemihuset af samme Aarsag. Den fremmede Kone og hendes Barn blev raske igen, men min Søster døde fra Mand og fem mindreaarige Børn.

Samme Aar søgte Far sin Afsked som Lærer, og efter at han, Mor, Dagmar og Anna en kort Tid havde boet hos Kristian – Maries Mand – rejste de til Uldum, hvor der blev købt et Hus. Det varede dog kun nogle faa Aar, saa blev Huset solgt og de rejste til Odense. Mens de boede i Uldum, blev min Søster Johanne gift med Niels Mikkelsen, der bosatte sig i Odense som Maler og bor der endnu.

Dagmar døde i September 1912, Mor lige før Jul i 1913, og Far dør Paaskemorgen 1914. De ligger alle tre paa Odense Kirkegaard. Kort Tid efter gifter Anna sig med Hans Andersen, der fik Plads ved de Københavnske Sporveje og bor paa Christianshavn.

I 1912 skete den Katastrofe i Uldum Præstegaard, da Pastor Rasmussen paa grund af en højst kedelig Affære med Sognets Sygeplejerske maatte søge sin Afsked. Han blev ikke afskediget, men gik frivilligt. Vi fik Pastor Plenge, der hidtil havde været Realskolebestyrer i Viborg, til Sognepræst. Han var en meget kedelig Prædikant, men det varede ikke længe, før han kom paa Kant med næsten alle i Uldum. Jeg var heller ikke glad ved ham at begynde med. Han havde jo ikke megen Forsten paa Folkeskolen, da han som Skolemand kun havde arbejdet i Realskolen. Det blev ikke saa lidt bedre i den sidste Tid, og hvis han havde blevet der noget længere, saa tror jeg, at vi havde lært at forstaa hinanden. Men efter et Par Aars Forløb blev han forflyttet til Møen. Saa kom Pastor Riisgaard, der var Præst i Sparkjær. Han var ikke saa lidt mere smidig end Plenge havde været. Med ham gik det meget godt, men jeg regner ikke meget med ham som Skolekommisionsformand, især efter at han engang havde udtalt sig med, at der var ikke megen Mening i at han skulle være Formand for Skolekommissionen, da Folkeskolen ikke havde hans Interesse. Det var oprigtigt sagt og sikkert også fuldstændigt i sin Orden, men det gav jo ikke megen Respekt for Præsten som Tilsynsmand.

Lærerinden, Fru Hedegaard, blev i Efteraaret 1914 ramt af en Lammelse, som hun ikke kom over. Hun døde Juleaftensdag 1914. Hun havde, selv om hun var noget gammeldags i sin Undervisning, gjort et godt Arbejde som Lærerinde.

Men hendes Efterfølger Frk. Meta Hansen, som havde Folkeskolelærerinde eksamen fra Vejle, viste alligevel, at der fandtes metoder, hvorved man kunne faa Børnene betydelig længere frem. Det fik jeg at mærke i Løbet af 1 – 2 Aar, da de Børn hun sendte op i min Klasse, var betydelig lettere at have med at gøre. Efter 4 Aars Forløb tog hun sin Afsked for at læse videre paa Silkeborg Seminarium, hvorfra hun blev dimitteret med Udmærkelse. Hun er nu Lærerhustru paa Sjælland, idet hun er gift med Førstelærer Ravn, Nestelsø ved Næstved.

Efter hende kom Anna Larsen, der ogsaa var en flink Lærerinde. Hun var Lærerinde nogle Aar efter at vi havde forladt Uldum, og er nu gift med Købmand Kristian Hansen, Uldum.

I 1914 var der Planer fremme om at udvide Lærerpersonalet med en Andenlærer og saa bygge nye Klasselokaler. Paa Grund af Krigen blev sagen udsat et Aar, men saa blev det Alvor. Der blev bygget en Skolebygning med to Klasseværelser og Andenlærerbolig samt et særligt Hus til Førstelæreren. Her flyttede vi ind 1.November 1915 samtidig med, at vi fik Madsen Hansen til Andenlærer.

Nu blev Rammerne, vi kom til at arbejde i, ikke saa lidt mere moderne. Vi kunne oprette en Klasse mere, saa vi paa den Maade fik 2 Forskoleklasser og 3 Klasser for de Større Børn. Naar vi saa kunne indføre delvis Fagfordeling mellem Andenlæreren og mig, saa maatte vi kunne faa Undervisningen løftet op i et noget højere Plan. Det skete ogsaa for mit vedkommende. Det var tydeligt, at jeg kom langt, siden med Børnene i mine Fag – specielt Dansk, saavel skriftligt som mundtligt – end det havde været muligt med de overfyldte Klasser og daarligere Klassedeling

Det viste sig derimod ret hurtigt, at jeg i Andenlæreren havde faaet en daarlig Medarbejder. Han var en flittig og kundskabsrig mand, men han kunne bl.a. paa Grund af sit Pedanteri absolut ikke hævde sig blandt Børnene. Følgen deraf blev selvsagt, at han ikke kunne holde Disciplin, og uden Disciplin kan man ikke udrette noget i en Skole. Jeg blev efterhaanden mere og mere ked af hans Makkerskab, ogsaa af den Grund at han var Skyld i at enkelte Børn gik over i en saakaldt Realskole, som blev ledet af en K. Sparre der senere som Realskolebestyrer i Odder blev arresteret og straffet med Forbedringshus paa Grund af uterligt Forhold over for sine Kostskoledrenge. Dette sidste kom som en Overraskelse for mange i Uldum, men jeg blev ikke overrasket, da jeg havde Grund til at tro, at der var noget muggent ved Sparre som Skolebestyrer, fordi en Lærer som han havde ved Skolen, Lykkegaard fra Aalborg, en aften vi sad og passiarede i Bibliotekets udlaans stue, sagde til mig, at der foregik Ting ved Skolen, som jeg næppe ville tro var Sandhed, hvis han fortalte det, og han kunne ikke fortælle det. Desuden havde jeg paa Forespørgsel paa Blaagaards Seminarium, hvor Sparre havde læst eet Aar, faaet saadanne Oplysninger, at jeg kun kunne betragte ham som Svindler.

I den nye Skole fik jeg jo travlt med at indrette alt paa moderne Vis, og Sogneraadet var nogenlunde velvillige til at yde mig fornøden Støtte, saa Skolen blev godt forsynet med godt Skolemateriel.

Desuden fik jeg travlt med at anlægge en hel ny Have i stedet for den gamle, som vi forlod.

Men ogsaa paa andre Omraader havde jeg fuldt op at gøre. Jeg har allerede berørt, at jeg ret hurtigt var blevet Leder af Forsamlingshuset og Foredragsforeningen. I de 16 Aar, jeg havde med det at gøre, var det faktisk mig, der prægede hele den Virksomhed, hvorved jeg kom i Forbindelse med en mængde af vort Lands bedste Mænd. Jeg skaffer desuden min Hustru megen Ulejlighed ved samme Lejlighed, hvilket sikkert ofte har været til ikke saa lidt Besvær, men jeg maa jo være hende meget taknemmelig for hendes gode støtte.

I 7–8 Aar var jeg Formand for Skytte og Gymnastikforeningen, og jeg tror at kunne sige , at den har aldrig blomstret bedre, end den gjorde i de Aar.

Og saa Biblioteksarbejdet. Jeg begyndte straks i Efteraaret 1902 at ordne det gamle Bibliotek, der var oprettet 1872, men som henlaa i en sørgelig Forfatning. Saa godt som jeg kunne det med smaa Midler holdt jeg det igang, indtil det i 1915 lykkedes mig ved en stor Kraftanstrengelse at slaa det op til at blive en betydelig Indretning.

Efter et møde i Forsamlingshuset, hvortil jeg havde indbudt Bibliotekskonsulent J.Banke, talte han saa godt til den store Skare, der havde indfundet sig, at vi samme Aften fik dannet et Udvalg, der med mig som Formand fik samlet en Kapital paa godt 2700 Kr. og dannet en Biblioteksforening, der gav et Aarsbidrag paa over 500 Kr. om Aaret. Dertil kom et Bidrag fra Kommunen paa 200 Kr. om Aaret. Nu reorganiserede jeg Biblioteket, fik Lejet Lokale til Udlaan og Læsestue. Den sidste blev forsynet med et Haandbibliotek paa over 180 Bind, og der var fremlagt Aviser og Tidsskrifter til daglig Afbenyttelse. Det vakte Opmærksomhed i Bibliotekskrese, og der blev skrevet om det i Danmarks Biblioteksforenings Blad ”Bogens Viden”. Jeg vedblev at være Bibliotekets leder Bibliotekar, saa længe jeg var i Uldum, og da gik det udmærket. Senere har det ikke gaaet saa godt.

Jeg fik sammen med afdøde Lærer Kibæk, Sindbjerg, startet Egnens Skolemøder, og jeg ledede dem i 11 Aar. Det var i Virkeligheden de største Møder vi holdt. Sener blev de efterlignet i Tørring og flere andre Steder paa Egnen, disse Møder vedblev man at holde, efter at jeg var rejst fra Egnen. Jeg ved dog ikke, om de holder endnu. Saa var der Sangforeningen. De fleste Aar havde jeg et Sangkor i Uldum, og vi holdt ikke saa faa stedlige Koncerter, et Aar sammen med den Norske Felespiller Olav Moe, et Aar sammen med den udmærkede Sangerinde Julie Rosenberg, København. Men saa startede jeg sammen med Lærerne Jørgensen, Vrigsted, Jørgensen, Søvind, og en Gartner fra Tørring, ”Horsensegnens Sangforening”, der i en Aarrække holdt store Sangfester paa Horsensegnen. Her havde jeg et stort Arbejde med Arrangementerne af disse Fester. Vi lagde ud i Juelsminde, fortsatte derpaa i Tørring, Hornsyld, Bryrup, Elbæk og slutter af i Uldum. Sisse Fester vakte stor Opmærksomhed, og Bladene havde spaltelange Referater fra dem. Vi samlede indtil 24 Sangkor fordelt paa to Kor et bl. Kor paa cirka 320 Sangere og et Mandskor paa over 100. Hele den store Sammenslutning standser, da Verdenskrigen kom, og efter min Bortrejse er der nok ingen, der har haft mod til at rejse den paa ny. En Bekræftelse paa, at meget af den slags staar og falder med den Mand, der har Lyst og Kræfter til at arbejde med det.

Tyendesparekassen var jeg Kasserer for i mellem syv og otte Aar, og i den Tid vokse dens Indskud fra ca. 1900 Kr. til omkring ved 70000 Kr. I den Tid var jeg betroet mange Penge undertiden flere, end jeg var glad ved at have hos mig, da vi ofte maatte opbevare mange Hundrede Kroner fra den ene Uge til den anden, da Sognesparekassen, hvor vi havde Konto, kun havde aabent een gang om Ugen.

Sygeplejeforeningen var jeg Formand for, først i 6 Aar. Da jeg saa ønskede at blive fri, valgte de Mor til Formand, næste Aar blev jeg saa valgt igen og blev først fri, da jeg fortalte, at de fandt vi ville rejse til Sønderjylland, var nødt til at vælge en anden. Den gav meget Arbejde, men det var jo ogsaa en god Sag.

Aftenskolen gik i 1910 over ti at blive teknisk Skole med Snedker Søren Christensen og mig som de første Lærere. I et Sanghæfte, som jeg fik med i Anledning af Skolens Femogtyveaars Jubilæum er vi begge blevet mindede i een af Sangene.

Paa Uldum Højskole var Knud Andersen Forstander, da jeg kom dertil, og Mor var blandt et af de første hold, da han lavede den om til Pigehøjskole. Da han maatte holde op, blev Skolen købt af Svenning Petersen. Jeg havde flere Aar Sang med Eleverne og jeg ordnede Højskolens Bibliotek. Een Sommer havde jeg Aritmetik og Geometri med et Hold unge Mennesker, der ville lære viden.

Af alt dette ses let, At min Tid var godt optaget, men jeg har heller aldrig været ked af at Arbejde. Dog maa jeg ærligt tilstaa, at jeg nu bagefter ikke kan forstaa, hvorledes jeg har kunnet overkomme det hele, da vi tilmed var med i en ret stor Kreds, der kom sammen til Selskaber. De to Familier, vi omgikkes mest, var Isenkræmmer N. Iversen og Maskinfabrikant M. S. Petersen. Der gik ikke mange Uger undtagen vi een eller to Gange om Ugen forfrisker os ved en L´hombre. Vi spiller Læst, for det var ikke for at Tjene Penge, at vi spiller, men for at underholde os. Det kan ikke nægtes, at vi har savnet dem meget.

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Pastor Rasmussen. Præst i Uldum 1900-1909.

Pastor Axel Plenge. 1909 – 1912

Pastor Carl Arnold Riisgaard. 1913 – 1937

Lærerinde Othilie Hedegaard (født Ottosen). Lærer i Uldum 1901-1914, hvor hun døde. Slut-årstallet på billedet passer altså ikke.

Lærerinde Meta Hansen. 1914 – 1919

Lærerinde Anna Larsen (Lasse). 1919.

Lærer H.M. Hansen. 1915

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Erindringsbilleder november 1999: Verner Larsen, Vestergade

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

Verner Larsen, Vestergade, fortalte i november 1999 om oplevelser fra barndomsårene i Thy og de følgende lærlingeår – en tid, hvor både prisniveau og arbejdsvilkår var anderledes end i dag:

Jeg er født i 1919 i Hørdum i Thy, en lille landsby midtvejs mellem Hurup og Thisted. Vi var seks søskende, 3 piger og 3 drenge. Min far var snedkersvend hos byens eneste snedker, der byggede huse om sommeren, men om vinteren fremstillede møbler.

Jeg gik i en 4-klasset skole, der dog ikke var stråtækket. Om sommeren gik vi kun i skole hver anden dag. Der var to lærere, en førstelærer og en andenlærer, som det hed dengang.

Vores førstelærer var noget speciel. Om formiddagen kom hans kone ind i skolestuen med en bakke med boller og kaffe, som han så nød, mens vi havde time. Bagefter tog han et æble fra en skuffe i katederet. Det spiste han, efter at han havde skrællet det med en dolk, som han altid gik med på sig.

Han havde også en salonriffel, som han skød med på de solsorte ude i haven, som irriterede ham ved at nappe i hans æbler. Han skød på dem gennem et Åbentstående vindue i skolestuen! En dag var der ingen fugle, men så glemte han at tage patronen ud, da han satte riflen fra sig, så den gik af op i loftet, hen over hovedet på de 30 børn i skolestuen.

Dengang gik man i skole fra syvårsalderen og indtil man fyldte 14 år. Så kom man ud at tjene, eller man kom i lære. Der var kun en enkelt, der kom i realklassen. Det skulle man jo betale for dengang.

Allerede som 11-årig begyndte jeg ved købmanden derhjemme som bydreng og anden hjælp. Det var en forretning ligesom I.P. Hansens her i Uldum. Om vinteren kørte vi brændsel ud på en trækvogn.

Den føromtalte førstelærer havde en bil – det var der ikke mange, der havde der på egnen dengang. Det var en Brandenborg, og den skulle rendes i gang hver gang, han skulle ud at køre. Som 13-årig havde jeg sammen med en jævnaldrende kammerat den tjans at rende den i gang, når han skulle et ærinde i den om aftenen. Så kunne vi køre med hen og få benzin på. For 5 kr. fik man 20 liter benzin. Ja, det var tider dengang – eller var det?

Hørdum var station på Struer – Thisted banen. Stationsforstanderen var, som den slags var det dengang, en person med autoritet. Men jeg havde fået lov til at hjælpe med at tænde lysene på stationen og rulle bommene ned, når der skulle komme tog.

Stationsforstanderen holdt meget af at spille violin. En dag var han gået sådan op i det, at han helt glemte sine pligter. Han sad inde i stuen og spillede, og jeg gik udenfor, men turde ikke banke på og forstyrre ham, selv om der holdt et tog ude ved signalet og fløjtede, for det stod jo på stop. Toget fløjtede anden gang, og det fløjtede tredje gang. Så måtte det efter reglerne køre ind på stationen, men kun med en fart på 20 km. Først da stoppede forstanderen sit violinspil og kom tilbage til virkeligheden og en alvorlig påtale.

Som 14-årig kom jeg i rigtig lære i købmandsforretningen derhjemme. En lærling dengang fik ingenting i løn det første år, men 20 kr. det næste, 40 kr. det tredje og 80 kr. det fjerde år – vel at mærke for hele året, plus kost, men ikke logi.

Mit ønske var egentlig at blive elektriker, men jeg skulle udenbys for at lære det, og det kostede penge, og det var der ikke råd til.

Jeg gik i teknisk skole fire aftener om ugen fra kl. 6 til 9. Det kneb ofte med at komme til tiden, da vi havde åbent fra 7 morgen til 6 aften, fredag til kl. 8. Lørdag var det til kl. 9, og da var vi først færdige kl. 11.

I min læretid solgte jeg ugeblade og Dagens Nyheder. Ugebladene var Dansk Familieblad og Søndag i Jylland, og de kostede henholdsvis 35 øre og 20 øre. Dagens Nyheder kostede 25 øre.

Tre år i træk blev jeg inviteret til København hvert år sammen med 160 andre drenge fra hele landet. Vi var i orange uniform, skjorte og skråhue, hvorpå der stod Dagens Nyheder. Alt blev betalt, og i Tivoli fik vi udleveret billetter til næsten alt. Hele turen kostede mig under 10 kr. Jeg tog hjemmefra tirsdag morgen og kom hjem fredag aften.

I 1936 kom jeg til København en ekstra gang, idet lærlinge i aftenskolen havde lavet forskellige ting, som blev solgt på amerikansk lotteri, og på den måde blev der til en Københavnstur. Dengang søgte man ikke offentlig støtte hverken til den slags eller til idrætten. Man kunne selv.

I min ungdom var jeg ivrig fodboldspiller. Samtidig havde jeg ansvaret for, at fodbolden og banen var i orden. Det fik jeg for hele sommeren 50 kr. for.

Jeg kan også nævne, at da jeg i 1937 fik kørekort, kostede det i alt 51 kr. De to eksempler fortæller jo lidt om prisniveauet dengang.

En lille sjov historie: Engang havde min far lavet en firkantet luftdrage. Den satte jeg op, da det blev mørkt, og bandt en tændt lommelygte fast på den. Så skete der det, at vor skolelærer, der refererede til Thisted Amtsavis, dagen efter skrev, at han havde set en Ufo aftenen før. Vi lod ham blive i troen og røbede aldrig den rette sammenhæng.

Da jeg 1. maj 1938 forlod min arbejdsplads efter endt læretid, rejste jeg til Vonge, hvor jeg havde fået arbejde hos købmand Jensen. Her var jeg i godt fire år, og her lærte jeg min kone at kende. Hun var datter af bager Petersen i Vonge.

Herefter fik jeg plads hos firmaet Jørgen Christensen i Vejle. Efter 12 år her flyttede jeg til Importøren på Nørregade. Det var meningen, at jeg skulle have et af deres udsalg, hvor der blev et sådant ledigt. Men da det varede længe, inden det ville ske, tabte jeg tålmodigheden. Da jeg så i avisen, at der var en isenkramforretning til salg i Uldum, tog jeg ud og så på den. Ejeren boede i Hostebro, men vi blev enige om en leje for 2 år, og der blev fastsat en pris til den tid ved køb af den. Selv om forretningen var kørt helt ned, var vi så optimistiske at tro på, at den kunne køres op igen. Og det lykkedes jo også efterhånden.

Den første tid passede vi den selv. Senere kom Orla i lære, og efter fire år flyttede han ud til Henning Hansen. Vi fik en ny lærling igen, men min kone var en uvurderlig hjælp også i forretningen.

Samtidig med at passe forretningen var jeg kasserer i nogle foreninger, hvor posten som kasserer i elektricitetsværket nok var den værste. Det var netop på den tid, man overgik til vekselstrøm – et skifte, der på mange måder var ret kompliceret, også i økonomisk henseende.

Det var også på den tid, at Jørgen Christiansen og jeg tog initiativ til, at starte et varmeværk, der kom i gang i 1962. Min længstvarende bestyrelsespost var i vandværket, hvor jeg var med fra 1967 til 1990.

Ved kommunevalget i 1962 blev jeg valgt ind og fik den meget tidskrævende post som kasserer. Men i 1967 blev det for meget, så jeg søgte sognerådet om at blive fastansat, og det gik også i orden.

Vi havde da spurgt Orla, om han var interesseret i at overtage forretningen, og det var han. Som 22-årig overtog han den fra 1 juli 1967, og den er siden blevet det, den er i dag, som de fleste kender, og det er vi selvfølgelig både glade og stolte over.

Så kom kommunesammenlægningen i 1970, og da kunne personalet fra de tidligere kommuner søge stillinger ved storkommunen, hvis de ønskede det.

Jeg fik stillingen som socialinspektør, en stilling jeg havde til 1978. Da syntes jeg, at de sociale problemer blev lidt for brogede for mig. På det tidspunkt blev der oprettet en pedelstilling, og det var lige noget for mig – at holde orden på papirvarer og arkiver, samt sørge for diverse reparationer.

I september 1986 gik jeg på pension efter godt 24 år på kommunekontoret. Siden den tid har jeg haft flere småjob bl.a. som regnskabsfører på varmeværket og medhjælpende kustode på Uldum Mølle i weekender.

Og efter en periode som medlem af ældrerådet er jeg nu i bestyrelsen i Brugerrådet på Nedergården.

Ældre billede af Uldum Isenkræmmer.

Uldum Isenkræmmer med ophørsudsalg.

Hanna og Orla Larsen bag disken i Uldum Isenkræmmer.